Bjarke og Lars: “Vi vil gerne vise, at to mænd fint kan være fædre og leve i en kernefamilie”

Bjarke og Lars blev først slået ud af de voldsomme udgifter til surrogasi i USA, men så meldte Bjarkes søster sig pludseligt på banen som rugemor. Kort tid efter tilbød deres veninde også at hjælpe, og sådan gik det til, at Bjarke og Lars fik “trillinger”.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Personlige historier

20. oktober - 2021


Bjarke og Lars har medvirket i DR1-dokumentaren “Rugemor”. Her fortæller Bjarke om både lykken og forskrækkelsen, da de fandt ud af, at de skulle være forældre til tre børn.

Når I hver især tænker tilbage, til dengang I vidste, at I skulle dele tilværelsen med en mand – hvad tænkte I så dér i forhold til at skulle stifte familie i fremtiden?

Nu er vi begge 45 år, så dengang det stod klart for os, at vi skulle dele tilværelsen med en mand, var der så godt som ingen muligheder for at få børn, og der var således heller ingen forbilleder, vi kunne spejle os i. Hvis man dengang var en homoseksuel mand, fik man ingen børn, det lå i kortene, så det var ikke noget, vi som sådan overvejede.

Vi interviewer

Bjarke Damm på 45 år, som
arbejder som psykoterapeut, ph.d.
og er gift med Lars Lundgaard
Hansen, som er læge og 45 år.
De bor i Hillerød med døtrene
Anna, Lili og Nora.

Jeg for min del har dog altid haft en eller anden diffus fornemmelse af, at jeg ville få børn en dag. Vi er begge store familiemennesker, så tanken om, at jeg selv en dag skulle få en familie, var mig ikke fjern. I mine unge år havde jeg dog ikke nogen klar plan for, hvordan jeg gerne ville skabe en familie.

Da jeg begyndte at høre om de regnbuefamilier, hvor man deler forældreskabet med en veninde, stod det klart for mig, at den konstellation kunne jeg ikke tænke mig.

Lars og jeg har altid været enige om, at hvis vi skulle have børn, så skulle det være på fuld tid. Og så var de eneste muligheder adoption (som i praksis næsten ikke er en reel mulighed) eller surrogasi.

Når man er 2 mænd i et forhold, ved man, at det kræver lidt hjælp at stifte familie. Hvad var jeres tanker om det helt tidligt i jeres forhold og som tiden nærmede sig. Snakkede I om det?

Vi har været sammen i 21 år, så vi var meget unge, da vi mødte hinanden. Dengang var dét at stifte familie ikke noget, vi snakkede særlig meget om. Vi var slet ikke der. Vi er begge meget eventyrlystne, så tanken om at få børn var langt væk i de unge år. Vi rejste en masse og ville bare ud og opleve verden.

Det var først i 2010, da vi var udstationeret i Sydafrika i forbindelse med, at jeg skrev min ph.d., at tankerne om børn og familie for alvor kom til mig. Jeg tror, at det at være på afstand af alt og alle satte gang i tankerne om de store linjer i livet.

Mens vi var i Sydafrika, begyndte jeg at undersøge mulighederne for både adoption og for at få en rugemor i USA. Jeg følte mig helt klar og ville bare i gang så hurtigt som muligt. Det gik dog efter et stykke tid op for mig, at Lars ikke var samme sted som mig. Han ville måske gerne have børn engang, men han følte sig slet ikke klar på det tidspunkt. Vi lagde derfor i første omgang projektet på hylden, og det tog yderligere et par år, før han også var klar.

Vi undersøgte kort mulighederne for adoption, men det virkede ikke sandsynligt, at det nogensinde ville lykkes – særligt ikke som homoseksuelt par. Så vi besluttede ret tidligt, at vi ville gå efter at få en rugemor i USA.

I 2014 gik vi for alvor i gang med at undersøge markedet i USA, men blev forholdsvis hurtigt bremset af de voldsomt store udgifter, der var forbundet med en sådan proces. De næste cirka 2 år gik med at forsøge at finde pengene, og som tiden gik, forekom det os stadig mere uoverskueligt.

I slutningen af 2015 havde vi næsten opgivet håbet, da min søster Pia en aften ringede til os og sagde: “Nu skal I høre. Jeg vil gerne være rugemor for jer!”.

I er blevet beriget med 3 børn. Vil I fortælle om deres tilblivelse?

Vi blev som udgangspunkt enormt glade (og overraskede) over, at Pia tilbød at være rugemor. Vi havde aldrig forestillet os, at nogen ville tilbyde noget så stort. Vi var lykkelige for tilbuddet og gik straks i gang med at undersøge, hvordan vi skulle gribe det an. I Danmark kan man ikke modtage ægdonation i forbindelse med rugemoderskab, så vi kontaktede en fertilitetsklinik i USA med henblik på at få ægdonation ad den vej, da vi alle var enige om, at min søster ikke skulle være biologisk mor.

Mens vi var i gang med at undersøge, hvordan vi skulle tage det første spadestik, blev vi kontaktet af vores veninde Danielle, som – uden at vide, at Pia allerede skulle være vores rugemor – kom med præcis samme tilbud: at være vores rugemor! Vi kunne ikke tro vores egne ører – hvordan kunne det ske, at to kvinder uafhængigt af hinanden (kvit og frit) tilbød os denne kæmpestore gave?

De havde begge gået i flere år og overvejet det nøje, uden at vi vidste det mindste om deres planer. Vi sagde med det samme “ja tak” og tænkte, at der så ville være større chancer for, at vi ville få ét barn, og at vi, hvis vi var meget heldige, ville få to.

Dette var vores livs chance, og muligheden for at få vores vildeste ønske opfyldt.

Lars og jeg tog til fertilitetsklinikken i USA i juli 2016 for at aflevere sædprøver og vælge en ægdonor. Vores vigtigste kriterium i valget af donor var, at hun ikke måtte være anonym, da vi gerne vil have, at pigerne har mulighed for at møde hende en dag, hvis de har lyst.

Valget faldt på en ung kvinde midt i tyverne. Vi mødtes med hende på en café, og det føltes bare helt rigtigt. Hun fik taget 14 æg ud, hvoraf halvdelen blev befrugtet med min sæd og den anden halvdel med Lars’. Efter en nervepirrende uge endte vi med seks gode embryoner – fire fra mig og to fra Lars.

I november 2016 tog vi til vores første ægoplægning i USA med vores veninde, Danielle. Den resulterede desværre ikke i nogen graviditet, så vi prøvede igen nogle måneder senere, igen uden resultat. Dette var meget nedslående, og vi var på dette tidspunkt tæt på at miste troen på, at det nogensinde ville lykkes. Vi havde kun 4 embryoner tilbage, og fertilitetsbehandlingen havde kostet cirka 500.000 kroner, og hvis ingen af æggene resulterede i en graviditet, ville pengene være brugt og vores muligheder for at blive forældre være nærmest ikke-eksisterende.

Heldigvis var min søster fuld af optimisme, da vi i maj 2016 tog til USA til vores tredje forsøg. Tredje gang skulle i vores tilfælde vise sig at være lykkens gang! Pia blev gravid, og vi kunne næsten ikke tro, at vi skulle være forældre. Efter den positive test fulgte naturligvis umiddelbart bekymringer om, hvorvidt noget ville gå galt, men vi var ikke til at skyde igennem. To uger efter at Pia blev gravid, blev Danielle det også, og glæden ville ingen ende tage. Vi skulle være forældre til “tvillinger”!

De fik begge lagt et embryon op – min søster fik et befrugtet af Lars, og Danielle et af mig. Da Danielle var omtrent syv uger inde i graviditeten, skulle hun til 2. scanning. Den første havde allerede 14 dage forinden vist et sundt og fint lille foster med hjerteblink, så denne scanning var blot en ekstra foranstaltning, som var nødvendig, fordi der var tale om donoræg og kunstig befrugtning. Vi skulle blot tjekke, at det lille hjerte stadig blinkede.

Overraskelsen var overvældende, da scanningen afslørede to små fostre. Der var sket det, som ingen af os i vores vildeste fantasi havde forestillet os: Ægget havde delt sig!

Vi havde efter to fejlslagne forsøg udelukkende været optaget af at få en succesfuld graviditet, så tanken om, at embryonet kunne dele sig, rakte vores fantasi ikke til. Det var i dét øjeblik, det stod klart for os, at vi skulle være forældre til tre børn. Vores dejlige piger blev født med præcis 14 dages mellemrum – Anna kom først og derefter Lili og Nora.

Hvordan er det at bruge en rugemor? Fungerer det?

Det fungerede helt igennem fantastisk. Vores rugemødre var begge danske og bor i Danmark, mens ægdonoren var amerikansk. Ingen af os havde jo prøvet noget lignende, men jeg tror, at særligt to ting var afgørende for, at alt gik godt for os.

Dels var det af betydning, at rugemødrene ikke er biologiske mødre til børnene, og dels var det af betydning, at de hver især havde forberedt sig gennem en længere periode. De kunne begge fortælle, at graviditeten var anderledes, end da de bar deres egne børn. De elskede at bære vores børn, men samtidig føltes det aldrig som deres egne børn.

Vi kunne ikke lave nogen kontrakter mellem os (hvilket vi for øvrigt heller ikke var interesseret i), da man som intenderede forældre ikke har nogen juridiske rettigheder i Danmark i forbindelse med et rugemoderskab. Hele projektet blev båret frem på en baggrund af kærlighed og tillid.

Rugemødrene følte aldrig, at de skulle give børnene fra sig – de følte begge, at de gav dem tilbage til dem, de hørte til hos.

Så i vores situation er vi alle blevet rigere, da børnene jo i dag også er en stor del af deres liv!

Hvad er jeres fortælling til jeres børn om deres oprindelse?

Børnene skal vide præcis, hvordan de er kommet til verden, når de er gamle nok til at forstå det. Det hele skal være gennemsigtigt, og det var blandt andet derfor, at vi valgte en ikke-anonym donor. Hvis de en dag får lyst til at møde hende, tager vi til USA på besøg.

P.t. snakker vi om, at Anna har været i fasters mave, og at Lili og Nora har været i Danielles mave, mens vi ser billeder fra da de var gravide. Derudover ved de også, at de har en rugemor, og at det også er en slags mor.  Fortællingen nuanceres, i takt med at de bliver ældre.

Hvad med juridisk? Har det været nemt og ligetil?

For os har det været forholdsvis ligetil. I Danmark er det udelukkende altruistisk rugemoderskab, som er lovligt, så vi har fra starten bevæget os på den rigtige side af loven. Når det så er sagt, var det naturligvis ubehageligt, at vi først kunne stedbarnsadoptere, da pigerne var 2,5 år.

Umiddelbart efter fødslen afgav Danielle hele forældremyndigheden til mig, og Pia til Lars, samtidig med at begge kvinder fortsatte med at være børnenes juridiske mor (dette er også grunden til, at det var vigtigt, at Pia bar Lars’ barn, og Danielle bar mit). I praksis var vi så to mænd, som var gift og levede sammen med hver vores børn.

Det gav blandt andet lidt besværligheder i forhold til, at vi hver især kun modtog officielle informationer (læge, vuggestue m.m.) for vores juridiske børn/barn, og det krævede noget af en forklaring, da vi skulle argumentere for søskenderabatten over for pladsanvisningen til vuggestuen. Men derudover er det gået fint.

Da børnene blev 2,5 år, og adoptionsprocessen skulle sættes i gang, blev vi alle fire indkaldt separat til familieretten. Her blev vi primært udspurgt, om Pia og Danielle havde modtaget kompensation for rugemoderskabet, hvilket de ikke havde. Vi blev efter endt proces godkendt som retslige forældre for alle tre børn.

Men samtidig blev vi gjort opmærksom på, at hvis vi havde svaret, at Pia og Danielle havde modtaget kompensation, ville sagen omgående være blevet til en kriminalsag.

Denne besked var i sig selv ret rystende og skræmmende, fordi vi på det tidspunkt havde levet som familie i 2,5 år og jo ikke oplevede, at vi bare tilnærmelsesvis havde gjort noget kriminelt.

Kan I komme på nogle specielle, akavede, sjove / ikke så sjove situationer på jeres vej til at blive forældre?

Stjerneøjeblikket i hele forløbet var, da vi sad til den førnævnte scanning med Danielle, hvor vi opdagede, at ægget havde delt sig. Særligt fordi jordemoderen overså, at der var to, ved første scanning. Vi ankommer i højt humør og tænker, at vi bare lige skal tjekke det lille hjerteblink og så videre.

Da jordemoderen sætter scanneren på Danielles mave, siger hun hurtigt “HOV” og fjerner den igen. Jeg når at tænke: “Åh nej, der er noget galt”, og Lars, som er læge og mere vant til at kigge på scanningsbilleder, nåede lige at se scanningen og tænke: “Det er godt nok en stor baby!”. Jordemoderen siger derefter helt stille: “Der er to”.

Jeg tror aldrig, at jeg er blevet så chokeret i hele mit liv. Det sortnede for øjnene, og jeg måtte have hovedet ned mellem benene, hvorefter jordemoderen løb efter vand til mig. Efterfølgende grinede vi meget af, at jeg var nødt til først at få hjælp, inden der var nogen, der tænkte på Danielle, som trods alt lige havde fundet ud af, at hun skulle bære tvillinger! Hun tog det heldigvis helt fantastisk.

Hvordan er jeres familie blevet mødt af omverdenen?

Vi er heldigvis udelukkende blevet mødt meget positivt. Vi har fået en del opmærksomhed, når vi har travet rundt med trillingebarnevognen, fordi vi har været på tv. Men her har folk mest været optaget af “trillingerne”, som vi kalder dem, og ikke så meget af, at vi er to fædre. Så alt i alt er vi kun blevet mødt af kærlighed og varme.

Hvad har fyldt hos jer hver især på vejen til forældreskabet?

I selve processen har det for mig primært været, at jeg ville opleve det som en stor sorg, hvis det ikke var lykkedes os at blive forældre. Da vi vidste, at vi skulle have tre børn, var min primære bekymring, hvordan vi skulle klare at blive forældre til tre på én gang. Det var en virkelig sammensat oplevelse af ren lykke og dyb rædsel på en og samme gang.

Hvad vil I råde yngre udgaver af jer selv til at være opmærksomme på?

Vores bevæggrund for at deltage i dokumentaren var blandt andet at inspirere de yngre generationer af homoseksuelle mænd til at gå efter drømmen om at skabe en familie, selvom det kan synes uden for rækkevidde – hvis det altså er det, man går og drømmer om. Vi vil gerne vise, at to mænd fint kan være fædre og leve i en kernefamilie.

Hvis jeg skal råde andre til noget konkret, så er det at turde give udtryk for i familien og vennekredsen, at man mangler en rugemor.

For jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at min søster og veninde ville tilbyde at bære vores barn, og måske sidder der en søster/veninde/mor/ svigerinde, som gerne vil hjælpe, men måske ikke tænker på, at det er en mulighed.

Vil du være en del af vores community?

Ja tak!

Jeg vil gerne være en del af wawas community. Få personlige historier, indhold fra vores 100+ fertilitetsprofessionelle, live med eksperter og meget mere.

Vil du læse flere personlige historier?

Personlige historier

Kaspar og Lambang: “Godt forældreskab handler ikke om køn, men om kærlighed”

For Kaspar og Lambang blev det en amerikansk rugemor, der gav dem deres livs største gave: tvillinger. Nu ønsker de at bidrage til en mere nuanceret debat om rugemødre herhjemme.

07. juli - 2021

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Email: kontakt@wawafertility.comTlf.: 31127080Cookie indstillinger

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik