Vi har bedt Lea Sorgenfrei om at komme med nogle gode råd. Hun er indehaver af Sorgenfrei Terapi uddannet parterapeut og sexolog og har speciale i manglende lyst og smerter i underlivet. Derudover hjælper Lea par, der ønsker en bedre kommunikation i parforholdet, har seksuelle udfordringer eller har svære mønstre i relationen.
Når man skal igennem en fertilitetsbehandling, er det noget af en rutsjebanetur, vi skal ud på. Der er først og fremmest erkendelsen af, at man skal igennem en form for behandling efter måske lang tid med egne forsøg på at blive gravid, og måske tab og sorg deraf. Der er ofte en længere udredningsperiode, en hel masse undersøgelser og mulighed for at skulle igennem skrappe hormonbehandlinger, der i meget høj grad påvirker vores humør, krop og til tider nærmest vores personlighed. Det er en kæmpe rollercoaster, som vi bare må hoppe på.
Under fertilitetsbehandlingen oplever mange kvinder, måske uden at tænke over det, at man sætter sine egne kropslige såvel som psykiske behov til side. For vi har intet behov for at indtage de hormoner. Vi har heller ikke et behov for igen at smide trusserne og lægge os op på en briks, mens fagpersoner i kitler “roder” i den mest intime, sårbare og følsomme del af vores krop.
Vi gør det med bevidstheden om, at det måske denne gang vil lykkes, og så vil alle disse undersøgelser og smertefulde indgreb være glemt. Måske tænker vi slet ikke over det, men bider tænderne sammen og får det overstået.
Desværre er der mange kvinder, der under og efter behandlingen oplever, at deres lyst, trivsel og parforhold er meget påvirkede.
Det er logisk, at en sådan rutsjebanetur i høj grad spiller ind på disse ting. Det giver god mening. Jeg møder mange kvinder i min klinik, der henvender sig til mig nogle år efter turen(e) i fertilitetsbehandling. De står på den anden side af det store store hav, som de i sin tid krydsede. Og ofte mærker kvinder, der har været igennem fertilitetsbehandling, at det kan være rigtigt svært med sexlivet, underlivet og lysten til at være intim med en evt. partner. Nogle kvinder oplever smerter ved samleje, mens andre oplever at sex bliver for intenst og “for meget”. For andre er lysten bare forsvundet som dug for solen og for de fleste, er det lidt en blanding af det hele.
Det er her, at nogle efter noget tid opsøger en sexolog som mig. For hvorfor skal det være SÅ svært med det sexliv og den intimitet? Nu er fertilitetsbehandlingen jo overstået.
For mig giver det god mening, at det ikke nødvendigvis er det letteste i verden at finde intimiteten og den store lyst til sex efter endt behandling.
For når man har lagt krop, psyke og underliv til et hav af undersøgelser både udvendigt og indvendigt og måske har fået hormoner og levet i uvished og uro over længere tid, så er det helt normalt, naturligt og sundt, at kroppen reagerer og råber os op og siger et stort nej tak til, at der skal ske noget som helst fra navlen og ned.
Vores krop er klog og ønsker blot at give os en velfortjent ferie, hvor vi netop har vores krop og ikke mindst vores underliv for os selv. Det er en god ide at lytte til dette og virkelig være sød og venlig over for din krop - og ikke mindst dig selv.
Det kan det være svært og måske ligefrem ubehageligt eller smertefuldt at skulle starte op på sexlivet igen. Og hvordan var det nu lige det var, og kan jeg overhovedet mærke lysten nogen steder?
Sidst vi havde sex var det af pligt, men hvordan får vi smidt pligten ud af dobbeltsengen, så vi igen begge to kan nyde intimiteten sammen uden noget mål for øje?
Hvis du kender til disse følelser skal du vide, at du ikke er alene. Der er rigtig mange i samme båd, der kender til disse, desværre ofte, tabubelagte følelser og tanker.
Hvadenten der er kommet et barn ud af fertilitetsbehandlingerne eller ej, så kan det næsten ikke undgås, at den tur igennem “møllen” har påvirket dit sind, din krop, din lyst og dit underliv. Det er meget normalt og faktisk også meget sundt og naturligt. Vores krop reagerer faktisk bare sundt - for en fertilitetsbehandling er voldsomt for kroppen.
Dermed ikke sagt, at det behøver at blive ved med at være sådan, og at det ikke kan blive anderledes. For det kan det. De fleste af de klienter jeg ser med disse problematikker, oplever en bedring efter 1-3 samtaler og får værktøjer med til at få både ro på krop, sind og underliv. De får lige så stille åbnet op, sådan at lyst, grænser og nydelse kan mærkes mere tydeligt og bevidst.
Det første skridt du kan tage er at være sød ved din krop. Jeg gætter på, at du måske undervejs har været rigtig sur på både din krop og dit underliv for ikke at “virke som det burde virke”. Det er helt normalt at komme til at tænke og føle sådan. Men tænk engang, hvad din seje seje krop har været igennem - den har hjulpet dig, den har været der sammen med dig i alt det den blev udsat for, den har stået model til en hel del, og nu trænger den til lidt anerkendelse. Det er din seje, gode krop, som ikke har haft så meget at skulle have sagt i alt dette. Nu siger den noget. Nu rækker den en lille finger op og siger “Øh, hej… Må jeg have lov at sige lidt nu?”
Så hvis det på nogen måde er muligt, så se på din krop med kærlighed, ømhed og omsorg og fortæl den, at du lytter til den, at du synes, den har gjort det virkelig godt, og at du er taknemmelig for, at den har været med dig på rejsen.
Gør dig selv følgende overvejelser. Hvad er godt for dig og for din krop? Hvad gør dig glad? Det som gør dig glad, gør også din krop, dit underliv og din lyst glad. Hvordan kan du få mere ro, glæde og nydelse ind i dit liv?
Og det er helt okay at starte i det små. Om det så er gåture, vin med veninderne, en god podcast, at strikke eller at tegne, at danse, at bade, at lave byggeprojekter, at ligge under dynen og se serier, at spille fodbold, at løse sudoku…
Hvad end der giver dig ro og glæde er godt og sundt for din krop, for dit underliv og for dit sexliv.
Begynd lige så stille at lytte efter og respektere din krops signaler. Begynd at mærke efter. Er du sulten, fryser du, har du lyst til at være social, har du lyst til at være alene og stille, er du spændt op i kroppen nu eller er du afslappet? Spænder du op i dit underliv lige nu? Trækker du vejret?
Ret blikket lidt ind mod sanserne og det, du mærker i kroppen. Og vær sød ved dig selv og ved din krop. Jeg ved, at det kan lyde meget diffust og også være lettere sagt end gjort. Men det er forsøget værd at turde være mild mod dig selv, din krop og dit underliv.
Og så kommer vi til ærligheden. Tag snakken med din eventuelle partner om, hvorfor sex og intimitet kan være svært for dig lige nu. At det sætter ting og minder i gang hos dig. Måske din partner har det på samme måde.
Sidst der var aktivitet omkring underlivet, var under behandling og måske derefter under graviditet og evt. fødsel, som jo også kan være en vanvittig oplevelse for mange kvinder. Og nu skal der til at være aktivitet i det område igen. Det er svært og kræver nogle nye erfaringer - at den aktivitet der foregår omkring underlivet godt kan være blid og rar og måske ligefrem sjov eller nydelsesfuld. Så acceptér dit eget tempo og tal ærligt om det.
Og vid, at det altså er svært, det her. Og at det er noget, som de fleste mennesker og par i perioder kæmper med - også dem, der ikke har været i fertilitetsbehandling. Det er et meget sårbart emne for os alle og dermed desværre også ret tabubelagt. Men samtidigt helt utroligt normalt. Så hvis det er for svært selv at komme ud af den onde cirkel, så søg hjælp hos en dygtig parterapeut og/eller sexolog, som I har tillid til.
I og du er ikke alene, og der er noget at gøre.
Det allervigtigste og måske også nogle gange det sværeste skridt er at begynde at se mildt på dig selv og unde dig selv at nyde i stedet for at kæmpe mere. Det er mere end okay.