Niels og hans hustru Liv kæmper sig igennem mere end tre år med fertilitetsbehandlinger, og undervejs diskuterer de alt fra adoption og sæddonor til et liv uden børn.  Niels beskriver, at det hårdeste ved hele processen var følelsen af, at han lagde en kæmpe emotionel og fysisk byrde over på sin bedre halvdel i deres fælles ønske om at blive forældre.

llerede som 18-årig fik jeg beskeden: ”Du har en gennemsnitlig, men nedsat sædkvalitet – ligesom rigtig mange andre unge danske mænd.” Det var bare en enkelt konkluderende sætning, da jeg for 500 kroner deltog i en landsdækkende kortlægning af danske mænds sædkvalitet. Dengang tog jeg faktisk ikke videre notits af beskeden, men 10 år senere kom den korte sætning piblende tilbage til min bevidsthed.

Liv og jeg har kendt hinanden siden 1. g, men begyndte først at date som 23-årig. Det tog mig hele tre dates, før jeg fik hende til at forstå, at vi faktisk datede, men derfra har vi ikke set os tilbage. Fra starten talte vi meget om vores fremtid sammen, og børn var helt sikkert en del af denne fremtid. Og mere end ét barn – måske tre styk. Liv har to brødre, og jeg har hele fire søskende, og vores fremtidige barn skulle i hvert fald også have søskende. Men vi havde masser af tid – vi var jo unge - og vi ville gerne nyde vores frihed. 

Men i slutningen af 20'erne er vi ved at være der. Klar til børn. Vi ved, at hvis vi skal nå tre børn, så må vi hellere begynde.

Nogle enkelte venner var begyndt at få børn, men langt de fleste i vores omgangskreds var slet ikke dér endnu. I mit hoved var planen ligesom, at jeg skulle være far, inden jeg blev 30 år. Beskeden til 18-årige mig var ikke helt glemt, men alvoren i den besked var slet ikke gået op for mig.

I det første stykke tid var vi vildt spændte hver eneste måned og ret fortrøstningsfulde, selv når det blev tydeligt, at Liv i hvert fald ikke var blevet gravid den måned.  Vi begyndte stille og roligt at blive mere opmærksomme på Livs cyklus, og da jeg havde et job med en del rejser, indebar det også, at jeg blev nødt til at planlægge mine rejser mere omhyggeligt efter det nye ’skema’. Helt praktisk markerede vi i vores fælles kalender de frugtbare dage (eggplant-emoji), og vi talte også om, hvor længe vi ville prøve naturligt, inden vi ville gå til en læge.

Når jeg kigger tilbage, tror jeg bare, at vi tænkte, hvis bare vi boller en masse, så skal det sgu nok lykkes.

Men månederne gik, og selv om det er så naturligt at lave et barn, så var det på ingen måde simpelt. For os i hvert fald.

Det føltes som, at Livs veninder begyndte at blive gravide i hobetal, og vi kunne nærmest ikke tage til en middag uden, at et vennepar erklærede, at de skulle være forældre. Hver gang vi kom hjem efter sådan en middag, så talte vi om vores egne drømme, og hvor vigtigt det var, at vi kunne finde ud af at rumme andres babylykke, og langt hen ad vejen, så kunne vi faktisk. Vi var ikke den type par, der ikke kunne være glade på andres vegne. Men jeg kunne godt mærke, at Liv tog hver cyklus lidt hårdere end mig, og at hun også nogle gange forsøgte at skåne mig for sin skuffelse. Vi havde endnu ikke involveret nogle andre i vores planer om familieforøgelse, men blev hele tiden mødt at spørgsmålet – “hvornår skal I to egentligt have børn?”. Et spørgsmål der hver gang stak en lille smule i hjertet.

Vi besluttede os for, at nu måtte vi tage lidt mere effektive midler i brug. Vi var klar til næste skridt.

Jeg bookede en tid hos lægen, som sendte mig til en sædprøveundersøgelse. Resultatet var selvfølgeligt ikke overraskende – jeg havde nedsat sædkvalitet. Den var ikke helt gal, men den var heller ikke helt god. Der var stadig rigeligt af svømmere, men de var åbenbart i dårlig form. Det skal lige siges, at jeg aldrig har røget, taget stoffer, og på det tidspunkt dyrkede jeg motion minimum fire gange om ugen. Men alligevel var konklusionen den samme – jeg havde og har nedsat sædkvalitet, og vi blev henvist til en privatklinik for inseminationsforsøg. I mit stille sind havde jeg måske håbet på, at resultatet, jeg som 18-årig havde fået serveret, på magisk vis var ændret til det bedre over årene, og jeg var da en smule skuffet over mig selv. Men vi var stadig optimistiske og glædede os mest af alt til at komme i gang med noget nyt, der kunne få os videre.

På klinikken, hvor selve insemineringen skulle foregå, var lægen enormt optimistisk. Han mente, at vi nærmest slet ikke havde behøvet at komme til ham, for vi kunne sagtens blive gravide helt naturligt. Det var selvfølgeligt meget rart at få at vide, men altså – vi var der jo af en grund. Jeg kunne faktisk næsten ikke klare, at han var så positiv. Det føltes falsk.

Vi starter i den mildeste behandling. I første omgang skulle Liv bare tage nogle piller et par dage og kun have en enkelt sprøjte. 

Dengang var vi begge ret nervøse for tanken om en sprøjte, og jeg kan huske, at jeg spurgte meget ind til det. Her hundredevis af sprøjter senere kan vi begge godt grine lidt af, hvor ængstelige vi var for den enkelte sprøjte, men dengang var det virkelig skræmmende. På aftenen hvor Liv skulle have sprøjten, gik vi nærmest i cirkler om hinanden. Vi var instrueret i, at den skulle tages præcist kl. 22:00, og jeg havde sat flere alarmer. Liv ville selv tage den, og det passede mig fint, da jeg dengang var ret bange for sprøjter.

Kl. 21:55 sætter Liv sig klar, og fryser totalt. Hun kan bare ikke stikke sig selv med den sprøjte. Hun bliver ligbleg, og jeg freaker også lidt ud, for den skal jo tages præcist kl. 22:00.

Jeg forsøger at berolige hende og guide hende igennem, men det hjælper ikke det store. Til sidst må jeg tage sprøjten ud af hendes hænder, kigge hende dybt i de tårefyldte øjne, tælle til tre og så stikke hende i maveskindet. Det var en mærkelig blanding af helt vildt grænseoverskridende og samtidig intimt og tillidsskabende. Da støvet ligesom havde lagt sig lidt, besluttede vi, at hvis Liv nogensinde skal have en sprøjte igen, så skulle jeg give den til hende.

Jeg cyklede af sted med sædprøven fra morgenstunden, nervøs for om den bliver for varm eller for kold, selv om cykelturen kun tager seks minutter.

Lidt senere møder vi begge op glade, spændte og nærmest lidt fnisende senere på dagen, men tæppet bliver totalt revet væk under os. Sædkvaliteten i prøven er simpelthen for dårlig og kunne ikke bruges til insemination, og vi blev indstillet til ikke bare IVF, men ICSI-behandling. De gjorde forsøget alligevel, men vi skulle ikke regne med noget som helst.

Jeg tror faktisk, at jeg skulle besvime, da jeg hørte den besked. 

Jeg fik kvalme, blev svimmel og blev ked af det helt ind til knoglen, for jeg vidste godt, hvad næste skridt så var. Og det betød så mange flere sprøjter til Liv. Da vi kommer ud fra lægen med en prisbrochure i hånden på ICSI-behandlinger, står jeg faktisk i hele ti minutter og hulker i Livs arme og siger undskyld til hende, for alt det hun nu skal igennem. Jeg blev bare overvældet af følelsen af skyld – også selvom det var 100% ulogisk. Men skylden var der jo alligevel.

Vi opdager hurtigt, at selv om det i princippet kun er Liv, der skal dukke op til diverse behandlinger, så har vi brug for, at jeg er med hver gang. 

Det er et aktivt valg og en nødvendighed for, at vi begge kan finde ro i processen. Den mængde af information, der skal absorberes hver gang, er for overvældende for én person. Så arbejdsfordelingen bliver følgende: Jeg følger alle instruktioner, klargøre og giver alt medicin og sprøjter. Liv modtager dem. Og når jeg ser tilbage på det nu, så tror jeg, at det er den arbejdsdeling, der gør, at vi kommer igennem det hele så stærkt, som vi gør, for jeg bliver lige så stor en del af processen som Liv. Jeg bliver lige så investeret i projektet, og jeg føler også, at jeg får en langt større forståelse for, hvad hun går igennem. Jeg kan ikke dele den fysiske smerte ved ægudtagning osv., men jeg kan gøre mit bedste for at løfte alt det praktiske. Min rolle bliver langt mere tydelig, og det bliver et fælles projekt.

5 ægudtagninger og 11 ægoplægninger fik vi i det offentlige, før vi kastede håndklædet i ringen. 

Hver gang var beskeden, at der er masser af store flotte æg, men kun få af dem deler sig rigtigt, og dem der gør, vil bare ikke sætte sig fast. Vi står tilbage med en dyb frustration i kroppen, for hvorfor kan det ikke bare lykkes?

I forsøget på at gøre noget selv omlægger vi begge vores kost til rent vegetarisk, og vi dropper også begge helt alkohol. Til gengæld begynder vi på akupunktur, zoneterapi, og Liv starter til fertilitetsyoga. Alt hvad der kan give en illusion af handling. Sådan kører det faktisk i tre år. Tre år i venteposition, hvor fertilitetsbehandling nærmest bliver hverdag. Men alle der har prøvet at vente på opkaldet med svar fra blodprøven efter en fertilitetscyklus ved, at det er en hverdag afbrudt af kæmpe skuffelser og dage, hvor det kan være svært at gøre andet en at krybe under dynen i fosterstilling. Selv om det ikke er mig, der får alle sprøjterne, og selvom det ikke er min krop, der bliver pumpet fuld af hormoner, så er jeg faktisk den, der siger til Liv, at jeg ikke er sikker på, at jeg kan køre igennem flere forsøg. Men Liv er viljestærk, stædig og insisterer på, at det godt kan lykkes. Det skal jo lykkes. Så vi aftaler, at vi giver det et sidste skud, inden vi sådan ægte kigger på alternativer.

Vi beslutter os for, at vi vil rumme andres babylykke, for hvis ikke vi kan det, så kan vi ligeså godt isolere os selv fra alle vores venner. 

Alle omkring os fik børn. Og fra at være et af de første par, der gik i gang med projekt baby, var vi nu nærmest de eneste uden minimum et barn. 

Fra første fertilitetsbehandling besluttede vi os for at tale åbent om det til venner og familie, så der også var en forståelse for, hvorfor vi nogle gange var kede af det. Det gjorde så også, at vores tætteste venner nogle gange var nervøse for at fortælle os, at de ventede et barn. 

Men vi var oprigtigt altid glade på vores venner vegne, også selvom vi indadtil kunne skrige af afmagt og frustration – for var det for helvede ikke snart vores tur?

En pandemi bliver vores redning, for vi bliver tvunget  til at skifte retning.

Vi startede i det private, og vi fik fra starten det bedste indtryk og oplevelse. Vi blev mødt med en ro og en praktisk optimisme. Der var bare en anden form for overskud. Det var åbenbart det, der skulle til, og i første huk var der gevinst.

D. 7. marts 2021 kom lille Ada til verden efter en udramatisk, hurtig og fantastisk fødsel. Tre kilo ren kærlighed, og når jeg kigger ind i hendes øjne, har det været hele kampen, frustrationerne og sorgen værd.

Jeg synes selv, at Liv og jeg er kommet ud på den anden side stærkere. Tro mig – jeg ville utroligt gerne have undværet hele processen, men i det mindste kom vi ud stærkere. Liv og jeg valgte at være meget åbne overfor hinanden, så vidt muligt dele alt i processen, tale om gode og dårlige dage, og være lige investerede i det hele. Der er sikkert mange måder at komme igennem sådan et forløb, men det var vores opskrift på at overleve så mange år i en konstant simrende krisetilstand.

Nu er Ada her, og selvom kampen for at få hende ikke er glemt, så er dens betydning falmet. For nu er jeg ikke længere en mand, der kæmper med dårlig sædkvalitet. Nu er jeg en far.

wawas app er udviklet som den veninde, du måske står og mangler, når du er i fertilitetsbehandling. Den understøtter alle dele af dit forløb og arbejder for at give dig mere ro og klarhed over, hvordan du har det.

Henrik: "Min mave vender sig, når jeg tænker på, at jeg er skyld i min kones ulykke” 

Jonas: "Det var så psykisk hårdt at se det menneske, jeg elsker, gennemgå de pinsler"

Mads: "Vi kan ikke få børn, fordi min sædkvalitet er helt uduelig” 

Niels: "Liv fryser totalt og kan ikke stikke sig. Jeg freaker ud, den skal jo tages præcist kl. 22"

Niels og Liv tænker, at hvis de bare har en masse sex, så skal det nok lykkes. Det bliver en årelang rejse mod deres datter Ada, som både får dem omkring adoption og et liv uden børn.

wawa fertility udvikler en app, der støtter kvinder og par i fertilitetsbehandling. App'en giver overblik over processen, hjælpe med at huske klinikaftaler, fertilitetsmedicin og giver løbende personlig og brugbar viden til den enkelte patient. Målet er at gøre et behandlingsforløb lettere og mere overskuelig samt at sikre en endnu stærkere dialog mellem patient og læge. Vi udvikler app’en i samarbejder med fertilitetsklinikker, læger med speciale indenfor infertilitet og kvinder, der har været i behandling.