Solomødre: Om dating under behandling

Når man er i behandling som solomor, behøver det ikke betyde, at man ikke stadig vil finde sin fremtidige partner. Vi har snakket med fire kvinder i behandling som solomødre om dating under behandling.

Skrevet af:

wawa fertility

06. juli - 2022


Datede/dater du under din fertilitetsbehandling?

Katarina: Nej det gjorde jeg ikke. Jeg følte slet ikke lysten var der. Jeg må indrømme jeg havde det sådan, at lige meget hvem jeg ville møde, så kunne han ikke få mig til at stoppe med min behandling. Beslutningen var taget og jeg ville helst ikke have nogen skulle få mig til at tvivle på min beslutning. Hvis nu jeg ville ende med at blive forelsket.


Anne:
Ja, det gjorde jeg. Jeg var på Tinder under hele processen der krævede 4 IUI og 2 IVF. Det var faktisk nogenlunde fordomsfrit og nemmere end jeg havde regnet med.


Channie:
Både ja og nej. For ja det gjorde jeg. Men jeg var ikke selv aktiv søgende, eller aktiv på datingmarkedet. De to jeg har datet under min fertilitetsbehandling var nogle jeg kendte perifert i forvejen.


Pernille:
Jeg gjorde da jeg startede i behandling. Men det gik hurtigt med at blive gravid og da jeg blev det var det som om lysten til at date forsvandt. Nu hvor jeg forsøger at få nr. 2 så synes jeg slet ikke jeg har haft tid eller lyst til det. Jeg prioriterer virkelig at være sammen med min datter når jeg har fri fra job.


Fortalte du dine dates at du var i fertilitetsbehandling - eller foretrak du at vente?

Katarina: Jeg var på en date i december 2019 hvor jeg vidste at jeg skulle tilmelde mig behandling for første gang i januar 2020. På vores anden date fortalte jeg ham det. Han tog det overrakende pænt og var egentligt bare meget interesseret i at høre om det og roste mit valg.


Anne:
Jeg fortalte det ret hurtigt, hvis jeg kunne se en udvikling i tindermatchet. Jeg havde ikke lyst til at “føre nogen bag lyset”, og med ærlighed og åbenhed kommer man længst. Det blev heldigvis taget godt imod de fleste gange. Nogle gange skrev jeg det i en besked i app’en, hvis emnet var på vej den vej - ellers sagde jeg det på første date.


Channie:
Ja det gjorde jeg. Jeg tror faktisk endda jeg prøvede at skubbe dem lidt væk, da jeg nok følte de var lidt et forstyrrende element i det jeg var i gang med. Jeg vidste ikke om jeg kunne overskue at date og finde ud af mine følelser for en ny fyr, samtidig med jeg var i fertilitetsbehandling. Så jeg prøvede nok at ”skræmme dem væk”, ved at fortælle dem om min behandling. Når jeg kigger tilbage var det nok et forsøg på at passe på mig selv. Jeg var i så sårbar en position i forvejen, at jeg ikke kunne holde til at forelske mig i en fyr, for så at blive valgt fra pga. min behandling, eller at han ikke kunne acceptere et donorbarn, eller endnu værre – tanken om jeg måske aldrig kunne gøre ham til biologisk far.


Pernille:
Nej, for jeg nåede slet ikke at finde noget som var andet end en enkelt date.


Hvilke tanker gjorde du dig om at have sex eller være intim med nogen mens du var i behandling?

Anne: Det var ikke noget jeg tænkte så meget over faktisk. Intimitet er en naturlig del af dét at date - hvertfald for mig. Jeg sørgede selvfølgelig for at beskytte mig, og så havde jeg ellers ikke andre betænkeligheder ved det.


Channie:
I pauserne gjorde det mig ikke noget. Der følte jeg mig jo som en ”normal” pige der datede en fyr og som gerne ville være intim med ham. Men når jeg var i behandling fulgte jeg lægernes råd om hvornår jeg måtte, og ikke måtte have sex.


Har du et godt råd til andre solomødre - som overvejer at date og evt. have et sexliv mens de er i behandling?

Katarina: Tror måske at jeg gerne selv ville have haft et råd om, at fortsætte med at date selvom jeg var i behandling. Der var jo ikke sket noget ved det, andet end jeg måske havde fundet en der ville acceptere at jeg var igang med projektet.


Anne:
Spil med åbne kort og spring ud i det - solomor-tilværelsen (eller processen hen imod) udelukker hverken et dating- eller sexliv. Det er helt okay, at have det behov - vi er kun mennesker, og mennesker behøver andre mennesker.


Channie:
Jeg synes det er super vigtigt man gør hvad man har lyst til, behov for og overskud til. Også mens man er i behandling. Hvis man ikke kan rumme at lukke et nyt menneske ind lige nu, så er det ikke det man skal gøre. Men føler man, at man er et sted hvor der er plads og overskud til at date, forelske sig og have sex, skal man på ingen måde holde sig tilbage. Jeg tror bare det er vigtigt at gøre op med sig selv, inden man begynder at date, hvor meget man ønsker den anden part skal være en del af ens fertilitetsbehandling, hvis det nu bliver seriøst. Eller være ærlig hvis man kun ønsker noget casual, fordi man er i gang med en behandling.

Læs mere

Personlige historier

Pernille er solomor: “Du fortryder aldrig de børn, du får. Du fortryder kun dem, du ikke får”

Da Pernille starter i fertilitetsbehandling med donorsæd, bliver hun gravid med sin datter i andet forsøg. Helt så nemt går det dog ikke ved barn nummer to, og Pernille frygter, at hun ikke kan give sin datter en søskende.

28. december - 2021

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik