Forskning: Medicin mod knogleskørhed ser ud til at øge antallet af sædceller hos mænd med nedsat sædkvalitet

På Rigshospitalet vil en forskergruppe teste behandling af mænd med nedsat sædkvalitet med et stof, man normalt bruger til patienter med knogleskørhed. Ambitionen er at udvikle en simpel behandling rettet mod manden, når det er ham, der er årsag til udebleven graviditet.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Mandlig fertilitet

27. november - 2021


wawa ser nærmere på mandlig fertilitet

På Rigshospitalets afdeling for Vækst og Reproduktion forsker et team netop nu i behandling af mænd med nedsat sædkvalitet. Her gør gruppeleder, Dr.med. Martin Blomberg Jensen, os klogere på studiet.

Fortæl om jeres gruppe og hvilket fokus I har. Hvordan fandt I sammen?

Vi er en forskergruppe, der arbejder på Rigshospitalets afdeling for Vækst og Reproduktion. Martin er leder af vores gruppe og har været tilknyttet afdelingen i 20 år. Rune Holt og Sam Kafai Yahyavi er begge læger og ph.d.-studerende og har været ansat i henholdsvis 3 år og 1 år.

Vi er en forskningsaktiv afdeling, der undersøger og behandler mænd med hormonsygdomme relateret til reproduktion, herunder eksempelvis infertilitet og testosteronmangel. Foruden arbejdet med patienter laver vi også laboratoriearbejde herunder forsøg med celler og væv hvor vi måler forskellige hormoner og andre signalstoffer.

Vi interviewer

Dr.med, Martin Blomberg Jensen
Læge, PhD-studerende, Rune Holt
Læge, PhD-studerende, Sam Kafai Yahyavi

I vores gruppe har vi specialiseret os i at forstå sammenhængen mellem kalk- stofskiftet og den mandlige reproduktion.                     

I har også tidligere lavet et andet forsøg med D-vitamin. Vil I fortælle mere om det?

For at undersøge D-vitamin og kalk-stofskiftets indvirkning på den mandlig reproduktion gennemførte vi i 2017 et forsøg, hvor vi behandlede 330 infertile mænd med D-vitaminmangel med en høj dosis D-vitamin + calcium.

Her fandt vi, at tilskud med D-vitamin øger sandsynligheden for at få et barn hos mænd med lav sædcellekoncentration og D-vitaminmangel.

Desuden var der en tendens til, at D-vitamintilskud øger sædcelleproduktionen hos mænd med D-vitaminmangel. Vi er fortsat ved at analysere resultaterne fra dette forsøg og har netop udgivet en artikel, hvor vi viser, at D-vitamintilskud kan bedre insulinfølsomheden og reguleringen af blodsukker hos infertile mænd.

Vi skal nu til at analysere resultaterne for at undersøge, om et tilskud af D-vitamin også påvirker dannelsen af det mandlige kønshormon, testosteron. Disse resultater håber vi at kunne præsentere i starten af det nye år.

I er i gang med et nyt forskningsprojekt, hvor I sammen med forskere fra Harvard University har lagt grundstenen til en ny behandling for mandlig infertilitet. Vil I fortælle mere om den behandling?

Med udgangspunkt i 10 års forskning er vi nu kommet så langt, at vi kan lave et nyt forsøg på infertile mænd for at bevise, om dette er en ny behandling af nedsat sædkvalitet hos en stor gruppe af de infertile mænd.

Behandlingen går ud på at behandle mænd med nedsat sædkvalitet med et stof, som man normalt bruger til behandling af knogleskørhed, kaldet Prolia.

Forsøgsdeltagerne får en indsprøjtning med Prolia, og så undersøger vi, om sædkvaliteten har ændret sig efter 80 dage. I vores forsøg skal vi bruge 282 mænd med nedsat sædkvalitet for at kunne eftervise, om medicinen har en gavnlig effekt.

Hvordan er I kommet på at lave netop dét forsøg?

I forbindelse med vores føromtalte studier med D-vitamin fandt vi, at et gen, der reguleres af D-Vitamin, RANKL (Receptor Activator of Nuclear factor Kappa-β Ligand), og dets receptor RANK (Receptor Activator of Nuclear factor Kappa-β) er udtrykt i mandens testikler.

Dette er helt ny viden, da RANKL indtil nu kun har været vist at have betydning for knogler. I knoglerne stimulerer RANKL nedbrydning og omdannelse af knoglerne. Forskning i RANKL-systemet i celle- og museforsøg har vist, at man ved at hæmme RANKL kan øge dannelsen af sædceller.

Har I testet noget indtil videre, eller starter I først op senere på året?

Resultater fra disse celle- og museforsøg foranledigede et forsøg i 12 infertile mænd. Her blev alle mænd behandlet med Prolia.

Forsøget viste, at en undergruppe af mænd steg markant i sædproduktion efter 80 dage. Der var dog også deltagere, der ikke syntes at have gavn af behandlingen, hvor sædcellekoncentrationen enten var uændret eller faldt under forsøgsperioden. Ens for alle mænd var dog, at deres sædkvalitet var tilbage ved udgangspunktet efter forsøgsperioden.

Herefter lavede vi et større forsøg med 100 infertile mænd og behandling med Prolia. Dette forsøg blev afsluttet i sommeren 2020, og de foreløbige resultater er lovende for en undergruppe af infertile mænd. Ved at udvælge mænd i forhold til et reproduktionshormon (AMH), kan vi vise, at lidt mere end 80% af mændene har en bedring af sædkvalitet efter 80 dage samt påvise en tendens til, at flere opnåede spontane graviditeter.

