Mette: “Det er dybt uretfærdigt, at infertilitet er en konsekvens af at have overlevet en kræftdiagnose”

Mettes graviditet når aldrig at udvikle sig – det er, som om hendes krop ved, at hun skal til at starte i kemobehandling for brystkræft. Men kemoen nedbryder ikke kun kræften, den påvirker også hendes fertilitet. Og i dag, otte år efter, kæmper Mette og hendes mand stadig for at blive gravide igen.

Skrevet af:

Mette Malling

25. oktober - 2021


wawa deler Mettes historie om fertilitetsbehandling efter en kræftdiagnose.
Til tider synes Mette, at det er hårdere at være i fertilitetsbehandling end i kemo. For i fertilitetsbehandling er der ikke nogen slutdato at forholde sig til.

At gøre kræften til sin ven

Solen skinner, jeg har høje hæle på og kan høre dem klikke mod gulvet. Jeg er på vej ind for at tale med en læge på Rigshospitalets brystkirurgiske afdeling – jeg skal bare lige have at vide, at det ikke er noget farligt, der er i mit bryst, inden jeg skal videre på arbejde. Jeg er lige fyldt 30 år, min kæreste har friet til mig på vores fantastiske ferie til Tanzania for en måned siden, og i går stod vi med en positiv graviditetstest. Livet er skønt.

Om skribenten

Mette Malling på 38 år, som
for 8 år siden fik konstateret
brystkræft, som hun er helbredt
for i dag. Hun er fra Silkeborg,
men bor på Frederiksberg med
sin mand Carsten Janus på 40 år.

Jeg er faktisk slet ikke klar til, at det lykkes at få en positiv graviditetstest så hurtigt – jeg er stadig lidt bange for at miste mig selv og min frihed og er ikke helt sikker på, at jeg er klar til så stort et ansvar. Carsten er helt klar, og han siger, at han ved, at jeg bliver verdens bedste mor.

Lægen kigger på mig og spørger: ”Kommer du alene”? Det næste kvarter er en tåge.

Mit liv ramler, lægen siger en masse latinske betegnelser, som jeg ikke rigtigt forstår: “Du har brystkræft, vi kommer til at fjerne dit højre bryst, og du skal snarest muligt i kemo- og efterfølgende strålebehandling”.

Jeg spørger, om jeg må ringe til min kæreste – som kører helt ødelagt fra sit job i Allerød ind til Rigshospitalet. Inden han ankommer, når lægen at fortælle mig, at vi ikke skal regne med at kunne få børn, og da jeg spørger hende, om jeg skal dø af det, siger hun: ”Det ved vi jo aldrig, men mange overlever”.

Det er den 22. august 2013. Jeg bliver opereret den 4. september 2013 og når lige med på en fantastisk tur til Las Vegas med arbejdet, inden jeg skal starte op i kemo.

Vi er nødt til overveje, om vi skal udskyde kemobehandlingen, da graviditeten stadig er så ny, at det kan skade fosteret. Onkologen mener, at vi skal fjerne graviditeten, så vi passer mest muligt på mig. Vi får lavet en ekstra scanning, og det viser sig, at det er et ”vindæg” – en graviditet, der ikke udvikler sig, så min krop har måske vidst, at det ikke var det rigtige tidspunkt at blive gravid på.

I de mange efterfølgende år holder jeg stædigt fast i, at det var min krops måde at vise mig, at det nok skal lykkes en dag.

Kemobehandlingen bliver min ven – jeg tager min powerkappe og høje hæle på, hver gang jeg skal til behandling.

Jeg ved, præcis hvor langt forløbet er, hvor mange gange jeg har tilbage, hvornår mit hår begynder at vokse ud igen, og hvornår jeg skal starte i strålebehandling. Jeg har en plan.

Når jeg er færdig med kemobehandlingen i slut januar, skal jeg begynde at tage tamoxifen – piller, som sætter min krop i kunstig overgangsalder, men som også sørger for, at jeg ikke bliver syg igen. Jeg skal minimum tage dem i to år, før vi kan starte op i fertilitetsbehandling.

Inden jeg startede i kemobehandling, blev min højre æggestok opereret ud. Kemo er godt mod kræftceller, men det ødelægger også alt andet på sin vej – heriblandt fertiliteten. Planen er, at inden vi skal starte op i fertilitetsbehandling, skal jeg have opereret den ”raske” æggestok tilbage.

Et opslidende forløb

Vi starter i fertilitetsbehandling i marts 2017.

Vi er i behandling i 1,5 år på Rigshospitalet – uden succes. Jeg producerer ikke særligt mange æg, så der er ikke nok til frys, og jeg skal derfor igennem ægudtagning hver gang inden et nyt forsøg.

Siden september 2018 har vi været ved en privatklinik.

Vi fortsatte i et år med mine æg og måtte konkludere efter 8 ægudtagninger og 5 oplægninger, at min krop ikke kan følge med.

Vi besluttede derfor at gå i gang med ægdonation.

Vi var på Seychellerne og lykkelige, da vi fik besked fra klinikken om, at de havde fundet en donor. Jeg kan huske præcis, hvor vi var, og at vi talte meget om pigen med de grønne øjne. Fra oktober 2019 til juli 2020 brugte vi 4 donoræg fra pigen med de grønne øjne – uden held.

Seks cyklusser fordelt over de 10 måneder måtte vi afbryde, trods at jeg var fyldt med hormoner og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at få min krop til at samarbejde. Men seks gange blev den slet ikke klar til, at vi kunne lægge æg tilbage.

Carsten foreslog, allerede da vi startede med tankerne om ægdonation, at vi skulle spørge min lillesøster, om hun måske ville være ægdonor – for både ham og mig er tanken om, at det også er mine gener, så fin. Og da jeg først vidste, hvor meget jeg som ”biologisk mor” også har indflydelse ved at bære barnet, så var det helt rigtigt.

Min søster har fået taget æg ud tre gange – i alt 10 flotte æg på frys. Vi har brugt de tre af dem, uden held, og min krop har stadig svært ved at samarbejde.

Jeg er bange for, at vi spilder æggene i mig, og samtidig fortæller jeg mig selv, at jeg kan fortsætte og gøre det her 100 gange endnu, så længe lægerne tror på os og mig og på, at jeg nok skal blive gravid en dag.

Her otte år efter, vi stod med den positive test, er jeg nu mere end klar til at blive forældre sammen med Carsten. Jeg ville elske at kunne påvirke og elske et lille menneske, som er skabt af og sammen med os.

Jeg føler mig ofte udenfor, jeg er træt af at tage mig sammen, og det værste er, at der ikke er en plan: Ingen ved, hvor længe det varer, eller om det nogensinde vil lykkes – der er ikke en slutdato, som da jeg var i kemobehandling. Det her kan jeg på ingen måde styre selv, ligegyldigt hvor meget jeg tager mig sammen og smiler til verden.

Der er intet alternativ til håbet

Når man taler om, at vi har holdt modet og håbet oppe i otte år, så er jeg ret sikker på, at det handler om, at der ikke er andre muligheder. Bob Marley’s citat om, at man bliver ved med at være stærk, når det er den eneste mulighed, er så rigtig.

Alternativet til håbet er jo at give op.

Men man bliver virkelig tyndslidt, og man holder op med at tro på det – men jeg tror, at når man fortsætter i behandling, så er det, fordi man stadig håber. Det er dybt uretfærdigt, at infertilitet er en konsekvens af at have overlevet en kræftdiagnose! Det gør det jo, at det er dobbelt så opslidende. For os begge.

Til tider kan jeg synes, at det er endnu hårdere at være i fertilitetsbehandling end i kemobehandling, for i fertilitetsbehandling er der som sagt ikke en slutdato.

Mettes tal

3 IUI-H
5 IVF
1 IVF uden oplægning
7 FET med donoræg
9 aflyste FET
1 gravidtet
Ingen børn

Det, der gjorde mig stærk i det andet forløb, var, at jeg vidste præcis, hvornår jeg skulle igennem hvad, og hvornår det hele var slut (at der så kom et hav af bivirkninger efterfølgende, var jeg ikke forberedt på). Omvendt er kemobehandling endnu mere ensomt, hvor fertilitetsbehandlingen virkelig har knyttet os tæt sammen.

Fertilitetsbehandling er vi jo to om, selvom det er min krop, der er udfordringen. Carstens måde at se mig på, passe på mig og opmuntre mig på, når han ved, at det er det, jeg har brug for, er helt uundværlig.

Andres manglende indsigt i, at kemobehandlingen er årsag til min infertilitet, kan til tider være svært.

Jeg oplever, at det ofte er mig, der “skåner” andre: Når folk siger “Bare giv op, så skal du nok blive gravid”, så er jeg lige ved at skrige! Både fordi jeg ikke aner, hvor den knap sidder henne, men mest af alt fordi de ikke aner, hvad de taler om. Og jeg får det aldrig rigtig sagt til dem, fordi det er for tungt og for “meget” til, at andre helt kan rumme det.

Vil du læse flere personlige historier?

Personlige historier

Cath de Lichtenberg: "Du kan ikke reproducere dig selv, og jeg var død i barselssengen” 

Cath de Lichtenberg kommer hjem fra udlandet med en PTSD-diagnose. Først da Cathrines krop igen slapper af kan hun overskue at kaste sig over "projekt ICSI-baby".

30. januar - 2021

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik