Marie-Luise og Jackie: Der var ikke nogen, der havde fortalt os om de “nemme” forløb

Før udredning, behandling, alt det – hvor var I så i livet?

Vi mødtes i sommeren 2016 gennem min tidligere kollega, som er Jackies søster. Vi blev rigtig glade for hinanden i efteråret og blev kærester i januar 2017. Jeg havde planlagt en rundrejse i Sydamerika i sommeren 2017, inden jeg mødte Jackie, men han tog selvfølgelig med, da vi blev kærester.

Vi nød hinanden og lærte hinanden endnu bedre at kende på rundrejsen. Og vi vidste, at det, vi havde gang i, var helt rigtigt. Da vi kom hjem fra Sydamerika startede hverdagen og studierne igen. Vi flyttede sammen og havde snakken om børn, da det virkede helt naturligt.

Efter at vi havde taget “snakken”, stoppede jeg med mine p-piller, og min cyklus blev hurtigt normal. Alligevel gik der 1 år, uden at der skete noget. Min menstruation kom regelmæssigt, som den hele tiden havde gjort, og vi begyndte at tænke over, hvorfor det ikke var lykkedes for os endnu.

Jackie: Jeg mindes ikke, at jeg havde følte, at det tog tid – vi prøvede, og der skete ikke noget, så det var nok bare lige at prøve lidt mere. Eller time det bedre. Vi kendte ikke til andre, der havde fået hjælp, og på det her tidspunkt vidste vi heller ikke, at vi havde behov for det. Jeg var egentlig ikke bekymret, og jeg var overbevist om, at det nok skulle gå.

Hvem af jer sagde: ”NU går vi til lægen”?

Det gjorde vi faktisk begge. Vi tænkte, at det nemmeste nok var at få tjekket sædkvaliteten og få et hurtigt svar. Udelukkelsesmetoden. Jackie kontaktede Cryos, og vi fandt ud af, at hans sædkvalitet var dårlig, og at vi skulle have hjælp. Næste dag ringede vi til vores læge og fortalte om situationen.

Jackie: Svaret kom på mail to dage efter. Jeg kan huske, at jeg havde det godt med at få afklaring på, at der jo så var en grund til, at det havde taget så lang tid, men jeg samtidig trist og ked af det over, at det var mig, der ligesom var “skyld” i det. Men vi var bestemt begge to lettede over, at vi så kunne få hjælp til at få det til at ske.

Fortæl os om udredningen – hvordan foregik det? Hvordan oplevede I det?

Vi var kede af det. Vi begyndte at søge på nettet og finde statistikker, og vi var nervøse for, om vores drømme om at blive forældre nogensinde ville lykkes. Efter vores samtale med lægen blev vi sendt videre til Herlev Fertilitetsklinik, hvor ventetiden var på 5 måneder bare for at komme til første samtale.

I november 2018 blev vi så indkaldt til vores første samtale på Fertilitetsklinikken på Herlev Hospital.

Aftalen blev, at vi efter nytåret skulle kontakte klinikken på min første blødningsdag. Vi var meget spændte – og ikke mindst spændte på hvor lang tid, der ville gå, før vi blev gravide. Men vi gjorde også vores bedste for at nyde tiden, for det kunne jo være vores sidste nytår uden et barn. Så den fik max gas den nytårsaften.

Fortæl os om jeres behandlingsforløb?

Jeg startede på Gonal-F i januar 2019. Det fungerede godt med at tage medicinen, og jeg havde ingen bivirkninger. Ved første scanning af ægblærerne var de ikke tilfredse med størrelsen, og jeg fik derfor flere enheder Gonal-F.

Ved næste scanning var 2 ægblærer klar til ægudtagning. Vi var ret så skuffede. 2 er jo ingenting. Men hvis det var guldæg, var det jo godt nok.

Da dagen for ægudtagning kom, var der ingen æg. Der havde været en ægløsning. Vi skulle holde pause i en cyklus, og derefter kunne vi kontakte klinikken igen, så et nyt forløb kunne startes op.

Vi var begge lettede over, at de to æg ikke var der. Mærkelig nok. Det virkede, som om det havde været ret få æg at få taget ud. Vi ville gerne have flere, så vi også havde nogle til frys, hvis nu vi skulle få muligheden for at lave en søster eller bror.

Det blev marts, og jeg fik min menstruation. Jeg fik en anden medicin og skulle tage flere enheder denne gang. Det gik igen godt med medicinen, og der var gang i den. Den 11. marts fik vi taget 6 æg ud. 5 af æggene blev befrugtet og udviklede sig til blastocyster.

8 dage efter ægoplægning tog jeg en graviditetstest. Det var en søndag morgen, og jeg fortalte ikke Jackie, at jeg tog en test. Testen viste svagt den anden streg, og jeg kom løbende ind til Jackie med den her lille strips i hånden og sagde: ”Jeg tror, at den er der”. Vi var begge ret uforstående overfor, at det måske var lykkedes, men vi blev enige om at holde det for os selv, indtil vi havde et svar på blodprøven fra fertilitetsklinikken.

Blodprøven viste, at den var sikker: Jeg var gravid. Vi skulle til en moderkagebiopsi efter nakkefoldsscanningen, som heldigvis endte med et godt resultatet. Og efter det kunne vi slappe af og nyde graviditeten. Gennemscanningen og jordemoderbesøgene føltes som milepæle, og graviditeten gik overraskende let. Jeg nød min graviditet og kunne slappe af i det hele. Jeg var faktisk kun generet af vand i kroppen. I december 2019 blev vi forældre til en dejlig lille dreng.

Når vi ser tilbage, har vi selvfølgelig haft mange tanker undervejs, men vi nåede aldrig at blive ”slidte” af vores forløb, fordi det gik så hurtigt – også selvom vores første ægudtagning mislykkedes.

Jackie: Det, der fyldte mest hos mig i forløbet, var en lille smule skyldfølelse over, at det var Marie-Luise, der gennemgik det hele. Det var hende, der skulle stikkes og medicineres og have æg taget ud – og alt sammen kun på grund af min dårlige sædkvalitet. Marie-Luise var der jo intet galt med, men det var alligevel hende, der skulle igennem det hele med sin krop. Jeg skulle bare aflevere en sædprøve en enkelt gang.

Hvor står I nu?

I dag er vi flyttet til Jylland og har begge gode jobs.

Det er igen lykkedes os at blive gravide ved første ægoplægning. Det er så utroligt, og vi kniber os selv i armen for at forstå, at vi kan være så heldige. Men det er vi, og vi er så glade. Eftersom vi er flyttet til Jylland og vores æg ligger i Herlev, så fik vi hjælp af fertilitetsklinikken på OUH til scanninger. Så vores største udfordringer her anden gang har været planlægningen.

Når I ser tilbage – hvad har overrasket mest positivt i fertilitetsbehandling?

Jeg er blevet overrasket over, hvor god en oplevelse det var at være i behandling på Herlev. Vi havde frygtet at skulle igennem det offentlige, men vi blev så positivt overraskede; de var så søde, og vi var så velkomne!

Da vi var i fertilitetsbehandling i 2018 og 2019, var der ikke lige så stort fokus på infertilitet, som der er i dag. De sidste par år er der blevet snakket mere om det i medierne, og mange har stået frem og fortalt deres historie. De historier, man kunne finde dengang, handlede oftest kun om folk, der havde langtrukne og svære forløb og derfor delte deres oplevelser. Og derfor kom bekymringerne (især hos mig), fordi der ikke var nogen, der havde fortalt mig om de ”nemme” forløb. Og det er også en af grundene til, at vi vælger at dele vores version af et fertilitetsforløb her. Fordi det er vigtigt at vide, når man starter op, at det godt kan lykkes forholdsvis hurtigt og nemt.

Jackie: For mit vedkommende havde jeg ingen idé om, hvor langt og hårdt eller ikke-langt og ikke-hårdt det ville blive. Jeg har det som udgangspunkt sådan, at man skal håbe på det bedste og forberede sig på det værste.

For sådan behøver det ikke at være.

Hvad vil du gerne sige til alle de kvinder, mænd og par der netop har fået at vide, at de skal i fertilitetsbehandling for at få børn?

Husk at tale om forløbet og tage én ting ad gangen. Hvis I er sammen om at tage det én hurdle ad gangen og bliver ved med at huske hinanden på, hvorfor I ville have børn til at starte med, så skal det nok gå. Og så husk også at glæde jer over, når noget går bedre, end I havde forventet / frygtet.