Hvad er nedsat sædkvalitet?

Den mandlige rolle i infertilitet er vigtig og en meget hyppig årsag til at problemet eksisterer. Her giver vi en grundig introduktion til diagnosen nedsat sædkvalitet.

Skrevet af:

Jesper Friis Petersen

20. november - 2022


Opsummering:

  • Hos ca. halvdelen af infertile par skyldes problemet den mandlige faktor, som oftest er nedsat sædkvalitet.
  • Årsagerne er enten medfødte, opstået i løbet af livet eller uforklarlige, men fælles er, at de næsten kun opdages, såfremt der opstår infertilitet, da der ikke er typiske symptomer.
  • Behandlingen afhænger af graden af nedsat sædkvalitet, der også kan variere noget over tid. Man har til en vis grad mulighed for at bedre sin sædkvalitet via omlægning til en sund livsstil, der kan eliminere behovet for mere invasiv fertilitetsbehandling.

Hvad betyder nedsat sædkvalitet?

Der er mange tal og definitioner i spil, når sædens kvalitet skal defineres. Hvad der er normal sædkvalitet er defineret ved WHOs retningslinjer, som er:

  • Volumen af hele prøven (i mL): Et sted imellem 1,5-7,6 ml.
  • Koncentration (antal sædceller/mL): Alt over 15 millioner sædceller per ml.
  • Bevægelighed (andel i %): Skal ses hos mellem 40-80% af sædcellerne.
  • Fremadrettet bevægelse (andel i %): Typisk noget mindre procentdel af alle de bevægelige, men det er de vigtigste, da de har det største naturlige potentiale til at befrugte et æg, og derfor i udgangspunktet er af højere kvalitet.
  • Form og størrelse: Mindst 4% bør se normale ud i et mikroskop (fx 1 hale, 1 hoved, mm).

Hvis resultatet fra sædprøven ikke matcher WHOs kriterier, så er der tale om nedsat sædkvalitet. Nedsat sædkvalitet kan opdeles i let, moderat, svært, meget svært og ingen levende sædceller (det der kaldes azoospermi).

Opgørelser viser, at sædkvaliteten i den vestlige verden er halveret over de seneste 40 år. Cirka 40% af danske mænd har nedsat sædkvalitet.


Hvad er årsagen til nedsat sædkvalitet?

Overordnet kan årsagerne opdeles i 3 grupper:

Årsager før testiklerne

Dette er fx sygdomme i hormonsystemet, hvor man på hjerneniveau ikke danner nok hormon til stimulering af specifikke kønshormoner. Dette ses ofte ved genetiske sygdomme, men kan også skyldes mere sjældne årsager, som fx miljøpåvirkninger, der forstyrrer de hormonelle processer (hormonforstyrrende stoffer).


Årsager i testiklerne:

Her findes de hyppigste årsager til nedsat sædkvalitet. Fx:

  • Manglende nedfald af testiklerne i pungen
  • Årebrok, der er en udvidelse af blodkarrene i pungen
  • Infektioner, herunder især fåresyge og testikulær infektion
  • Medicinforbrug og strålebehandling af testiklerne
  • Tobaksrygning, alkohol- og især cannabisforbrug
  • Anabolske steroider
  • Varme omkring testiklerne og feber
  • Cancer i testiklerne

Årsager i genetikken:

Den hyppigste genetiske årsag til nedsat sædkvalitet er en mindre kromosomfejl på Y-kromosomet hos manden (det mandlige kønskromosom).

Man vil relativt ofte ikke kunne pege på en oplagt årsag til den nedsatte sædkvalitet. Her vil man ofte lægge op til livsstilsforandringer, og selvfølgelig gentage undersøgelsen for at være sikker på, at der faktisk er et problem. Sædkvaliteten kan variere en del, og man gentager typisk en prøve med 3 måneders mellemrum.

Hvad er symptomerne på nedsat sædkvalitet?

Medmindre man ved, at man bærer rundt på en af de kendte mulige årsager til lav sædkvalitet, er der ikke mange symptomer man hverken kan eller skal holde øje med.

Så hvornår skal man overveje at få undersøgt sædkvaliteten? Det er svært at vide, da man før fertilitetsproblemer sjældent ser symptomer på lav sædkvalitet og således er symptomer ikke noget man bør overvåge.


Hvordan stilles diagnosen?

Typisk er det kun ved manglende graviditet inden for 1 år mellem et heteroseksuelt par, at det anbefales, at manden får undersøgt sin sædkvalitet. Det kan også være, at du tidligere har haft sygdom i tekstilerne, såsom betændelse eller kræft. Nogle mænd får også stillet diagnosen som tilfældigt fund, når de melder sig som sæddonor.

Diagnosen kræver altid en sædprøve. Prøven må max være en time gammel, når den analyseres og evt. transport til laboratoriet skal ske ved kropsvarme. Det er en samlet vurdering af alle parametre (se ovenfor) der afgør, om sædkvaliteten er nedsat og i hvilken grad den er nedsat.

De lette grader af nedsat sædkvalitet vil typisk ikke kræve flere undersøgelser, mens svært nedsat sædkvalitet kræver en mere grundig undersøgelse af manden og af sæden. Disse undersøgelser kan f.eks. være en ultralydsscanning af testiklerne, blodprøver for fx hormonniveau og i nogle tilfælde en undersøgelse af skade på det arvemateriale (kromosomer), som findes inde i sædcellen (DNA-fragmenteringsanalyse).

Hvordan behandler man nedsat sædkvalitet?

Som det fremgår af ovenstående, så er det hyppigst ved fertilitetsproblemer, at man overhovedet overvejer behandling. Det er således fertilitetsbehandling for mandlig faktor infertilitet, der er selve behandlingen.


Ved let nedsat sædkvalitet (inseminitaion, IUI behandling):

Her hjælpes sædcellerne på vej ved at adskille de bevægelige sædceller fra de mindre bevægelige (ud fra en sædprøve) og derefter placere den bevægelige andel, ved hjælp af en lille plastslange oppe i kvindens livmoder. Hermed øges antallet af bevægelige sædceller i kvindens æggeleder, og chancerne for at opnå en graviditet er dermed højere end på naturlig vis.


Ved moderat til sværere nedsat sædkvalitet (eller ingen succes ved IUI):

Her anbefales typisk reagensglasbehandling, enten i form af IVF eller ICSI. Ved begge metoder sker mødet mellem sædcelle og et æg fra kvinden i et laboratorie, altså uden for kroppen.

Ved IVF blandes en portion af omkring 100.000 sædceller sammen med ét æg i håbet om, at én sædcelle (som man antager er den bedste ud fra naturlig selektion) selv kan befrugte ægget. Ved ICSI vælges én sædcelle fra sædprøven, som sprøjtes direkte ind i en ægcelle.

Har man svært nedsat sædkvalitet, vil den foretrukne behandlingsform være ICSI.


Ved azoospermi (ingen levende sædceller i prøven):

Her er der faktisk også hjælp at hente. Tilstanden ses hos omkring 1% af mænd. Hjælpen kaldes TESA, hvilket står for Testikulær Sperm Aspiration. Det er en procedure, hvor man ved hjælp af en lille kanyle tager en vævsprøve fra mandens testikler. Det udtagne væv renses i håbet om at finde sædceller, og disse sædceller bruger man så til at befrugte ægget fra kvinden.



3 gode råd til dig med nedsat sædkvalitet

  1. Lev sundt og godt! Følg de vanlige opfordringer til mænd og kvinder, der arbejder på en graviditet - det minimerer risikoen for, at det er livsstilen, der udløser problemet med sædkvaliteten. Læs vores artikel om, hvad du selv kan gøre for din fertilitet her.
  2. Forlig dig med tanken om, at dette problem er særdeles udbredt og skyldes mange faktorer, der lige nu forskes i.
  3. Søg - og medvirk til at opbygge - de grupper af andre mænd, der lider af dette problem. Få erfaringer som andre har lært, der kan hjælpe dig og vær med til at modvirke det tabu som nedsat sædkvalitet stadig er.

Læs mere her

Mandlig fertilitet

5 ting du skal vide om sædceller

Spunk, juice, frø, sæd, svømmere, sperm – kært barn har mange navne. Men hvor meget ved du egentlig om de mandlige kønsceller; sædcellerne?

29. januar - 2021

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik