Camilla: “Jeg skammede mig over at ville det så gerne”

Hvornår og hvordan mødte du din partner?

Jeg mødte min mand, for 4 år siden. Vi havde swipet hinanden til højre på famøse Tinder. Efter et par beskeder frem og tilbage, stod han i min lejlighed med en 6-løber og vi har faktisk været sammen siden. 

Derefter gik vi faktisk i gang med at ville have børn efter at have været sammen i et år. Vi gik hurtigt til lægen. Det skyldtes at vi havde købt en hjemmetest af sædkvalitet. I indlægssedlen stod der at hvis den var negativ, skulle vi tage kontakt til lægen. Testen viste negativ og min mand fik en henvisning fra lægen med det samme. 

Hvad var jeres tanker på det tidspunkt?

I starten var det fordi jeg inderligt ønskede et barn og han desværre nok har følt sig presset til det. Det var først noget han fortalte et halv år efter at vi var gået i gang. Jeg havde været meget engageret og ægløsningsteste hele tiden og nærmest skemalagt vores sexliv. Det var ikke noget min mand var særlig tryg ved. Vi havde en god snak om det, hvor vi fortalte hvad vi gerne ville og hvad næste skridt skulle være. Vi blev enige om at vi ville tage stilling til det hele efter første samtale med gynækologen. 

Kender/kendte I andre der heller ikke blev hurtigt gravide?

Ja, jeg har et familiemedlem, som har været i fertilitetsbehandling og så havde jeg faktisk spurgt min mor hvor ”hurtigt” det er gået for hende at få tre børn. Det har svinget mellem 3 og 8 mdr. så jeg vidste godt det ville tage tid.

Fortæl os om udredning - hvordan foregik det?

Udredningen var den værste oplevelse jeg nogensinde har haft i fertilitetsverdenen. Vi havde fået henvisning til en gynækolog, der slet ikke mødte os i øjenhøjde. Han spurgte om jeg kendte til en kvindes cyklus, hvortil jeg svarede ja, og derefter forklarede han den som om han ikke havde hørt mit svar. Jeg nævnte ret hurtigt til samtalen at jeg vidste min BMI var over 35, men jeg blev afbrudt og tysset på. Jeg følte mig slet ikke hørt eller set. Til trods for at han så kommer til samme konklusion om mit BMI som jeg også var nået til, så ville han alligevel scanne mig. Han så at jeg havde en stor æg reserve og formentligt havde PCO, men at han ikke kunne se det fordi jeg var for tyk. Det hele var så ustruktureret og forvirrende, for mens jeg blev scannet og han prøvede at fortælle mig hvad han så på scanningen, sad der en sygeplejerske og snakkede højlydt til min mand om hvordan vi kunne tabe os.

”I skal bare spise inden kl 18, og gå 10.000 skridt hver dag” hørte jeg hende sige i baggrunden.

Jeg var målløs og jeg ved heller ikke hvordan jeg formåede at holde tårerne tilbage under hele mødet. Til sidst sagde gynækologen ”Du skal ikke ringe herned før du har tabt 20 kilo”

Jeg havde ikke fået den forløsning eller følelse af håb, som jeg troede jeg ville efter samtalen med den klinik. I stedet gik jeg og skældte mig selv ud for at veje for meget og ikke passe bedre på min krop. Jeg turde næsten ikke spise og jeg følte alle kiggede på mig når jeg gjorde. Jeg følte at folk troede jeg ikke ville det nok, og derfor aldrig skulle drømme om at blive mor.

Vi satte faktisk alt på standby i noget tid, for at tabe os. Vi kender godt sundhedsstyrelsens anbefalinger og vi havde også brug for et wake-up-call så det ikke gik den forkerte vej, men det kunne være formidlet på så mange andre måder uden at udskamme mig og min krop.

Jeg tabte mig hurtigt 10 kilo og har faktisk været på den vægt lige siden. Jeg kan simpelthen bare ikke få bugt med de sidste 10 kilo. Det er frustrerende fordi det er krævet af det offentlige hvis jeg vil i gang med IVF-behandling hos dem (faktisk er det hele 15 kilo jeg stadig skal tabe mig). Jeg føler at jeg aldrig kan blive rigtig nok i deres øjne og at jeg i deres øjne aldrig må blive mor, medmindre jeg taber de 15 kilo.

Jeg gik faktisk et helt år og var deprimeret og opgivende omkring det her med fertilitetsbehandling og drømmen om at blive mor virkede så fjern og urealistisk, og jeg skammede mig over at ville det så gerne.

Har I en diagnose?

Min mand har nedsat sædkvalitet og jeg har PCOS. Jeg fik min diagnose sidste år, hos vores nuværende klinik.

Fortæl os om jeres behandlingsforløb?

I januar 2021, fortalte jeg min mand at jeg meget gerne ville i gang og jeg var villig til at betale for det i det private. Jeg havde fundet en skøn klinik som ikke havde en BMI-grænse og den lå ikke langt væk fra os. Min mand var også klar til at gå i behandling og 4 dage efter stod jeg med en positiv ægløsningstest og var på vej op til Diers Klinik, for at blive scannet og få tid til inseminering.

Jeg blev mødt i øjenhøjde og Nadia som stod for vores inseminering, var det sødeste, rareste og mest forstående menneske. Jeg blev scannet, hvor der var den flotteste follikel klar til inseminering.

Vi nåede at bruge to insemineringer hos Diers uden held, før at vi fik en henvisning til den klinik vi går ved nu og snart stopper ved. Det er absolut den bedste offentlige klinik jeg har gået ved og hvor jeg er blevet mødt med forståelse og hvor der er blevet lyttet til mig. Hver gang jeg har startet hos en ny klinik, har jeg frygtet deres syn på mig. Jeg er desværre stadig bange for det første møde og hvad de siger til min vægt.

Hvordan har du haft det mentalt?

Jeg har været hele følelsesregistret igennem under behandling. Når menstruationen er kommet, har jeg været fyldt med kampgejst og håb. Det samme lige efter jeg er blevet insemineret, men så snart jeg har under en uge til test-dag er jeg nervøs og bange og frygter det værste. Når menstruationen så er kommet, er jeg blevet dybt ulykkelig over at det igen ikke er lykkes og hvor jeg så skælder mig selv ud igen for endnu engang ikke at kunne ’finde ud af det’. 

Hvordan går hverdagen og livet ved siden af behandling?

Det kan være lidt bøvlet med arbejde, men vores arbejdspladser har været fleksible. Jeg har fornyligt været ledig og det har vi udnyttet, ved at tage så meget behandling som muligt indtil jeg fik nyt job., hvor vi så vil holde en pause i starten, så jeg kan komme godt ind i de nye opgaver. Hele vores omgangskreds ved hvad vi går igennem og nogle af dem vil høre om det og andre vil ikke, så vi nævner det ikke medmindre det giver mening.

Hvordan påvirkede det jeres parforhold undervejs?

Det har virkelig taget hårdt på parforholdet. Folk snakker om IKEA-testen og Corona-testen, men jeg synes ikke det kan hamle sig op med fertilitetsbehandling. Det er en evig rutsjebane tur og hvor vi begge har følt skyld hver gang det ikke er lykkes.

Hvordan har du det undervejs?

Jeg har haft den vildeste yoyo-vægt. Jeg har været helt dernede hvor jeg manglede 5-10 kilo og jeg har jeg været derop hvor jeg manglede 10-15 kilo (før IVF-behandling i det offentlige). Der har været gange hvor jeg slet ikke har kunne spise under behandlingen fordi jeg har været så ramt af følelser og så har der været andre gange hvor det har fungeret så fint og hvor der ikke har været nogle problemer.

Når du ser tilbage på hele periode, hvad synes du så har været det sværeste?

Det sværeste har været at holde på håbet om at det lykkes. Det virker stadig fjernt at skulle blive mor en dag, for graviditet ligger så langt væk til trods for at vi gør hvad vi kan. Det er ude af kontrol og det er så svært ikke at kunne få lov til at være den der styrer slagets gang.

Hvad er status nu?

Næste skridt er IVF-behandling i det private. Vi har fundet os en klinik, vi føler os trygge ved og hvor min vægt ikke er blevet nævnt i mere end 5 sekunder. Jeg har lige været i et IUI forsøg, som ikke gav et positivt resultat. Vi har købt en pakke med 3 IVF-forsøg, så vi er af den overbevisning om at det nok skal lykkes med en graviditet i år.

Hvis du skal sige noget til en kvinde, der netop skal i udredning eller starte behandling, hvad vil du så sige til hende?

Jeg vil anbefale at finde nogen at snakke med om hele fertilitetsbehandlingen. Det kan nemlig være ensomt at være i det. Der findes heldigvis utallige facebookgrupper om fertilitetsbehandling og så er der bare et kæmpe netværk af fertilitetsgrams på instagram som hellere end gerne vil sparre med hinanden. Jeg har i hvert fald haft rigtig meget gavn af dem og har fået utrolig tætte veninder ud af det.

Hvis I er et par, vil jeg helt klart anbefale jer at have snakken om hvor vigtigt det er for jer at få børn sammen. Vi havde snakken om hvor vidt det, ikke at kunne få børn, var en dealbreaker i forholdet. Vi kom frem til at vi hellere vil undvære børn (efter alt er forsøgt) end vi vil undvære hinanden. Det er ikke en sjov snak, men den er virkelig vigtig.

Følg Camilla her.