Kristine: “Jeg glæder mig til at kunne identificere mig selv som mor og ikke som ufrivilligt barnløs”

Da Kristine og Nicklas kommer ind til deres første samtale på fertilitetsklinikken, er det stadig med store smil og stor gejst. Men så får de beskeden: “I skal direkte i ICSI-behandling – og Nicklas, du har stærkt nedsat sædkvalitet”.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Personlige historier

02. februar - 2022


Kristine Neperus har drømt om at være gravid, siden hun var ung. Men tiden i fertilitetsbehandling har sat sine spor, så hun i dag har svært ved at nyde sin tvillingegraviditet.

Hvornår dukkede de første tanker op om ønsket om at blive forældre?

Nicklas og jeg fandt kærligheden hos hinanden i en tidlig alder. Jeg var 16 år, og Nicklas var 20 år. På daværende tidspunkt havde ingen af os nok forventet, at vi en dag skulle giftes og have børn sammen. Men som årene skred frem, blev vi ved med at vælge hinanden til. Og den dag i dag har vi været sammen i 7 år.

Vi interviewer:

Kristine Neperus Pryds på 23 år,
studerende på barsel. Hun er gift
med Nicklas, 27 år, Maskinmester.
De bor i Svendborg.

I januar 2019 blev Nicklas færdiguddannet maskinmester, og jeg studerede på det tidspunkt en bachelor i erhvervsøkonomi. Han var 25 år, og jeg var 21 år. Vi havde her været sammen i lidt over 4 år. Snakken om børn meldte sig. Vi ønskede begge at blive forældre som unge. Og vigtigst af alt: Vi ønskede at blive forældre sammen. Vi tog en lang snak, hvor vi gennemgik forskellige punkter. Økonomi, barsel, at blive mor under studie, bolig, bagland osv. Det var realistisk.

Det var realistisk, at drømmen om at blive forældre sammen kunne blive til virkelighed. Og endda virkelighed indenfor den nærmeste fremtid.

Nicklas fik job som maskinmester og sejlede 5 uger ude efterfulgt af 5 ugers fri hjemme. Tiden skred frem, og da vi nåede forår/sommer, besluttede vi, at projekt baby stille og roligt skulle sættes i gang. Det var spændende. Vi dyrkede regelmæssig sex, når Nicklas var hjemme. Vi vidste, at det var helt normalt, at det kunne tage lidt tid. Men… ”Vi er jo unge”, så mon ikke den menstruation pludselig udebliver. Udebliver i 9 måneder. Men det gjorde den bare ikke.

Efter 7-8 måneders hyggeprojekt speedede vi processen lidt op. Vi købte ægløsningstests og sikrede os, at vi ramte det helt rigtige tidspunkt. Vi ramte de helt rigtige tidspunkter og tænkte stadig: ”Vi er jo unge”, så mon ikke den menstruation pludselig udebliver… Men det gjorde den stadig ikke.

Pludselig blev projektet ikke forbundet med hygge, spænding, romantik og kærlighed. Det blev forbundet med frustrationer, skuffelser, og uvished. Vi fortsatte med at teste for ægløsning, vores sex blev skemalagt, og vi var sikre på, at lige om lidt måtte det jo lykkes. Vi nåede snart den gyldne grænse på at have forsøgt i et år. Og vi tænkte stadig ”Vi er jo unge”, så mon ikke den menstruation pludselig udebliver. Men det gjorde den ikke.

Efter et år, i marts 2020, opsøgte vi så vores læge, hvor vi fik en henvisning til OUH’s fertilitetsklinik – og nu skulle vores projekt så lægges over i andres hænder. Men min menstruation udeblev stadig ikke.

Kan du beskrive nogle af følelserne i forbindelse med fertilitetsbehandling?

Jeg glemmer aldrig dagen, hvor vi får beskeden: ”I skal direkte i ICSI-behandling”. Vores verden gik i stå, mens verdenen omkring os fortsatte.

Gaderne var fyldte med gravide kvinder, familier der kom gående med barnevogne, smil og glade dage. Men vores tid stod stille, og spørgsmålet var: Hvor længe ville den gøre det?

Bliver jeg nogensinde mor? Bliver Nicklas nogensinde far?

Bliver vi nogensinde forældre… Forældre sammen?

Det var de tanker og følelser, som fyldte hos os, og de var fulde af uvished, angst og frustrationer. Men som tiden skred frem, fandt vi en form for gejst, fordi målstregen måske pludselig var tæt på. Nu skulle vi jo bare have lidt hjælp. Lidt hjælp, og så ville vi blive forældre – sammen.

Fortæl os om jeres behandlingsforløb?

Efter at vi fik en henvisning til Fertilitetsklinikken på OUH, skulle vi vente i 5-6 måneder på en forsamtale. I den tid prøvede vi stadig at brygge en baby naturligt. Vi havde hørt, at når først man havde fået en henvisning, var der mange, der pludselig blev gravide af sig selv. Det skete bare ikke for os.

I september 2020 kom vi til forsamtale på den offentlige klinik. Vi glædede os faktisk. Vi gik ind med en forventning og en indstilling, der var positiv. Vi havde hørt, at inseminering var en mild procedure, og vi var helt sikre på, at den procedure ville passe perfekt til os – for ”Vi er jo unge”.

Om morgenen afleverede Nicklas en sædprøve. Derefter skulle vi vente et par timer, hvorefter vi skulle have en samtale med en læge, og jeg skulle have en ultralydsscanning.

Vi kom ind til samtalen. Stadig med store smil og stor gejst. “I skal direkte i reagensglasbehandling – ICSI – og Nicklas, du har stærkt nedsat sædkvalitet”.

Og her ramte den første følelse af at blive kørt over af en lastbil. Vi blev introduceret til proceduren for ICSI-behandling og kunne med det samme forstå, at det var en meget omfattende behandling, som ville kræve meget af begge parter. Begge parter rent psykisk, og specielt ville det påvirke mig fysisk i forbindelse med store mængder scanninger, hormoner, ægudtagninger mv.

Efter denne udmelding kom så den udmelding, der for alvor satte vores frustrationer og uvished i gang: ”I kan tilmelde jer om 6 måneder, men I skal være klar på, at I nok også bliver afvist nogle gange. Vi har meget travlt. Specielt efter coronanedlukningen”.

Vi kunne hurtigt regne ud, at der kunne gå et helt år, før der ville være plads til os, og hvem siger, at det lige ville lykkes i første forsøg. Der var heller ikke meget gejst for blot at fortsætte projektet hjemme i soveværelset. Vi havde nu fået en reel forklaring på, hvorfor det endnu ikke var lykkedes, og chancen for, at det skulle lykkes naturligt, var under 1%. Altså i vores øjne nærmest umuligt.

Efter et døgns tid med en masse snakke, frustrationer, gråd og usikkerhed tog vi beslutningen om at søge mod en privatklinik uden ventetid. Koste hvad det ville. Vi havde brug for at komme i gang.

Brug for at komme videre og tættere på målstregen.

I oktober 2020 kommer vi til forsamtale på Maigaard Fertilitetsklinik, hvor vi kunne komme direkte i gang. Jeg fik hormoner med hjem, og herefter startede nu en tilrettelagt hverdag fuld af piller og sprøjter. I starten af december er vi til første ægudtagning. På grund af corona er jeg alene afsted. Og alene til alle undersøgelser og samtaler. Det var modbydeligt hårdt. Følelsen af ubalance var enorm.

Der prikkes hul på 9 follikler, 6 æg er modne og alle 6 befrugtes. På dag 3 lægges der et æg op. Derefter skulle vi vente til dag 5 for at finde ud af, om vi også fik nogle æg på frys. Dag 5 kom, og der var ingen æg til frys. Det betød altså, at lykkedes det ikke med det æg, der var oppe i mig, skulle vi starte forfra med endnu en ægudtagning. Den tanke var urimelig. Jeg havde haft så ondt efter ægudtagningen, at jeg slet ikke kunne forestille mig at skulle gøre det igen. Men det skulle jeg. For jeg var ikke gravid.

Kroppen skulle have en måneds pause efter et friskt forsøg, og derefter kunne vi tilmelde os igen.

I januar er jeg til 2. ægudtagning, og denne gang får jeg taget 20 æg ud. Det er mange og sætter en i risiko for overstimulering. Derfor blev det altså besluttet, at jeg ikke kunne få lagt et friskt æg op. Proceduren skulle være totalfrys. Jeg var bange. For sidste gang fik vi ikke et eneste æg på frys, så hvorfor skulle vi dog få det denne gang? Kun 6 æg blev befrugtet, og ventetiden til dag 5 var lang. Til vores store overraskelse, og fuld af glæde, får vi at vide, at vi har fået 4 blastocyster på frys. Nu kunne vi slet ikke vente til, at vi måneden efter kunne få lagt et æg op.

Ægoplægning nr. 2 – fryseforsøg nr. 1 bliver lavet i naturlig cyklus. Jeg bliver gravid, men det går til grunde allerede i uge 5 (4+5).

Ægoplægning nr. 3 – fryseforsøg nr. 2 bliver lavet i stimuleret cyklus. Jeg bliver ikke gravid.

Efter dette forsøg har vi nu 2 æg tilbage på frys. Et med medium score og et under middel. Dermed besluttes det, i samråd med lægerne, at vi lægger begge æg op. Derudover ændres der på medicinen, da man mistænker, at jeg har et overaktivt immunforsvar, der afstøder æggene.

Ægoplægning nr. 4 – fryseforsøg nr. 3 bliver lavet i stimuleret cyklus. Jeg får lagt 2 æg op, jeg får ekstra progesteron-tilskud, jeg får prednisolon og hjertemagnyl. Jeg bliver gravid.

Til første scanning viser det sig, at begge æg har sat sig fast, og til december 2021 skal vi være forældre. Forældre til tvillinger. En dreng og en pige.

Hjerteligt tillykke med jeres graviditet! Hvad skete der, efter at I fandt ud af, at du var gravid?

Da vi i vores 4. forsøg får lagt vores to sidste fryseæg op, ved vi godt, at det forhøjer sandsynligheden for tvillinger, men tænker egentlig ikke så meget over dette, da vi har en følelse af, at det alt andet lige også må forøge chancerne for bare at opnå graviditet.

Vi får en positiv test. Denne gang er angsten og uvisheden større end nogensinde før. For nu ved vi, at en positiv test jo ikke nødvendigvis betyder, at vi når målstregen. Jeg tør ikke at glæde mig. Jeg sover stort set ikke om natten, og jeg går kun og venter på at kunne få vished. Vished i form af en scanning. 6+2 ser vi to fine hjerteblink. Jeg er altså gravid. Gravid med tvillinger. En højrisiko graviditet. Men ikke desto mindre to ønskebørn. TO ØNSKEBØRN. Det er jo fantastisk. Det skal vi kunne klare. Vi skal nå målet. I første trimester bliver jeg scannet hver uge. Det er det eneste, der holder gang i min tro og kan hjælpe mig igennem den ”usikre periode”.

Hvilke tanker fylder hos dig undervejs i graviditeten?

Glæde og angst. To modsætninger, der hver dag i hele graviditeten har ramt mit følelsesregister. Glæden er selvfølgelig helt essentiel. Glæden ved, at jeg nu snart skal være mor. Mor til to. Glæden ved at kunne forberede babyværelse, mærke masser af liv i maven, se Nicklas stråle, når han køber ind til de små pus, og ikke mindst at kunne skabe en glæde hos vores familie omkring os.

Desværre rammer angsten dog ofte med 100 km/t efter hver glædesfølelse.

”Er det okay, at jeg er glad?”, ”Er vi sikre på, at vi overhovedet bliver forældre?”, ”Var det babyerne, jeg mærkede?”, ”Er det forkert, at vi allerede køber babyudstyr?”.

Siden jeg var helt ung har jeg glædet mig til det øjeblik, hvor jeg skulle være gravid. Den fine bule, alle de billeder, al den kærlighed. Desværre har vejen dertil sat sine præg, og jeg har uden tvivl haft meget svært ved at nyde graviditeten. Hver dag, hver uge føles som en milepæl. Det er klart, at jo længere hen i graviditeten jeg er kommet, jo bedre har jeg det. 1. og 2. trimester var en kamp psykisk. Og 3. trimester føltes som en KÆMPE milepæl.

At være gravid med tvillinger er også noget, man lige skal vænne sig til. Det er anderledes end en ”almindelig graviditet” i og med, at det er en højrisiko graviditet fuld af lægetjek, jordemoderbesøg og ekstra scanninger. Jeg synes faktisk, at det har været rart at blive fulgt så nøje. For det har jeg haft brug for. Alt er heldigvis også gået efter bogen, men hver gang jeg er kørt mod sygehuset, har tanken om ”Hvad nu hvis?” rumsteret.

Sommetider har jeg kunnet gå i panik over at skulle tage bare et enkelt skridt. Det har været hårdt.

Som enhver anden gravid begynder tankerne også at fylde om, hvordan det mon bliver at få børn. Nu skal jeg have tvillinger. Det er fuldstændig fantastisk. Ingen tvivl om, at det bliver hårdt. Ingen tvivl om, at jeg sommetider vil få brug for ekstra hjælp. Men er det okay at sige højt, når nu man har kæmpet for ønskebørnene? JA, det er! Jeg bliver førstegangsmor ligesom alle andre. Men disse tanker har jeg også skullet arbejde med, og det gør jeg fortsat.

Når du ser tilbage, hvilke tanker, frygt/glæde har rumsteret undervejs i jeres behandling?

Fertilitetsbehandling var for os en stor og lang rutsjebanetur, hvor det hele gik op og ned. Det ene øjeblik kildede det i maven, smilene var store, og man kunne mærke, hvordan man kom tættere og tættere på noget godt. Det næste øjeblik blev man ramt af en mur, der på et splitsekund kunne ændre glæden til frygt, frustration og fokus på det uvisse: ”Hvornår bliver vi forældre, og bliver vi mon overhovedet forældre?”. Det var faktisk det, der på mange måder gjorde perioden svær. Vi kunne ikke finde en balance. Vi kendte ikke kurven. Og vi vidste slet ikke, om kurven for “tiden i behandling” nogensinde ville ende.

Hvordan har behandlingen påvirket dit forhold til dig selv? Kan du forklare, hvad det for en krise, man som individ står i?

Inden vi startede behandling havde jeg læst og hørt om andre par i samme situation. Alle beskrev det som en livskrise. Jeg havde svært ved at sætte mig ind i, at det virkelig kunne være så hårdt. For chancerne for graviditet er vel størst, når man netop er i behandling. Men jeg blev klogere.

Fertilitetsbehandlingen blev også min største livskrise. Eller faktisk vil jeg kalde det for en identitetskrise.

Gang på gang oplevede jeg, hvordan håbet om at blive mor først blev slukket og derefter tændt kortvarigt igen. Det var en livssituation, der var overvældende at være i. Ingen af mine tidligere indlærte erfaringer var tilstrækkelige til at løse problemet. Præcis, som man beskriver en identitetskrise. Jeg ønskede inderligt at blive mor, og jeg ønskede, at Nicklas og jeg skulle blive forældre – sammen.

Da tvivlen om, hvorvidt dette nogensinde ville lykkes os, ramte, ramte samtidig alle spørgsmålene om meningen med livet. Hvem er jeg, hvis jeg ikke kan blive mor? Og hvad skal jeg med mit liv, hvis jeg ikke kan det?

Støtte til dig i behandling!

wawas app er udviklet som den veninde, du måske står og mangler, når du er i fertilitetsbehandling. Den understøtter alle dele af dit forløb og arbejder for at give dig mere ro og klarhed over, hvordan du har det.

Hvad tror du, det er, der gør fertilitetsbehandling så belastende?

Jeg er ikke i tvivl om, at det er uvisheden, der i høj grad belaster os som patienter i fertilitetsbehandling. Man er gået all-in på et projekt, som man så inderligt ønsker sig. Og man har svært ved at forestille sig alternativer.

Da vi begyndte med projektet i soveværelset, var det spændende, det var sjovt, og vi var helt sikre på, at ”inden for et år, så er jeg gravid”.

Siden vi var helt unge har vi jo lært, at det er meget vigtigt at bruge beskyttelse. For glemmer man det, så bliver man gravid. Bum. Det lyder da meget nemt. Så når man er i et forhold med regelmæssig ubeskyttet sex, jamen så bliver man vel hurtigt gravid? Men sådan er det bare ikke altid, har vi fundet ud af. Og hvad gør man så? Vil hjælpen fra videnskaben og lægerne overhovedet føre én i mål? Og i så fald hvornår?

Det er der intet svar på, og svaret kan heller ikke findes nogen steder. Det skal man leve med. Mens ens liv er styret af tidspunkter, hvor man skal til lægen, tidspunkter man skal have sex, tidspunkter man skal tage medicin og så videre. Her skal man leve med, at man måske står midt i sit livs største krise, uden at det nødvendigvis vil føre én til målet.

Dét er uvished. Og den uvished ligger hver dag i baghovedet.

Hvordan oplevede du de “store snakke” – hvad nu hvis det ikke lykkes denne gang, hvad nu hvis det aldrig lykkes?

Nicklas og jeg har hele vejen været gode til at få snakket alle tanker og følelser igennem. Vi har været åbne overfor hinanden og udtrykt os klart, når vi har haft noget på hjerte. Faktisk har tiden i behandling vist mig, at vi uden tvivl har noget helt specielt sammen. Vi har set hinanden i nogle meget sårbare situationer og er blevet sammen og har valgt hinanden til hver gang.

Hver gang vi var i gang med et forsøg, snakkede vi om, hvad vi ønskede os af næste forsøg. På den måde følte jeg, at vi havde en lille plan, hvis testen skulle vise sig at være negativ.

Nicklas har hele tiden været god til at fokusere på nuet. Han har altid været positiv og ved hvert enkelt forsøg troet fuldt og fast på, at ”NU ER DEN DER”, hvilket har hjulpet mig med at holde modet oppe undervejs. Vi har mest snakket om plan b som værende et nyt forsøg med nye justeringer. Vi har aldrig taget snakken om, hvis det ikke ville lykkes. Det har bare ikke været en mulighed. Selvfølgelig har tanken rumsteret hos os begge, men vi har haft brug for at fokusere på, at behandlingen nok skulle gå godt.

Kristine og Nicklas' tal:

1 ICSI
1 ICSI uden oplægning
3 FET
2 graviditeter
Venter nu tvillinger

Du gik fra at være i fertilitetsbehandling, til så at være gravid og snart mor. Hvordan føltes det?

Først og fremmest så føles det, alt andet lige, selvfølgelig fuldstændig fantastisk. Det var målet, og målstregen er altså meget tæt på. Jeg skal være mor til to. Mor til to på én gang. Det er meget mere, end vi havde turdet håbe på. Men ligegyldigt hvor fantastisk det hele er, så har behandlingen sat sine spor i graviditeten, og den har været svær at nyde.

Efter at vi havde været til nakkefoldsscanning, afslørede vi vores graviditet for omverdenen og fortalte også om rejsen dertil. Vores nærmeste familie vidste godt, hvad vi havde været igennem, men vi havde faktisk ikke fortalt andre om det.

Pludselig blev vi mødt af en forståelse. En forståelse for vores isolering, og en forståelse for vores angst. Lykønskningerne væltede ind. Derudover væltede det ind med tilkendegivelser fra folk, der har været det samme igennem. Og det var rart. Det var rart ikke at føle sig alene. Snart er jeg nogens mor. Den følelse er for vild. Både for folk, der har været i behandling, og for folk, der ikke har.

Det er et identitetsskifte – at gå fra at være fertilitetspatient til at være mor. Tænker du over det?

Der er ikke noget, jeg glæder mig mere til, end at kunne identificere mig selv som mor og ikke som ufrivilligt barnløs. Det er stort. Det føles stadig en smule urealistisk, men jeg glæder mig til at finde mig selv igen. Finde mig selv i rollen som mor. Jeg glæder mig til at få en ny hverdag, en ny hverdag som mor.

Jeg er meget taknemmelig for de to liv, jeg gror i min mave, og jeg føler mig heldig over at skulle være mor til tvillinger. Jeg tror, at de fleste ved, at det er en mundfuld at få to børn på én gang. Sommetider må jeg da også erkende, at jeg godt kan føle mig usikker. Kan vi klare det? Hvordan bliver det? Og… Hvordan gør man?

Disse tanker har jeg ofte ikke talt højt om. Jeg ønsker ikke, at folk skal misforstå mig. Jeg er jo meget taknemmelig. Og det er dét, jeg ønsker at vise. Jeg ønsker at vise, at jeg bliver en god mor. For jeg bliver en god mor. Men det kræver øvelse. Og det uanset om du har ventet på øjeblikket i 1 måned eller 3 år.

Hvad kunne man gøre for at forbedre forløbet i behandling og afhjælpe nogle af de små eller store følgevirkninger? Og ville du have taget imod det?

Jeg mener, at der burde være langt større fokus på de psykiske følger af dét at være i fertilitetsbehandling. Som patient havde jeg fuldt fokus på at gøre alt for at nå målet. Koste hvad det ville. Jeg havde kun fokus på, hvad der kunne gøre mig gravid, hvad der kunne gøre mig til mor, hvad der kunne gøre os til forældre. Det var, som om jeg samtidig negligerede den ensomhed, angst og utilstrækkelighed, som også havde ramt mig. Jeg forestillede mig jo, at hvis bare jeg blev gravid, så blev jeg vel helt okay igen. Men så nemt var det ikke.

De negative følelser har fulgt med mig i graviditeten.

Behandlingen er ikke bearbejdet. Og den er ikke glemt.

Da vi stod midt i behandlingen, tænkte jeg ikke, at det var psykisk støtte, jeg havde brug for. Jeg fokuserede kun på at betale mig til en større chance for en graviditet.

Set i bakspejlet tror jeg, at graviditeten havde været nemmere at komme igennem, hvis man undervejs i fertilitetsbehandlingen havde fået bearbejdet nogle af de psykiske aspekter. Det burde være en del af selve fertilitetsbehandlingen. For selvom man som patient måske ikke føler behovet i nuet, så vil det kunne gavne senere hen.

Under graviditeten har jeg gået i et udvidet jordemoderforløb, mest på grund af at jeg venter tvillinger. Jeg har dog været heldig at få en rigtig sød jordemoder, som jeg også snakker med om hele tiden med “projekt baby”. På den måde hjælper hun mig bedst muligt med at forberede mig på en fødsel og et liv som mor til tvillinger. Mor til TO.

Se mere til Kristine her

Vil du være en del af vores community?

Ja tak!

Jeg vil gerne være en del af wawas community. Få personlige historier, indhold fra vores 100+ fertilitetsprofessionelle, live med eksperter og meget mere.

Vil du læse flere personlige historier fra par?

Personlige historier

Kasper: “Jeg ville ønske, at der var mere, jeg kunne gøre som mand i fertilitetsbehandling. Men man er magtesløs”

Kasper og Carina er uforklarligt barnløse og prøver på snart tredje år at blive gravide. For Kasper, der generelt er et meget optimistisk og positivt menneske, er det blevet sværere og sværere at være den klippe, som Carina har brug for.

15. januar - 2022

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Email: kontakt@wawafertility.comTlf.: 31127080Cookie indstillinger

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik