Almedina: Man er i en tilstand, som ingen andre vil forstå, medmindre de har prøvet det.

Almedina får diagnosen PCOS uden at vide, hvad det er - og får derefter besked på at skulle i fertilitetsbehandling. Hun er siden lykkedes med at få to dejlige børn i behandling og fortæller her om sine tanker og følelser gennem deres proces.

Skrevet af:

Barbara Sonja Saouma

Personlige historier

01. maj - 2022


Før udredning, behandling og alt det – hvor var I så i livet?

På det tidspunkt, havde jeg været gymnasielærer i 5 års tid og min mand studerede til folkeskolelærer. Vi blev gift i 2016 og var helt naturligt at vi forsøgte at blive gravide kort tid efter (vi har været sammen i 12,5 år den dag i dag). Vi havde længe tænkt over at vi ville være forældre, men vi ville vente til efter brylluppet.

Vi forsøgte i 8-9 måneder og der skete ingenting, desværre. Så sagde jeg vi skulle gå til lægen.  Jeg har altid haft mistanke til, at noget var ”galt” med mig. Min menstruationer var ikke regelmæssige, jeg havde været på p-piller længe og allerede efter nogle forsøg, var jeg ret opgivende. Jeg havde en fornemmelse.

Vi interviewer

Almedina Boskailo på 33 år. Hun er gymnasielærer
og influent. Hun er gift med Djani Boskailo på 32 år,
der er folkeskolelærer. De bor i Aalborg.

Fortæl os om udredningen - hvordan foregik det?

Jeg bestilte en tid til en gynækolog gennem min egen praktiserende læge og blev udredt af ham. Min mand var slet ikke med, for jeg var jo sikker på, at det var mig, den var gal med. Jeg var slet ikke i tvivl.  Jeg fik svar med det samme, da jeg kom første gang for at blive udredt. En PCOS-lignende tilstand, fortalte han.

På det tidspunkt anede jeg ikke hvad PCOS var for noget og vidste ikke om det var godt eller skidt.

Han fik så nævnt, at det ikke var helt så godt for ønsket om at blive gravide selv. Eller han sagde ordret: ”I skal nok regne med hjælp, hvis I ønsker at blive gravide. Og det kan I heldigvis få her.”

Jeg havde altså en PCOS-lignende tilstand og derfor skulle vi have hjælp udefra. Min mands sæd fejlede ingenting.

Fortæl os om de første følelser lige efter udredning.

Jeg var rigtig ked af det, virkelig virkelig ked af det. For selvom gynækologen forsikrede mig om, at vi nok skulle få børn med hans hjælp, så troede jeg bare ikke rigtig på det. Jeg gik derfra med følelsen af at være uduelig. Ikke at kunne give min mand nogle børn. Mange dårlige tanker strejfede mit hoved. Det var ikke en sjov besked at få.

Hvad var næste skridt?

Det var at fortælle min mand om det og begynde på hormonbehandling. Min mand var rigtig positiv og var glad for, der ikke ”rigtig” var noget galt med mig og at vi sammen nok skulle komme igennem det og klare det! Han var en kæmpe støtte fra dag 1.

Støtte til dig i behandling!

wawas app er udviklet som den veninde, du måske står og mangler, når du er i fertilitetsbehandling. Den understøtter alle dele af dit forløb og arbejder for at give dig mere ro og klarhed over, hvordan du har det.

Fortæl os om jeres behandlingsforløb og om hvordan I fik jeres børn?

Vi skulle i første omgang gennem et IUI-forløb og lykkedes det os ikke, havde vi andre muligheder. Det gav mig en tryghed. At hvis dette ikke lykkedes, var der andre måder. Jeg havde rigtig meget angst, for det her skulle jo ske naturligt og ikke planlægges. Jeg havde drømt om mange børn, siden jeg var lille og nu vidste jeg ikke om jeg ville få et eneste. Det var rigtig hårdt og ødelæggende for mig. Det var en meget svær periode.

Det lykkedes ikke i første IUI forsøg, men heldigvis blev vi gravide ved 2 forsøg. Det sværeste i starten var at finde den rigtige dosis medicin, så derfor var der en del: ”Nej, du er ikke klar til at blive insemineret endnu”. Og for hver gang man fik det svar, forsvandt en smule af håbet. Lidt efter lidt. Men det viste sig, at vi skulle være heldige. Vi startede i behandling i august måned og vi blev gravide i december samme år. Inden det, havde vi jo forsøgt i 8-9 måneder. Jeg havde frygtet, der kunne gå flere år. Jeg havde ingen ideer om, hvad jeg skulle forvente, så jeg sænkede forventningerne fuldstændig. Norah kom til i 2018 med hjælp.

Vi blev mirakuløst gravide selv i marts 2020, men havde en MA ved 12 ugers scanningen i juni måned. Det var en rigtig hård og forfærdelig tid for os. At miste noget, man ønskede så højt, var noget at det hårdeste, vi har prøvet.

Jeg var ikke mig selv længe efter det. Det var hverken min mand eller jeg.

Og ovenikøbet, lavede vi denne baby selv. HELT SELV. Noget, vi fik at vide, vi ville have meget svært ved. Jeg var meget ked af det rigtig længe og vidste, at vi skulle have hjælp på et tidspunkt, vi blev klar igen. Den medicinske abort trak ud og det blev først november, før min krop havde udskilt alt fra den mislykkede graviditet, så det var ikke bare op på hesten igen med det samme. Fra juli, august, september, oktober og november. Det var nogle lange og hårde måneder.

I december måned 2020, beslutter vi os for at få hjælp til baby nr. 2 efter nytår. Vi går i gang i januar og tidligt i februar finder gynækologen en cyste på grund af overstimulering af hormoner. Vi stoppede fertilitetsbehandlingen efter fundet af cyste. Det blev vi nødt til på det tidspunkt, da jeg var meget stresset og ikke havde det særligt godt.Jeg skulle til scanning ca. 14 dage efter, for at tjekke, om cysten var væk. Jeg tog alene afsted. Cysten var der stadig, men der var også et hjerteslag. ET HJERTESLAG!! Jeg var mundlam. Hvordan? Hvornår? (Vi nåede, at få et IUI forsøg ret hurtigt, som endte ud i en menstruation 10 dage efter, og jeg vidste ikke, at jeg faktisk var blevet gravid der) For vores skyld, var det fint ikke at vide det. Det havde været for hårdt, at gå så længe og vente på en 12 ugers scanning, som knuste vores hjerter sidste gang. Det viser sig, at jeg er 8 uger henne. Jeg græd så meget, for jeg kunne ikke forstå̊ noget som helst. Dagene op til 12 ugers, havde jeg rigtig meget angst.

Angst for at miste igen. Angst for at tage til scanning og få at vide, at der ikke længere er noget hjerteslag.

Det sidder dybt i os. Jordemoderen var så sød. Hun fortalte, at hun kunne se, hvad vi havde været igennem og at hun ville tage sig god tid med scanningen. Hjerteblink vil være det første, vi kiggede på. Og det var der. Lige der på skærmen. Der var liv. Der måtte jeg også tude. Og det fik jeg lov til. Vores angst. Lige der. Forsvandt på et splitsekund. Jeg var lykkelig bare lige der i det lokale. Una kom ved første forsøg i 2021 – et sandt mirakel. Pga. min MA var min tredje graviditet rigtig hård. Hver dag var en kamp, for ikke at tænke på, om jeg nu mister igen. Hver uge var en milepæl og jeg nød slet ikke min tredje graviditet.

Jeg var bange og turde hverken tro eller håbe.

Hvordan påvirkede det jeres parforhold undervejs – blev I mærket af det?

Ja, vores forhold ændrede sig på godt og ondt. Det er hårdt at være i fertilitetsbehandling. Humørsvingningerne. Rutinetjeks. Alle nej’erne påvirker en gang på gang. Man er hele tiden i offline-mode, man tør ikke håbe. Man stikker sig selv hver dag, græder og tænker på, om det mon nogensinde bliver vores tur til at blive forældre. Man taler ikke om andet. Men vi huskede os selv på, at vi var et hold og at vi skulle kæmpe som et hold og ikke mod hinanden.

Man er i en eller anden tilstand, som ingen andre vil forstå, medmindre de har prøvet det. Vi knækkede mange gange. Men vi blev også stærkere af det.

Hvordan havde jeres intimitet det undervejs?

Der var nærmest ingen. Det hele var bare så hårdt. Tanken om intimitet var der ikke. Jeg følte, min krop længe ikke var min egen, men en krop, der skulle stikkes i og tjekkes op på, for på et tidspunkt at kunne gro liv. Jeg gjorde bare, hvad jeg skulle og var i det.

Oplever/oplevede du, at dine relationer blev påvirket? – hvordan?

Ja helt sikkert. Første fertilitetsbehandling gik vi stille med dørene med og ikke særlig mange skulle vide, hvad vi gik igennem. Jeg var meget indelukket og kunne slet ikke fokusere på så meget mere end det og mit arbejde. Det kunne min omkreds tydeligt mærke. Jeg var til stede, men ikke mentalt. Mine tanker gik kun på behandlingen og hvornår det vil lykkedes og om det vil lykkedes.

Hvordan havde du det mentalt?

Generelt havde jeg det ikke særlig godt. Blev ret påvirket. Mange humørsvingninger, var meget øm omkring de steder, hvor jeg stak mig, følte generelt en utilpashed i min krop. Meget træt. Energiforladt for det meste. Det var værre psykisk. Jeg havde det virkelig svært.

Specielt første gang, da der ikke var særlig mange, der vidste det. Jeg åbnede ikke op og det spiste mig indefra.

At gå rundt og virke glad udadtil, mens man indadtil lige så stille var ved at smuldre.

Anden gang med fertilitetsbehandling åbnede jeg op. Det gav mig så meget! Et helt andet forløb end første gang. Jeg kunne sparre, lytte, fortælle og blive set og hørt. Det gjorde en kæmpe forskel for mig, selvom man ikke kan komme udenom at det er skide hårdt at være i behandling. Specielt også når man allerede har et barn derhjemme også.

Havde du nogle tanker, der fyldte specielt meget?

Om det vil lykkedes. Om vi nogensinde ville blive forældre. Og hvis vi gjorde, kunne vi så får mere end et barn?

Almedinas tal

3 IUI
1 graviditetstab
2 børn

Hvordan tacklede din omgangskreds jeres situation?

De var meget støttende og gav os al den hjælp, vi havde brug for. Uanset hvad det var. De havde forståelse for, hvis vi bakkede ud af noget, men også forståelse for, hvis vi bare havde brug for dem. De accepterede humørsvingninger og tilgav os, når vi fejlede eller ikke var sjove at være sammen med.

Det er så vigtigt med en omgangskreds, der støtter 100% op om par, der er i fertilitetsbehandling. Uden vores omgangskreds og familie, havde det været et helt andet slags forløb. De gjorde det hele lettere, selvom behandlingen alligevel påvirkede os på mange måder negativt.

Prøv at forklar hvor I er henne i livet nu?

Jeg har været gravid 3 gange og har 2 børn. Den ældste på 3,5 år og den yngste på snart 6 måneder.

Tabet af baby imellem dem, står stadig stærkt. Og vil aldrig nogensinde byde nogen at gå igennem sådan et tab.

Det var virkelig hårdt. Specielt, når man havde svært ved at få børn i forvejen.

Når du ser tilbage – hvad var det sværeste?

Uvisheden. Alt det fysiske er hvad det er. Det skal man jo igennem. Hormonbehandlingen. Stikkeriet hver dag. Rutinetjeks. Scanninger af ens krop og alt det, der hører med. Men uvisheden, det psykiske. Det var det hårdeste og ultimativt det sværeste. At have sig selv med hele vejen og tro på det.

Følg Almedina her

Vil du være en del af vores community?

Ja tak!

Jeg vil gerne være en del af wawas community. Få personlige historier, indhold fra vores 100+ fertilitetsprofessionelle, live med eksperter og meget mere.

Vil du læse flere personlige historier?

Personlige historier

Maria om at være i fertilitetsbehandling: “Du aner ikke, om du skal løbe 1 eller 800 kilometer, før du er i mål”

For Maria og Martin er det en helt enorm sorg ikke at være blevet gravide endnu efter 2 år og 8 måneder i fertilitetsbehandling. Maria føler, at hun undervejs har udviklet en ny, midlertidig fertilitets-persona, hvis dystre sider gang på gang sætter hende på prøve.

20. oktober - 2021

wawa fertility

Skelbækgade 2, 6 sal

København V

CVR: 41507349

Email: kontakt@wawafertility.comTlf.: 31127080Cookie indstillinger

Social

  • Facebook
  • Instagram

Data- og privatlivspolitik