Vores community: Solomødre om at ville være mor

Fra tanke til handling. Hvordan tager man springet ud i at blive solomor? Vi har snakket med fire stærke solomødre om at tage springet.

Skrevet af:

wawa

16. maj - 2022


Hvornår legede du første gang med tanken om at blive solomor?

Katarina: Jeg har siden jeg var midt i tyverne altså for 10 år siden, joket med at hvis jeg ikke havde fundet en mand inden jeg blev 35 så ville jeg “bare” få en baby alene. Men det er nok for en 6 år siden at jeg begyndte at tage det mere seriøst. Da jeg ramte de 30 år. Der var jeg sikker på at mor skulle jeg i hvert fald være, om det så var med eller uden mand. Så der gik jeg i gang med at søge informationer og blev enig med mig selv om at så måtte manden komme bagefter.

Anne: Det gjorde jeg for en 4 års tid siden, da jeg var 28. Jeg var mega skruk, og ville bare så gerne have børn, men havde ingen mand der kunne give mig nogen. Jeg datede løs på Tinder, og kunne bare mærke på mig selv at jeg var der af de helt forkerte årsager, og det gjorde mig desperat i min søgen på en kæreste.

Pernille: Jeg har altid vidst jeg skulle være mor og jeg har altid tænkt at jeg skulle være det I en kernefamilie. Men efter desværre et par uheldige oplevelser med mænd var jeg ikke et sekund I tvivl om at jeg skulle være mor på en alternativ måde. Jeg brugte 1.5 år på at søge efter en familiekonstellation hvor der ville være en far. Men efter en god snak med en veninde om usikkerheder ved at vælge en fremmed mand vs. en åben donor som trods alt er blevet godkendt, så var jeg ikke I tvivl og traf valget på en aften.

Channie: Det gjorde jeg da lægerne fortalte mig, at jeg skulle til at i gang med fertilitetsbehandling, hvis det skulle lykkes mig at få børn. Jeg var single og måtte tage stilling til, om jeg turde vente på at møde en sød fyr, og derfor tage chancen eller om jeg ville gå i gang med behandlingen med det samme, og så måtte kæresten komme bagefter.

Vi interviewer

Katarina Jakobsen: visual merchandiser, pt. på barsel, 35 år.
Anne Nissen: bioanalytikerstuderende, pt. på barsel, 32 år.
Pernille: selvstændig parykmager, frisør og makeupartist, 40 år.
Channie Hansen, grafisk designer, venter sit første barn 32 år.

Hvornår tog du så beslutningen?

Katarina: Beslutningen blev taget i foråret 2019 – her bestilte jeg tid ved lægen for at kunne få en henvisning. Da der i denne fertilitets verden jo desværre er MEGET ventetid. Den 20 august 2019 fortalte jeg for første gang en fremmed om min beslutning, nemlig min læge. Hun var heldigvis mega støttende og meget interesseret i projektet.

Anne: Det gjorde jeg kort efter, at jeg havde mistet en graviditet i 4. måned til trisomi 13. Det var en graviditet der var kommet naturligt til, men i en relation der ville gøre mig til solomor. Så det var nemt at hoppe ud i det, da jeg allerede på det tidspunkt havde gået med tanken i 2 år.

Channie: Det gjorde jeg meget kort tid efter at have snakket med lægen. Jeg vidste jeg gerne ville have et barn. Jeg ville derfor hellere være solomor, end måske aldrig at kunne få børn. Jeg snakkede med mine forældre om min beslutning, som heldigvis var meget forstående og støttede mig fra start af. Derfor turde jeg kaste mig ud i fertilitetsbehandling alene, kort tid efter.

Hvilke drømme parkerede du og hvilke nye drømme opstod?

Katarina: Jeg parkerede drømmen om mor, far & børn. Og ny drøm opstod i bare det at håbe på at det kunne lykkedes, og at det ville gå forholdsvis hurtigt. Men drømmen er stadigvæk at finde en sød mand og dele min lille Ebbe med. At blive solomor er helt sikkert min plan B.

Anne: Jeg synes ikke, at jeg har parkeret nogle drømme - jeg følger dem derimod. Jeg synes ikke, at dét at blive solomor behøver at begrænse én i livet. Jeg har ikke parkeret drømmen om kernefamilien eller dét at få en kæreste, for det er stadig muligt. Jeg fulgte min største drøm - og det var det allerbedste valg.

Pernille: At blive gift inden jeg fik barn. Ellers synes jeg ikke at jeg har parkeret eller opgivet drømme. Jeg har altid drømt om at blive mor og det er gået I opfyldelse og det er jeg dybt taknemmelig for. Min Vera har åbnet min verden på en helt anden måde. Jeg er kommet hjem og blevet et så bedre menneske efter jeg er blevet mor.

Channie: Jeg skulle uden tvivl arbejde meget med at sige farvel til det ”klassiske familiebillede” med mor, far og barn. Det gjorde virkelig ondt på mig. Jeg sørgede meget over, at jeg til mit barns dåb, ville stå alene. Der ville ikke være et billede af mig, mit barn og barnets far, men kun jeg selv og mit barn. Af en eller anden grund var det virkelig en stor sorg for mig. Det brugte jeg meget tid på at snakke med min terapeut om.

De drømme der kom derefter, var billeder af mig og mit barn sammen. Jeg følte mig som en superkvinde, en supermor, der nok skulle klare tingene selv. Jeg glædede mig til at vise hele verden, hvor godt jeg kunne klare det alene. At jeg sagtens kunne få et dejligt og velopdragent barn, på trods af der ikke var en far. Jeg tror jeg skabte det billede inde i hovedet, for at erstatte den drøm jeg måtte give slip på.

Det virkede! For det gjorde, at jeg var super stolt over min beslutning og glædede mig til at blive solomor.

Er der noget der har overrasket dig negativt efter beslutningen var taget?

Katarina: Ikke negativt ved selve beslutningen nej. Mere overrasket over nogle negative ting der er ved fertilitetsbehandling, såsom ventetiden og at der ikke er hjælp til den mentale del.

Anne: Nej, ikke rigtig. Folk har taget rigtig godt imod det når jeg har fortalt om min drøm og mit projekt - jeg har følt mig meget accepteret, selvom man jo selvfølgelig ikke behøver andres accept i den konstellation. Hvis jeg skal nævne én ting, så har det været den lange proces fra henvisning til positiv test. Behandling i det offentlige kræver tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed. Og lige med det her har jeg været alt andet end tålmodig.

Pernille: Nej. Jeg er ret positiv. Jeg tror kun at jeg i dag som 41 årig efter 2 års fertilitetsbehandling for en søskende er ked af at jeg ikke dengang jeg startede i behandling var IVF behandling - så jeg idag kunne have haft yngre æg på frys. For jesus det er gået ned af bakke med kvaliteten de seneste 3 år.

Channie: Nej, faktisk ikke. Jeg har altid mødt forståelse og opbakning omkring mit valg.

Er der noget der har overrasket dig positivt efter beslutningen var taget?

Katarina: Det at få støtte fra alle leder og kanter. Min arbejdsplads, insta følgere, venner & familie. Jeg har absolut ingen negative kommentarer fået & det overraskede mig måske lidt. Det sammenhold der er på instagram & alle de beskeder jeg har fået fra andre med samme tanker eller som sidder i samme situation, har været virkelig fedt. Grunden til jeg startede med at dele rejsen, var også at hvis jeg bare kunne hjælpe én videre i det her projekt, så var det det hele værd.

Anne: Folks reaktioner! Og det online fællesskab der findes, for der er virkelig meget inspiration, støtte og opbakning at finde, og det er så dejligt! Vi har hinandens ryg og agerer heppekor når bølgerne går højt. Det er så mega sejt at der findes så mange kvinder derude der vælger at følge deres drøm.

Pernille: At jeg har fået det vildeste netværk og hvor vidunderlig heldig jeg er at få et mirakel som min Vera Edith. Det er virkelig et mirakel at få et barn og jeg er dybt taknemmelig for at universet mente at jeg skulle have hende - jeg krydser for der er en mere til mig.

Channie: Det er helt klart, hvor positivt alle omkring mig har taget mod min beslutning om at blive solomor. Jeg frygtede, at det var en beslutning jeg skulle forklare og forsvare, men jeg har aldrig mødt hverken undren, skæve blikke, eller nogle der troede det kunne jeg ikke klare. Det har været meget opløftende, at jeg i så stor en beslutning, altid kun er blevet mødt med forståelse.