Anthony Aconis fik sin drøm om at blive far opfyldt ved hjælp af en amerikansk rugemor – en metode, som er ulovlig i Danmark. Dette er hans fortælling og bidrag til debatten herhjemme om mænds rettigheder til at få hjælp til at få børn.

il du allerførst præsentere din familie?

Min familie består af mig, Anthony, og min mand Lasse. Vi er forældrene, og så er der Paloma og Raphael (tvillinger på 4 år) og vores hund Lola. Vi er far og far.

Jeg var i parforhold på i alt 17 år med to forskellige, som ikke var interesseret i at stifte familie. Eller der var de bare ikke. Det handlede måske også om, at den måde, vi kan få børn på som homoseksuelle mænd (såsom surrogacy) er en relativt ny ting. I hvert fald bevidsthedsmæssigt for os herhjemme i Danmark.

Da jeg blev single, var noget af det første, jeg gav mig i kast med, at stifte min egen familie. Og tanken var i virkeligheden, at det var mig, at jeg var alene, og at jeg ville have et barn. Når man starter de her processer, så er man bare taknemmelig, hvis man får ét barn. Ingen tør jo drømme om tvillinger.

Imens processen starter, og jeg er gået i gang med den, møder jeg min mand Lasse, og vi er kærester, men holder tingene adskilt. Det er mig, der er i gang med at få et barn. Og Lasse er min kæreste.

Helt naivt siger vi, at i de første seks måneder af barnets liv vil vi være kærester og se, om det forhold fungerer, og ellers må vi stoppe det. Det var faktisk vores udgangspunkt. Det var mest, fordi vi datede, og Lasse boede i Aarhus. Det var noget, jeg havde startet selv, og jeg var så solofar oppe i hovedet, og vi var slet ikke der endnu og følte nok begge, at det var mit projekt.

Vi nåede aldrig rigtig at tale om det. Pludselig gik det fra at være et til at være to børn, og Lasse støttede mig hele vejen i processen, og så var det meget tydeligt for os begge, da jeg var i USA for at hente børnene, at “hold da op, det var egentlig underligt, at Lasse ikke var med”. Han havde den samme erkendelse, og derfor havde vi nogle lange samtaler, hvor vi re-evaluerede hele den mærkelige aftale, vi havde lavet.

Da jeg kom hjem med børnene (de var 10 dage gamle), gik der 36 timer, og så flyttede vi sammen og blev gift dagen før børnenes 1-års fødselsdag.

På mange måder er det helt åndssvagt og mærkeligt, når vi kigger tilbage på det i dag.

For børnene er der ingen forskel på os – vi er far og far. Det bliver spændende, den dag de egentlig forstår biologien, men det er overhovedet ikke noget, der er blevet bragt op endnu. For dem er der bare to fædre, og det har der altid været.

Indledningsvis valgte du at få børn alene. Vil du fortælle os lidt om den beslutning? Hvad førte til den, og hvad tænkte du?

Når man er homoseksuel og ligesom går ind ad den dør, så ved man på en eller anden måde, at man fravælger børn. Sådan var det i hvert fald for nogle år siden.

Og det er klart som regnbuefamilie, adoption og alle de ting kommer på banen, så var det også ting, jeg overvejede. Men jeg var bare ikke i et forhold, hvor det var en option. Og inden for homoseksualitet er det faktisk forholdsvist nyt, at alle får børn.

Jeg har altid haft svært ved at forstå mig selv som voksen uden at være far. Alle mine venner har jo børn, og jeg har også selv været med andres familier på ferie.

Jeg vidste bare, at den dag jeg døde, så ville dét, jeg fortrød allermest, være, at jeg ikke fik børn.

Jeg har ellers ikke fortrudt noget i mit liv, men jeg vidste, at jeg ville fortryde dette. Så da jeg ved et tilfælde sidder ved siden af nogle bekendte til en middag, som fortæller mig, at de er i gang med at få hjælp til at få børn via surrogacy i USA, ringer jeg et par dage efter til USA – og et par uger efter tager jeg afsted.

Du siger, at dét at træde ind ad døren til at være homoseksuel samtidig betyder et fravalg af børn?

Ja, sådan har det hvert fald været i mange år. Da jeg var i tyverne i 90’erne, var det bare ikke noget, man gjorde. Det var ikke noget, nogen gjorde. Men en ting stod mig meget klart, når folk spurgte, hvorfor jeg ikke bare fik børn med en veninde eller sådan noget: Jeg gad ikke være en sjov weekendfar. Jeg ville have en familie! Mit billede var far-mor-og børn: det der med at være en familie, have små børn, have en hverdag sammen og have et ansvar, et fuldstændigt ansvar for børnene. Det var de ting, der betød noget for mig.

Jeg har syv gudbørn, som alle er teenagere i dag. Og jeg har været med på deres rejse som den sjove onkel – ham, der tog dem med til Paris, på Roskilde festival og så videre. Jeg har haft et ekstremt tæt forhold til alle mine gudbørn, så på den måde levede jeg allerede et liv som en slags tredje forælder eller sjov weekendfar, men jeg drømte om noget mere end det: Mine egne børn og min egen familie.

Du blev jo beriget med tvillinger. Vil du fortælle om deres tilblivelse?

Da jeg hørte om surrogacy i USA, trykkede jeg med det samme på knappen: Jeg tog til USA, jeg afleverede sæd og jeg valgte en donor, som mit sæd så skulle befrugtes med. Det hele blev gjort på en fertilitetsklinik i Portland i Oregon. Vi fandt en donor, de tog æg ud – og de æg blev befrugtet med min sæd.

Og så betalte jeg faktisk yderligere ret mange penge for at få dem gentestet. Det er en heftig teknologi, hvor man går ind og tester de befrugtede æg, når de er fem dage gamle. Man tager en biopsi af membranen for på den måde at få kortlagt de kendte kromosomfejl, som allerede kan sorteres der.

Det gjorde jeg, fordi jeg var i midten af 40’erne. Jeg syntes, at jeg var presset på tid, og jeg ville helst ikke spilde tiden. Og på det her tidspunkt var jeg alene, så det betød noget for mig, at jeg fik et raskt barn, og at det lykkedes rimelig hurtigt. Det var et valg for at sikre, at det, jeg gik og drømte om, kom i mål.

Det resulterede i tre drengeæg og ni pigeæg (du kender jo kønnet, når du gentester), og så blev de lagt i fryseren, imens vi ventede på at finde en surrogat. Altså kvinden, der skulle bære barnet.

Så surrogat og ægdonor er ikke den samme kvinde?

Nej, sådan er loven i USA. Det har man gjort ud fra et etisk synspunkt, sådan at hende, der bærer barnet, ikke har noget genetisk investeret i barnet. Det er sådan en sikrings-pointe. Og den kan jeg mærke fungerer helt vildt godt. Jeg kan mærke, at det ikke er hendes barn. En anonym (udover udseende) ægdonor og så et forhold til surrogatmoderen – det bliver mere et fælles projekt os imellem, end hvis det var hendes barn.

Den lidt lange historie er, at vi fandt en surrogat, som fik lagt æg op og aborterede to gange. Og så endte det med, at vi skiftede surrogat, hvor vi lagde to æg op – et drengeæg og et pigeæg. Og det blev så til tvillingerne.

Den klinik, jeg fik gjort det hos, havde utrolig høje succesrater. Det er en af de bedste i USA, Oregon Reproductive Medicine, og doktor Brandon Macowsky er en af de bedste i verden. Han var ret chokeret over, at den første surrogat aborterede to gange, for hun var selvfølgelig blevet gennemtjekket. Så han foreslog, at vi skiftede til en anden. Og hende vi så skiftede til, blev hende jeg fik børnene med. Hun har selv fire børn og er oversygeplejerske på en akutafdeling på et hospital.

Hendes krop havde pænt meget styr på at lave børn, og da det blev besluttet at lægge to æg op, sagde hun med det samme, “så får du tvillinger”.

Jeg var der i alt tre gange. Derover for at aflevere sæd og med donor, så tog jeg hjem igen, og så foregik resten egentlig på skype. Jeg møder surrogaten der og på Facetime for ligesom at bygge en relation, og første hjertelydsscanning var jeg med til over Skype. Til 20-ugers scanningen tog jeg derover, hvor jeg også mødte hende fysisk for første gang. Det var fedt at møde hende. Der var hun tydelig gravid med mine børn – det var en ret syret følelse.

Og så tog jeg derover igen, en måned før hun skulle føde. Hun var jo gravid med tvillinger, så man kunne ikke vide, hvornår det ville gå i gang. De kunne komme når som helst. Så det var stressende, men jeg var der heldigvis, da det skete.

En nat ringede surrogaten til mig og sagde: “Nu er det nu”. Og så mødtes vi på hospitalet. Min far var med og kørte mig.

Det endte med at tage et døgn, inden hun fødte kl. 6 morgenen efter. Jeg var med på fødselsstuen med hende og hendes mand. Han tog sig af hende, og jeg stod klar til børnene. De var ude 06:06 og 06:19. Og da de så var klar, blev jeg lagt ind på min egen fødestue med børnene.

Børnene blev simpelthen lagt til – de søgte mit bryst, og det var syret. Det var første sindssyge skridt i min rejse.

Sygeplejerskerne var benhårde og super cool og sagde: “Det skal du bare gøre. De søger dig, og det handler på ingen måde om mad, men om tilknytning. Vi sørger for maden, så du skal bare lægge dem til og lade dem knytte sig til dig. Det er det allervigtigste for dem.”

Det gjorde et eller andet oppe i mit hoved. For jeg sad der i bar overkrop – jeg husker det, som om at jeg bare sad i samme stilling i 12 timer med de der børn. Jeg har aldrig følt mig så skrøbelig, så bange og så lykkelig.

Surrogaten var inde at sige hej, men derefter var det egentlig slut for hendes del. Vi mødtes et par gange efterfølgende. Søndag blev vi udskrevet, og der kørte jeg hjem med mine to børn.

Det sindssyge var faktisk, at jeg havde planlagt tre måneders barsel i USA, fordi jeg tænkte, at det kunne være fedt og lækkert. Men jeg har aldrig oplevet så stor en hjemdrift. I det sekund, de to børn kom ud, skulle jeg bare hjem. Hjem til Lasse, hjem til min lejlighed, hjem til mine venner og til København. Det kunne næsten ikke gå hurtigt nok. Jeg havde brug for min platform, mine trygge rammer, det land jeg kendte og de læger jeg kendte. På to sekunder skulle jeg bare hjem til Danmark.

Vil du fortælle lidt om tilknytningen til børnene?

De var bittesmå, havde ligget inde i en mave 8.000 kilometer væk, og nu var de her – det var en abstraktion, der blev til en voldsom virkelighed. Så jeg var i det, men samtidig var jeg i et granatchok. Jeg kunne næsten ikke rumme alle følelserne. Jeg kunne mærke den der forælder, der vågnede i mig. En slags transformation. Jeg kunne mærke, at der på de 12 timer skete noget inde i mit system, som gjorde mig klar til det her.

At få børn sent – og så på en måde, hvor det er et stort tilvalg og foregår gennem sådan en besværlig proces, så skal jeg love for, at man er dedikeret. Det har været det hele værd. Jeg har det stadig sådan, når jeg kigger på dem.

I nat kom Paloma ind og havde det varmt (jeg har meget varme børn), og da jeg vågnede i morges, og hun lå der ved siden af mig, fik jeg den der surrealistiske følelse af, at det er så vildt, at de findes, at de er der. Jeg føler mig enormt taknemmelig.

Hvad betyder en surrogat og ægdonoren i det store billede?

Det er klart, at surrogaten betød meget mentalt. Men faktum var, at hun bare skulle være sød og rar. Og hun skulle have nogle værdier, hvor hun ikke drak, røg og tog stoffer under graviditeten – og det var der kontraktuelt helt styr på, inden vi gik i gang.

Jeg prøvede jo at have to forskellige surrogater. Og hvor jeg egentlig ikke havde så meget kemi eller var på bølgelængde med hende den første, så følte jeg en anden tilknytning til nummer to. Hun var en voksen kvinde med fire børn, meget fandenivoldsk, og vi mindede meget om hinanden i vores tilgang til livet. Hun var sund og rask og god til at være gravid og passe på mine børn. Og så var det fuldstændig ligegyldigt for mig, hvordan hun så ud.

Med donoren var det noget andet. Det var underligt for mig. Jeg havde på det tidspunkt en kunde i Herning, så jeg sad ofte i toget med en kollega, hvor jeg så brugte noget tid på at se på websites med kvinder – sådan så det hvert fald ud udefra. Vi har grint af det efterfølgende, for de andre på toget må simpelthen have tænkt, at jeg var ved at købe en kone.

På mange af billederne var de halvt afklædte, så man kunne se deres fysiologi. Og det var en ekstremt underlig proces for mig, for jeg havde al information om dem –  jeg kendte til deres IQ, om de var gode til at danse, om de var nærsynede, og jeg havde deres families sygdomshistorie.

Jeg vidste alt undtagen navnet på dem. Det var i princippet et stykke genmasse, man købte. Og det var så mærkeligt for mig. Jeg kunne ikke vælge og lå søvnløs over det. Pludselig begyndte dét, at en var nærsynet, at være et problem – og jeg er endda selv nærsynet. Det var fjollet, men jo bare en så stor beslutning.

Indtil jeg fik to gode råd. Det ene fra en barndomsven, som selv har fået tvillinger insemineret med donorsæd her i Danmark. Hun sagde, at hun havde fået det råd, at hun skulle vælge en med de samme farver som hende – hud, hår, øjne. Det gav mening og var det første skridt på vejen til at hjælpe mig. Det andet råd fik jeg af min bedste ven Joachim, som er gift og har to børn. Han sagde, at jeg da skulle vælge hende, jeg ville samle op på en bar og tage med hjem og knalde. Og det er lidt mærkeligt, nu jeg er homoseksuel, men det var faktisk dét råd, der hjalp mig allermest. At mærke efter den fysiske tiltrækning. Det gjorde, at jeg kom i mål.

Valget af donoren skete i USA, og Joachim var faktisk med. Der lå en masse billeder på et bord, og så så jeg halvdelen af et ansigt på det bord. Og jeg vidste bare, at det skulle være hende.

De viste os så en video med hende, Joachim begyndte at græde, og jeg havde så mange kuldegysninger. Hende skulle det være. Der var ingen tvivl.

Kan du beskrive selve surrogacy-forløbet?

I USA er der typisk nogle adoptionskontorer, som også er surrogacyklinikker. Det vil sige, at det typisk er advokater, der har hjulpet folk med alle mulige adoptionssager og familieretssager. Der er mange i USA, der gerne vil være surrogater. Fordi de gerne vil hjælpe, de er aktivistiske og der er penge i det.

Jeg valgte Northwest Surrogacy Center (NWSC) og sendte dem en præsentation af mig selv – og så matchede de mig op med en surrogat. Helt “Gift ved første blik”-agtigt. Derefter skabte de kontakt til en fertilitetsklinik, som så tog sig af alt omkring graviditeten.

Der er altså mange involverede parter: En fertilitetsklinik, et surrogacykontor, en donor, en surrogat, og så manden selv plus en projektleder/sagsbehandler, som styrer det hele. Vi har med andre ord været mange om at lave de børn.

Totalt har det kostet et pænt stykke over 1,5 millioner totalt alt inklusive. Det skyldes også, at det er meget dyrere i USA. Det var et valg, jeg tog, og det gjorde det dyrere, men det passede til mine værdier, og etisk og moralsk havde jeg det bedre med USA’s model end med de andre landes, man kan bruge.

Hvad med systemet? Har det været nemt og ligetil?

Det er et stort spørgsmål. Man kan jo sige, at grundlæggende fungerer det ikke, fordi det er ulovligt at gøre, som jeg har gjort. Man kan få en fængselsstraf for betalt surrogacy, så der har været mange advokater inde over. Der er en kæmpe debat i Danmark i øjeblikket, som jeg meget gerne vil blande mig i.

Kan det virkelig være rigtigt, at vi hjælper kvinder i hele landet med at blive gravide, men hvis du er mand, er der ingen hjælp at hente?

Og hvis du selv sørger for at få hjælp på en ordentlig måde, er det endda ulovligt. Og faktisk handler det ikke kun om mænd, men jo faktisk også om kvinder, der har haft cancer og ikke har æggestokke eller æg, der er frosset ned. De må jo heller ikke betale for en surrogat. Altruistisk surrogacy – når man hjælper nogen gratis – er okay.

I USA er der styr på det hele. Der er advokater, psykologer og man er igennem screeningprocesser og så videre. Det havde jeg det godt med. Alle har rent mel i posen. Men det er stadig ulovligt i Danmark, det jeg har gjort i USA. Så jeg var ret nervøs, da jeg skulle hjem med børnene fra USA. De var jo amerikanske statsborgere, så hvad skulle jeg helt konkret  gøre, hvis jeg blev stoppet i paskontrollen, eller hvad ville de sige på Borgerservice?

Den sidste problematiske ting jeg skulle prøve at fixe var at gøre dem til danske statsborgere. Børnene havde ingen sygeforsikring. Pænt stressende at stå med små babyer, som man i princippet ikke har ret til hjælp til, hvis de bliver syge.

Jeg landede om torsdagen, og allerede om fredagen fik jeg dem godkendt som danske statsborgere, altså 24 timer efter de kom hjem. Om det var held eller forstand, ved jeg ikke. Men jeg tog min veninde med, og vi stod og så rigtig Østerbro-agtige ud. Vi var meget straight og hvide og ikke to homoer – og jeg er overbevist om, at det hjalp os igennem. Det var en genistreg.

De næste problemer var og er så, at jeg ikke får post fra det offentlige, fordi jeg ikke er mor. Og jeg har ikke kunnet få børnepenge, fordi jeg ikke har et cpr-nummer med lige tal. De udfordringer er der mange af. Lige nu kæmper vi en ret heftig advokatsag, fordi vi gerne vil have, at Lasse skal anerkendes som far på papiret, men der er lovgivninger, der forhindrer det.

Hvad er din fortælling til dine børn? Om deres oprindelse, mor osv.

Vi tager snakken løbende, som de kommer og vil være helt transparente overfor dem. Vi ser regelmæssigt på billeder af fødslen, og vores strategi er helt klart at være så transparente som muligt. De er jo kun 4 år, men for ikke så længe siden tog vi snakken, og de forstår det godt indtil videre: “Vi gjorde sådan og sådan, vi skulle låne et æg her og låne en livmoder der” osv.

Det endte med, at vores søn var ret bekymret resten af dagen over, at han ikke havde en livmoder. Helt typisk børn, fordi han troede, at det var et problem, nu hvor jeg havde haft problemet.

Hvordan er din familie blevet mødt af omverdenen?

Fuldstændig ligesom alle andre familier. Det er noget andet nu – vi er gift og bor på Østerbro. Julius i børnehaven har to mødre, og Valdemar har ikke nogen far. Jeg er glad for, at vi bor i denne del af verden. Og jeg er glad for, at vi bor i København, for der er altså mange forskellige familieformer.

I starten med helt små børn vækkede det mange spørgsmål, og jeg blev mødt af en del fordomme. Jeg blev udfordret. For jeg blev spurgt om ting som: “Hvad har du tænkt dig at gøre, når børnene bliver syge? Hvad gør du om natten, hvis de græder?” Som om jeg som far ikke ville kunne klare nogen af delene.

Fremmede kvinder tilbød mig at tage børnene i metroen, hvis de græd, fordi de jo havde prøvet det før eller måske var bedre til det qua deres køn.

Det har ændret sig lidt, efter jeg fik vielsesring på, fordi de så går ud fra, at jeg er gift – med en kvinde. Men jeg bliver ikke rigtig konfronteret mere.

Hvad vil du råde en yngre udgave af dig selv til at være rolig omkring, gøre anderledes, huske at være opmærksom på?

Jeg ville ikke gøre noget anderledes end at gøre det tidligere i mit liv. Jeg har et motto, jeg siger til mine gudbørn: tre inden 30. De skal få poppet dem ud og komme i gang tidligt. Jeg ville gerne have kendt mulighederne tidligere, så jeg havde fået børn tidligere. For hvis jeg havde været 40 år nu, så havde jeg fået flere børn.

Mænd skal vide, at der er gode muligheder for dem for at stifte familie. De skal gøre det, være i det og nyde det.

Bjarke og Lars: “Vi vil gerne vise, at to mænd fint kan være fædre og leve i en kernefamilie”

Jonas: "Det var så psykisk hårdt at se det menneske, jeg elsker, gennemgå de pinsler"

Kaspar og Lambang: “Godt forældreskab handler ikke om køn, men om kærlighed”

Anthony: “Jeg har altid haft svært ved at forstå mig selv som voksen uden at være far” 

Anthony Aconis var i mange år den sjove onkel for syv gudbørn, men inderst inde drømte han om noget mere end det. Så da han til en middag hørte om den amerikanske surrogacy-model, pakkede han tasken og tog afsted.

wawa fertility udvikler en app, der støtter kvinder og par i fertilitetsbehandling. App'en giver overblik over processen, hjælpe med at huske klinikaftaler, fertilitetsmedicin og giver løbende personlig og brugbar viden til den enkelte patient. Målet er at gøre et behandlingsforløb lettere og mere overskuelig samt at sikre en endnu stærkere dialog mellem patient og læge. Vi udvikler app’en i samarbejder med fertilitetsklinikker, læger med speciale indenfor infertilitet og kvinder, der har været i behandling.