Vi er opdraget med, at jalousi er en grim og skamfuld følelse, men det er ikke desto mindre en ganske naturlig følelse for rigtig mange i behandling. Ninna Kofoed fra Foreningen RO giver her nogle råd til, hvordan man kan håndtere jalousien.
En af de smukke ting ved at være i fertilitetsbehandling, hvis man må være så fri, er det her fælles sprog mellem dem, der enten har været eller er i behandling. Vi ved, hvad hinanden mener, og man kan tale om alt - nærmest også med en fremmed, hvis blot vi ved, de har været i behandling. Der kan opstå et fællesskab, som for nogen er nøglen til overlevelse, og selv om man ville ønske, man i udgangspunktet slet ikke var en del af “familien”, så er det alligevel vigtigt at have nogen at vende sig mod - nogen der har samme referenceramme. Især når vi har brug for at vende de lidt mere ”forbudte følelser”, som kan opstå undervejs.
Det er en af dem, vi dykker ned i nu. Men lad mig først slå fast... Ingen følelser er forbudte! Men de kan føles forbudte, som de opstår i situationer, der normalt set skal være rene og lykkelige. En af følelserne, du kan opleve, er babyjalousi, og det kan være svært at vide, hvor du skal gøre af den.
Babyjalousien kan opstå, når du på en gåtur ser den ene vraltende gravide mave eller barnevogn efter den anden. Og du kan stirre dig blind! Det er lidt ligesom, når vi køber en ny bil. Har du besluttet at købe en Skoda, så ser du Skoda overalt. Måske forestiller du dig, at det i stedet var dig, der skubbede rundt på din barnevogn. Måske har du en partner, som føler samme nagende jalousi. Måske sender I hinanden et blik eller klemmer hinandens hånd... Uanset ville du ønske, at du var jalousien foruden.
Vi er opdraget med, at jalousi er en grim og skamfuld følelse. Måske føles jalousien pinlig, forkert, måske tarvelig, men det er ganske naturligt for rigtig mange i behandling. Det skal du vide.
Jeg vil vove at påstå, at de fleste af os tager det som en selvfølge, at vi kan få børn.
I vores unge år tænker vi ikke over, at vi måske skal bidrage til statistikken for ufrivilligt barnløse. Vi indtager, hvad vi vil og føler os udødelige. Derfor slår det endnu hårdere, når vi skal arbejde med erkendelsen af, at vi måske ikke kan få de børn, vi havde drømt om. Det sætter den største eksistentielle krise igang i os, for hvad er livet uden børn, hvis det er det, man drømmer om? Man skal opfinde sig selv, sit liv på ny. Det er helt nede i de følelser, vi rumsterer, hvorfor det også er ganske naturligt, at vi får hele spektret med. Sorg, jalousi og forhåbentligt også lykke på sigt.
Men det at få et barn er noget at det smukkeste, reneste og helligste, vi kan foretage os. Det er faktisk et lille mirakel – uanset om det sker med eller uden hjælp. Og derfor føles babyjalousien så tarvelig, for drømmen er jo så ren. Og i virkeligheden er det jo ikke andres børn, vi vil have, det er vores eget.
Men hvordan får vi skilt alle følelserne fra hinanden? Hvordan får vi vendt noget, vi synes er mørkt, svært, måske pinligt? Hvordan finder vi en vej til at være mere åbne, ærlige, tro mod os selv - og sårbare?
"Jeg ville ønske, jeg var mere glad på dine vegne..."
Kunne man fjerne sig selv fra situationer, hvor følelsen kunne opstå? Når du når en vis alder, så bliver du oftere og oftere konfronteret med andres graviditeter eller børn. Blandt kolleger, søskende og imellem venner. Det er næsten umuligt at undgå. Måske oplever du at blive involveret i dine venners glæde og tanker om fremtiden, men en lille distance kan også begynde at snige sig ind. På den ene side er distancen rar - for det kan være det eneste, du lige kan overskue i situationen. Det kan være den “nemme” løsning, afstanden fremfor konfrontationen. Men på den anden side ønsker du dig brændende at være en del af fællesskabet. Både venindefællesskabet og mødreskabet.
Afstand og distance, jeg vil næsten kalde det farligt. Afstand kan være fint, det kan nærmest blive nødvendigt for dig at trække dig i øjeblikke. Men den må ikke flytte sig ind. Du kan ende med at føle dig isoleret og ekskluderet - om du selv har valgt den, eller er påført den af veninder som et (misforstået) hensyn. Sørg for at gøre det klart for dine veninder, at du har brug for rum i relationen i små øjeblikke ad gangen, når det er svært. At det er dine følelser, der fylder, og de kræver ekstra space til tider.
Og kan du, så vær ærlig overfor dem. Det kan styrke jeres relation - ikke at det er dit ansvar. Men de ønsker dig nær, og de vil som oftest gerne finde vejen, sammen med dig.
Hvis jeg selv skal være bundærlig, så var jeg som oftest drønmisundelig på mine veninders graviditeter, og jeg ønskede, det var mig. Ikke på deres bekostning, men alligevel heller ikke på min egen... Det kan være enormt svært at skulle rumme andres glæde midt i vores egen store sorg.
Du skal først og fremmest lytte til din krop og dit sind. Du skal være tro mod dig selv, loyal over for dine følelser og ikke forsøge, at tage hensynet til andre før hensynet til dig selv.
Dine følelser er ikke dine kæres. Dine følelser er dine egne. Det betyder også, at dine kære ikke kan stå til regnskab for dem, men det kan være så givende for dem at vide, hvor du er, så de bedst muligt kan støtte dig på din rejse.
Der vil være dage, hvor du kan mærke, at du har overskud til at åbne og dele ud af det inderste. Måske i et brev, måske i en konkret situation hvor det lige føles helt naturligt, måske på en sms. Men der vil også være dage, hvor du har brug for ro og tid - så træk dig. Det er ikke enten eller, og du skal ikke dele ud på kommando eller fordi andre gør krav på det. Det er så vigtigt, at du passer på de mange bidder af dig selv, for der skal også være et dig tilbage, som kan stå model til behandlingen. Vælg hvem du deler ud af dig selv til.
Du er ikke sat på denne jord for at tilfredsstille alle andre.
Og hvis du skal kunne være noget for din familie, for dine venner og måske for en partner, så skal du først være noget for dig selv. Du ved, iltmasken på, inden du kan hjælpe din sidemand.