Download wawa app

Bliv ekspert på din egen fertilitetsbehandling. Din cyklus, din medicin, din behandling, dine følelser. Alt er samlet ét sted. wawa hjælper dig med at forstå sammenhængene.

Normalt er det jo kvinden, der bliver behandlet, lige meget hvem diagnosen ligger hos. Hvad betyder det for processen i den fertilitetsbehandling, vi kender, at man nu har mulighed for at behandle manden?                                                

Godt spørgsmål, systematisk behandling af raske mennesker for en anden persons sygdom er et kæmpe etisk dilemma og noget, vi ikke kender til andre steder i sundhedsvæsenet. Men da der på nuværende tidspunkt ikke findes en behandling af nedsat sædkvalitet, er det den eneste måde, hvorpå parret kan opnå deres ønske om et fælles barn, hvor begge er biologiske forældre.

De invasive former for fertilitetsbehandling, hvor kvinden gennemgår hormonbehandling og efterfølgende udtagning af æg, kan være en hård omgang og samtidig medføre risiko for udvikling af alvorlige bivirkninger, om end de er sjældne.

Man skal dog samtidig ikke negligere det store dilemma, som mændene befinder sig i.

Det er deres sygdom; en sygdom, som er grundlagt i deres fostertilværelse, som de ikke selv er skyld i og ofte intet kan gøre ved. De bliver en ”parentes” i hele fertilitetsbehandlingen og bliver mere eller mindre modvilligt sendt ud i et lille rum gentagne gange for at producere en sædprøve til lægen; den sædprøve, der er årsag til den situation, som han og hans partner nu gennemgår. Vi håber, at vi med vores forsøg kan være med til at ændre dette dilemma og behandle mænd med nedsat sædkvalitet. Vi har ingen forventninger om, at vores behandling kan kurere eller behandle alle med nedsat sædkvalitet. Men vi håber at kunne behandle op mod halvdelen af alle mænd med nedsat sædkvalitet.

Ønskescenariet er, at vi kan bedre sædkvalitet hos de mænd, der kun kan opnå en graviditet ved invasive fertilitetsbehandlinger af partneren, til at kunne opnå graviditet ved simpel insemination, og de par hvor insemination er nødvendig, kan opnå graviditet hjemme under dynen uden lægens indblanding. Det er vores målsætning – den er ambitiøs og krævende, men ikke umulig.

Hvad er det, I præcis vil teste, og hvordan skal manden behandles?

Som tidligere beskrevet vil vi afprøve, om medicinsk hæmning af RANKL med Prolia kan øge sædkvaliteten i en gruppe af infertile mænd. Vi skal bruge 282 mænd, hvor halvdelen vil modtage aktiv behandling med Prolia, og den anden halvdel vil modtage saltvand. Dette setup er et krav, hvis man skal bevise, om en behandling har effekt eller ej.

For at deltage skal man have nedsat sædcellekoncentration og ellers være sund og rask. Inden man kan deltage i forsøget, skal man møde til en forundersøgelse, hvor man får taget en blodprøve og afleverer en sædprøve.

Et par uger efter forundersøgelsen har vi svar på, om man opfylder kriterierne for at deltage i forsøget. Hvis man opfylder kriterierne, finder vi en tid i vores ambulatorie, hvor man skal lave en ny sædprøve og få medicinen.

Herefter kommer man først tilbage efter cirka tre måneder, hvor man over to besøg afleverer to nye sædprøver. Derefter er der ikke flere undersøgelser, men efter yderlige tre måneder vil man blive kontaktet og spurgt ind til, om man har opnået graviditet og i så fald hvordan denne er opnået. Vi er egentlig klar til at opstarte forsøget, men vi afventer fortsat den endelige myndighedsgodkendelse, før vi må indkalde forsøgsdeltagere. Vi håber og regner med at kunne inkludere den første deltager i løbet af de kommende måneder.

Hvor længe skal man behandles, før man kan se en effekt? Og vil man kunne behandle mænd tidligt i reproduktionsprocessen - altså inden man ender med at have brugt et år eller flere forgæves?

Vores foreløbige resultater viser, at effekten indtræder efter cirka 80 dage. Dette giver biologisk god mening, da varigheden af en spermatogenese (udviklingen og opmodning fra stamcelle til sædcelle) er cirka 74 dage. Det er altså kun de sædceller, der udvikles og opmodnes under den fulde Prolia-behandling, der får effekt.

Vi forestiller os, at så snart manden ved, at han har nedsat sædkvalitet, skal han undersøges for, om han er kandidat til behandlingen. Hvis han er det, vil den første behandling være at afprøve medicinsk behandling med Prolia og herefter vente og se, om der er effekt i tidsrummet efter 3 til 6 måneder. Behandlingen kan også foregå sideløbende med fertilitetsbehandling af kvinden.

Hvis man er interesseret i at høre mere om forsøget eller evt. ønsker at deltage, skal man skrive til følgende mail:

fitmi.rigshospitalet@regionh.dk

Vil du være en del af vores community?

Ja tak!

Jeg vil gerne være en del af wawas community. Få personlige historier, indhold fra vores 100+ fertilitetsprofessionelle, live med eksperter og meget mere.

Vil du læse mere om mandlig fertilitet?

Mandlig fertilitet

Forsker: Hvad betyder DNA-fragmentering for mit behandlingsforløb?

Vi hører mere og mere om DNA-fragmenteringer i sædprøver, men hvilken betydning har det for din sædkvalitet, og kan det påvirke dit behandlingsforløb?

02. juni - 2021

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Email: kontakt@wawafertility.comTlf.: 31127080Cookie indstillinger

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik