Anna og Roman: “Vi gik fra at være nygifte og forelskede, til pludselig at stå i den sværeste kamp nogensinde sammen.“

Læs parrets historie om et, indtil videre, 3,5 års fertilitetsforløb - og Annas behov for at gøre deres fertilitetsprojekt ‘færdigt’ og bruge alle æg, før de overvejer adoption - fordi det er vigtigt for hende, ikke at kunne kigge tilbage og tænke ‘hvad nu hvis det var sket’.

Skrevet af:

wawa fertility

08. maj - 2022


Før udredning, behandling og alt det - hvor var I så i livet?

Vi blev gift d. 12 maj 2018, og vi havde det godt. Jeg havde længe vidst, at jeg gerne ville være mor, og gerne i en ung alder. Roman er adopteret og har brugt en del af sin barndom/ungdom i flere forskellige plejefamilier, så han var faktisk i tvivl om, om han overhovedet ville have børn. Efter vi fandt sammen, og vi fik skabt et godt og trygt forhold og fik snakket en masse om hinandens fortid, så ændrede han sin holdning og han blev klar til at stifte familie sammen med mig.

Egentlig snakkede vi om at begynde på “projekt baby” allerede inden brylluppet, men vi blev hurtigt enige om, at vi helst vil giftes først.

Vi interviewer

Anna Berg Kjær på 29 år. Hun er
indsatspædagog i Hjørring Kommune.
Gift med Roman Berg Kjær på 28 år,
som er studerende. De bor i Hjørring.

Hvem er jer sagde “NU går vi til lægen”?

Det var faktisk Roman, men det kom sig af, at hans kammerat havde været ved lægen for at få testet sin sædkvalitet, og han endte med at få et helt andet svar, nemlig at han havde en cyste på hypofysen, som gjorde at han ikke havde så meget testosteron. Roman døjede på dette tidspunkt meget med øjenmigræne, og tænkte underligt nok, at han også skulle få taget en sædprøve, da det muligvis kunne give svar på noget med øjenmigrænen.

Her fik han så, til sin store overraskelse, en meget nedslående besked, at hans sædkvalitet var meget nedsat og vi derfor var nødsaget til at gå gennem fertilitetsbehandling for at få et barn.

I første omgang troede jeg ikke rigtig på det, og kontaktede derfor selv lægen, for at få det bekræftet. Den var god nok, og vi kontaktede dernæst fertilitetsenheden i Aalborg kort efter. 

Hvordan havde I det under udredningen?

Vi fik indkaldelse til samtale på eBoks, hvor vi samtidig blev bedt om at få taget forskellige blodprøver (AMH, HIV, Hepatitis osv.) inden samtalen. Den 8. januar 2019 sætter vi for første gang vores fødder i fertilitetsklinikken

- et sted, vi aldrig havde troet vi skulle komme.

Vi var meget optimistiske og tænkte at vi nok hurtigt ville blive forældre, men samtidig var vi også meget nervøse, da ingen af os vidste hvad vi gik ind til.

Til samtalen blev jeg scannet for at måle min slimhinde, og tjekket op på antal ægblærer. Derefter undersøgte lægen Romans testikler, for at tjekke om alt var som det skulle være. Vi snakkede også med lægen om blodprøvesvar, som viste at ingen af os havde nogle sygdomme. Alligevel var der noget lægerne gerne ville kigge mere ind i. Mit AMH-niveau (ægreserven) lå kun på 7,7 svarende til, at min krop dannede æg som en kvinde på mellem 35-40 år.

FAKTA

AMH = Anti Müllersk Hormon. Det er et hormon,
som dannes i de små tidlige ægblærer (follikler) i
æggestokkene. AMH kan måles i en blodprøve og
benyttes til at vurdere det antal æg, der kan modnes i
æggestokkene. En høj AMH værdi er tegn på mange ægblærer
i æggestokken og en ung biologisk alder - en lav det modsatte.

Hvornår lå svarene klar til jer, og hvordan modtog i dem?

Egentlig kunne vi selv have tjekket blodprøvesvarene en måned forinden samtalen, men vi vidste ikke hvad vi skulle kigge efter. Svarene fik vi til den første samtale, og vi blev ret chokeret, da vi var forberedt på at høre, at alt var som det skulle være hos mig og at det 'bare' var Roman, der havde lav sædkvalitet.

Men mit AMH var meget lavt og det havde ingen af os regnet med. Men at få sådan en besked fra læger, som arbejder med det hver dag, gjorde egentlig, at vi var ret rolige og fortrøstningsfulde,

for vi stolede på at de nok skulle hjælpe os og gøre at vi kunne blive forældre.

Hvad var næste skridt?

Til udredningen fortalte de os, at vi skulle igennem det der hedder ICSI, og at det ville indeholde en del hormoner og nåle jeg skulle stikkes med. Vi fik besked på, at vi skulle tilmelde os  behandling, næste gang jeg fik menstruation, og at de dér ville forklare os mere præcist, hvad der skulle foregå.

Det første vi snakkede om, da vi kom ud derfra, var hvordan vi skulle fortælle det til vores familie. Ikke OM vi skulle fortælle det, men HVORDAN.

For vi har altid delt alt med især vores  forældre, men også flere i vores nærmeste familie.

Fortæl os om jeres behandlingsforløb

At vi skulle starte direkte i ICSI, fortalte os at det var alvorligt, for det er den sidste mulige behandlingsform de kan give.

Vi startede op præcis én måned efter vores første samtale. Jeg blev scannet og vi fik snakket med en af sygeplejerskerne, som nøje fik forklaret os, hvordan jeg skulle stikke mig, hvor meget og hvornår jeg skulle gøre det. Vi startede kort protokol, som betyder at jeg skulle tage hormoner i ca 10-12 dage inden ægudtagning.

Samme aften skulle jeg tage den første nål, og det gjorde jeg helt selv hjemme hos min veninde. Nu var vi igang, og vi var meget positive og optimistiske.

Forinden ægudtagningen tog jeg en ægløsningssprøjte, samt nogle smertestillende piller. Jeg var meget nervøs for ægudtagningen, da jeg havde læst om andres oplevelser I en facebook-gruppe, for folk i fertilitetsbehandling. Samtlige af de andre fortalte, at det gjorde rigtig ondt, og ikke kun imens indgrebet fandt sted, men også flere dage efter.

Jeg frygtede smerten og alt hvad det ellers indebar. Men da de så var igang, mærkede jeg kun små niv og jag og ikke den store smerte. De efterfølgende dage havde jeg en lille smule ondt, men ikke noget særligt. Nogle dage senere skulle jeg så have lagt et æg tilbage og samtidig have svar på, hvor mange der kunne komme på frys. De havde taget 8 æg ud, hvoraf 4 kunne bruges, så der blev lagt tre styks i fryseren og ét frisk æg tilbage.

Nu kom det sværeste, nemlig ventetiden.

Den første ventetid, hvor vi virkelig glædede os til at se, om jeg var blevet gravid eller ikke.

Da svaret kom, var det tydeligt at mærke, at både Roman og jeg virkelig havde forventet at den var positiv, for vi blev begge dybt ulykkelige over det meget negative svar. Jeg var ikke blevet gravid.

Dagen efter, da Roman kørte mig på arbejde, brød jeg helt sammen i bilen på parkeringspladsen. Jeg kunne slet ikke rumme at tage på arbejde i børnehaven og samtidig være så ked af det. Så jeg måtte bede Roman om, at gå ind i børnehaven, finde min leder og forklare hende situationen og sige at jeg ikke kom idag. Det var heldigvis helt okay, og jeg fik tid og ro til at komme mig.

Næste skridt var at tilmelde os end nu en behandling næste gang jeg fik menstruation, og dermed var tankerne også hurtigt videre, og vi tvang os selv til at finde håbet frem igen.

Var der et tidspunkt hvor I overvejede en donor?

Der var en gang ca. midtvejs hvor vi havde en samtale med en læge om at bruge sæddonor. Roman virkede ret åben og klar på ,at hvis det var det der skulle til, så var det okay. Men jeg brød helt sammen, for mit allerstørste ønske var (og er stadig!) at få et barn sammen med Roman, med hans gener, ham jeg elsker allerhøjest.

Et barn som jeg altid kan kigge på, og se ind i øjne jeg genkender fra min mand, eller mærke kærlighed ved et genkendende smil.

Jeg ønskede slet ikke at bære et “fremmed” barn.

Hvad var næste step i jeres behandling?

Tredje ægudtagning var lang protokol. Her fik de taget 20 æg ud, og alle 5 som kunne bruges blev frosset ned, da der var risiko for at jeg var blevet overstimuleret. Ved det første af disse æg blev jeg faktisk gravid. Jeg var igennem flere blodprøver, for at være  sikker på, at hCG niveauet steg som det skulle, da det ikke var helt så højt. 

FAKTA

hCG er er et hormon, der produceres i moderkagen.
Produktionen starter umiddelbart efter ægget er befrugtet.
Et stigende hCG niveau er derfor det tidligste målbare tegn
på graviditet. hCG kaldes også graviditetshormon, da det er
med til at sørge for at kroppen kan holde på graviditeten.

Vi fik bekræftet graviditeten ved 4. blodprøve og fik en tid til tidlig graviditetsscanning i marts 2021. Den dag vi havde fået vores graviditet bekræftet, fik vi samtidig en besked fra nogle af vores rigtig gode venner,  som også havde prøvet at får barn i flere år (dog uden fertilitetsbehandling). De skrev at de var blevet gravide og havde lige været til deres første scanning og se hjerteblink. Det var kæmpe stort og vi ringede dem straks op og var glade på deres vegne og fortalte, at vi netop også havde fået positivt svar.

Det virkede som om skæbnen havde valgt, at vi skulle havde barn på samme tid.

Nogle uger  efter kommer vi så ind til scanning og i venterummet er vi så glade, at vi næsten ikke følte vi kunne vi kan tillade os at være der. Men med ét blev vi slået fuldstændig tilbage til start, da scanningen viste en tom graviditetssæk uden foster, altså en såkaldt missed abortion, hvor kroppen stadig tror den er gravid, selvom der intet foster er.

Aldrig har vi været mere knuste. Jeg fik nogle piller, som skulle tvinge min krop til at abortere. Alt indholdet i graviditetssækken kom ud, jeg blødte, jeg havde ufattelig ondt, så ondt at jeg knap kunne gå fra sofaen og ud på badeværelset oprejst. Jeg græd. Roman græd. Det føltes helt tomt.

Og som om det ikke skulle være nok, så gennemgik vi det hele endnu engang kun tre måneder efter.

Hvordan påvirkede det jeres parforhold undervejs?

Det har helt sikkert påvirket vores forhold meget. Vi gik fra at være nygifte og forelskede, til pludselig at stå i den sværeste kamp nogensinde sammen. Vi var stadig nygifte og forelskede, men fokus var bare et andet sted.

Alt kom til at handle om fertilitetsbehandling - alle tanker, alle bekymringer, samtlige af vores samtaler handlede kun om fertilitetsbehandling.

Det var hårdt at vi pludselig skulle kæmpe og vi var meget triste og kede af det begge to. Men samtidig har det styrket vores forhold. Vi er kommet tættere på hinanden meget hurtigt og vi har styrket vores kommunikation med hinanden. Vi skal dele vores tanker og følelser undervejs med hinanden, for ikke at brænde inde med det eller glide væk fra hinanden. Vi har flere gange  undervejs stoppet op og snakket om vigtigheden i at have mere fokus på os som par og huske at dyrke tosomheden, tage på dates osv.

Hvordan havde jeres intimitet det undervejs?

Det har især påvirket vores intimitet.

Det er svært at opretholde en intim gnist, når alt omkring “projekt  baby” sker på et sygehus og ikke hjemme i sengen.

Vi har dog haft meget fokus på det, snakker om det  jævnligt og deler derfor flere kys og kram, da vi jo stadig elsker hinanden og gerne vil hinanden.

Er jeres relation til venner og familie blevet påvirket?

Ikke meget. Vi ses med vores venner som vi plejer. Med tiden er nogle venner gledet fra og nye kommet til, men ikke nødvendigvis på grund af fertilitetsbehandling. Nogle perioder har været sværere end andre for mig, især når mine veninder bliver gravide og jeg er med på sidelinjen og ser og mærker deres maver, indretning af børneværelser, hører deres tanker om navne osv.

Jeg har sommetider måttet  trække mig lidt eller spurgt, om vi kunne snakke om noget andet.

Hvordan har din krop været påvirket af forløbet?

Jeg synes jeg har været mest påvirket af hormonerne de to gange vi har været i lang protokol. Der har min krop været i kunstig overgangsalder, og jeg har mærket hovedpine, hedeture osv. Derudover har jeg mærket noget mere til menstruationssmerter, end jeg gjorde før vi startede behandling, og så har jeg været træt.

Hvordan har I haft det mentalt?

Psykisk har det været rigtig hårdt for os begge to.

Jeg har kæmpet med at føle mig god nok som jeg er, selvom jeg ikke bliver gravid. Derudover er der den grumme jalousifølelse, som hele tiden kommer snigende. Det er svært hele tiden at skulle pakke den væk, men det gør også ondt at have den.

Roman har på sidelinjen haft rigtig svært ved, ikke at kunne gøre mere. Han har skulle set til, når jeg har ondt, når jeg har stukket mig selv og når har grædt en hel masse tårer. Han har støttet mig alt hvad han kunne og har altid været der for mig. Men det er hårdt, ubeskrivelig hårdt, at være i fertilitetsbehandling og aldrig vide hvornår det ender.

Har I nogle tanker, der fyldte specielt meget?

Roman har op til flere gange haft brug for at snakke plan B.

Han vil gerne adoptere, og han har haft brug for den bekræftelse fra mig. Jeg har det brændende ønske om at få vores eget biologiske barn, og jeg kun haft overskud til at se en måned frem. Det er ganske kort tid siden jeg har kunnet acceptere og finde ro i, at vi kan adoptere, hvis det ikke lykkedes.

Men jeg har brug for at færdiggøre vores “projekt”. Jeg vil have brugt alle æg, fordi det er så vigtig for mig ikke at skulle se tilbage og tænke “hvad nu hvis?”.

Hvordan tacklede jeres omgangskreds jeres situation?

I sommeren 2020 besluttede vi os for at lave en Facebook- og Instagramside, hvor vi deler ud af forløbet. Det har fået en rigtig god modtagelse. Mange synes at det var stort og sejt at vi åbnede helt op, og vi blev bekræftet i, at det var det bedste at gøre. Vores venner og familie har vidst til vores situation det meste af tiden, men det med at forklare det helt uddybende, det har været godt både for os og for dem omkring os, der får en større forståelse for og indsigt i, hvad vi gennemgår.

Hvor er I i jeres behandling nu?

Nu har vi været igennem 4 ægudtagninger og 12 ægoplægninger. 2 af dem er endt i missed abortion og 10 endte bare i negative blodprøvesvar. Vi har stadig 6 æg i fryseren og vi kæmper videre

og håber stadig på at én af de 6 æg er vores ønskebarn.

Når I ser tilbage - hvad var det sværeste?

Det sværeste har været ventetiden. At vente på blodprøvesvar og at vente i uvisheden om, hvornår og om det vil lykkedes. Men samtidig har det sværeste været da vi i marts 2021 var overlykkelige over det positive svar ,som på få sekunder blev taget fra os igen. Det er den sværeste psykiske rutsjebanetur man kan gennemgå.

Hvad ville I gerne have vidst på vej i behandling?

Jeg vil gerne have vidst, at det ikke nødvendigvis lykkedes med det samme, selvom man får hjælp. Jeg ville gerne have vidst (og vil stadig gerne vide) hvornår det er slut, så vi ikke bare har kæmpet forgæves i snart  3,5 år.

Følg Anna og Roman her

Få overblik over dit forløb

Appen visualiserer dit behandlingsforløb, så du nemt kan overskue din behandling og aldrig er i tvivl om, hvad næste skridt i processen er.

Vil du læse flere personlige historier?

Personlige historier

Kasper: “Jeg ville ønske, at der var mere, jeg kunne gøre som mand i fertilitetsbehandling. Men man er magtesløs”

Kasper og Carina er uforklarligt barnløse og prøver på snart tredje år at blive gravide. For Kasper, der generelt er et meget optimistisk og positivt menneske, er det blevet sværere og sværere at være den klippe, som Carina har brug for.

15. januar - 2022

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik