Mia bliver erklæret infertil, og hendes mand er steriliseret. Alligevel bliver de gravide ved inseminering i det offentlige efter tre år i fertilitetsbehandling i det private.

a I gik i gang med at ville stifte familie, vidste I, at din mand havde været steriliseret. Hvad er mulighederne så, og skal man være opmærksom på noget?

Der blev i forbindelse med refertiliseringen fortalt, at der var cirka 50% chance for succes, men at prognosen var usikker. Af fertilitetslægerne fik vi senere fortalt, at en refertilisering kan forringe chancerne for en graviditet yderligere, og at det er bedst blot at udtage sædcellerne direkte fra testiklerne.

Der er stadig sædceller, selvom man er steriliseret, men over tid begynder kroppen at nedbryde dem.

Så klumper de sig sammen og svømmer ikke, hvilket også blev vores udfordring.

Fortæl om jeres behandlingsforløb - hvilke tanker rumsterede undervejs?

Det startede brutalt med en overraskende tom sædprøve på klinikken i forbindelse med første ægudtagning, en akut udtagning af sædceller fra pungen og nul befrugtede æg. Efterfølgende var der nogle gange celler set i prøverne, så det var lidt blandet, hvad der skulle ske i forhold til sæd.

Jeg fik få æg i kort protokol, de voksede ikke synkront og ret hurtigt blev der sat spørgsmålstegn ved mine æg. Så begyndte lægerne at snakke om mørke æg, og at de ikke havde set den slags før. Vi prøvede forskellige modeller af stimulering, og lang protokol lod til at give flest æg. Omkring 6-10 stykker per gang. Alligevel var der kun 2-3 stykker, som blev befrugtet, og ingen celledeling.

Efter 4 aflysninger ud af 5 forsøg gik vi med til at modtage æg fra en anden kvinde.

Det var en ufatteligt hård erkendelse, og jeg følte på mange måder, at der blev sat spørgsmålstegn ved min kvindelighed: At jeg blev lidt mindre berettiget denne verden, når nu jeg åbenbart ikke var skabt til at kunne få børn. På den måde er jeg nok lidt konservativt opdraget, og der var tit en lille stemme indeni mig, som hviskede: ”Man piller ikke ved naturens gang”. Samtidig følte jeg, at det var dybt uretfærdigt, og jeg ønskede så inderligt at blive mor.

Fælden ved fertilitetsbehandling er, at dine grænser rykker sig i takt med, at du bliver mere og mere panisk og modløs.

Så de gode, grundige overvejelser, som man bør gøre sig i sådan en situation, bliver kompromitteret en smule undervejs, og man risikerer mere og mere at miste sig selv. Sådan var det i hvert fald for mig.

Forsøget med en ægdonor gav imidlertid ikke andre resultater, end hvad vi havde set på mine egne æg, og vi besluttede os derfor for at skifte til en ny privatklinik. De var optimistiske på trods af den rimeligt lange og brede journal, vi kom med.

Efter 2 forsøg havde de dog alligevel afskrevet mine æg – på trods af en enkelt oplægning, men da vi havde købt en pakke på 3 forsøg, brugte vi det sidste på at teste mine æg med donorsæd. Det gik lige så dårligt, som med min mands sæd, og så stod vi der igen. Meget fortvivlede.

Vi blev afsluttet med beskeden om at vi begge var infertile, og at dobbeltdonation i udlandet var vejen frem for os.

Det var ubærligt. Klinikken lå i Jylland, og vi boede i København, så jeg husker kun den lange tur hjem som værende fyldt med tårer og følelsen af at have lyst til at give op. Vi kunne ikke overskue at skulle til udlandet, og vi vidste, at det var oppe som forslag i Folketinget at gøre dobbeltdonation lovligt i Danmark.

I mellemtiden fik vi så indkaldelsen fra det offentlige. Vi overvejede meget, om det gav mening, og om vi orkede, men endte med at tage afsted til informationsmødet, hvor de kiggede på vores journal. Vi fik en chance til hos dem: Det sidste ICSI-forsøg med egne æg og egen sæd. Det gik som altid svært dårligt. Ingen befrugtede æg.

Men til vores store overraskelse tvivlede lægerne her ikke på mine æg. De var kategoriske på sædkvaliteten, og at der skulle benyttes donorsæd, men de sagde, at dette kunne gøres i et inseminationsforsøg.

Jeg troede, at det var løgn, og spurgte mange gange ind til, hvorfor deres konklusion var så markant anderledes end de foregående privatklinikkers.

De svarede, at de blot forholdt sig til dét, de havde set i første forsøg, og at der ikke var nogen grund til anmærkninger på mine æg. Jeg var helt rundt på gulvet, for hele vejen igennem havde der været tvivl om mine æg, og pludselig skulle jeg starte op i IUI uden hormoner. Det var selvfølgelig en dejlig nyhed, men vi stod samtidig forvirrede tilbage og med beslutningen om endnu en gang at bruge en donor.

Hvornår faldt snakken første gang på ægdonation og hvad var jeres umiddelbare tanker om det?

Vi begyndte at tale om ægdonation efter de første 5 forsøg med mange ubefrugtede æg og kun en enkelt oplægning. De mørke æg bekymrede lægerne og var ikke noget, de rigtig havde set før.

Jeg husker den dag, de ringede fra klinikken for at aflyse det 5. forsøg. Damen i telefonen spurgte, om jeg ikke skulle overveje ægdonation, og da brød jeg helt sammen. Det var så underlig en tanke, og fra første dag havde jeg haft en kæmpe frygt for, at vi skulle ende med sæddonation. Nu stod jeg pludselig selv og skulle forholde mig til min egen infertilitet og hvad det eventuelt medførte.

Dét at få at vide, at du ikke kan lave børn selv, er fuldstændig uoverskueligt. Det ramte min selvtillid og mit selvværd og affødte en masse tanker og bekymringer om etik og ansvar. Jeg syntes, at det var en enorm beslutning at tage på vegne af et lille ufødt menneske, fordi jeg ønskede mig et barn. Det var sådan, jeg havde det indledningsvist.

Min mand og jeg var heller ikke det optimale par i denne situation. Vi var pressede på flere fronter derhjemme, og der var ikke det største overskud til at tage disse svære samtaler undervejs. Vi blev dog enige om at forsøge, da vi begge ønskede os en familie.

Hvornår faldt snakken så på sæddonation, og hvordan var processen for jer?

Vi begyndte at tale om sæddonation en del forsøg senere. Eftersom vi havde været igennem et mislykket ægdonationsforsøg cirka halvandet år tidligere, havde vi gjort os nogle tanker om dét at bruge en donor. Med det sagt var det stadig ikke nogen nem beslutning. Men samtidig med at det var svært, var det også lidt som at vinde, da vi jo så ikke længere skulle forholde os til dobbeltdonation og dermed kunne give barnet én biologisk kendt forælder.

For mig var det et kæmpe valg at tage på et andet menneskes vegne. Der var både tabu, skam, etik og frygt forbundet med det valg at bruge en donor. Jeg måtte virkelig igennem en proces, hvor jeg fik reflekteret meget over livet: Hvad er det, vi ønsker at give vores børn med videre? Hvorfor får vi overhovedet børn? Hvad er en far og en mor? Og hvad er kærlighed og familie? Jeg erkendte, at hvis vi skulle bruge en donor igen, så skulle det være en kendt, ikke-anonym donor.

På den måde har vi i hvert fald ikke frataget vores barn muligheden for at opsøge sit biologiske ophav. Og samtidig valgte vi en donor med flere informationer i profilen, således at vi følte, at vi havde fået så meget medbestemmelse som overhovedet muligt.

At sidde dér og vitterligt shoppe en far og putte sædstrå i kurven, som når man køber sko online, checke ud og betale, var en absurd oplevelse.

Og det var slet ikke den måde, jeg havde troet, at jeg skulle få et barn med min kæreste på.

I ender så simpelthen med at blive gravide ved inseminering i det offentlige efter 3 år i det private – og med dine egne æg. Hvordan føltes det?

Surrealistisk. Absolut. Men desværre afføder det ikke kun glæde, men også mange bekymringer, når man endelig lykkes. Graviditeten forløb dog godt, og vi havde en fin fødsel. Han er stærk, sund og stortrives.

Vi har fortalt ham, at han er donorbarn, men som 3-årig forstår han selvfølgelig ikke kernen i den besked. Og vi taler heller ikke seriøst om det endnu – mere sådan at man kan have mange forskellige typer familier og forældre.

Jeg tænker ofte på, hvad der sker, den dag vores søn forstår budskabet. Og det ville være løgn at sige, at jeg ikke frygter den dag lidt.

Og her synes jeg, at det egentlige tabu om donation opstår: For hvis jeg siger, at jeg er bekymret for, hvordan min søn kommer til at føle sig som donorbarn, eller at jeg frygter, at han skal længes efter at kende sit biologiske ophav, eller at jeg stadig den dag i dag kan blive i tvivl om, hvorvidt vi tog den rigtige beslutning på hans vegne – så er der en tendens til, at folk tolker det som at jeg ikke elsker min søn højt nok, eller at jeg fortryder mit valg. At jeg tilmed skal passe på med ikke at projicere min egen usikkerhed over på ham. Men det er ikke rigtigt.

Jeg ser mig ikke tilbage, tværtimod. Jeg ser fremad og gør mig nogle relevante tanker om den usikkerhed, der ligger forude, og dét at jeg ikke ved, hvordan min søn vil tackle situationen. Og selvfølgelig gør man det, for det er jo ikke nogen let samtale at skulle have med sit barn, uanset hvilken reaktion, der måtte følge.

Jeg tror, at den opfattelse gør, at mange forældre til donorbørn føler en lille indre usikkerhed omkring deres valg, som de enten ikke tør forholde sig til eller sige højt.

Jeg synes ikke, at man behøver at sætte en masse ord på det eller italesætte alle sine bekymringer – også af hensyn til børnene – men det er bare vigtigt at forstå, at de følelser udelukkende kan tolkes som et udtryk for kærlighed og omsorg til barnet og dets velbefindende.

Hvis vi ikke legitimerer den frygt, som en mor og far kan have for den dag, hvor deres barn vil modtage nyheden, så gør vi det kun sværere for både børn og voksne på længere sigt. Jeg søgte selv vejledning hos læger og skrev indlæg i forskellige forummer for at finde personer, der havde stået i en lignende situation og med de samme overvejelser.

Når du og I ser tilbage – hvad har så været det sværeste?

At skulle tage så stort et valg på et andet menneskes vegne og hele usikkerheden, der var forbundet med det. Og så de mange forsøg og beskeden om, at vi aldrig kunne få børn selv, selvfølgelig. Det sled på parforholdet, fysikken og psyken.

Hvilke overvejelser har I gjort jer om snakken med jeres søn om hans tilblivelse?

For det første har vi talt om, at vores holdning ikke nødvendigvis bliver hans. Og det skal vi kunne anerkende og rumme, uanset hvordan han kommer til at føle fremadrettet. Måske synes han, at det er spændende, måske er han ligeglad, måske bliver han ked af det. Det er vores ansvar at hjælpe ham igennem sine følelser, uanset hvordan de måtte være.

Rent praktisk så nævner vi det for ham i ny og næ, når snakken falder på noget omkring far og mor. Og det bliver vi ved med, indtil han en dag forstår hele budskabet.

På den ene side er donation en kæmpestor ting, og på den anden side har det sådan en uendeligt lille, kun praktisk betydning.

Jeres forløb ender med, at du selv donerer æg i 2020 på Rigshospitalet. Hvordan kunne det lade sig gøre? Det må være en vild følelse?

Forestil dig, hvor vildt det er at blive erklæret infertil, ikke bare af én, men af to forskellige klinikker og tilmed modtage æg fra en anden kvinde – og så alligevel ende med selv at blive gravid og endda kunne donere sine æg til en anden?

Mine æg viste sig alligevel at være OK, og jeg kunne godt blive gravid uden hormoner og IVF. Det var kulminationen på 4 års fertilitetsbehandling, hvor vi jo egentlig har prøvet alt, hvad man kan prøve. Det er tilfældighedernes spil, som gør, at vi står her, hvor vi gør i dag. Vi kunne lige så godt have opgivet helt efter dommen om at vi ikke kunne få børn selv.

Hvad er status i dag? Drømmer I om flere børn?

Der er kommet en lillesøster efterfølgende, og jeg ville elske at få flere.

Til andre mænd og kvinder, der lige nu står i samme situation, som I gjorde: Hvad vil du gerne sige til dem?

Opsøg forummer på nettet, og stil alle de spørgsmål, som I eventuelt måtte have. Der er mange folk derude, som har prøvet noget af det samme og gerne vil dele ud af deres erfaringer og tanker, hvilket kan være en stor hjælp.

Snak ærligt med hinanden om jeres tanker og gør endelig brug af lægerne. De har mødt mange par, som har stået i samme situation, og kan meget vel være gode sparringspartnere for jer. 

Appen er udviklet til at give dig mest muligt overblik og ro i en presset periode. Med den slipper du for at have både påmindelser, alarmer, Google, din dagbog og din kalender i gang på samme tid: alle disse funktioner er samlet ét sted, så du nemt og hurtigt kan overskue dit forløb.

Maria overvejede i 10 år at blive solomor: “Den største hurdle var angsten for andres dom” 

Maria Josefine: “Jeg taler om fertilitet, som jeg taler om min bolig” 

Louise er uforklarligt barnløs: “Jeg vil ikke lægge låg på mit håb”

Mia: “Vi fik at vide, at vi begge var infertile, og at dobbeltdonation i udlandet var vejen frem for os” 

Mia bliver erklæret infertil af ikke bare én, men to forskellige fertilitetsklinikker og modtager æg fra en anden kvinde – alligevel ender hun og hendes mand med at blive gravid med Mias egne æg. Og sidste år donerede hun selv æg til andre.

wawa fertility udvikler en app, der støtter kvinder og par i fertilitetsbehandling. App'en giver overblik over processen, hjælpe med at huske klinikaftaler, fertilitetsmedicin og giver løbende personlig og brugbar viden til den enkelte patient. Målet er at gøre et behandlingsforløb lettere og mere overskuelig samt at sikre en endnu stærkere dialog mellem patient og læge. Vi udvikler app’en i samarbejder med fertilitetsklinikker, læger med speciale indenfor infertilitet og kvinder, der har været i behandling.