PCOS: Efter ti år med p-piller opdagede Malene sin uregelmæssige menstruation

Har du på noget tidspunkt haft fornemmelsen af, at der var noget som, i mangel på bedre, ikke var, "som det skulle være" i kroppen?

Hele mit liv har jeg troet, at det der med at få børn, det handlede om, hvornår jeg gerne ville have dem. Det har aldrig strejfet mig, at det måske ikke var noget, jeg selv kunne bestemme. Så det var en meget stor overraskelse for mig at opdage, at det ikke kun handlede om, hvornår jeg var klar, men også om det overhovedet ville kunne lade sig gøre at få børn.

Som teenager kom jeg aldrig rigtig i puberteten. Da alle de andre piger i klassen begyndte at få større bryster og menstruation, lignede jeg stadig en lille pige.

Mine forældre forsikrede mig om, at det nok skulle komme, men jeg var utålmodig og følte mig meget udenfor. Men da jeg som 17-årig stadig ikke havde fået min første menstruation, kom jeg til lægen. Jeg blev ikke undersøgt, men fik en recept på p-piller. P-pillerne gjorde det, de skulle, og de kickstartede puberteten og menstruationen. Det var ikke længere noget, der fyldte i min hverdag, men jeg husker hvordan jeg til min første gynækologiske undersøgelse, var mere nervøs for om alt så normalt ud, end jeg var for selve undersøgelsen.

Hvornår besluttede din mand og dig, at I gerne ville starte en familie?

Altså, da jeg var i midten af 20’erne og havde fundet manden i mit liv, så blev drømmen om at få børn sammen med ham, større og større. Og efter et par års parforhold besluttede vi os for, at nu var det nu. Jeg var spændt på, om jeg ville få en naturlig menstruationscyklus, for jeg havde været på p-piller uafbrudt i 10 år.

Fem uger efter, at jeg havde spist den sidste p-pille fik jeg en blødning, og blev enormt lettet over det, for nu havde jeg for første gang fået en helt naturlig menstruation. Troede jeg...

Nogle uger senere fik jeg ondt i underlivet, og herefter startede den sværeste periode i mit liv.

Jeg var gravid, men graviditeten var stadig meget tidlig, og lægerne havde svært ved at fastslå, hvor langt jeg var henne. Den ene uge tog den anden, mit HCG blev målt et par gange om ugen, og det steg og steg. Men der var ikke nogen udvikling i min livmoder, hvor et lille foster burde vokse. Det stod klart, at graviditeten var gået til, inden den overhovedet havde fået en ordentlig chance. Lægerne mente, at jeg var i uge otte, men graviditeten var gået til allerede i uge fem.

Jeg fik først en medicinsk abort og derefter en kirurgisk, da den medicinske ikke fik fjernet det hele. Det var en hård tid, for jeg forstod det ikke...

Hvad fyldte i dit hoved på det her tidspunkt?

Tankerne fra mine teenageår vendte tilbage, og jeg blev bange for om der måske alligevel var noget i vejen med mig.

Pludselig handlede alt i mit liv om at finde ud af, hvad der var gået galt, og hvorfor. Det hjalp ikke på situationen, at jeg ikke fik menstruation efter aborterne. Lægerne forsikrede mig om, at det var meget forskelligt, hvornår cyklus ville være normaliseret, og at vi kunne henvende os, hvis jeg ikke var blevet gravid igen inden for et år. Jeg husker, hvordan jeg ikke sov om natten, fordi jeg googlede mig igennem hele internettet, og pludselig opdagede jeg to ting. Den ene var, at man har krav på at blive udredt, hvis man har udebleven menstruation tre måneder i træk. Den anden var, at der ikke er særlig mange årsager til, at man som en ung, normalvægtig kvinde, ikke har menstruation. Her faldt jeg over PCO og PCOS. Jeg havde hørt om det før, men det var i forbindelse med lange menstruationer, overvægt, uønsket kropsbehåring og akne. Jeg havde ingen af delene, men jeg følte alligevel, at det var mit bedste skud.

Hvordan fik du bekræftet din PCOS?

Et par måneder senere, i januar 2018 fik jeg diagnosen, polycystisk ovariesyndrom (PCOS). Diagnosen blev stillet af en gynækolog. Ved en scanning opdagede man, at mine æggestokke var fyldt med små æggeblærer, en blodprøve afslørede, at mit niveau af testosteron var forhøjet og mit Anti Müllersk Hormon (AMH) var skyhøjt.

Gynækologen, der stillede diagnosen, er ekspert på området og har endda skrevet en bog om, hvordan man kan "spise sig gravid". Han mente også, at jeg ved hjælp af små ændringer i mine kost og motionsvaner kunne spise mig gravid. Det betød mere mad, særlig kostplan, og et lavere aktivitetsniveau. Efter tre måneder havde jeg stadig ikke fået menstruation, og jeg følte mig langt væk fra både menstruation og graviditet.

Jeg havde ikke held med at spise mig til en cyklus, og derfor fik jeg hormoner til at frembringe menstruation. Herefter blev jeg insemineret fem gange uden held. Det var nedslående. For hver eneste gang jeg blev insemineret mente lægen, at chancerne var gode. Der var gode æg og sædprøven var god. Der skete bare ikke noget.

For at kunne holde det hele ud, så begyndte jeg at deltage i netværksgruppe med andre ufrivilligt barnløse, og jeg opsøgte også en fertilitetsterapeut... Her gik jeg både til individuel terapi og gruppeterapi, og det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort, for det hjalp mig meget at tale med andre i lignende situationer, og for første gang i evigheder følte jeg mig set, mødt, hørt og forstået.

Hvad oplevede du som det sværeste undervejs?

Fertilitetsbehandlingen fyldte vitterligt hele mit liv, og den ændrede på, hvordan jeg anskuede verden og mine relationer. Det var en svær tid, og af en eller anden grund mistede jeg håbet meget tidligt. Det, der fik mig gennem alle behandlingerne, ventetiden og hormonerne, var Jens. Min elskede mand. Jeg havde ærligt lyst til at give op, og jeg kunne ikke være i mig selv over, hvor uretfærdigt det var, at det ikke lykkedes for os. Hele mit liv har jeg drømt om en dag at få den kernefamilie, som jeg aldrig selv har haft. Den drøm har altid bestået af børn, og pludselig skulle jeg forholde mig til, at det måske ikke ville ende sådan.

Heldigvis var vores møde med reagensglasbehandling (IVF) et vendepunkt. Vi stod på venteliste i et halvt års tid i det offentligt. Til ægudtagningen fik jeg taget 25 æg ud, og vores forsøg blev et totalfrys, hvor man fryser alle fryseegnede æg, fordi der er forhøjet risiko for overstimulering.

Ud af 25 udtagne æg, så blev 11 æg befrugtet og delte sig. Der var otte æg, der klarede den hele vejen til fryseren fem dage senere. Grunden til, at jeg fik taget så mange æg ud er, at mit AMH på daværende tidspunkt var på 80, og på trods af en lav mængde hormon, så dannede jeg follikler i et væk. Jeg fik 150ie Menopur i 9 dage i vores IVF forsøg.

Knap to måneder efter ægudtagningen fik jeg lagt et fryseæg op i min livmoder. Det lille æg er i dag vores søn, Erik. Han blev født på Herlev hospital i januar 2020, præcis et år efter, at vi startede IVF behandling på selvsamme hospital.

Hvordan var det for dig endelig at stå der med en positiv test?

Det er svært at få ned i ord! At få Erik har været det største vendepunkt i mit liv, og jeg er så taknemmelig og lykkelig for at det lykkedes. Og tænk engang, præcis et år efter han blev født fik jeg min menstruation. Vi har syv æg på frys, og forhåbentlig er der en lillebror eller lillesøster i et af dem en dag.

Det er ingen hemmelighed, at Erik er lavet i reagensglasbehandling, og jeg håber, at jeg ved at dele min historie kan hjælpe andre kvinder med, ikke at føle sig alene...