Lene blev mor efter flere års behandling: “Jeg tror aldrig, at identiteten som fertilitetspatient slipper”

For Lene har skiftet fra fertilitetspatient til mor været stort – og angsten og de svære følelser fra tiden i behandling har hængt ved langt ind i hendes graviditet og barsel.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Personlige historier

04. februar - 2022


Lene Vester-Madsen undrer sig over, hvorfor der ikke er mere fokus på psyken i behandling. Vi har talt med hende om at blive mor efter fire år som ufrivilligt barnløs.

Vil du fortælle os om jeres behandlingsforløb?

Vi smider p-pillerne i december 2016, og i juni 2017 kontakter jeg min læge, fordi jeg jo har været vant til at se, hvordan alle mine veninder bare har skullet kigge på deres mænd, og så er de blevet gravide – så jeg kan ikke rigtigt forstå, hvorfor det ikke bare sker for os.

På det tidspunkt er jeg 32 år, og lægen siger, at hun gerne vil hjælpe os, men hun synes, at vi skal vente lidt, for det er normalt, at det kan tage op til et år at blive gravide. Vi aftaler derfor, at hvis ikke der er sket noget efter sommerferien, så vil hun gerne give os en henvisning til en fertilitetsklinik, så vi kan blive udredt.

Vi interviewer:

Lene Vester-Madsen på 36 år.
Hun er uddannet psykoterapeut.
Bor i Vejle sammen med Kim.

Der sker så det, at jeg bliver gravid i sommerferien, men så bliver Kims mor syg med kræft og skal have kemo (hun dør en uge senere), og vi vælger at gå til en privat scanningsklinik for at få lavet en scanning i uge 11.

Der viser det sig, at der ikke er noget hjerteblink, og at fosteret er gået til i uge 7. Det bliver min første udskrabning.

Vi får at vide af lægen på hospitalet, at det er meget almindeligt, op til 30% aborterer, og at vi skal nok blive gravide igen, for nu er vi jo blevet gravide. Så det er ligesom det håb, vi klynger os til, og vi tænker, at det nok skal ske ret hurtigt. Men der sker bare ikke noget for vores vedkommende. Det her er i august 2017, så da vi når til april 2018, kontakter jeg vores læge for at få tid til udredning – for det er nemlig sådan, at når du er blevet gravid inden, så starter din tid ligesom forfra igen.

Lægen går med til at lave en henvisning, og vi begynder i fertilitetsbehandling ved Odense Universitetshospital i maj 2018. De mener ikke, at vi fejler noget som helst, og vi får taget en masse prøver, og der er ikke nogen af dem, der viser noget: Kim har en super sæd, og jeg har godt nok ikke så mange æg, men det er stadigvæk indenfor normalen, så der burde ikke været noget dér. Derfor vil de egentlig bare starte os op i insemination.

På det tidspunkt havde vi det begge sådan, at nu fik vi hjælp, så nu skulle det nok ske i første forsøg. Men det gør det ikke. Og det sker heller ikke i andet forsøg.

Så bliver det sommerferie, og jeg bliver gravid igen – naturligt – og kommer til en scanning i uge 9, for vi ser ikke nogen grund til at vente alt for længe efter uge 7 med at se, om der er hjerteblink. Til scanningen er der ikke noget hjerteblink, og den virker ikke særligt stor, men som lægen siger, kan det enten være en slow-starter eller den kan være gået til.

Efter det går vi en uge i et helvede af en rutsjebanetur, hvor det hele tiden skifter mellem håb og intet håb. Håbet slukkes en uge senere, hvor der stadig ikke er noget hjerteblink. Og jeg får så min anden udskrabning.

Efter det har vi endnu et inseminationsforsøg, og da det heller ikke lykkes, vil jeg ikke spilde tiden mere; nu vil jeg bare gerne i IVF-behandling!

Vi starter i IVF-behandling i kort protokol, og de siger til os, at vi nok skal få taget en masse æg ud og få nogle på frys – de får kort sagt givet os en masse håb. Og det er faktisk en af de følelser, jeg sidder allermest tilbage med i dag; lad være med det.

Jeg ved godt, at det er den sødeste tanke, men hold op, hvor er jeg blevet slået hjem mange gange i Ludo, fordi det ikke blev, som vi var blevet stillet i udsigt af lægerne.

Første gang får jeg taget 6 æg ud, hvoraf 4 af dem har tomme skaller og 2 af dem bliver befrugtet. Men det ene af dem bliver forkert befrugtet, hvor der kommer to sædceller ind, så ud af de 6 æg er der faktisk kun ét æg, der bliver befrugtet korrekt og bliver sat op. Og det bliver ikke til nogen graviditet.

Allerede her begynder jeg at miste modet og tænke, at det ikke kan være rigtigt, når vi nu ikke fejler noget. Men lægerne har meget mod på det hele og vi går i gang med 2. IVF-forsøg. Her får jeg taget 7 æg ud, men det samme sker igen; nogle af dem er tomme. Denne gang vælger vi så at få sat to æg op og lagt ét på frys. Men ingen af æggene bliver til noget – heller ikke det på frys.

Imens tiden bare går, uden at vi lykkes med vores behandling, bliver folk i vores omgangskreds gravide. Og det er nok noget af det hårdeste ved dét at være i behandling: Både at skulle tackle ens egen uvished om man nogensinde lykkes og så samtidig skulle forholde sig til andre lykke, når de annoncerer en graviditet.

Da vi har været igennem vores 3. IVF-forsøg ved OUH, og der stadig ikke er sket noget, siger jeg til Kim, at jeg ikke kan holde denne her ventetid ud mere. Vi vælger derfor at gå til det private, til IVF Syd. Tanken var egentlig, at vi bare ville købe tre forsøg, men min far vælger at donere og sponsorere resten af pengene, så vi kan købe dét, der hedder en garantipakke, hvor vi i løbet af to år kan gå igennem et ubegrænset antal af forsøg – og hvis ikke vi har fået en baby efter to år, så får vi pengene tilbage.

Vi starter i lang behandling hos IVF Syd i august 2019 og bliver faktisk gravide i allerførste forsøg. Jeg får taget 10 æg ud, og ud af dem får vi sat 2 æg op igen – hvoraf det ene sætter sig fast. Ingen æg kommer på frys – det er de for dårlige til.

Vi går og krydser fingre for det ene æg, og jeg får taget nogle blodprøver, hvor tallene stiger rigtig fint. Men der er et eller andet i mig, der siger, at det her er for godt til at være sandt. Jeg får derfor taget nogle flere prøver, som viser, at tallene ikke stiger, som de skal. Jeg får en scanning i uge 6, hvor vi kan se hjerteblink, og får at vide, at nu behøver jeg ikke flere målinger, men jeg skal scannes en gang om ugen, for den er ikke alderssvarende. Da vi kommer til scanning i uge 7, er den stadig ikke alderssvarende, og i uge 8 er det det samme. I uge 9 stopper hjerteblinket.

Her ramler hele min verden og jeg bliver ramt af tanker om, hvad for et menneske jeg dog må have været i mit tidligere liv, siden det her skal ramme os.

Jeg får min tredje udskrabning, og vi bliver nu tilbudt en undersøgelse af vævet for at finde ud af, om der er noget galt med det. Det takker vi ja til og får så at vide, at det var en lillebitte pige, og at hun havde triplodi, hvilket vil sige, at mine æg havde afgivet to gange DNA, så hun havde 69 kromosomer og dermed på ingen måde var levedygtig.

Beskeden gav os en form for håb, men den gjorde os også enormt frustrerede, for var det så dét, de to andre også havde fejlet? Eller var det her blot en engangsforestilling? Vi snakker med IVF Syd, som mener, at det er en engangsforestilling, og siger til os, at vi bare skal fortsætte.

På det her tidspunkt kan jeg mærke, at jeg ikke er helt med på planen, og jeg kontakter derfor min egen læge for at få en henvisning til HAB i Aalborg, som er en afdeling for gentagne graviditetstab, hvor man kan få taget en hulens masse blodprøver.

Og det er jeg glad for i dag, for det viser sig, at jeg har et forhøjet immunforsvar, hvilket de anser som forklaringen på, hvorfor min krop simpelthen forsøger at frastøde graviditeterne – fordi den tror, at de er fremmedlegemer. Så jeg kommer på det, der hedder Prednisolon, som skal hæmme mit immunforsvar.

Efter det har vi vores 2. IVF-forsøg ved IVF Syd, hvor ingen af æggene sætter sig fast, men i vores 3. forsøg, hvor jeg stadig er på Prednisolon, får vi taget 14 æg ud og lagt 2 æg op – og de bliver til tvillingerne, som nu er blevet et år.

Da I så er blevet gravide med tvillingerne, og graviditeten går planmæssigt frem – kunne I slappe af i det?

Jeg kunne ikke. Og det er nok den sorg, jeg kigger mest tilbage på.

For jeg har ikke på noget tidspunkt nydt min graviditet, fordi jeg har været så bange for at miste.

Så man kan sige, at lige så fantastisk, som det var at se, at der var to hjerteblink, lige så stor angst kom der også. For nu havde vi lige pludseligt dobbelt så meget at miste. En dag siger Kim til mig, at nu er jeg simpelthen nødt til at tro på det, for det kommer ikke til at gøre mindre ondt af, at jeg ikke tror på det. Og det fortjener de også, at jeg gør.

Værelset blev klar, tre dage før mit vand går, og vi fik købt de sidste ting ind i uge 34, og vi købte ikke noget som helst, før vi var igennem uge 24, fordi vi simpelthen var så bange for, at vi skulle aflevere det hele tilbage igen. Så mine graviditetstab har i den grad sat sine spor. Også i den graviditet, jeg havde med tvillingerne, som ellers gik, som den skulle. Selv da de kom, var jeg bange for ikke at få dem med hjem, og selv da vi havde haft dem i nogle dage på hospitalet, var jeg bange for, at vi kun ville få én af dem med hjem. Så angsten havde forplantet sig, og jeg havde svært ved at slippe den.

I uge 34+5 gik mit vand, hvor Ella var 22% for lille. Lægerne havde sagt til os, at vi nok skulle regne med at blive liggende på hospitalet indtil min terminsdato, og det endte vi med at gøre, fordi ingen af os havde det trygt med at skulle hjem før tid med to sondebørn.

Det var de hårdeste 6 uger i mit liv. Nu havde vi kæmpet så meget for de her børn, og hvis der var noget, jeg havde lyst til, så var det at vise dem til hele verden og råbe det ud til alle, men vi måtte ikke få besøg af nogen.

Så der gik i alt 7 uger, før vores familie så vores børn for første gang – og det er eddermame et antiklimaks, når man har ventet i så mange år.

Og oveni det var det jo corona med håndsprit og mundbind alle vegne, samtidig med at vi lå sammen med mange andre. Så den der barsels- eller lykkeboble, den var der bare ikke. Det handlede mere om overlevelse.

Download wawa app

Bliv ekspert på din egen fertilitetsbehandling. Din cyklus, din medicin, din behandling, dine følelser. Alt er samlet ét sted. wawa hjælper dig med at forstå sammenhængene.

Det lyder, som om der er meget i forløbet, som du håber på at nyde mere, hvis I bliver gravide igen?

Det er der helt sikkert. Jeg husker, at jeg to eller tre dage efter at have født tvillingerne sidder nede i caféen på hospitalet i en morfinrus og bryder fuldstændig sammen og siger til Kim: ”Jeg vil have et barn mere”. Og Kim ser på mig og siger, at han måske havde regnet med, at jeg ville sige det om et halvt år eller om et år, men ikke allerede nu. Men jeg følte mig snydt. Jeg nåede aldrig at blive træt af min graviditet. At være træt af min mave. Det var faktisk først de sidste uger, jeg nåede at give mig lidt hen til det og turde tro på det hele, så jeg følte mig lidt snydt.

Var du og Kim gode til at snakke om de svære ting undervejs?

Det synes jeg, og jeg tror også, at det har været dét, der har fået os igennem det sammen. Det, der var sværest, var, at Kim og jeg sørgede på forskellige måder. Og også fordi Kims mor døde kun en uge efter min første abort. Så han er i sorg over dét, og jeg er i sorg over at miste og har måske lidt svært ved at forstå, hvorfor han ikke også er i sorg over det – men han har jo mistet sin mor, så han kan slet ikke forholde sig til dét at have mistet, hvad der for mig var et barn.

Efterfølgende har vi snakket mange gange om, at der altså er forskel på, at det er kvinden, der mærker alle forandringerne i kroppen, og det har han jo aldrig oplevet, så der gik væsentligt længere tid, før Kim oplevede en reaktion på det her med at miste og at det ikke lykkedes for os. Og det var frustrerende for mig, for det virkede, som om han ikke ville det lige så meget som mig, eller at det kun var mit projekt.

Da vi aborterer tredje gang, hvor vi også ser hjerteblink, der er det, som om det blev lidt mere virkeligt. Der gav vi os lidt mere hen, fordi vi så hjerteblink, som vi ikke havde set før, og dét ramte ham rigtig hårdt. Der begyndte han også at vise frustrationer.

Er det jer begge to, der har presset på for at være realistiske og have de her snakke?

Det er nok mest Kim, der har rummet mig, for han har ikke samme behov for at snakke om det – men han har accepteret, at jeg har haft det behov, og været rigtig god til at spørge ind, fordi det påvirkede mig rigtig meget. Men det kom også mere og mere, efter at han selv blev mere påvirket af det og også fik større behov for at snakke. Og det var rigtig rart for mig at mærke; for så blev det en vi-ting igen.

Er du ked af, at det har fyldt så meget?

Helt vildt. Og jeg har også et ønske om et tredje barn af samme årsag. For jeg føler mig på en måde snydt for min graviditet i min graviditet med tvillingerne.

Noget af det, der også fyldte under min graviditet, var det her med, at jeg havde været ufrivilligt barnløs i så mange år, og jeg havde haft det svært med, når folk lagde billeder op af deres maver eller positive test, fordi det var en evig påmindelse om, hvor jeg ikke var. Så det med, at jeg lige pludselig var den, der skulle gøre det og gøre andre folk kede af det, var virkeligt svært for mig.

Jeg kan huske, at jeg blev nødt til at lave et opslag om det, hvor jeg skrev, at nu blev jeg nødt til at tillade mig selv at være glad og vise min mave, og at det var helt okay, hvis folk ikke kunne rumme det – for jeg havde selv været der.

Jeg har svært ved tanken om at gøre andre folk kede af det. Men det gør jo så også, at jeg automatisk kommer til at lægge lidt låg på min egen lykke.

Så det er enormt svært og noget, som jeg kæmper med; dét at tænke på andre samtidig med at jeg også skal tænke på mig selv og give mig selv plads til netop at føle lykke.

Det, du beskriver, handler især om, hvordan man skal agere overfor andre. Men er der også noget med én selv: At man på en eller anden måde har en følelse af, at nu skal man være 110% taknemmelig for, at man har fået tvillinger og ikke må synes, at det er hårdt?

Det er meget hovedet på sømmet, ja. Jeg kan huske, at jeg for fire år siden sad og tænkte: ”Dit utaknemmelige menneske, giv mig dit barn med kolik, eller som ikke har sovet i 27 timer eller et eller andet”, bare fordi du i det mindste har et barn. Dengang kunne jeg ikke forestille mig, hvor hårdt det var, og jeg må indrømme, at jeg undskylder mange gange for de tanker, jeg har haft om de folk, der har beklaget sig.

Jeg syntes, at det var hårdt at være i behandling. Men som mor har du jo ingen søvn, du er magtesløs, du har et barn, der er ked af det – ja, du har en helt anden ansvarsfølelse, fordi det ikke længere kun er dig, der er i verden… Så ja, jeg har kæmpet rigtig meget med den der taknemmeligheds-følelse: Jeg havde jo lovet mig selv, at hvis bare jeg blev mor, så ville jeg aldrig beklage mig og aldrig tage mit barn for givet. Men sådan er virkeligheden bare ikke.

Det samme har gjort sig gældende ved min barsel: Jeg havde enormt svært ved at skrive, at jeg ikke nød min barsel. For nu havde jeg ventet i 4 år på at gå på barsel. Men for mig har det bare ikke været nogen drømmebarsel, selvom jeg har lavet en masse skønne ting med mine børn.

Og jeg havde også rigtig svært ved at skrive, at jeg nogle gange tænkte, hvorfor pokker vi fik lagt to æg op, for det var sygt hårdt – velvidende at der ville sidde andre derude og tænke ”dit utaknemmelige menneske”, ligesom jeg selv gjorde.

I dag er jeg heldigvis kommet dertil, hvor jeg har fundet ud af, at det jo er hårdt for alle – og det er vi nødt til at vise.

Du har været lidt inde på det. Men når du ser tilbage, hvad vil du så sige har været det hårdeste ved at være i fertilitetsbehandling?

Helt klart uvisheden. Angsten for, at det aldrig vil lykkes og om man nogensinde bliver mor. Og så også dét faktum, at en graviditet ikke er lig med et barn. Fertilitetsbehandling eller ej. For det lærte jeg jo, og det er nok noget af det, der har sat sig mest i mig – at der aldrig er nogen garantier.

Én ting er sikker: Vi skal ikke i fertilitetsbehandling igen. Det var simpelthen for hårdt. Så næste gang prøver vi naturligt, og hvis det ikke sker, så sker det ikke.

Er I blevet tilbudt nogen former for psykisk hjælp og rådgivning under eller efter behandling?

Nej, intet. Og det er noget af det, der undrer mig allermest, nu hvor vi skriver 2022 i kalenderen.

Det er meget tydeligt, at når du kommer i fertilitetsbehandling, så er der intet fokus på den mentale del af behandlingen – kun på den fysiske del og på kroppen.

Der var intet fokus på, hvordan jeg eller Kim havde det, eller om vi kunne klare mere. Det blev vi aldrig spurgt ind til. Og det er simpelthen en kæmpe mangel og noget af det, som jeg synes er mest forfærdeligt, når man ved, hvor meget kroppen og psyken hænger sammen.

Kan du sætte lidt flere ord på dét med at gå fra at være fertilitetspatient til at blive mor?

Jeg tror, at det største skifte har været, at uvisheden på nuværende tidspunkt er væk. Og det føles rart.

Men jeg tror aldrig, at den identitet som fertilitetspatient slipper. Den vil altid være en del af mig og vores forhold og historie. På godt og ondt.

Så jo, der er vel kommet en form for identitetsskifte i forhold til at være blevet mor, men hvor den tidligere identitet stadig hænger ved.

Hvordan kommer man videre, når man har psykiske mén på den måde?

Jeg har læst til psykoterapeut, mens vi har været igennem det her fertilitetsforløb, og dér var det påkrævet, at jeg gik i terapi. Og jeg tror ikke, at jeg havde klaret det uden at gå i terapi, fordi jeg så hele tiden har haft én at tale med om sorgen og uvisheden.

En ting, der også har hjulpet mig, har været at bruge min instagramprofil som dagbog og som redskab. Derfor føler jeg, at når tingene har været der og har fyldt hos mig, så har jeg ligesom kunnet bearbejde dem løbende. Og selve dét at opleve, at man ikke er alene, har været en kæmpestor hjælp og gave.

Lenes tal:

3 IUI
5 ægudtagninger
6 ægoplægninger
4 graviditeter
Børn: tvillinger

Har du et råd til andre, som måske står det samme sted, som I har stået?

Mit umiddelbare råd – og det vil det nok altid være, fordi det har hjulpet mig – er at tale med nogen om det. I vores første graviditet fortalte vi ingen om det, andre end Kims datter og vores nærmeste familie, mens vi i anden og tredje og fjerde graviditet fortalte en masse om det, fordi jeg delte det på min Instagram. Og det har været det helt rigtige for mig at gøre.

En anden aha-oplevelse kom, da vi fortalte, at vi havde været i behandling og mistet: Der fandt jeg ud af, at flere af mine veninder også havde mistet, men aldrig havde fortalt om det. Vi oplevede også, at flere af vores vennepar var i behandling eller kom i behandling. Og på den måde fik vi egentlig et tættere bånd med vores venner. For nu var det pludselig ikke et tabu længere.

Hvis man ikke har lyst til at dele med sine venner eller familie, så vil jeg råde folk til at opsøge en psykolog eller terapeut. For det er, når man går alene med sine negative tanker, at man føler, at man er forkert eller at det er skamfuldt – indtil man finder ud af, at det egentlig er meget normalt at have det sådan.

Og så skal man selvfølgelig også huske at tale med sin partner om det. Man skal passe på med ikke kun at gå rundt i sit eget univers, for det er en fællesting.

Har du et råd til andre kvinder eller par, der har afsluttet en behandling og nu står overfor at skulle bearbejde de følelser, der fylder hos dem efterfølgende?

Det er nok accept. Og det bøvler jeg også selv med. Dét at acceptere, at det har været en kæmpe del af vores liv i mange år, og at det altid vil fylde hos os – og at det ikke er sådan, at de ting forsvinder, så snart man slutter i behandling. At acceptere, at det er en del af os – og nok altid vil være det.

Og så også det med at acceptere, hvordan man er som mor.

Jeg troede jo, at jeg skulle blive den bedste mor med verdens største overskud og aldrig ville have dårlige dage, hvor jeg ville råbe af mine børn. Men sandheden er jo bare en anden.

Fra det nye år håber jeg selv at kunne få nogle klienter, når jeg åbner for min praksis og tilbyder samtaleterapi til ufrivilligt barnløse. Jeg ønsker at hjælpe dem både før, under og efter et fertilitetsforløb, fordi jeg selv har stået der og har været igennem nogle af de ting, som de går igennem.

Se mere til Lene her

Vil du være en del af vores community?

Ja tak!

Jeg vil gerne være en del af wawas community. Få personlige historier, indhold fra vores 100+ fertilitetsprofessionelle, live med eksperter og meget mere.

Vil du læse flere personlige historier?

Personlige historier

Kristine: “Jeg glæder mig til at kunne identificere mig selv som mor og ikke som ufrivilligt barnløs”

Da Kristine og Nicklas kommer ind til deres første samtale på fertilitetsklinikken, er det stadig med store smil og stor gejst. Men så får de beskeden: “I skal direkte i ICSI-behandling – og Nicklas, du har stærkt nedsat sædkvalitet”.

02. februar - 2022

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Email: kontakt@wawafertility.comTlf.: 31127080Cookie indstillinger

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik