Natascha: “For mig var det rart, når folk spurgte ind til, hvordan det gik”

Støtte er vigtigt når man går igennem fertilitetsbehandling. Men hvordan giver man den bedste støtte? Vi har spurgt kvinder i behandling. hvad der har været den bedste støtte for dem undervejs. Her fortæller Natascha om sin oplevelse og personlige behov.

Skrevet af:

wawa fertility

15. juli - 2022


Om:

Natascha Vilhelmsen på 32 år. Hun arbejder som socialrådgiver. Bor i Hellerup med Kasper på 32 år der arbejder som socialpædagog. Sammen har parret en datter.

Jeg var meget ærlig om vores situation og havde meget brug for, at familie og venner støttede os igennem forløbet. Jeg synes, det var rart når folk spurgte ind til hvordan det gik og hvordan vi havde det. Jeg oplevede stor forskel på at snakke med andre, der selv var eller havde været i behandling, og folk der ikke havde prøvet det.

Det var meget befriende at snakke med andre par, der var eller havde oplevet at være i behandling. Der var ikke rigtig noget, vi ikke kunne snakke om, og når jeg snakkede med dem, var jeg også mere åben for råd osv. Vi havde nogle venner som klart støttede os og tænkte på os, men som man kunne mærke havde meget svært ved at snakke om vores situation og spørge hvordan vi havde det. Efter et mislykkes forsøg modtog vi en buket blomster fra dem og det betød meget for mig, at de udtrykte deres medfølelse på dem måde.

For mig har det værste været at være sammen med folk som totalt har “ignoreret” vores situation og hverken har spurgt ind til det eller ville snakke med os om, hvordan vi havde det. For mig var behandlingen i flere perioder hele mit liv, med daglige sprøjter og mange besøg på klinikken hver uge - så på en måde var det et forkert hensyn at tage, ikke at ville spørge. Men jeg ved også godt, at folk ikke ønskede at gøre os kede af det og at det for nogle er svært at snakke om. Men det er sjovt, for når man er i krise, så har man brug for enorm meget anerkendelse og at folk spørger ind til én.

Alle har forskellige oplevelser med behandling, så et godt råd til familie og venner er så vidt muligt at spørge ind og høre, hvad de har brug for.

Mit behov ændrede sig også undervejs. I starten havde jeg enormt meget brug for hele tiden at dele, hvor vi var i behandlingen, men jo flere mislykkede forsøg vi var igennem, jo mere havde jeg bare behov for at fortælle, at jeg f.eks. havde fået lagt æg op, men ikke hvilken dag vi skulle til blodprøve. Så kommunikation og at spørge ind til behov synes jeg er enormt vigtigt.

Jeg havde stor glæde af at snakke med andre, der havde været i behandling eller var i behandling, så hvis man har brug for at dele, kan jeg anbefale det. Der findes forskellige fora, og jeg synes at det var rart at dele erfaringer eller råd med hinanden i modsætning til folk, der aldrig havde været i behandling. Folk som ikke har været i behandling kan have tendens til at komme med velmenende råd, som bare opfattes irriterende, da man ikke hele tiden har brug for at høre, at man bare skal slappe af, huske sine vitaminer eller det nok skal lykkes - for det kan ingen desværre garanteret.

Vil du læse historier fra andre?

Personlige historier

Nanna har taget pauser fra behandlingen: “Pauser er ligeså vigtige som selve behandlingen, hvis du spørger mig.”

Vi har snakket med en række kvinder om, hvorfor de valgte at tage en pause fra deres behandling. Her fortæller Nanna om, hvordan pauser i behandlingen har hjulpet hende og kæresten med at finde dem selv igen.

16. juni - 2022

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik