Terapeuten og sexologen: Om dating og sexliv som solomor

Når man som kvinder vælger at blive mor uden en partner, betyder det ikke, at man ikke længere har behov for intimitet og at dele livet med en partner. Terapeut Maria Salomon og sexolog Majken Weirsøe Mogensen forklarer nærmere.

Skrevet af:

wawa fertility

02. november - 2022


Artiklen skrevet af terapeut Maria Salomon og sexolog Majken Weirsøe Mogensen.

Maria Salomon er Familieterapeut og Fertilitetssygeplejerske på Rigshospitalets fertilitetsklinik samt leder af Fertility Care, som tilbyder gratis rådgivning til alle berørt ufrivillighed barnløshed.

Majken Weirsøe Mogensen er jordemoder og sexolog, og har gennem en længere årrække beskæftiget sig med fertilitetsbehandling og psykosociale faktorer, herunder i særdeleshed hvorledes barnløshed og dens behandling kan påvirke seksualiteten. Hun varetager også jordemoderkonsultationer for solomødre på OUH.

I denne artikel giver begge deres syn på, hvordan man som solomor griber det an, hvis man er interesseret i et intimt forhold og et aktivt sexliv.


Maria:

Gennem mine 25 år på Rigshospitalets fertilitetsklinik og via min som tid rådgiver i Fertility Care har sex og erotik været et af de gennemgående temaer for vores patienter og brugere. I særlig grad har samtalerne handlet om manglende sexlyst, et sexliv der er gået i stå, og en krop der er blevet en genstand for fertilitetsbehandling og nu opleves som en ”en ikke-funktionsdygtig fødemaskine”.

Siden 2007 har det været muligt for enlige kvinder at få fertilitetsbehandling på lige fod med kvinder i parforhold. For disse kvinder, som oftest kaldes for solomødre, etablerede vi i 2010 på Rigshospitalet den første netværksgruppe for solomødre, og siden da har vi sat 50 af disse grupper i søen. I forbindelse med de mange møder har jeg lyttet til kvindernes glæder, sorger og udfordringer i relation til deres valg om at blive solomor. Et af de faste tematikker har været emnet ’dating’.

At være i fertilitetsbehandling kan give de samme oplevelser for solomødre, som for kvinder med en partner.

Fx en krop der ikke synes at fungere pga. udeblivende graviditeter, en krop der bliver genstand for fertilitetslæger, skanninger, smerter, hormonbehandlinger osv. Dertil kommer et ydre pres og et billede af, at kvindekroppen skuffer, hvis den ikke kan leve op til det funktionelle formål om at skabe, bære og føde et barn.

Netop derfor er det vigtigt at kvinder i fertilitetsbehandling passer ekstra godt på deres kroppe og sørger for at kroppen får intimitet, massage, dejlige cremer, et godt karbad, og at man får danset og grinet. Kort sagt, skal kroppen mindes om alt det andet i livet, den kan udrette og nyde, for så kan den måske bedre stå igennem alt det, den gennemgår i et behandlingsforløb.

Som nævnt har et af de mere omdiskuteret emner i netværksgrupperne for solomødre været datinglivet under fertilitetsbehandling. Nogle kvinder søger fortsat sex og intimitet, mens andre ikke kan rumme det eller simpelthen ikke har lyst. Men langt de fleste af kvinderne er fælles om et ønske om at finde en partner senere hen at dele livet med.

Overordnet er min oplevelse, at de kvinder der dater, tænker meget over hvordan og hvornår de skal fortælle deres date, at de er i fertilitetsbehandling. Jeg tror, at mange solomødre forbereder sig på at bliver mødt med en fordom om, at en kvinde dater med det formål at finde den eneste ene. Måske solomødre i fertilitetsbehandling, som jo i sagens natur har opgivet parforholdet for at blive forældre alene, har svært ved at give sig selv lov til aktivt at søge sex og erotiske i hyggeligt selskab med en mand, hun umiddelbart ikke ønsker andet af.

De historier, jeg har lyttet til fra kvinder der har datet under fertilitetsbehandling og fortalt mændene om det, er at de tager informationen til sig med en nysgerrig indstilling og med respekt for kvindens beslutning.

Kvinderne har som sagt forskellig indstilling til datinglivet under fertilitetsbehandling, men det vigtigste ved den strategi de vælger er, at de passer godt på sig selv, da valget om at blive solomor i forvejen sætter dem i en sårbar en position. Nogle kvinder slipper ikke drømmen om at finde en fast partner under fertilitetsbehandlingen, mens andre lukker helt ned ift. at være aktive med dates, og så er der dem, der holder fast i have sex og erotik, på trods af at de er i fertilitetsbehandling.

Vi ved alle, at sex og erotik er sundt for krop og sjæl, men valget om at blive solomor er i langt de fleste tilfælde ikke kvindernes foretrukne vej til forældreskab. Det er derfor vigtigt at solomødrene mærker ekstra godt efter, hvilken strategi der føles bedst for dem.


Majken:

Kan et aktivt sexliv og dating gå hånd i hånd med ønsket om at stifte familie som solomor? Ja naturligvis, men det er helt normalt, at det giver anledning til mange overvejelser - og kvinders behov kan være meget forskellige.

Seksualitet er en almenmenneskelig ressource og befolkningsundersøgelser viser, at det er af særdeles stor betydning for livskvaliteten og følelsen af velvære at dyrke sex – så det bør man bestemt ikke give afkald på.

Seksualitet omhandler naturligvis andet end forplantning og spænder fra intimitet og nærhed til samlejer og udlevelse af seksuelle fantasier med andre til også at kunne være vitaliserende solosex-oplevelser med sig selv.

Motiver til sex kan være mange som fx trang til nydelse, lyst, liderlighed og orgasme, begær, leg, bekræftelse, nærhed, ømhed, tryghed, selvudvikling, leg, og reduktion af stress – lige meget hvad motivet er så gå med lysten.

Om seksualiteten kan man sige, at den har en tid og et sted – den udvikler sig livet igennem og for nogle kvinder vil den træde lidt i baggrunden når livet fyldes ud af beslutningen om moderskab og fertilitetsbehandling, der både kan være krævende fysisk og mentalt. For andre er sex og datinglivet fortsat en stor del af livet uagtet ønsket om graviditet og barn.

Når man gennemgår fertilitetsbehandling, oplever hver anden at pådrage sig seksuelle forstyrrelser. Oftest vil problemerne være forbigående, men hvis problemerne ikke forsvinder af sig selv, må man opsøge professionel hjælp. Særligt lysten kan ryge sig en tur. Årsagerne er, som Maria påpeger, en krop der ændres grundet hormonbehandlinger, der kan forårsage bivirkninger som træthed, kvalme, vægtøgning, oppustethed og vaginale smerter.

Du lægger krop til gentagne gynækologiske undersøgelser, hvilket kan resultere i behov for mere privathed omkring din krop i en periode. Dertil kommer de psykiske aspekter, et ydre pres fra omgivelserne og en følelse af, at kvindekroppen skuffer hvis den ikke lever op til det funktionelle formål om at skabe et barn.

Til de solomødre der tænker, at det er naturligt at sexlivet må sættes på ”standby”, kan det for den enkelte være det helt rigtige og må altid respekteres.

Samtidig må jeg også kærligt påminde om at huske på alligevel at overveje at vedligeholde den del af livet. Det er med afsæt i en viden om, at et aktivt sexliv kan betyde, at man får livsmod og styrke til netop at overkomme de udfordringer, der kan følge med både fertilitetsbehandling og moderskabet.

Sex er et basalt menneskeligt behov og også efter du er blevet gravid og har fået barn vil det være et tema i dit liv. Derfor kan du lige så godt forholde dig til dine behov imens du gennemgår fertilitetsbehandling.

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik