Line: “Det er forfærdeligt, at BMI skal fylde så meget, når det kommer til offentlig fertilitetsbehandling”

Line og hendes mand kunne ikke få hjælp til fertilitetsbehandling i det offentlige, da hun vejede 110 kg. Derfor besluttede de sig for at starte hos en privat klinik for kvinder med højt BMI – og her blev de gravide i andet inseminationsforsøg.

Skrevet af:

wawa fertility

19. december - 2021


Line Reiff havde aldrig overvejet, at hendes vægt kunne spænde ben for hendes ønske om at blive mor. Men det kunne den. Her fortæller hun om sit fertilitetsforløb.

Har du altid drømt om børn?

Jeg har altid vidst, at jeg ville være mor. Og da jeg så mødte min mand, var der slet ingen tvivl. Vi tog beslutningen om, at vi ville have børn sammen, allerede i starten af vores forhold. En måned inden vores bryllup i 2016 smed jeg p-pillerne.

På det tidspunkt havde jeg aldrig tænkt over, at det kunne blive svært at blive gravid. Og det var endda på trods af, at jeg kender både venner og familiemedlemmer, som har oplevet det, og også vidste, at min mor havde haft svært ved at blive gravid. Hun fik faktisk at vide, at hun ikke kunne få børn. Alligevel fik hun to børn helt uden hjælp.

Heldigvis har vores venner og familie været gode til at snakke og være åbne om deres udfordringer, men alligevel var det ikke noget, jeg havde tænkt skulle ramme mig.

Vi interviewer

Line Reiff på 29 år. Hun er
pt. sygemeldt. Hendes partner
er 30 år og web developer. De
bor i Horsens.

Hvordan opdagede I, at I havde brug for hjælp til at blive gravide?

Da vi havde forsøgt at blive gravide i 2 år, efter at jeg smed p-pillerne, startede vi med at undersøge mulighederne for at få hjælp.

Vores egen læge var faktisk rigtig flink, første gang vi talte med ham om en henvisning til fertilitetsbehandling. Han syntes, at det var fint, at jeg havde tabt mig så meget, og tænkte, at vi sagtens kunne blive gravide. Men han advarede os også om, at de nok ville afvise os, fordi min BMI var for høj.

Jeg havde faktisk aldrig tænkt over, at min vægt kunne blive et problem for at blive mor, før min læge sagde det. Det var på det tidspunkt, jeg tog beslutningen, at jeg ville være mor – koste hvad det ville.

Min krop gjorde ondt, og alt hvad jeg foretog mig var hårdt pga. min vægt. Jeg havde længe overvejet en gastric bypass-operation, men havde altid udskudt det – lige indtil den dag min læge så mig i øjnene og sagde, at jeg aldrig ville blive mor med den vægt.

På det tidspunkt vejede jeg mere, end vores badevægt kunne vise. Den havde en maxvægt på 180 kg.

På den første offentlige klinik var de faktisk meget søde. De tog godt imod os, og der blev ikke nævnt noget om vægt i starten. Vi blev tjekket og svarede på spørgsmål, og til sidst fik vi så at vide, at de ville udsætte behandlingen, til jeg havde tabt mig.

På det tidspunkt vejede jeg omkring 110 kg, så det vil sige, at jeg allerede havde tabt mig mere end 70 kg. Men de ville ikke starte forløbet, før jeg kom ned på 90-95 kg. Klinikken vidste godt, at jeg var opereret, men de var nødt til at gå efter min BMI på trods af omstændigheder såsom meget løst hud, som jo også vejer en del. Og så lå den ligesom bare strandet dér, indtil vi valgte at prøve igen.

Den sidste offentlige klinik vi kom ind på, var knap så behagelig. Jeg fik en knude i maven, allerede da jeg trådte ind i venteværelset og receptionisten gav mig elevatorblikket.

Inden vi overhovedet var kommet ind til gynækologen, havde vi fået "gode råd" om vægttab og diætister af damen i receptionen. Det var en underlig fornemmelse, at hun også fulgte med ind til vores konsultation og stod ved siden af gynækologen under hele mødet. Det første lægen gjorde, efter at vi havde hilst, var at trække BMI-hjulet frem.

Det endte med, at min mand måtte trøste mig på gaden udenfor klinikken efter 15 minutters råd om, hvordan vi "bare" skulle gå noget mere og spise noget mindre.

Vi havde faktisk glædet os til at prøve den her klinik, for vi havde fået anbefalet den af flere og fået at vide, at de var lidt mere loose med BMI. Det var derfor, at jeg på det tidspunkt første gang åbnede op for emnet ufrivillig barnløshed på Instagram.

Det blev taget super godt imod, og folk blev meget overraskede over, at vi kæmpede kampen for at få et barn. Vi havde allerede familiens opbakning, men nu var der pludselig tusinder af mennesker, der heppede på os.

Det var hårdt at åbne op og vise folk sine følelser efter den grænseoverskridende behandling, vi havde fået, men det var samtidig også rart at mærke støtten.

Du har valgt at dele din rejse, vil du fortælle hvorfor?

Jeg deler mine oplevelser på Instagram, fordi det hjælper mig at tale om det, der er svært. Så det er det, jeg har brugt kanalen til. Jeg har brugt Instagram som en åben dagbog, og med tiden er der bare kommet flere og flere følgere. For det meste får jeg rigtig god respons, men jeg oplever også uenigheder i min indbakke.

Når jeg har talt om ufrivillig barnløshed på Instagram, er det meget sjældent, at jeg er stødt på uenigheder, men det ændrede sig pludseligt, da jeg stod med en positiv graviditetstest og vores drøm var blevet virkelig.

For eksempel er mange uenige med mig i, at jeg ikke vil amme mit barn. Som om de føler en form for ejerskab over mit forhold til mit barn. Mit svar har altid været, at en god mor ikke sidder i brysterne.

Det sker også tit, at jeg stiller spørgsmål til forskellige ting, man skal købe til børn – og det kan altså starte nogle heftige diskussioner om hvordan eksempelvis et bestemt mærke af bleer kan skade dit barn. Folk har så travlt med, hvad alle andre gør.

I beslutter jer for at gå i det private og blive insemineret i stedet. Hvad skete der i den proces?

Det første skridt på vejen i den proces var, at jeg skulle have lavet en passageundersøgelse. Det troede jeg var piece of cake, men der tog jeg fejl.

Undersøgelsen skulle vise, om jeg havde passage til mine æggeledere. Det er faktisk et helbredstjek, som man skal have foretaget, hvis man haft klamydia tidligere i livet.

Det skulle vise sig, at samtlige offentlige gynækologiske klinikker afviste mig på grund af mit BMI – på trods af at der var tale om et helbredstjek.

Men fordi det skulle bruges til fertilitetsbehandling, så "måtte" de ikke hjælpe.

Endnu en gang stod jeg der og følte mig forkert. Jeg følte, at min krop var forkert, og at intet af det, jeg gjorde, var godt nok.

Efter et par måneders søgen efter en gynækolog, der ville hjælpe os, fandt vi endelig en. Der var godt nok lige et par måneders ventetid, men damen var skidesød og alt så rigtig fint ud.

Da passageundersøgelsen var i hus, skyndte vi os ned på Diers klinik for at igangsætte behandlingen. Hos Diers går de ikke op i BMI, men i at du har en normal cyklus og har det godt psykisk. Vi havde regnet med, at det ville tage lang tid, men vi blev gravide i andet hug med insemination. Bingo! Og nu sidder jeg så her, halvvejs i min graviditet. Vi skal have en lille pige, og indtil videre – 7,9,13 – har jeg haft en nem graviditet.

Hvordan påvirkede fertilitetsbehandlingen jeres parforhold undervejs?

Det har været hårdt, men det er ikke noget, som har splittet os ad. Faktisk tværtimod. Vi har lært meget af det. Vi har lært at kommunikere på en anden måde, og vi har lært at have en større forståelse for hinanden følelser. Det betyder, at vi i dag er tættere på hinanden, end vi var før behandlingen. Fertilitetsbehandlingen har været en fælles kamp, og det har vi været enige om hele vejen igennem.

I begyndelsen af fertilitetsbehandlingen var min mand Casper meget påvirket af det hele. Han havde en frygt for, at vi begge to, men især han, fejlede noget, som gjorde det sværere at få børn. Da vi senere fandt ud af, at der ikke var noget galt med os, blev det lidt nemmere for ham.

Du skrev til os: “Jeg mistede mig selv på grund af det pres, der lå på mig. De øjne der dømte mig.” Vil du uddybe det?

Efter den sidste afvisning i det offentlige knækkede filmen for mig, og jeg mistede lidt af mig selv. Jeg havde trænet 4 gange om ugen, arbejdet 45 timer som nattevagt og levede af kød, salat og NUPO – men intet af det, jeg gjorde, var godt nok, og jeg kunne ikke tabe mig.

Dét med at prøve at komme ned i den rigtige vægtklasse for at få hjælp i det offentlige var egentlig bare med til at ødelægge min psyke, og det var helt klart hovedårsagen til, at jeg gik ned med stress.

Da vi tog valget om at gå i det private, og jeg droppede mit syge forhold til mad og træning, tog jeg 20 kilo på, fik det meget bedre psykisk og endte med en positiv graviditetstest.

Synes du, at det er urimeligt, at der bliver kigget på vægt, når kvinder og par skal være gravide?

Jeg synes, at det er forfærdeligt, at BMI skal fylde så meget, når det kommer til offentlig fertilitetsbehandling. Det lægger et kæmpe pres på kvinden, og jeg er sikker på, at det skader mere, end det gavner.

Lines tal

3 afvisninger i det offentlige
Derefter 2 IUI i det private
1 graviditeter
1 barn på vej

Var der noget, du gerne ville have vidst tidligere?

Jeg ville ønske, at jeg havde vidst fra starten, at det skulle være så svært at få hjælp, når man er overvægtig. Og så ville jeg virkelig ønske, at jeg havde kendt til Diers klinik, som hjalp os til at blive gravide på trods af min høje BMI.

Hvis der er noget, jeg kunne have gjort anderledes, så havde jeg ikke prøvet behandling i det offentlige, men var startet direkte med behandling i det private. Det tror jeg ville have skånet min psyke i den situation, jeg var i. Og derfor anbefaler jeg også til andre kvinder, som ved, at deres BMI er for højt, at gå direkte til det private.

Har du et godt råd til en ung kvinde, der står i samme situation som dig?

Til de kvinder, der står i samme situation, som jeg gjorde: Mærk efter, og hav dig selv med i forløbet. Det kan godt være, at andre stiller høje krav, men tænk over, om det er rigtigt for dig. Tænk, hvis du blev gravid med dit ønskebarn, men forløbet havde ødelagt dig psykisk.

Så husk at stå ved dig selv hele vejen igennem. Og lad folk vide, når de går over dine grænser.

Tyk eller ej, you got this girl!

Vil du læse flere personlige historier?

Personlige historier

Clara Eggers: Den nye graviditet fratager mig ikke mit “carte blanche” til at være ked af det

Da Clara fødte sin søn i uge 21+6, gik verden ikke i stå, som hun havde forventet. Her fortæller hun om, hvordan de gode dage kan eksistere parallelt med tomrummet.

02. december - 2021

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik