wawa har undersøgt PCOS

Omkring 20 % af alle kvinder i mellem 20-45 år lider af PCO, mens omkring 10% af kvinderne lider af PCOS. Rigtig mange kvinder er derfor i større eller mindre grad påvirket af enten PCO eller PCOS. Derudover er PCOS en hyppig årsag til infertilitet hos kvinder. Vi har snakket med 67 kvinder med PCOS og hørt omkring deres diagnose, hvor påvirkede de er i hverdagen og hvad et fællesskab betyder for dem.

Skrevet af:

wawa

15. juli - 2022


Der er stor forskel på mænd og kvinders patientforløb i det danske sundhedssystem, når man kigger på alle sygdomme. Når mænd og kvinder bliver ramt af sygdom, er der stor forskel på, hvornår det bliver opdaget af sundhedsvæsenet. I gennemsnit bliver kvinder diagnosticeret 4 år senere end mænd.

Det samme gælder i høj grad PCOS. Fordi der er så lidt viden og kendskab til diagnosen bliver kvinder diagnosticeret senere i livet. I vores undersøgelse fortæller 50% af kvinderne, at de først fik deres PCOS diagnose da de havde forsøgt at blive gravide i 12 måneder.

64% har været i fertilitetsbendling grundet deres diagnose:

84% af dem fortæller, at de havde tænkt anderledes om deres familie-planlægning hvis de tidligere i livet havde kendt til deres diagnose.

Hvad er symptomerne?

Symptomerne på PCOS viser sig ofte ved en uregelmæssig menstruationscyklus, udebleven menstruation eller lange intervaller mellem menstruationerne. Personer med PCOS kan have tendens til akne og uren hud, tendens til hårtab eller tyndt hår eller have øget hårvækst i ansigtet eller på kroppen som for eksempel skægvækst på overlæbe eller hage, hår på brystet eller hår på indersiden af lårene. Dette er et tegn på forhøjet mandligt kønshormon.

Nogle andre symptomer på PCOS er infertilitet som typisk er en følge af manglende eller uregelmæssige ægløsninger. Mange kvinder med PCOS fortæller også humørsvingninger, øget træthed og trang til sukker. Symptomer for PCOS er meget forskelligt fra kvinde til kvinde og der er varierende grader af PCOS.

28% af kvinderne i vores undersøgelse er blevet diagnosticeret efter at selv være gået til lægen med symptomer. Kvinderne fortæller, at deres diagnostisering tog mellem 0-2 år.

Når man har diagnosen - er der så hjælp at hente?

60% af kvinderne i vores undersøgelse fortæller, at der er hjælp at hente i systemet - men at man selv skal opsøge det. 36% fortæller, at de ikke synes der er hjælp eller støtte at hente til deres diagnose.

40% af kvinderne i undersøgelsen fortæller, at de mærker deres PCOS dagligt og 24% flere gange om ugen.

Dette fortæller i høj grad noget om hvorfor der er et behov for personaliseret støtte og behandling - og et øget fokus på at skabe opmærksomhed omkring PCOS.

Hvad er egentligt årsagen til PCOS?

Årsagen til PCOS er endnu ukendt, men kan både skyldes genetiske og miljømæssige faktorer. Man mener, at der kan være en sammenhæng mellem PCOS og kroppens sukkeromsætning. Nogle mennesker har en nedsat følsomhed overfor insulin også kaldet insulinresistens. Det betyder, at regulering af insulin ikke fungerer optimalt, hvormed bugspytkirtlen danner mere insulin. På grund af insulinresistens og den øgede mængde insulin dannes der for meget mandligt kønshormon, hvilket giver forstyrrelser i hormonbalancen, som kan give forstyrrelser i ægudviklingen og menstruationen.

Overvægt kan også være en årsag til PCOS, da overvægt kan være medvirkende til udviklingen af insulinresistens. Overvægt kan samtidig også have indflydelse på ægudviklingen, hvilket kan medføre uregelmæssig ægløsning og menstruation.

Et virkelig vigtigt element er, at PCOS kan være arveligt og kan sandsynligvis arves fra begge forældre.

PCOS fællesskabet skaber tryghed og forståelse

94% af kvinderne i undersøgelsen fortæller, at det at være i et PCOS fællesskab har skabt tryghed og en større følelse af forståelse af deres behandling.

“Jeg har fået meget mere information, end min egen læge har kunne bidrage med, og fundet en gruppe af mennesker, som jeg kan relatere til, og som gør, at jeg ikke føler mig helt alene”