Vores community svarer: Mødet med fertilitetsklinikken

Ph.d.-afhandlinger som research inden behandlingsopstart og en læge, der kalder en for “lille ven”. Vi har spurgt kvinderne i vores community om deres oplevelser med fertilitetsklinikken – både de gode og de mindre gode.

Skrevet af:

wawa

15. marts - 2022


Hvordan gik allerførste møde med fertilitetsklinikken?

Rikke: Vores første møde med fertilitetsklinikken fandt allerede sted to år før, vi endte med at starte op. Vi havde besluttet os for at blive udredt efter et års tid, hvor jeg ikke var blevet gravid. Vi ville sikre os, at der ikke var andre ting ”galt” med os udover min uregelmæssige cyklus. Her blev jeg mødt af læger, som fortalte mig, hvor ung jeg var (jeg var 26 år), og at jeg ikke skulle stresse. Jeg syntes egentligt heller ikke, at jeg stressede over det dengang, så jeg kan huske, at jeg blev lidt provokeret over at blive sendt ud ad døren med den bemærkning.

Louise: For vores vedkommende var det over et telefonmøde, og jeg følte, at det gik helt fint. Min kæreste og jeg var i hvert fald trygge ved at skulle starte i IVF hos dem.

Mia: Jeg oplevede en stor tiltro til projektet og blev mødt af en masse søde læger og klinikassistenter, som ville os det bedste. Jeg oplevede dette hos alle de tre klinikker, vi var igennem, men fagligheden og indgangsvinklen vekslede en del.

Vi interviewer

Rikke Hector Degner: Cand.mag., 30 år.
Louise Vad: Studerende, 30 år.
Mia Emborg: Ingeniør, 34 år.
Monique Wichmann-Astow: Administrativ, 29 år.
Sofie Malene Lund: Forretningsudvikler, 31 år.

Monique: Vores første møde foregik over telefonen, hvilket var fint, men også lidt underligt. Jeg ville ønske, at vi kunne have siddet over for dem, men corona- situationen gjorde, at det var den eneste måde. Og det er jo sådan, det er, men det havde været bedre og rarere for os med personligt fremmøde.

Sofie: Da vi skulle starte i behandling, var der ikke plads i det offentlige, så vi startede i det private – og der var min oplevelse, at de private klinikker er virkelig professionelle og er total value for money. Så når jeg ser tilbage, er jeg faktisk ret glad for, at der ikke var plads i det offentlige.

Havde I googlet en masse inden første samtale med lægen, så I vidste, hvad der skulle ske?

Louise: Ja, jeg havde googlet og søgt en masse. Jeg tror også, at jeg havde set sådan en introvideo om hele forløbet.

Mia: Jeg havde læst forskellige historier på nettet og havde en forventning om, at det ville blive en svær process. Det lød ikke særlig sjovt med ægudtagninger og hormoner, det var dyrt med privatklinikker, og ventetiden til det offentlige var lang.

Monique: Inden vores første møde havde vi fået fremsendt en masse papirer og en video om IVF/ICSI, og dem havde jeg læst igennem alle sammen inden. Udover det så tror jeg, at jeg har brugt de første 1.000 timer på at google fertilitet, inden vi fik en plads til behandling, og jeg har hørt utallige podcasts og læst stolpe op og stolpe ned om alt med fertilitet.

Sofie: En måned efter at vi fik besked om, at vi skulle i behandling, havde jeg læst, hørt og set alt, hvad der var om fertilitetsbehandling på nettet. Jeg havde læst ph.d.- afhandlinger og så videre. Jeg var blevet min egen lille læge. Det hjalp mig meget, at jeg var så forberedt til mine møder med lægerne. Der var ingen læger eller sygeplejersker, der havde en nem dag på job, når jeg havde en tid hos dem. Men det var mit eneste anker i denne lorte-situation! Hvilket alle læger respekterede fuldt ud.

Hvad kom mest bag på jer i behandlingsprocessen i forhold til behandlingen eller personalet?

Rikke: To år efter vores første møde med en fertilitetsklinik sad min mand og jeg foran en anden læge ved samme klinik, fordi vi nu endelig syntes, at det var tid til at starte i behandling. Lægen kiggede kun på mig, og det var, som om min mand var usynlig. Jeg følte mig enormt alene, og derudover syntes jeg, at han talte ned til mig. Han omtalte mig som ”pige” og ”lille ven”, og da han i en sidebemærkning sagde: ”Du bliver aldrig gravid uden hjælp”, begyndte jeg at græde. At blive omtalt som ”pige” og ”lille ven” af sundhedsfagligt personale i en ekstremt sårbar situation, syntes jeg bestemt ikke var rart!

Året efter blev vi flyttet til en anden klinik, hvor oplevelsen var helt anderledes. Her følte jeg mig set, hørt og taget seriøst, og jeg blev ikke i samme grad kastet rundt mellem forskellige læger og jordemødre, men følte i stedet, at jeg fik et personligt tilhørsforhold til personalet: Under vores anden mislykkede graviditet ringede klinikken til mig blot for at høre, hvordan jeg havde det, fordi de havde på fornemmelsen, at jeg ikke havde det godt, og at jeg havde brug for at snakke. Jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker tilbage på det i dag.

Louise: Der er ikke rigtig noget, der kom bag på mig. Jeg havde lavet så meget research inden og gjorde det også løbende, at intet rigtigt kom bag på mig. Men der var dog én ting, som kom bag på mig ved vores sidste ægoplægning. Imens jeg lå i bøjlerne og var klar til at få lagt et æg op, var lægen tæt på at aflyse oplægningen på grund af en blødning hos mig. Laboranten råbte fra det andet rum, at ægget sagtens kunne fryses ned igen. Den oplevelse chokerede mig, og det kom bag på mig, at man kunne få spændt ben og blive sendt tilbage til start så tæt på målstregen.

Mia: Det overraskede mig lidt, hvor stor en forskel der er på klinikkerne: Én klinik prioriterede ikke smertedækning, og man var ude lige så hurtigt, som man var kommet ind. En anden klinik brugte meget tid på laboratoriets vurdering. Der er også stor forskel på, hvad man anbefaler af hormoner og protokoller.

Generelt føltes det lidt, som om den umiddelbare indgangsvinkel er, at der er 75% sandsynlighed for, at du kommer ud med et barn i løbet af de første tre behandlinger, og at de første behandlinger derfor planlægges ud fra en generel plan. Hvis du så falder udenfor denne gruppe, så bliver behandlingen mere vanskelig og langtrukken, og jeg oplevede stor variation i klinikkernes anbefaling og planlægning af forløbet derfra.

Hvad var en rar oplevelse?

Louise: Generelt har sygeplejerskerne været fantastiske, og de fleste læger havde også stor forståelse og empati. Det oplevede jeg især ved de aflysninger i coronatiden, hvor min kæreste ikke måtte komme med ind til scanninger.

Mia: For mig og os var det en rar oplevelse, når lægerne tog sig tid til at snakke med os. Også uden for arbejdstiden. Det var meget overraskende at opleve denne form for villighed og omsorg.

Monique: Det overraskede mig positivt, at det faktisk ikke var så slemt at tage hormoner, som jeg havde frygtet; altså selve det at skulle stikke sig selv. Jeg var på en for lav dosis sidst, og vores forløb blev derfor afbrudt. Det havde jeg slet ikke forestillet mig kunne ske – jeg havde fået at vide, at jeg havde så mange fine æg, at de ville sætte mig i lidt lavere dosis for ikke at overstimulere mig, så i mit hoved havde jeg ikke tænkt, at jeg så endte med for lidt hormon og dermed en afbrudt behandling. Det var lidt hårdt.

Sofie: Jeg elsker hospitaler og læger! I mine øjne findes der ikke mennesker, der er mere passionerede og dygtige på deres område end læger; i min verden er de små guder! Derfor følte jeg mig så tryg, når jeg gik ind på klinikken og elskede at være der. Ikke sagt, at jeg ikke var uenig med nogle af de ting, de besluttede angående vores behandlinger. Og så tror de jo ikke på alternative behandlinger, men det undgik jeg blot at tale med dem om. Det tog jeg i stedet med min zoneterapeut, som havde speciale i fertilitet.

Overall var vores fertilitetsbehandling en fin oplevelse, men det er også så afgjort, fordi jeg er blev hurtigt gravid. Jeg er ikke sikker på, at jeg ikke havde været lige så optimistisk, hvis det havde taget mere end et år. Vi var alt i alt i behandling i 6 måneder for at få vores datter Leonora, og jeg nu er jeg gravid igen med en lillebror, der er blevet lavet efter første oplægning af 1 ud af 2 fryseæg. Så vi har været virkelig heldige, på trods af at drømmen om at lave dem selv derhjemme er brast. Men når alt kommer til alt, så er det ikke så vigtigt, hvordan man får sine børn, bare man får dem! Og det lykkes jo heldigvis for langt de fleste.

Hvad oplevede I som uventet under jeres behandling?

Louise: Det lyder måske naivt, men jeg havde næsten regnet med, at jeg ville blive hurtigt gravid, efter at vi startede i IVF. Så det var uventet for mig, da det ikke var tilfældet.

Mia: Den første klinik var svært optimistiske, og med god grund, for jeg var ung, frisk og sund. Vi vidste, at vores problem skyldes en sterilisering – men det viste sig bare, at det ikke var den eneste udfordring for os. Da vi skiftede klinik efter at være blevet opgivet det første sted, oplevede vi på ny en optimisme, på trods af en lang journal og mange mislykkede behandlinger. Den nye klinik begrundede det med, at de måtte se tingene med egne øjne. De gav dog op efter et enkelt forsøg, men der havde vi allerede købt en hel pakke med 3 forsøg – så det blev to ligegyldige forsøg, som var penge direkte ud af vinduet.

Monique: Jeg synes generelt, at personalet er så søde! Dog havde jeg en enkelt scanning, hvor jeg følte, at muligheden for at sige nej ikke var til stede. Der sad en, som var i lære og som også skulle scanne mig efter min første scanning, og jeg blev så befippet over det, at jeg bare fik sagt “OK”. Men mine hormoner havde gjort, at det hele var hævet og lidt ømt dernede, så det var virkelig ikke en rar oplevelse for mig. Næste gang bliver det et klart nej til, at der er mere end én, der skal scanne mig, medmindre det er absolut nødvendigt.