Liza startede en fertilitetsklinik, for at hjælpe andre kvinder

wawa deler Lizas historie om udviklingen for udfordringerne, når 2 kvinder drømmer om at stifte familie.

Liza Diers er uddannet jordemoder og startede tilbage i 2006 fertilitetsklinikken, Diers fertilitetsklinik, hvor hun selv har været i behandling med hendes og hendes kones nu tre børn. Liza fortæller ud fra sin egen historie, hvilke udfordringer der tidligere har været ved at være en alternativ familiekonstellation - og hvordan det har fået hende til at skabe muligheder for andre i samme situation.

Først var det ulovligt at behandle lesbiske

I 2006, hvor jeg og min partner Lise ønskede at få børn sammen med, var det på ingen måde nemt. På det tidspunkt måtte lægerne simpelthen ikke hjælpe os, fordi det var ulovligt at behandle et lesbisk par.

Alligevel kom jeg i kontakt med en gynækolog, som var så venlig at ville hjælpe os. Vi startede behandling hos ham, men måtte ikke fortælle til nogen, at vi gik der. Det betød, at vi kun måtte komme uden for de regulære åbningstider og helst ikke gå ind ad den officielle indgang. Det var tydeligt, at han var meget bekymret for de konsekvenser, der kunne være ved at hjælpe et lesbisk par med at få børn. Som gynækolog eller læge var det simpelthen ikke tilladt at behandle kvinder, som levede i et lesbisk forhold. Men han gjorde os opmærksom på, at der i lovgivningen ikke stod noget om, hvorvidt jordemødre måtte gennemføre behandlingen eller ej.

Vores egen oplevelse med disse begrænsninger, blev startskuddet til at jeg, i kraft af mit arbejde som jordemoder, i 2006 åbnede min egen fertilitetsklinik, hvor jeg kunne hjælpe andre par i samme situation som den, vi befandt os i.

Så var det tæt på umuligt at få ret til at være (med)mor

Inden længe var Lise var gravid med vores ældste barn. Da hun blev født stødte vi på endnu en begrænsning. At hun var vores datter. Dengang kunne medmoderskabet ikke registreres automatisk, og vi var derfor nødt til at gennemføre en stedbarnsadoption. Til en stedbarnsadoption er der en række krav man skal opfylde, f.eks. at par skulle være gift og have levet sammen i nogle år. Heldigvis for os levede vi op til de krav.

Efter fødslen ville vi selvfølgelig bare i gang hurtigst muligt med at få mig registreret som juridisk forælder, men ventetiden på bare at starte sagsbehandlingen var 5-6 måneder. For os betød det at vi i et halvt år udelukkende kunne vente og håbe på, at der ikke skete noget med vores datter eller os, for jeg var officielt ikke mor til hende og havde dermed ingen rettigheder. På papiret var hun kun Lises datter.

Sagsbehandlingen var en ret ubehagelig oplevelse. Eftersom Lise havde født vores datter, skulle hun afhøres alene af sagsbehandleren uden min tilstedeværelse. Afhøringen skulle fastlægge, om Lise frivilligt ønskede at have mig som medmor, og at der ikke var tale om afpresning, hvor jeg havde betalt Lise for at blive registreret som medmor.

To år senere, i 2009, fik vi vores søn. Her skulle vi igennem hele møllen en gang til, denne gang med omvendte fortegn, da det var mig, der havde født ham. Selvom der var gået nogle år, var det fortsat ikke hverdagskost, at to kvinder fik et barn sammen.

Også det sociale påvirkede processen og beslutningerne og skabte bekymringer

Inden vi besluttede os for at få børn ved hjælp af en sæddonor, havde vi også en del bekymringer, som især opstod gennem vores omverden. Det var især én bekymring, der gik igen, og det var tanken om, at et barn skulle have ret til at kende sin far og sit biologiske ophav. Der ville mangle en form for mandlig rollemodel i barnets liv, hvilket ville få en negativ indvirkning på barnet trivsel og udvikling.

På baggrund af disse bekymringer, overvejede vi at få børn sammen med et vennepar. Men jo mere vi dog snakkede om detaljerne for denne fremtidige familiekonstellation, vi skulle have sammen med dem, des mere kunne vi mærke, at dette ikke ville være den rigtige løsning for os, og i stedet valgte vi at bruge en sæddonor. Vi endte med, at aftale med en af vores venner, at han ville agere en slags papfar. I dag ved vi, at det på ingen måde var nødvendigt og vores bekymringer er i den grad blevet gjort til skamme. En anden ting er, at vi i dag kan samle 30 donorbørn med lesbiske forældre omkring os når vi er samlet. Så nu findes der masser at spejle sig i.

På forhånd bekymrede vi os også omkring, at vores børn ville blive mobbet pga. vores familieforhold. Da vi besluttede os for at få børn, skete det stadig, at vi fik skæve blikke fra folk på gaden, når vi gik hånd i hånd. Men disse bekymringer blev heldigvis også gjort til skamme. Vores børn er på intet tidspunkt blevet udsat for mobning eller drillerier i forbindelse med, at de har to mødre, og især det faktum vidner om, hvor langt vi (trods alt) er kommet i dag. Langt de fleste, vi møder på vores vej i dag, tænker ikke nærmere over, at vi som to kvinder har valgt at få børn sammen.

Udfordringer med vores normalisering

Vores børn kan fortælle mange historier om en ”voksen”, der beder børnene gå hjem til ”mor og far” og aflevere en seddel eller lignende, og det kan i længden godt blive irriterende hele tiden at blive mindet om, at ”mor og far” åbenbart er normen.

Hvad med donor-søskende?

Vores ældste datter, har haft en interesse i at vide noget mere om deres halvsøskende ude i verden. Dette behov er med tiden blevet større, og det var også inspirationen til, at jeg sammen med en anden donorforældre har startet en platform hvor donorbørn og deres forældre kan komme i kontakt med hinanden og erfare hvor i verden, der findes halvsøskende fra samme donor. Læs mere her.

Heldigvis er der en positiv udvikling

I dag kan jeg i min klinik se, at det er blevet nemmere for lesbiske par at få behandling og jeg er lykkelig for, at vi er nået hertil. Da vi fik vores sidste barn for snart syv år siden, var systemet allerede blevet ændret, så vi med en underskrift på en blanket blev registreret som ligeværdige forældre allerede inden graviditeten, og det gjorde hele processen så meget nemmere. Det fjerner en byrde og en bekymring, som ingen burde bære rundt på. Sådan som det er nu, kan alle parter bare glæde sig til den lille ny, så snart graviditetstesten er positiv, og så er det fuldstændig underordnet, om der er tale om mor og far, mor og mor, far + far og mor eller kun mor for den sags skyld.

Generelt er min oplevelse, at omverdenen opfatter vores familiekonstellation som mere normal end tidligere, og der er heldigvis meget langt imellem, at vi møder folk, som virker akavede omkring, at vi som lesbisk par har fået børn og lever et helt almindeligt familieliv.

Læs mere om Diers Klinik her.