I dag taler vi med Cathrine de Lichtenberg, som skulle have styr på sin PTSD, før hun kunne begive sig ud i det at komme igennem et ICSI-forløb, som krævede mange ressourcer af både krop og sind, men som hun stadig har haft modet til at dele.

an du huske, hvornår du allerførste gang begyndte at tænke på eller drømme om at få børn?

Jeg har altid haft en ide om, at inden jeg fyldte 30 år, var jeg flyttet retur til min hjemby Hørsholm, var gift, havde fået 2-3 børn og ditto katte.

Mine studier og jobs tog mig dog til London, Angola og Cape Town, og da min mand og jeg levede i en kuffert de år, tænkte jeg ikke det store over børn. Det var først da vi begyndte at pakke containeren og skulle flytte retur til København, at jeg tænkte det ville passe godt ind i vores liv at få børn indenfor 1-2 år... dengang jeg levede med en lykkelig overbevisning om, at selvfølgelig kunne man få børn, og det var noget, man semi kunne planlægge (jokes on me). Og den allerførste gang jeg oplevede eller hørte om, at det kunne være svært at få børn, det var da en af mine tætte veninder og hendes mand fandt ud af de skulle have hjælp. Det var kort efter vi flyttede til Danmark. Mit hjerte gik i 1000 stykker, og jeg fulgte så støttende, jeg kunne med fra sidelinjen. Men på intet tidspunkt i deres proces tænkte jeg, at det var noget, der ville ramme os. Min mands brødre og min bror har fået børn uden problemer, så jeg tænkte, at det samme ville gælde for os. Ikke, at det jo overhovedet hænger sammen på den måde,

men det var nok den lommefilosofi, jeg havde udviklet for at forsikre mig selv om, at vi ikke ville ende i samme situation.

I kommer hjem til Danmark efter flere år ude, finder et dejligt hjem, rammerne er der. Hvornår tager I så beslutningen om, at nu skal det være?

Jamen, kort tid efter vi flyttede retur til Danmark, blev jeg diagnosticeret med PTSD. Det kom som et granatchok for mig, og selvom jeg godt havde studset lidt over min cyklus ikke rigtig havde været et par år, troede jeg måske bare, at vi levede lidt for stresset og arbejdede for meget. Jeg tænkte det gik i sig selv når vi flyttede hjem og fik mere ro på. Det skete desværre ikke. Kroppen gik ligesom i dvale for at kunne overleve, og min drøm om børn blev derfor udsat på ubestemt tid, og det gjorde så ondt indeni.. Da jeg et par år efter (heldigvis) blev stabil igen, og min cyklus kom retur, blev vi enige om, at nu var det tid. 

Hvordan opdagede du så, at I skulle have en hjælpende hånd til at blive gravide?



Da min cyklus kom igen, fulgte alle de naturlige hormoner man har i kroppen også. Jeg havde derfor et lille år, hvor jeg hele tiden troede, jeg var gravid og havde flere graviditetstegn såsom kvalme, absurd ømme bryster etc., og jeg blev mega skuffet, hver gang min menstruation kom. Vi blev derfor enige om at starte med at lade min mand teste, da det jo er en ret nem test. Men da min mand kom hjem med svaret, husker jeg først, jeg blev ked af det på hans vegne og var nervøs for, hvordan han ville reagere. Vi blev enige om, at han lige skulle lave en test til, men svaret var det samme. Min mand er dog meget rationelt anlagt og jeg husker, han sagde til mig at ’det jo egentlig var meget rart at skulle i fertilitetsbehandling, for så fik vi fuldt overblik over forløbet’.. og der brød min verden sammen. I en kombi af at jeg kunne mærke, at han var ok, og jeg vidste, at ’nu var jeg den’. Jeg kunne slet ikke overskue sprøjter, medicin og 1000 undersøgelser. Jeg havde endelig fået min PTSD under kontrol, en god og næsten normal hverdag og nu skulle min krop presses igen.

Jeg ringede straks til min barndomsveninde, som havde været igennem samme tur. Jeg græd, imens hun talte mig igennem deres forløb. Derefter sendte jeg en besked til min anden veninde, der også havde været i et ICSI-forløb, som bor tæt på mig. Hun var heldigvis ledig en times tid, så jeg hoppede på cyklen og vi gennemgik hendes process over en stor vaffel.

På det her tidspunkt var jeg ikke blevet udredt. Så jeg fik ringet til lægen, fik en henvisning, fik taget blodprøver og booket tid hos en gynækolog. Jeg husker tydeligt den morgen, jeg skulle op og have svar. Jeg rystede af nervøsitet. For tænk nu hvis jeg heller ikke var fertil.

Lige i det her tilfælde, giver minus og minus bare ikke plus. Alt var heldigvis godt, og jeg var så lettet!

Udover gode svar, kunne han også forklare mig, hvorfor min krop havde opført sig, som den havde det sidste års tid og fortalte mig, at alt tydede på, at min krop havde det rigtig godt igen. Jeg blev så glad og stolt over, at den havde ’rejst sig’. For med en krop der ikke længere var tynget af min PTSD, turde jeg godt kaste mig over projekt ICSI baby.

Da min narkose tåge var ved at aftage efter fødslen og jeg var ved at forstå hvad der hvad sket, var det hele så tragisk komisk at jeg fik fremstammet:“Der er virkelig nogen der bare ikke synes at vi to skulle have børn, du kan ikke reproducere dig selv og jeg var død i barselssenge” 

Vågen fra min narkosetåge efter en voldsom fødsel, fik jeg tragisk komiskfremstammet, “Der er virkelig nogen, der bare ikke synes, at vi to skulle have børn, du kan ikke reproducere dig selv og jeg var død i barselssengen” 


Så med udredningen klaret, lå behandlingsopstart foran jer. Hvordan var mødet med klinikken?

Hm… Jeg husker, at det var lidt skørt at sidde der i venteværelset. Infertilitet er jo ikke noget folk går og skilter med, så jeg vidste ikke helt, om de andre der sad der havde det bedst med, man bare satte sig og ikke fik øjenkontakt, eller om det var ’ok’ lige at kigge de andre i øjnene og sige hej. Venteværelset var trods alt så lille, at det i alle andre situationer, ville være mærkeligt ikke at sige hej, men her i det lille rum var der 1000 følelser.

Da det blev vores tur, havde vi en kort indledende snak. Så blev jeg scannet, fik talt æg og både Anders og jeg skulle svare på en masse spørgsmål. Derefter fik vi forklaret det forløb, vi (jeg) skulle igennem. Jeg kan huske, jeg fik en stor knude i maven, da hun begyndte at gennemgå medicinplanen og viste på en tegning, hvordan man tog æg ud. Det så virkelig virkelig ikke rart ud!

Jeg tror, at jeg snakkede lystigt med på processen, men var ret distanceret fra det og tænkte ikke, at det var mig der skulle igennem det. Da vi sad i bilen på vej hjem, var vi glade over at skulle i gang, men jeg havde tabt pusten i al den nålesnak. Vi blev enige om at skyde det en cyklus og tage en ferie, der bare skulle handle om at være kærester.

Da vi kom hjem, var vi klar til at kaste os over ICSI-forløbet.

Og hvordan reagerede dit hoved og krop på medicinen? Spillede PTSD’en ind?


Med to veninder der havde været igennem samme forløb, var jeg heldigvis blevet anbefalet at skrue ned i de ca. 14 dage man skal have sprøjter. For det er hårdt for kroppen. Og udover det gode råd jeg selv fik, vil jeg også tilføje, at det ikke kan betale sig at spille helt. Tag imod al den hjælp du har brug for!

Jeg havde i de 14 dage kun gode aftaler og meget få. Efter arbejde var jeg nemlig dødtræt, og det tog meget energi at skulle sætte sig op til aftenens sprøjte. Hold fest, jeg er nåleangst! Første aften tog det 45 minutter, før Anders fik lov at stikke mig.

Jeg skreg og hylede.. jeg græd ikke, jeg hylede helt panisk.

Min nåleangst i kombi med min angst for at blive stukket ned (’gave’ fra mit PTSD forløb), var bare virkelig skidt, og jeg kunne slet ikke have den bevægelse, der kom mod mit maveskind, når Anders skulle stikke mig. Det blev bedre som dagene gik, og på uge 2 (hvor jeg skulle have en sprøjte både morgen og aften), kunne det klares på få minutter og med enkelte stille tårer.

Sprøjterne fyldte meget for mig psykisk. Fysisk begyndte jeg i uge 2 at gå fra at være øm til at have ondt. Ondt i maveskindet og ONDT i æggestokkene. Når jeg cyklede, måtte jeg stå af og trække, hvis jeg skulle over brosten eller andet der lavede bump. Så selvom jeg havde frygtet ægudtagningen, glædede jeg mig til den til sidst. Jeg havde virkelig ondt, var så fyldt af hormoner og tung og hævet i æggestokkene, at de æg bare skulle UD!

Gjorde du noget særligt for dig selv, når kroppen værkede og hovedet var mæt af processen?

Jeg laver 10-minutters vejrtrækningsøvelser hver aften, inden jeg skal sove for at få mit nervesystem ned. Det prøvede jeg at lave lidt ekstra af i forløbet, og så spiste jeg lidt flere kanelsnegle. Ellers gjorde jeg bevidst ikke rigtig noget, jeg ikke plejede, da jeg prøvede ikke at overtænke det for meget. Og så alligevel... Dagen jeg skulle have lagt æg op, tog jeg ud til en veninde og sad og krammede og snusede til hendes baby lige indtil, jeg kørte mod klinikken. Det var lidt en 

”se lige en lækker sag vi også kan få, hvis bare du holder godt fast på ægget”-

Det er absolut ikke unormalt, at parforholdet påvirkes undervejs. Oplevede I det?

Jeg vil sige, at hele forløbet med hormonsprøjterne - det var ikke godt for os. Jeg blev rasende og ked af det og følte, det gik ud over min stakkels mand, som sejt hver gang stod helt rolig og skulle være den der stak. Hvis vi skal igennem samme forløb igen, tror jeg, vi beder om hjælp til sprøjterne. Ikke, at jeg helt ved, hvordan det skal fungere, men jeg har bare kunne mærke, at det ikke har været rart for mig, at den person, der skulle give mig ro og omsorg, også var den der påførte mig så meget stress og ubehag.

Jeg kommer aldrig til at lære at stikke mig selv. Hvis jeg en dag får diabetes, må jeg lære det, ikke før. 

Anders synes dog, jeg tog processen i stiv arm, men jeg må ærligt indrømme, at jeg engang imellem har følt det skide uretfærdigt, at det var mig ’der har skulle være den’, og jeg har også været vred over det. Kæft, hvor gad jeg godt bare kunne bruge et par minutter på at levere lidt i en kop og så ellers fortsætte som normalt… Også en følelse jeg har haft brug for at ventilere til mine veninder, der har været i samme situation. For selvom det på ingen måde er fair at blive sur på sin mand over, at han er en mand, og jeg er en kvinde, så kan situationen bare føles uretfærdig. Det lyder måske dumt, men tror mange, der ender i samme situation, kan relatere, og det tager heldigvis toppen af den lidt irrationelle vrede, når man får det luftet.

Det var også bare intenst! Vi havde virkelig en hård måned. Først 14 dage med sprøjter og 3 dage efter ægudtagning blev jeg så indlagt med en overstimulering og atypisk lungebetændelse, som lægerne først fandt den rigtige medicin til efter en uge, og der var jeg så syg, at jeg endte på intensiv. Det var skide hårdt at ligge derude og ringe til klinikken og bede dem om at fryse ægget, jeg ellers skulle have haft op. Vi har været mega heldige, at 4 ud af de 13 æg jeg fik taget ud, kunne fryses. Men 4 æg lød ikke af meget, da jeg lå derude og var 100 på, at jeg ALDRIG skulle have taget æg ud igen.

Men det endte med at vi lå i alt 11 dage på Herlev, og derefter brugte jeg små 3 måneder på at komme mig, før vi kunne fortsætte vores fertilitetsbehandling.

Det var bare en benhård fysisk måned, men taget op i helikopteren, så har vi vel “fertilitetsmæssigt” haft et ’nemt forløb’. For det første æg jeg fik sat op, blev til vores datter. Derfor nåede fertilitetsforløbet heller ikke at sætte dybe spor i vores parforhold. Vi er ret gode til at sætte ord på og snakke ting igennem, og fordi jeg hurtigt blev gravid, kom vi ikke ud i de (hjerteskærende) hårde snakke om, hvor længe man skal prøve, skal man tage donor sæd/æg i brug etc. etc.

Det er dog stadig tydeligt imellem os, når vi snakker om vores fertilitetsforløb, at Anders synes, vi har været heldige, og jeg måske ikke helt synes ’held’ beskriver forløbet. Hold fest, jeg føler, at min krop er blevet gennembanket.

Nogle gange kræver det, at man er den der åbner ballet på et emne, der gør lidt ondt, for så tør flere også byde ind 

Det lærte jeg i mit PTSD forløb og det er så rart når man hører om andre der har været i noget lignende, mest fordi man ikke føler sig så alene med det. Det tog vi med os i fertilitetsforløbet.


Når du ser tilbage, oplevede du, at det påvirkede dine relationer? 

Jeg meldte aldrig fra til babyshowers, men jeg har da fældet en tåre eller to, når der er blevet meldt endnu en graviditet ud i vennekredsen. Det er så ambivalent. Man er SÅ glad og lykkelig på deres vegne, men samtidig så ulykkelig over sin egen uvished. Men det er også følelser, jeg ved mine veninder, der ikke har fået hjælp har haft, så dem har vi snakket om løbende. Der har heldigvis for det meste været plads til både lykke og sorg samtidig. Det sagt, har jeg da i perioder følt mig udenfor, fordi jeg ikke har haft baby og ikke rigtig følt, at der er blevet taget hensyn. Det, tror jeg egentlig også, er svært helt at undgå, da det er noget, der gør så ondt indeni, at man nemt bliver ked af det.

Da vi meldte ud, at vi skulle i behandling, var det tydeligt at se, at folk blev berørte. Nogle har haft lidt berøringsangst til at starte med, men alt i alt har folk været gode til at spørge ind. Også har vi selv været gode til at grine lidt af det hele i processen.. Vi valgte at være åbne. Så familien har været med hele vejen, og det har virkelig været rart. Det fylder meget, når man er i det, og det er sårbart. Det har derfor været helt bevidst at involvere de nærmeste, så vi ikke følte os alene i det.

Har du nogensinde tænkt; “vi skulle bare være startet med at få børn før?”

Vi kunne ikke have startet før grundet min PTSD. Det var vigtigt for mig at være stabil, før jeg følte jeg kunne sætte et menneske i verden.

Trods æg i kurven, kan jeg dog godt engang imellem været lidt stresset over at fylde 33 lige om lidt og stadig drømme om 3 børn. Selvom vi var heldige med første barn, betyder det jo ikke, at barn nr. 2 og 3 går nemt, og Anders’ sædkvalitet bliver jo heller ikke bedre med årene. Sidstnævnte troede jeg egentlig ikke ændrede sig, men til Anders udredning på Riget, fik vi forklaret, at det er en skrøne, at mands sædkvalitet ikke falder med årene. Han anbefalede os derfor ikke at vente for længe imellem vores børn.

Men. Jeg håber, at en af vores frysebabyer kan blive til en søskende eller to og ellers må min mand og jeg se hinanden dybt i øjnene og vurdere, hvor meget min krop skal udsættes for. Og til trods for et sprøjtehelvede og ufrivilligt turpas til Herlev, sidder jeg med følelsen af, at det gør jeg gerne igen.

At du i appen får adgang til kurateret indhold på et højt fagligt niveau, der udelukkende er skrevet af fagfolk inden for fertilitet eller kvinder og par, der har været i samme situation som dig.

Martin Johannes Larsen: “Ens sædkvalitet er ikke noget at skamme sig over. Men det er en skam ikke at gøre noget”

Mads: "Vi kan ikke få børn, fordi min sædkvalitet er helt uduelig” 

Pelle og Caroline Hvenegaard: "Det gik op for os, at vi havde isoleret os og trukket os fra vennerne"

Cath de Lichtenberg: "Du kan ikke reproducere dig selv, og jeg var død i barselssengen” 

Cath de Lichtenberg kommer hjem fra udlandet med en PTSD-diagnose. Først da Cathrines krop igen slapper af kan hun overskue at kaste sig over "projekt ICSI-baby".

wawa fertility udvikler en app, der støtter kvinder og par i fertilitetsbehandling. App'en giver overblik over processen, hjælpe med at huske klinikaftaler, fertilitetsmedicin og giver løbende personlig og brugbar viden til den enkelte patient. Målet er at gøre et behandlingsforløb lettere og mere overskuelig samt at sikre en endnu stærkere dialog mellem patient og læge. Vi udvikler app’en i samarbejder med fertilitetsklinikker, læger med speciale indenfor infertilitet og kvinder, der har været i behandling.