Hvad er IVF?

IVF er for mange en form for synonym med fertilitetsbehandling, da det er den ældste form for behandling. Men hvad går behandlingen ud på og hvem er den relevant for? Læs med her og bliv klogere.


This article is also available in:

English


Skrevet af:

Sehriban Harmankaya

26. september - 2022


Opsummering

  • IVF er standarden for behandling, når der er behov for assisteret befrugtning.
  • Det er den “store” fertilitetsbehandling og indebærer hormonstimulation, ægudtagning, ægoplægning og graviditetstest.
  • Behandlingen kan foregå i en naturlig eller stimuleret version, og den stimulerede i enten en lang eller kort version

En introduktion til IVF

In Vitro Fertilisation, forkortes IVF, er en meget hyppig metode til fertilitetsbehandling. In vitro betyder uden for kroppen, hvilket betyder, at befrugtning af et æg sker uden for kroppen i et laboratorium. Det første barn blev født efter IVF teknikken i 1978, så det er på én gang en historisk set rimelig ny teknik - og samtidig den ældst kendte. Der er sket mange modifikationer med behandlingen sidenhen, men ideen er stadig den samme.



Hvornår tilbydes IVF?

IVF tilbydes i mange forskellige situationer i forbindelse med fertilitetsbehandling. Som med al anden behandling er det vigtigt at forsøge at afgøre, hvad den mest sandsynlige årsag til infertiliteten er, og derefter tilbyde den rigtige behandling.


Behandling med IVF vil ofte være en mulighed, hvis:

  • Kvinden har manglende eller blokerede æggeledere
  • Mandens sædkvalitet er så nedsat, at chancen for graviditet naturligt eller ved IUI er for lav
  • Kvinden har endometriose (der i svær grad, ofte kan lukke for æggelederne)
  • Et antal inseminationer er forsøgt uden, at man har opnået graviditet
  • Man oplever uforklarlig infertilitet

Naturlig eller stimuleret IVF

Til den enkelte kvinde kan man enten tilbyde en naturlig eller stimuleret IVF protokol. Hvilken protokol man følger afhænger af kvindens behov, biologiske forhold og praktiske forhold for at optimere chancerne for en graviditet. Dette finder man ud af i løbet af udredningen.


Naturlig protokol

Ved den naturlige protokol tilpasses IVF-behandlingen kvindens egen naturlige menstruationscyklus og modning af æg forekommer uden eller med kun en lille dosis stimulerende medicin. Protokollen kræver, at kvinden har en regelmæssig menstruationscyklus, da man har brug for at vide, at der modnes et æg hver måned. Her vil kvinden altså ved sin 1. menstruationsdag følges til modning af det bedste æg omkring dag 10-12 af hendes menstruationscyklus, hvorefter ægget udtages ultralydsvejledt igennem kvindens skedevæg.


Der er en række fordele ved den naturlige protokol:

  • Ingen eller minimal ovariestimulerende medicin
  • Anses af mange som mindre stressende
  • Billigere
  • Ingen risiko for OvarieHyperStimulationsSyndrom (OHSS)



Stimuleret protokol

Ved den stimulerede protokol indgår aktiv, oftest daglig, behandling med hormoner. I stimuleret protokol kan man derudover enten være i et kort eller langt behandlingsforløb.


Kort behandling: Denne behandling varer ca. 1 måned. Når kvinden får sin menstruation bliver hun scannet for at tjekke om der er en tynd slimhinde i livmoderen og normale forhold omkring æggestokkene. Herefter begynder man stimulation med hormonet FSH, som stimulerer udvikling og modning af æg. Når denne stimulation er godt i gang, kan der suppleres med et andet hormon (GnRH antagonist) som modvirker ægløsning. Når æggene er tilstrækkelig modne tager kvinden en ægløsningssprøjte (kunstig hCG) og ca. 2 dage efter tager man æggene ud.


Lang behandling: Denne behandling varer ca. 2 måneder og begynder ca. 3 uger efter kvinden har haft sin menstruation. Her starter forbehandlingen, hvor kvindens naturlige hormonproduktion nedreguleres. Dette medfører, at hjernens hormondannelse hæmmes, så æggestokkene kan “nulstilles”. Det er en mere krævende behandling, og vil ofte ledsages af (heldigvis forbigående) symptomer, der minder om overgangsalderen. Efter de 2 ugers forbehandling begynder den egentlige stimulation med hormoner, som er helt magen til den korte behandling. Du kan læse mere om nedregulering her.



Et eksempel på et typisk behandlingsforløb med IVF og stimulation

Vi har nedenfor forsøgt at præsentere de enkelte trin i et IVF behandlingsforløb:

  1. Hormonstimulation. Afhængig af valgte behandlingsregime kan man enten indlede behandlingen med hormonstimulation (stimuleret protokol) eller ikke (naturlig protokol).
  2. Ultralydsscanning. Der vil oftest løbende foretages ultralydsscanninger af ægblærerne, så det rigtige tidspunkt for ægudtagning kan bestemmes.
  3. Ægudtagning. Her vil kvindens æg med en tynd nål gennem skedevæggen vejledt af ultralyd tages ud af æggestokkene. Indgrebet tager som regel 15 - 20 minutter. Ofte får kvinden smertestillende medicin før indgrebet.
  4. Sædprøve. Partneren afleverer en sædpræve eller der anvendes donorsæd.
  5. Befrugtning. De udtagede æg bliver befrugtet med sædceller i et laboratorium. Til hvert æg tilsættes ca. 100.000 sædceller, hvor en enkelt sædceller selv finder vej og gennemtrænger ægget. På denne måde er det tanken, at man stadig finder den stærkeste af sædcellerne ved naturlig selektion, da sædcellen ikke hjælpes hele vejen ind i ægcellen (som man gør ved ICSI). Det befrugtede æg udvikler sig til embryoner, som opbevares i et varmeskab i enten 2-3 dage eller 5-6 dage.
  6. Ægoplægning. Såfremt der bliver lagt tilbage i den friske cyklus, vil man herefter lægge ét af de befrugtede æg tilbage i kvindens livmoder. Går alle æg på frys, vil man skulle indgå i et FET forløb i næste cyklus .
  7. Efterbehandling. Ofte er der behov for, at livmoderslimhinden stimuleres efter ægoplægning med et hormon, så de bedste forhold kan etableres til at holde på ægget.
  8. Graviditetstest. Ca. 14 dage efter ægoplægning foretages en graviditetstest.


Det er mange trin, og som man kan se, mange steder på rejsen, hvor der kan opstå problemer. For at opnå bedst mulige resultater ved IVF behandlingen er det nødvendigt, at kvinden kan producere æg ved stimulation eller naturligt, samt hendes livmoder kan holde på det befrugtede æg og endelig er det nødvendigt at de anvendte sædceller skal have en god kvalitet.

Der er mange forskellige aftaler og behov for at huske at tage sin medicin i forløbet, og det kan derfor være en oplagt ide, at benytte fx Wawa appens funktion til overblik over forløbet.


Muligheder for behandling - offentlig vs. privat

IVF er en behandlingstype som vil tilbydes til mange infertile og derfor tilbydes i alle private såvel som offentlige fertilitetsklinikker. Priserne kan variere en del i det private tilbud, og der kan være en strategi i at efterse fx pakketilbud, der garanterer et vist antal opstartede behandlinger ud fra en given pris.

Læs mere her

Spørg Eksperten

Hvad er årsagen til, at man skifter fra IUI til IVF?

I wawa app kan du stille spørgsmål til vores eksperter. Læs alle spørgsmål og svar her.

06. februar - 2022

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik