Marie Carlsen ville ønske, at nogen havde fortalt hende som yngre, hvordan det er inde bag døren hos en regnbuefamilie. Her er hende og hustruen Saras fortælling om netop dét.

år I hver især tænker tilbage, til dengang I vidste, at I skulle dele tilværelsen med en kvinde – hvad tænkte I så i forhold til at skulle stifte familie i fremtiden? Kendte I til mulighederne?

 Jeg tænkte bare, at jeg skulle være sammen med en kvinde, og at det nok skulle kunne lade sig gøre. Jeg var uvidende, men fortrøstningsfuld på en ubekymret måde. Måske har jeg ubevidst været uoplyst, for jeg husker ikke at tænke særlig meget over, om det kunne lade sig gøre.

 Jeg vidste ingenting. I mange år vidste jeg alt for lidt om det, men det var sideløbende med, at jeg heller ikke fandt mig selv forelsket. Så da jeg endelig blev ægte forelsket og mærkede, at “her var kvinden i mit liv”, så spurgte jeg hende bare. Altså Sara.

Når man er to kvinder i et forhold, ved man, at det kræver lidt hjælp at stifte familie. Snakkede I om det?

 Vi snakkede om børn på allerførste date. Så en stor del af temaet for vores forelskelse og forhold er børn, haha.

Jeg husker det, som om Sara bare spurgte mig: ”Vil du have børn? For det vil jeg, og jeg vil gerne være kæreste med en, der vil have børn”.

At stifte familie har alle dage været en kæmpe selvfølge for mig. Jeg har i mine unge år været i tvivl om hvordan og hvornår, men det indhentede mig alt sammen, inden jeg nåede at blive bekymret for noget. Jeg var 23 år, da vi fik vores første barn.

 Og af samme årsag var det nemt for os begge at vælge mig til at være gravid først, fordi jeg er 7 år ældre. Du var ikke helt klar, og jeg troede, at jeg var ved at være gammel.

 Men faktisk var det jo også, fordi gynækologen sagde ”NU”, inden vi nok egentlig var helt klar selv. Sara havde fået tre operationer i sin livmoder, fordi hun havde en muskelknude, der skabte et enormt tarveligt menstruationsforløb. Da hun var færdigopereret, sagde gynækologen, at nu var det nu. Så det var da lidt heldigt, at vi på forhånd var indstillet på at lave familie sammen.

 Vi gik direkte hjem og snakkede om de forskellige muligheder. Det havde vi allerede gjort tidligere, og vi var ret enige om, hvilken “ende” af skalaen vi var på. Vi havde det samme behov for, at donor kom så tæt på os som muligt, og snakkede derfor om en kendt og åben donor. Og vi er endt med en åben donor til alle børnene.

Kan I beskrive jeres fertilitetsforløb? Fra jeres første barn, Benedikte, til I i dag er forældre til tre?

 Vores fertilitetsrejse har været en af de mere simple.

For 8 år siden fik Sara fjernet en muskelknude, der sad inde i hendes livmoder – den skabte en masse bøvl med hendes cyklus og forhindrede også en graviditet. Vi var dog ikke gået i gang med behandling endnu på det tidspunkt, så det var vi på en måde ganske uvisse om.

Da Saras livmoder var helet, blev hun insemineret i hendes cyklus uden hormonstimulation og så videre. Benedikte blev født ved kejsersnit 38+2, fordi hun lå med fødderne dér, hvor hovedet skulle være.

Knap to år senere var vi klar til, at jeg skulle blive gravid. Jeg brugte cirka 6 måneder inden det på at regulere mit stofskifte på plads og blive fertilitetsklar (jeg har for lavt stofskifte, hvilket kan være en kæmpe hindring for at blive gravid).

Vi gik i gang med ustimulerede insemineringer, og ved anden inseminering blev jeg gravid. Jeg fødte Vilfred vaginalt, da vi var 41+5.

Da vi skulle i gang med nummer tre, havde vi kun ét strå tilbage. Til gengæld var Sara jo blevet 36 år i mellemtiden, og vi vidste ikke, hvordan hendes fertilitet var. Sara blev heldigvis gravid i første forsøg ved ustimuleret inseminering.

Det var så meget for godt til at være sandt, at jeg ikke nød et eneste øjeblik af graviditeten.

Vi så hjerteblink, da hun var 6 uger henne, og alt var godt. I uge 9 havde Sara massive blødninger og blev kørt på Skejby. Her fandt de dog ingen årsag til blødningen, der var stoppet af sig selv. Og lille Ellinora voksede videre. Hun blev født ved kejsersnit, da der på livmoderen var nogle uhensigtsmæssigt store blodkar ved fødselskanalen.

Så alt i alt fik vi 3 børn ud af 4 strå – og jeg har betalt mit held tilbage i ægdonationer.

Hvad er jeres fortælling til jeres børn? Om deres oprindelse, spørgsmål til en far, hvad de bliver mødt af i verden og så videre.

 Så ærlig som mulig. Når det kommer til donor, så fortæller vi, hvad en donor er. At det er mænd, som hjælper kvinder som os eller par, hvor mandens sæd ikke virker. Vi fortæller om sædceller, hvor de kommer fra, og hvordan de befrugter et æg. Vi har set Youtube-videoer om det mindst 100 gange. Vi fortæller, at de ikke har en far, fordi vi er to kvinder. Derfor har de en mor og en mamma.

Og så fortæller vi dem om ”gamle dage”. Begrebet “gamle dage” er vores måde at forklare, hvordan vi med tiden er blevet klogere og i dag ved meget mere, end vi gjorde tidligere. Det giver os en måde at forklare vores børn, hvorfor nogen måske synes, at vi er anderledes: ”De er ældre, de ved ikke lige så meget, som vi gør i dag”.
Og så hjælper vi dem til at svare på samme måde som os selv: På sådan en lidt 

Jeg sørger for, at børnene oplever os stolte og tydelige, når vi fortæller om vores familiekonstellation.

De skal i hvert fald ikke opleve os som usikre på vores familie. Jeg håber, at vores stolthed og tydelige svar på andres spørgsmål til vores familie og valg kan hjælpe dem i livet.

Hvordan er det at være i fertilitetsbehandling som to kvinder? Fungerer systemet?

 Langt de fleste af vores oplevelser har faktisk været gode! Men måske var vores forventninger heller ikke så høje for 8 år siden, da Sara skulle blive gravid.

Dengang var fertilitetsbehandling for lesbiske par netop blevet ligestillet med heteroseksuelle par, og derfor var det hele ret nyt. Vi kunne ikke Google noget som helst, lægen vidste minimalt, og fertilitetsklinikken fungerede mere som en sparringspartner end som en guide.

 Men alle var positive, ihærdige og glade på vores vegne. Så vi har klart haft flest gode oplevelser.

Hvad med juridisk? Har det været nemt og ligetil?

 Igen, så har mange ting ændret sig fra 2014, hvor vi fik Benedikte, og til nu. Dengang var Marie lige ved ikke at blive forælder, og der skulle være en faderskabssag og sådan. Men med de to andre er det gledet OK.

 Hele det her med assisteret reproduktion og diverse formularer, man skal udfylde, er lidt plat lavet, men det virker. Og så er det sådan, at man skal ringe til kirken for at få begge navne på attesten. Det virker lidt gammelt og ikke i takt med resten af samfundet.

Kan I komme på nogle specielle, akavede, sjove/ikke så sjove situationer på jeres vej til at blive forældre?

 Altså ”Du skal være far” er kun sjov én, maksimalt to gange.

Jeg synes, at insemineringerne har været hyggelige på trods af alt. De er jo ikke til at sammenligne med den naturlige fremgangsmåde til at blive gravid. Men den stemning, som vi har oplevet, har alligevel været noget ganske særligt.

Vi har også grint over gynækologen, der mod bedre vidende lod sengen forblive hævet, så underlivet var oppe i 10 minutters tid.

Han syntes, at det var bedst sådan. ”Noget med karma og goodwill”, sagde han, mens han grinte over sine egne ritualer. Men så havde vi tid til at se hinanden i øjnene og blive helt fjollede og fniseagtige over, at vi måske lavede en baby.

Hvordan er jeres familie blevet mødt af omverdenen?

 Vores familier har udelukkende været fantastisk støttende. Nogle gange måske grænsende til ligeglade, fordi de ikke synes, at vi er mærkelige overhovedet. De synes bare, at det hele er superfint og dejligt og normalt.

 Generelt er de fleste mennesker ret uberørte over hele situationen.

Det lyder, som om I ikke er blevet mødt af den store “modstand” fra jeres omverden. Kan I sætte nogle ord på, hvorfor det så samtidig er vigtigt for jer at virke stolte over for jeres børn og hjælpe dem med at besvare andres spørgsmål på en “no bullshit”-agtig måde?

 Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at det handler om, at der er visse situationer, vi ikke medregner i vores historie. Eksempelvis var der i Benediktes første børnehave to-tre børn, der hver eneste dag spurgte, hvor Benediktes far var henne. Og hver dag svarede vi det samme; at Benedikte har to mødre. Det var tydeligt, at de var præget hjemmefra til at være forvirrede, for forældrene ville ikke snakke med os.

Men jeg føler mig ærlig talt bedre end forældrene, selvom det måske lyder ucharmerende. Og jeg er glad for, at børnene turde spørge så ofte – for måske er de mere tolerante, næste gang de møder en regnbuefamilie?

Derudover er det primært fremmede mennesker, der har en holdning til os. Det kunne være på en tur i byen med nogle venner, hvor jeg falder i snak med nye mennesker. De stiller oftest en million spørgsmål og er nok generelt ikke så gode til at respektere min seksualitet, fordi ”jeg er for pæn”, eller min hustru nok ”alligevel bare var en mandeagtig dame”. Dette er totalt klassiske reaktioner, og jeg giver ikke en dyt for det. Men igen så håber jeg, at jeg efterlader et minde, de kan tage med sig, næste gang de ser sig selv fordomsfulde.

Men den her evne til ikke at lade sig gå på – den kræver nok lidt selvtillid og en god portion selvværd. Og derfor ønsker vi, at vores børn er robuste.

Hvis vi oplevede direkte hatecrime-lignende tilstande, så er jeg ikke sikker på, hvordan vi skulle tackle det. Men disse ting kan vi godt lige klare.

Hvad har fyldt hos jer hver især på vejen til forældreskabet?

 Jeg har haft en masse bekymringer om min fertilitet. Inden jeg blev opereret, fik jeg jo direkte at vide, at jeg ikke kunne blive gravid, så længe muskelknuden sad, hvor den sad. Da den var opereret væk, vidste vi ikke, om den ville vokse frem igen, eller hvor lang tid der i så fald ville gå, før den gjorde det.

Da jeg skulle insemineres anden gang, var jeg 36 år og bange for, hvordan min alder havde påvirket min fertilitet. Jeg har altid følt mig meget moderlig, og jeg ville være gået rigtig langt for at blive gravid, hvis ikke det havde været ligetil.

 Mens vi ventede Benedikte, blev jeg meget bevidst om, hvor bange jeg var for at være svag. Jeg brugte mange af mine teenageår på antidepressiver, hos en psykolog eller på skødet af min mor, og jeg havde det skidesvært.

Da vi så gik i gang med at lave børn, ønskede jeg, at jeg aldrig ville være andet end stærk, sej og oplagt. Jeg var bange for, at min ”svaghed” ville ødelægge vores børns chancer for at blive seje. I dag ved jeg heldigvis bedre, og jeg ser en kæmpe styrke i at være i mine følelser – alle facetterne – og lader så vidt muligt vores børn være en del af hele den person, jeg er.

Hvad vil I råde yngre udgaver af jer selv til at være rolige omkring, gøre anderledes, huske at være opmærksomme på?

 Selvom det føltes helt rigtigt og naturligt for Sara og mig at få børn, så tænkte jeg af og til på, hvordan det mon ville gå, når vi var to mødre.

Jeg kunne godt tænke mig, at nogen havde fortalt mig, hvordan det er inde bag døren hos en regnbuefamilie.

I bund og grund ville jeg nok sige til vores yngre jeg, at I er gode nok, som I er! I bliver de gode forældre, I er skabt til at være, for de børn, der bliver jeres. Og jeres familie bliver helt perfekt og lige, som den skal være. Hverken mere eller mindre.

At du i appen får adgang til kurateret indhold på et højt fagligt niveau, der udelukkende er skrevet af fagfolk inden for fertilitet eller kvinder og par, der har været i samme situation som dig.

Tina: “Vi måtte kæmpe i årevis for at opnå mine graviditeter – blot for at miste dem igen”

Cecilie: “Du må ikke bebrejde dig selv, at du har mistet din baby”

Kamilla og Christinna: "Drømmen var at gå ud fra badmintonbanen med en tyk mave"

Marie og Sara: “Vi sørger for, at vores børn oplever os stolte og tydelige, når vi fortæller om vores familie”

For Marie og hustruen Sara har det altid været vigtigt at være så åbne over for deres børn som muligt og lære dem at svare selvsikkert på andres spørgsmål om deres familie.

wawa fertility udvikler en app, der støtter kvinder og par i fertilitetsbehandling. App'en giver overblik over processen, hjælpe med at huske klinikaftaler, fertilitetsmedicin og giver løbende personlig og brugbar viden til den enkelte patient. Målet er at gøre et behandlingsforløb lettere og mere overskuelig samt at sikre en endnu stærkere dialog mellem patient og læge. Vi udvikler app’en i samarbejder med fertilitetsklinikker, læger med speciale indenfor infertilitet og kvinder, der har været i behandling.