Pia: “Nogle har skilsmissebørn – jeg får et barn med min ven”

Da Pias gode ven meldte sig på banen som far til hendes barn, startede de op i fertilitetsbehandling som “solomor med kendt donor”. Undervejs i forløbet har de haft oplevelsen af at falde uden for systemets kasser.

Skrevet af:

wawa fertility

20. oktober - 2021


Pia ville gerne opleve at være førsteprioritet i nogens liv og besluttede sig derfor for at blive solomor. Da hendes gode ven tilbød at være far til hendes barn, vidste hun, at det var den helt rigtige beslutning.

Fortæl os lidt om, hvordan dit liv så ud, før du begyndte at tænke på børn?

Jeg har været alene i mange, mange år og har altid haft et dejligt liv. Jeg har et par drønhårde forliste brud i 20’erne bag mig, som gjorde ondt, hvorfor jeg har passet meget (nogle vil måske mene for meget) på mig selv i forhold til partnere, og samtidig begyndte jeg på et tidspunkt at sige højt, at jeg ikke troede, at børn var noget for mig. Jeg mente ikke, at ”mine æggestokke kunne klapre”, og jeg syntes, at ansvarsfølelsen var alt for stor.

I dag er det gået op for mig, at jeg i virkeligheden nok brugte det som selvbeskyttelse og selvomsorg mod det faktum, at jeg måske aldrig ville få børn – i hvert fald ikke på den ”almindelige” måde.

Vi interviewer

Pia på 39år, der arbejder
som projektkoordinator.

Hvad var dine første tanker om at ville være solomor?

Mine venner omkring mig begyndte at få børn, og jeg knyttede mig meget til deres børn. Jeg tænkte, at hvis jeg aldrig skulle have mine egne børn, kunne jeg være en drøngod tante og ven for mine venners børn i stedet. Jeg har altid følt, at jeg havde en masse kærlighed at give ud af, og samtidig kom tanken snigende – at jeg virkelig gerne vil opleve følelsen af at være førsteprioritet i nogens liv.  Altså gik jeg til lægen og fik en henvisning til en gynækolog med henblik på inseminering med donorsæd.

Hvordan gik du fra at skulle finde donorsæd til at have en kendt donor?

Da jeg kiggede på sædbankens hjemmeside, gik jeg helt i panik over eneansvaret og følelsen af utilstrækkelighed. Og jeg syntes pludselig, at det var en kæmpe beslutning at tage alene. Jeg var dengang meget åben om det og snakkede også med mine venner og kollegaer om det. Og pludselig – ud af det blå – meldte min ven sig på banen.

Han havde tænkt over, at han gerne ville hjælpe mig – give mig en gave: at være far til mit barn.

I startede med at prøve med hjemmeinseminering. Hvordan foregik det helt præcist?

Vi kaldte det den lille kemiker. Min ven gjorde, hvad han skulle hjemmefra, og cyklede så gennem byen med en glasbeholder i underbukserne, hjem til mig, hvor han overførte indholdet til en sprøjte, som jeg havde skåret spidsen af. Og den inseminerede jeg så mig selv med.

Dette gjorde vi troligt hver måned ved afmålte ægløsninger uden positivt resultat. Jeg har ligget med benene oppe i luften, til de sov så meget, at jeg ikke kunne gå efterfølgende. Jeg har trukket vejret på en bestemt måde. Jeg har visualiseret mig at være gravid hver gang. Ingenting hjalp.

Så gik I alligevel til en fertilitetsklinik. Kan du fortælle om den oplevelse og de behandlinger, I var igennem?

Efter et år besluttede vi os for at kontakte Copenhagen Fertility Center, hvor en kær veninde og hendes kæreste har haft en rigtig god oplevelse. Vi havde telefoniske samtaler med læger derude, og de var søde og imødekommende. Det skulle nok lykkes. Vi havde i alt fire inseminationsbehandlinger, dog uden positivt resultat.

Undervejs havde vi lidt en oplevelse af, at de ikke rigtigt kunne kategorisere os derude – var vi et par, eller var jeg solomor?

På grund af Corona må vi ikke tage derud sammen, hvorfor de oftest så mig alene og kun så min ven, når han skulle aflevere en sædprøve. Men han er for eksempel flere gange blevet bedt om at "oplyse sin kærestes cpr-nummer”.

Det skal absolut ikke ses som en kritik af stedet – måske mere som en undren over tilgangen: At de tager naturligt udgangspunkt i, at alle derude er der som kærester, som par. I diverse skemaer og formularer skulle vi desuden sætte kryds i “par”, selvom vi jo reelt ikke er det.

Senere blev I henvist til det offentlige, men fik en afvisning. Hvorfor, og hvad blev der sagt til jer?

Efter det tredje forsøg blev vi via Copenhagen Fertility Center henvist til det offentlige, til Hvidovre, som så efterfølgende skrev til os, at de kun behandlede med ukendt donor, og at vi derfor blev sendt videre til Herlev. Der fulgte ikke anden begrundelse med, end at de kun behandler med ukendt donor.

Beskeden kom per brev, og vi har derfor ikke snakket yderligere med dem om situationen, men jeg kan huske, at oplysningen var den samme, da jeg skulle opstarte behandling som solomor. Jeg blev skrevet op til Hvidovre, men fik efterfølgende et brev med besked om, at jeg kun kunne forblive på venteliste derude, hvis jeg ønskede behandling med ukendt donor. Og da jeg dengang endte med at vælge det fra, blev jeg fjernet fra ventelisten.

I går under betegnelsen “solomor med kendt partner (donor)”. I er vel to gode venner, der skal have et barn sammen. Hvordan har I oplevet systemet?

Undervejs i processen er min ven gået fra, at det er mit projekt, som han hjælper mig med, til at ville være 100% med i processen. Det er vidunderligt og meget dejligt. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre far til mit barn.

Derfor er det også lidt mærkeligt for os, at systemet vælger at betragte os som "solomor med kendt donor".

Vi har hele tiden tænkt, at det blot var en betegnelse – en kategorisering. Men det er gået op for os undervejs, at vi falder udenfor en gængs opfattelse af, hvordan "man kan lave et barn".

Min ven er som nævnt flere gange blevet bedt om at "oplyse sin kærestes cpr-nummer", og Herlev blev helt skæve i hovederne, da jeg ringede og spurgte, om min ven måtte komme med til de indledende samtaler og scanninger og så videre. Og især da vi begge mødte op. De var pludselig bange for, om vores henvisning var forkert. Jeg tror aldrig, at de har oplevet, at den kendte donor deltager på den måde.

Min ven skulle også igennem en helt ekstraordinær screening med enesamtale og flere prøver af både blod, urin og sæd. Det er sikkert en helt fast procedure, men ærligt talt er det mit indtryk, at "almindelige" partnere ikke skal igennem samme screening.

Efterfølgende kontaktede Herlev mig for at orientere mig om de informationer, min ven havde oplyst dem om. Forhold, som jeg selvfølgelig kendte alt til, da vi både kender hinanden virkelig godt og har gjort det i flere år, og fordi vi selvfølgelig allerede har snakket om det hele. Det er sikkert blot en del af Herlevs – og sundhedssystemets – fertilitetspolitik, men det føltes meget mærkeligt, at de overtog ansvaret for den del.

Herlev har dog været ret cool omkring det og indrømmet over for os, at de har svært ved at kategorisere os. Og fordi vi også er cool nok med det – og er åbne, nysgerrige og snaksaglige mennesker begge to – har vi snakket os ud af det hele med Herlev. Men der kunne lige så godt sidde nogle, for hvem situationen er meget sårbar. Og så tror jeg, at det gør mere ondt.

Føler I jer dårligt behandlet? Eller at I bare ikke passede ned i en bestemt kasse?

Jeg kan huske, at min første gynækolog i solomor-projektet – en i øvrigt virkelig behagelig person – dengang sagde til mig, at hvis jeg fandt en ven at få et barn med: ”Så er I bare et par”. Og han understregede det mange gange, så mig i øjnene, og bad mig om at bekræfte.

Han sagde dengang, at han havde oplevet flere gange, at familiekonstellationer som vores blev nedprioriteret i systemet. Det er dog ikke noget, vi har oplevet. Og vi synes, at det er alt for mærkeligt at skulle lege kærester i systemet for at passe ind i en kasse og i et system, der har brug for at definere os som noget andet end det, vi er.

Det er ikke, fordi vi føler os dårligt behandlet noget sted. Vi er blot overraskede over at skulle møde den slags i dag – i et samfund hvor stort set alle leveformer, partnerformer og forældreformer findes. Skemaer, formularer og procedurer i sundhedsvæsenet trænger måske blot til at blive opdateret?

Hvor er I i behandlingen lige nu?

Vi venter på at opstarte første IVF-forsøg på Herlev.

Har I lavet nogle indbyrdes aftaler i forhold til rettigheder, deleordninger og så videre?

Vi har en aftale om ligelig fordeling af både forældremyndighed og ansvar. Vi ønsker at være familie på den måde, der passer os, dog uden at vi bor sammen. Til gengæld bor vi meget tæt på hinanden.

Jeg tror faktisk, at vi har snakket mere om dét at skulle være forældre sammen end mange (i traditionel forstand) par har snakket om det.

Vi har ens værdier, tanker om og holdninger til børn, opdragelse, kærlighed og lykke, og samtidig også en fælles forståelse for, at vi nogle gange gerne vil gøre ting på to forskellige måder. Og så snakker vi om det. Vi skal ikke nødvendigvis være enige om alting, men vi har respekt for hinandens holdninger.

Vi har aftalt at skrive testamente for barnet eller børnene, men har derudover ikke nogen aftaler eller papirer på vores konstellation. Det vil nogle måske kalde naivt, men for os har det været vigtigt ikke at dræbe projektet med praktikaliteter og formalia.

Pias tal

4 IUI
Graviditeter: 0

Hvordan har du inddraget din omgangskreds i din beslutning?

Mine tætteste veninder kender til vores projekt – både fordi nogle af dem har været igennem samme behandling, og jeg har haft brug for at spørge dem til råds, men også fordi jeg har brug for skuldre at græde ud ved, når tingene ikke går, som de gerne skulle.

Vi har valgt at vente med at inddrage vores familier, til vi en dag kan fortælle dem, at vi skal have et barn. Vi drømmer selvfølgelig, ligesom mange andre, om at kunne vente med den information, til vi er gravide.

Hvad er dine tanker om en fremtidig partner og børn?

At få en kæreste ser jeg slet ikke som noget problem. Nogle har skilsmissebørn – jeg får et barn med min ven. Lige nu har jeg hverken overskud eller lyst til at finde mig en kæreste, men skulle det dukke op, skal han selvfølgelig være indforstået med situationen – om det så er før jeg bliver gravid, mens jeg er det eller efter.

Jeg bliver 40 til vinter, så jeg er ikke naiv om, at vi er sent ude. Hvis jeg møder en kæreste efterfølgende, må jeg se til den tid, om det er muligt at få flere børn (hvis det er det, vi ønsker).

For nuværende kan jeg ikke forestille mig en bedre far til mit barn end min ven. Og det kan ingen ændre på.

Støtte til dig i behandling!

wawas app er udviklet som den veninde, du måske står og mangler, når du er i fertilitetsbehandling. Den understøtter alle dele af dit forløb og arbejder for at give dig mere ro og klarhed over, hvordan du har det.

Vil du læse mere om solomødre?

Pårørende

Familieeksperten: Kære pårørende til en solomor - der er brug for dig

Din datter, din søster, din veninde har taget en stor livsbeslutning; hun vil være mor alene. Og hun får brug for dig! Hvordan kan du bedst muligt støtte hende under behandling og efter fødsel?

25. april - 2021

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik