For mange par er det følelsesmæssigt udfordrende at gennemgå en fertilitetsbehandling. Her giver parterapeut Martin Østergaard nogle råd til hvordan man giver plads til hinanden, så man kan komme tilbage på bølgelængde.
For mange er forløbet med fertilitetsbehandling ganske følelsesmæssigt udfordrende, og man kommer hurtigt til at tænke, at man som par er mere udfordret end par, der ikke skal igennem behandling. Men her er det min erfaring, at det for de fleste også er en mere end vild kolbøtte at blive forældre.
Ofte ser par her sider af hinanden, de ikke har set før. Heldigvis dukker der også mange positive og nye kræfter op i fællesskabet, men mange føler sig også svigtet af partneren i forløbet: “Du fik travlt med arbejde, selv om du havde lovet at prioritere os.” “Du orkede ikke at høre på mig, da jeg havde allermest brug for din støtte.” “Vi havde for mange sammenstød og kunne pludselig ikke tale sammen, uden at det endte med konflikt, og så gled vi væk fra hinanden.”
Der er mange beretninger om delvist at miste den nære forbindelse med hinanden i kampens hede.
Den bedste måde at komme videre på er ved selv at tage ansvar for at putte en mønt i kærlighedens automat. Du skal være venlig, imødekommende, varm, kærlig og bekræftende overfor din partner. Du behøver ikke at være det hele tiden, for det er naturligvis svært at være kærlig, hvis man føler sig afvist eller har mistet tilliden eller en del af følelserne for den anden. Og underhold hellere andre end din partner om vedkommendes fejl og mangler. Man bliver sjældent mere kærlig eller imødekommende af kritik.
Helt overordnet bør de fleste kommende eller nybagte fædre investere mere energi i ganske enkelt mindst en gang om dagen at spørge: “Hvordan har du det?” Og så lytte uden at sige så meget i de næste mindst 5 minutter. Og de fleste vordende eller nybagte mødre bør investere mere energi i at rose og anerkende deres partner for at være en god far, kæreste og mand, selvom man måske har mest lyst til det modsatte.
Når man har været gennem et fertilitetsforløb, er der ekstra meget behov for at være på bølgelængde.
At kunne mindes og samtidig gradvist slippe den ængstelse, man har gennemlevet sammen. Og det er jo ikke alle mødre på barsel, der gerne vil spørges, hvordan de har det, når de længe kan være fyldt med tunge tanker. Nogle har mere brug for mere praktisk støtte i hverdagen. Andre har mere brug for at blive begæret lidt. Andre igen har mere brug for at kunne smalltalke igen om stort og småt, uden at stemningen ofte er edderspændt irritabel. Der er mange forskellige behov.
Kærestepar håndterer ofte fælles udfordringer på hver sin måde. Den ene har måske mere lyst til at tale om tingene end den anden, og det kan i værste fald udvikle sig til konflikt, hvis den mere talende presser på, så den anden lukker i og trækker sig. Her er det en fordel, at den mere verbalt kommunikative flytter sin lyst til dialog om alt det svære over til familie, venner eller måske en professionel rådgiver.
Der er jo intet galt i at ønske at være i dialog med kæresten om et måske både smerteligt og glædeligt fertilitetsforløb.
Men der er heller ikke noget galt i at have lyst til at lægge det bag sig og fokusere på nye udfordringer frem for at dvæle ved følelser, der opstod undervejs. Det er bare to forskellige måder at håndtere egne følelser på.
Og det er jo ikke spor underligt, at den ene måske har et ret stort behov for at tale om, hvordan man kunne forberede sig på det næste barn og den næste fertilitetsbehandling. Det kunne jo være rart at blive enige om, at der måske var nogle ting, man i fællesskab og hver for sig kunne gøre bedre i den næste proces.
For eksempel at man måske skulle være bedre til at være i løbende dialog om, hvor man hver især er følelsesmæssigt, så man i højere grad kan hjælpe hinanden med at få talt om det væsentlige, men heller ikke få talt alt for meget. Det er en balance, som begge parter har ansvar for at skabe, for hvis balancen tipper for meget over til en af siderne, taber begge.
Særligt svære er samtalerne, hvor den ene part er parat til at sætte en dato på næste fertilitetsforløb, mens den anden bliver fuldkommen overvældet ved tanken om et barn mere. Her er det ekstra vigtigt at skabe plads til og ørenlyd for, hvad den anden tænker uden at begynde at argumentere. Når man overhovedet ikke er enige og slet ikke har samme behov, så skal der virkelig være plads til at have det, som man har det, og sige det højt uden forstyrrelse.
Og det gælder begge veje.
Ofte kan disse samtaler trods et gensidigt ønske om rummelighed blive ret ubehagelige, fordi man har svært ved ikke at prøve at komme med et argument, der trumfer den andens argumenter. Her kan det nogle gange være en fordel med en tredje person, der sørger for, at man ikke ubevidst kommer til at træde hinanden over tæerne i forsøget på at holde fast i sig selv og blive hørt.
Og har man meget modsatrettede behov, kan det selvfølgelig være ekstra svært at komme i gang med sexlivet efter en fødsel, fordi man føler sig langt fra hinanden og ikke særligt forstået på det følelsesmæssige plan. Nogle par kan være intime med hinanden, selv om de har konflikter eller ubalancer, men de fleste par lider helt naturligt seksuelt under en af livets på godt og ondt tungeste byrder – forældreskabet. Det gælder stort set alle forældre. Man skal ofte nærmest genopfinde sexlivet. Og nogle gange skal man bare blive ved med at prøve at skabe guld og lade være med at blive skuffet over, at det er svært at komme i gang og holde sig i gang.
Ofte kan der efter en fødsel være særlige behov for at nærme sig hinanden på en ny og mere forsigtig måde fra begge parter.
Men oftest er det, der mangler, et initiativ, som begge mister lidt undervejs i det hårde arbejde, fordi man er så belastet af alt muligt. Her kan man også med fordel hanke op i sig selv og putte en mønt i kærlighedens automat.
Det starter med én selv. Enten med ord eller med berøringer eller med begge dele. Og hvis man ikke har lyst, er det vigtigt at sige fra på en varm og forsigtig måde og tage ansvaret for selv at melde ud, når man er mere parat.
Har noget sat sig i klemme undervejs i hele processen, så sexlysten ikke kan åbnes, fordi man har følt sig for svigtet eller ramt hårdt på følelserne i nogle ophedede øjeblikke, så må man sige det til hinanden. Det er svært at sige, uden at den anden føler sig bebrejdet. Men man kan altid forsøge at få sagt det forsigtigt og uden fordømmelse og selv tage medansvar for det, der gik galt. Så det ikke bliver til en krig, men et ønske om at lave en ny forbindelse og få en ny start.
Man kan for eksempel sige, at man har-lyst-til-at-have-lyst, men ikke er parat, fordi der lige er nogle tråde, der skal redes ud først.
Det er ofte lettere at tage imod end beskeden om, at man har svigtet. Alle gør jo deres bedste og fortjener at blive behandlet som uskyldige.