Vores community svarer: Sådan har vi tacklet babyjalousi

Skal man bede sine nærmeste om at annoncere deres graviditet over SMS eller face-to-face? Vi har spurgt kvinderne i vores community, hvad de har gjort for at håndtere babyjalousien, når den kom (for) tæt på.

Skrevet af:

wawa

15. marts - 2022


Havde I oplevelsen af, at alle omkring jer fik børn nemt?

Rikke: Jeg følte tit, at jeg var den eneste i verden, som havde en krop, der ikke virkede, som den skulle. Mine veninder blev gravide i et snuptag, havde forholdsvis ukomplicerede graviditeter og fødte skønne og sunde børn.

Louise: I periferien havde jeg en oplevelse af, at rigtig mange fik børn. Det har ikke været så ”slemt” i vores omgangskreds, men som tiden gik, blev det da flere og flere.

Mia: Ja, det havde jeg. Lige pludselig var alle omkring mig gravide, og jeg lagde ikke mærke til andet end barnevogne og store maver. Jeg følte ofte en kæmpe jalousi og kunne ikke forstå, hvordan folk bare kunne blive gravide derhjemme helt af sig selv. Hvorfor var deres forudsætninger anderledes end mine? Hvad havde jeg gjort galt, siden jeg ikke kunne lave børn selv?

Vi interviewer

Rikke Hector Degner: Cand.mag., 30 år.
Louise Vad: Studerende, 30 år.
Mia Emborg: Ingeniør, 34 år.
Monique Wichmann-Astow: Administrativ, 29 år.
Sofie Malene Lund: Forretningsudvikler, 31 år.

Monique: Jeg føler, at alle omkring mig har fået børn lige så nemt som at knipse med fingrene, i hvert fald størstedelen af dem. I de to år, vi har prøvet at blive gravide, er alle kvinder i min familie blevet gravide.

Sofie: Jeg kender alt til babyjalousi! Jeg havde det generelt ikke særlig hårdt over, at andre blev gravide, inden jeg startede i fertilitetsbehandling. Jeg tænkte bare “Hvis de bliver det, så må jeg også snart blive det.” Men det ændrede sig.

Hvordan har I følt og reageret, når der er blevet annonceret en graviditet, mens I selv var i behandling?

Rikke: I vores fertilitetsproces nåede jeg til et punkt, hvor jeg havde svært ved at være glad på andres vegne, når de annoncerede en graviditet. Jeg syntes, det var uendelig uretfærdigt – som om andres graviditet betød, at chancen for, at jeg selv skulle blive gravid, blev endnu mindre. Rationelt vidste jeg selvfølgelig godt, at det ikke var sådan, det hang sammen, men min fornuft var nok røget ud af vinduet sammen med alle mine håb og drømme om selv at stifte familie.

Louise: Da vi lige var startet i behandling, kunne jeg godt finde på at sige grimme ting til skærmen, hvis endnu en gravidtetsannoncering dukkede op på de sociale medier. Senere blev jeg bedre til at sige ”Det har ikke noget med mig at gøre, det er godt for dem”. Da annonceringerne lige så stille begyndte at komme i vores omgangskreds, reagerede jeg med gråd. Jeg har aldrig været ked af, at vores venner skulle være forældre, men jeg tror bare, at jeg blev ramt af vores egen sorg.

Mia: Jeg blev glad på andres vegne, men jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, at muligheden for selv at blive gravid blev mindre og mindre for hver graviditet, der blev annonceret.

Monique: Det har slået mig forholdsvis meget ud, hver gang der er blevet annonceret en ny graviditet. Jeg har egentlig accepteret, at vi skal have hjælp til at få børn, men jeg har bare svært ved at forlige mig med al den ventetid. Det er klart den, der gør ondt lige pt.

Sofie: Da vi startede i fertilitetsbehandling, blev jeg noget mere irriteret over, når andre “sprang os over i køen”. Især dem der var tætte på mig og som havde prøvet i meget kort tid eller hvor det var en ups’er. Ups’erne kunne jeg slet ikke holde ud, og jeg blev sur på dem indvendigt. Jeg fik en følelse af, at livet ikke var retfærdigt, hvilket det jo desværre bare ikke er. De personer, som havde prøvet længe eller havde været i fertilitetsbehandling, undte jeg det big time – og de var også med til at give mig håb.

Men når det er sagt, så prøvede jeg – når jeg havde slugt det faktum, at mine veninder fik det, som jeg ikke havde – at nyde deres lykke og suge alt det gode til mig. For ellers ville perioden op til, at jeg blev gravid, kun være ulykkelig, og det var slet ikke til at holde ud. Så jeg var på barselsbesøg og kyssede og hyggede mig med deres babyer og prøvede at sætte pris på, at jeg kunne aflevere dem tilbage, når de var kede af det, og at jeg kunne sove længe i weekenden.

Hvad er en god måde at annoncere sin graviditet på, hvis man er tæt veninde eller familiemedlem med en, som er i behandling?

Rikke: Mine veninder begyndte at annoncere deres graviditeter for mig på SMS, og det var helt klart den bedste måde for mig at få det at vide på. Så havde jeg mulighed for at være og hvile i min egen umiddelbare reaktion (som var jalousi og sorg over min egen situation), og når jeg så havde sundet mig, kunne jeg udtrykke min glæde på deres vegne og rent faktisk mene det.

Louise: Jeg er stor tilhænger af at få en besked. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har oplevet en graviditetsannoncering ansigt-til-ansigt, mens vi har været i behandling, og det er jeg så glad for! Ved at få det at vide over en besked har jeg haft mulighed for at bearbejde min egen sorg, inden jeg har set vores venner – og på den måde har den glæde, som jeg også har oplevet på deres vegne, kunnet skinne igennem og ikke stået i skyggen af min sorg. For sorgen har ikke noget med deres graviditeter at gøre; den er min egen, og jeg vil nødigt have, at vores venner skulle tro, at jeg er ked af deres lykkelige situation.

Mia: Hvis man ønsker at lave en stor annoncering i familien eller under en middag med vennerne, så kan det være en god idé at melde det ud på forhånd til dem, som er i behandling. Det kan være en stor mavepuster, når andre fortæller, at de er blevet gravide, mens du ikke ved, om du nogensinde selv får et barn. Det er ikke, fordi man ikke er glad på andres vegne, men det er ikke nemme følelser at skulle håndtere. At vente et barn er kæmpestort, det samme er sorgen over ikke at kunne få et.

Monique: Jeg vil helst vide det så tidligt som muligt og gerne på tæt hold, så det ikke bliver sagt i en stor forsamling. Så kan jeg bedre tage det ind og give plads til den glæde, som den gravide fortjener. Jeg har svært ved at håndtere alle andres glæde på den gravides vegne, for jeg vil så gerne have den samme reaktion overfor mig. Så det har intet at gøre med, at jeg ikke er glad på den gravides vegne og synes, at det er skønt for dem. Det gør bare skide ondt at stå udenfor den mor-gruppe, som jeg så inderligt gerne vil være en del af.

Jeg træner og taler med min mand, Theis, om at acceptere, at det godt kan gøre ondt, samtidig med at jeg er glad på deres vegne. Nogle dage er det bestemt nemmere end andre.

Hvad gjorde I selv for at kunne være i forsamlinger med gravide maver?

Louise: Hvis det var veninder, har jeg aldrig haft et problem med gravide maver. Jeg har altid syntes, at graviditeter er ret spændende. Men i mit tidligere arbejde i en lingeributik lod jeg hellere mine kollegaer tage de gravide, når de kom for at købe amme-bh.

Mia: Jeg var ærlig overfor mig selv om, hvad jeg kunne overskue fra gang til gang. Nogle dage var det okay, andre dage var det ikke. Det hang ofte sammen med, hvor jeg var i behandlingsregi, og det forstod de fleste.