Victoria: “Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville være et utroligt mørkt sted, hvis det ikke var for vores selvvalgte pauser”

Vi har snakket med en række kvinder om, hvorfor de valgte at tage en pause fra deres behandling. Her fortæller Victoria og manden Rasmus om, hvordan det føles, når man helt uventet ikke kan få det barn, man så inderligt drømmer om.

Skrevet af:

wawa

17. juni - 2022


Om:

Victoria og Rasmus, begge 24 år.

Har været kærester i 8 år og gift i knap 2 år.

Victoria er folkeskolelærer og Rasmus er tømrer.

Vores rejse i fertilitetsbehandling

I april 2020 da corona gik amok herhjemme, blev vi enige om, at nu ville vi gerne have et barn. Mine (Victorias) forældre var blevet gravide i første hug med mig, så hvorfor skulle vi få problemer? Jeg tænkte, at det nok skulle lykkes indenfor MAX! 3 måneder. En såkaldt ‘corona-baby’ kunne jo være sjovt. Vi var unge, røg ikke og var generelt sunde og raske. Jeg stoppede på p-pillerne, men kort tid efter begyndte jeg at få ondt i den nederste del af maven. Jeg tænkte, at det var normalt efter mange år på p-piller, men det fortsatte og jeg søgte derfor læge i august 2020. Min læge mente, at det kunne være underlivsbetændelse, men hun synes det var bedre med scanning hos en gynækolog. Jeg fik derfor tid ved sygeplejersken hos gynækologen i september. Her fik jeg at vide, at min livmoder er hjerteformet, som hun altså mente var grunden til mine smerter. Hun sagde til mig: “Nu går du hjem og googler lidt, så når du kommer tilbage i november, kan du stille alle dine spørgsmål til gynækologen”. Google er jo oftest ikke en god idé og jeg blev meget skræmt! Min egen læge delte ikke gynækologens begrundelse for mine smerter, så jeg opsøgte derfor en anden gynækolog i stedet. Hendes bud på, hvad der forårsagede smerterne, var muskelspændinger. Vi blev enige om at fortsætte med at prøve at blive gravide indtil det nye år, og da jeg efterhånden havde vænnet mig til smerterne, troede jeg de var på vej væk.

I februar 2021 starter den reelle udredning hos en tredje gynækolog. Sædprøven og alle mine blodprøver så perfekte ud! Jeg fik lavet en HSU-scanning (passageundersøgelse), hvor hun kun kunne finde gennemstrøm i venstre side, da hun ikke kunne undersøge højre, for hvad hun troede, var den hjerteformede livmoder. Dette fandt vi så senere ud af, ikke var tilfældet. Vi var derfor ‘uforklarligt ufrivillige barnløse’. Vi var igennem 2 gange IUI-H i april og maj, hvorefter vi valgte at tage en pause. I mellemtiden havde vi bedt vores egen læge om henvisning til IVF.

Fakta: HSU er betegnelsen for en undersøgelse, hvor man tjekker for passageforholdene i æggelederne vha. ultralydscanning for at vurdere mulighederne for graviditet. For at opnå graviditet ved naturmetoden samt ved inseminationsbehandling, er det en betingelse, at der er passage gennem mindst én af æggelederne, så ægget kan føres ud til livmoderen. Proceduren foregår ved at et lille kateter føres op i livmoderhulen og med vand ses på passagen, hvor der ultralydsscannes.

I september havde vi vores sidste IUI-H, og dagen efter insemineringen havde vi første IVF-møde på Hillerød Hospital. Her konstaterer fertilitetslægen, at jeg havde væske i min højre æggeleder. Det slog mig først helt ud, men det gik jo også hurtigt op for mig, at det var grunden til mine smerter, og der var jo en løsning på problemet, så vi kunne blive gravide. Efter 14 dage skulle jeg til en kontrolscanning, hvor jeg forventede, at vi skulle planlægge operation. Jeg glædede mig helt vildt til at få fjernet æggelederen, så vi kunne komme videre i processen. De kunne dog konstatere, at væsken var væk, hvilket lægen også var MEGET chokeret over.

Man kan måske undre sig over hvorfor, men jeg var knust over beskeden. Vi havde ENDELIG fundet en forklaring, som jeg længe havde søgt og den blev pludselig taget fra os. Da vi kom hjem fra Hillerød, brød jeg fuldstændig sammen og sagde til Rasmus, at jeg ikke kunne mere. Vi valgte at tage en pause, som jeg troede skulle vare til jeg var færdiguddannet i 2024.

Små 3 uger efter ligger jeg søvnløs med smerter igen igen og jeg siger til mig selv “NU må det fandme være nok!”. Jeg får en akut tid hos lægen, som rigtigt nok kan konstatere, at jeg er meget øm i højre side. Først er hun i tvivl om Hillerød vil tage imod mig, hvorefter jeg siger til hende “Jeg går ikke herfra før du skaffer mig en tid!”. Hillerød ville heldigvis gerne se mig og de ser hurtigt den meget væskefyldte æggeleder. De var bange for, at den ville dreje min æggestok rundt og jeg bliver derfor akut opereret dagen efter.

I marts 2022 begynder jeg at få lysten til behandling igen. Vi regner med, at der vil være noget ventetid, så vi kunne lige så godt komme i gang, selvom det nok først ville blive efter sommerferien. Vi vælger at skifte klinik til Rigshospitalet, da vi efter nogle dårlige oplevelser i Hillerød, havde brug for at prøve noget andet og nyt. Vi tilmelder os til vores første IVF i påsken og forventer en afvisning som man jo hører så meget om. Vi blev dog tilbudt en plads, og det var fantastisk! Personalet på Rigshospitalet var utrolig søde, lyttende og forstående. Jeg var lidt langsom om at modne æggene, men pludseligt gik det stærkt. Der blev talt 26 æg af forskellige størrelser to dage inden ægudtagning, og vi skulle derfor have totalfrys. Jeg fik taget 14 æg ud, hvilket var en rigtig god oplevelse. Vi har fået 5 blastocyster på frys, og vi kunne ikke være lykkeligere! Vi er meget glade for vores beslutning om at rykke klinik og jeg begynder endelig at dele Rasmus’ optimisme igen.


Kan du sætte lidt flere ord på, hvorfor du valgte at tage en pause i din behandling?

Vores første pause var efter 2. forsøg med IUI-H. Det var rigtig hårdt for os begge, men især mig, da jeg hele tiden skiftede mellem at være glad, ked af det, fortrøstningsfuld og skuffet. Til at starte med troede jeg helt ægte på, at IUI var løsningen for os, men langsomt mistede jeg håbet. Jeg troede simpelthen ikke på det, og selvom personalet på klinikken var søde, følte jeg mig ikke hørt ift. mine smerter. Jeg havde nemlig meget ondt i maven, hvor jeg var på smertestillende og fysisk begrænset 7-10 dage hver eneste måned. Jeg var derudover træt af at blive stukket, prikket og pillet ved. Jeg gik både til akupunktur, fik hormonbehandling og vi skulle have sex på meget bestemte tidspunkter udover insemineringen. Vores aldersgruppe blev rykket frem i køen til coronavaccinen, og på daværende tidspunkt måtte man ikke være i aktiv fertilitetsbehandling, når man blev vaccineret.

Vi kunne pludselig se en sommer uden hormoner og skemalagt sex, men i stedet med hyggelige stunder, alkohol og en ferie sydpå.

Inden vores første pause havde vi længe snakket om, at vi skulle gå i det private. Vi orkede ikke lange ventelister og unødvendige afvisninger. Vi synes det var rigeligt hårdt uden disse vilkår, som jo desværre er realiteten i det offentlige. Vi valgte dog at give fertilitetsafdelingen på Hillerød Hospital en chance. Lægen på Hillerød opdager væsken i min højre æggeleder, men formår ikke at følge op på det, som vi (og andre læger efterfølgende) jo synes han burde have gjort. Da vi får konstateret, at væsken er væk og jeg igen ingen forklaring har på vores barnløshed, knækker filmen for mig. Jeg har længe haft det skidt psykisk og begynder at miste troen på nogensinde at blive mor. Vi har aldrig set de to streger på en graviditetstest og hvis der intet galt er med os, hvorfor skulle det så nogensinde lykkes? Det har altid været Rasmus der var klar til børn før mig, og hvis det stod til ham, var vi gået i gang som 18-årige. Jeg har flere samtaler med ham, hvor jeg fortæller ham, at det er okay, hvis han forlader mig, hvis jeg aldrig kan give ham et barn. Jeg følte, at det var min skyld (det gør jeg til dels stadig), at han stadig ikke havde sit ønskebarn og det skar mig i hjertet hver gang, jeg tænkte på det. Jeg ville ikke være grunden til, at han om 10 år ikke havde fået den familie, han altid havde drømt om. Jeg var derudover reelt bange for at ende i en depression, da jeg hverken kunne passe mit studie eller overskue noget som helst andet end scanninger, hormoner og at søge internettet tyndt for positive historier. Da vi kommer hjem, bryder jeg sammen og siger hulkende til Rasmus, at jeg ikke kan mere. Vi må vente til jeg er færdig med at studere.

Forskellen på de to pauser var klart, at den første på forhånd var “tidsbegrænset”. Vi vidste, at der efter sommerferien ville vente endnu en omgang IUI. Jeg troede helt ægte på, at anden pause ville vare indtil jeg var færdiguddannet. Jeg kunne slet ikke forestille mig nogensinde at skulle i behandling igen. Det var simpelthen for hårdt og dette var nok også grunden til mit behov for at tage snakken med Rasmus om “hvad nu hvis…”. Generelt set var det klart mest mit behov med pauserne, men hele vejen igennem har Rasmus været den vildeste støtte og klippe for mig. Der var ikke specielt lang tid imellem de to pauser, men alligevel var der stor forskel på behovet for dem. Den første handlede om at nyde livet og hinanden, hvorimod den sidste nærmere var livsnødvendig.

Hvad brugte du tiden på, mens du holdte pause? Forberedte du dig på nogen måde til at starte behandling igen?

Fokus under den første pause var generelt at hygge sig. Vi skulle drikke alkohol, spise god mad, rejse til Cypern med min mor og have sex uden planlægning. En af mine tætte veninder spurgte, om vi skulle booke en afbudsrejse, da hun var (og er) en stor støtte for mig undervejs i forløbet. Jeg rejste derfor også til Rhodos, hvilket var den helt rigtige beslutning for mig og os. Det var en fantastisk sommer, som vi tilbragte med hinanden, familie og gode venner, som generelt har været uundværlige i processen. Men deadlinen for, hvornår vi skulle gå i gang igen, nærmede sig også med hastige skridt. Vi ville jo heller ikke spilde tiden. Vi havde hormonerne med til Cypern, så vi kunne starte, hvis jeg fik min menstruation undervejs på ferien. Nogle af de velmente, men også meget hårde råd, som man møder på vejen, kan være: ”slap nu af” og ”tænk på noget andet”, hvilket er så godt som umuligt i vores situation! Det bliver heller ikke nemmere af de mange nysgerrige kommentarer og spørgsmål, som ”skal I ikke snart have nogle børn”, ”hvornår kommer der børn” eller ”det er vel også på tide I skal i gang med børn”. Jeg håber virkelig på, at folk vil blive bedre til ikke at spørge andre mennesker om disse ting, da de både er meget private og helt reelt ikke vedrører andre.

Jeg havde egentlig ikke tænkt vores anden pause, som en reel pause. Det var den jo al for lang til at være. 2-3 år, som jeg også fortalte til klinikken. Jeg var ved at blive uddannet dansklærer, hvilket meget af mit fokus var på. Det var rart igen at kunne koncentrere sig i skolen, men frygten for aldrig at blive mor lå stadig og lurede. Men omvendt var tanken om behandling lige til at dø over. Jeg skulle bestemt ikke i behandling før om mange år! Vi blev gift på rådhuset i 2020, da vi gerne ville sikre hinanden, når der snart kom en baby. Vi tænkte dengang, at kirkebrylluppet måtte blive i 2023, da vi jo her ville stå med et barn på minimum 1,5-2 år. Da dette ikke længere var en realitet, valgte vi hurtigt og impulsivt at rykke hele festen frem til sommeren 2022. Jeg brugte derfor størstedelen af min tid på at planlægge bryllup og læse til eksamen. Jeg ved ikke, om jeg decideret forberedte mig på at skulle i behandling igen. Jeg valgte dog at sige til Rasmus hvornår det ville passe med mit studie at være i behandling og hvornår det bestemt ikke ville. Jeg skal fx i 6 ugers praktik til efteråret 2022, og der havde jeg ikke lyst til at skulle være på hormoner.

Hvornår vidste du, at du var klar til at starte i behandling igen?

Den første pause blev afsluttet mest af tidsmæssige forhold - altså at nu var sommerferien slut. Men på daværende tidspunkt følte jeg mig egentlig også klar igen. Set i bakspejlet var det nok ikke helt sandt.

Under vores anden pause begyndte jeg langsomt at få lysten tilbage i februar 2022, hvilket forvirrede mig helt vildt. Hvordan kunne jeg få lyst til det? Nu havde vi rykket bryllup, jeg skulle være færdiguddannet og det var generelt bare fjollet. Jeg delte ikke mine tanker med Rasmus, fordi vi havde jo aftalt at vente. Vi prøvede naturligt derhjemme og havde sagt “hvis det sker, så sker det”. Men alligevel kunne jeg mærke skuffelsen hos os begge hver eneste måned, når testen var negativ. Jeg begyndte at dele mine tanker om behandling med Rasmus, selvom jeg egentlig allerede kendte svaret. Hans holdning har nemlig hele tiden været, at det skulle foregå i mit tempo. Det er svært at sige konkret hvordan jeg vidste, at jeg var klar igen. Det var en mavefornemmelse, en lyst og et behov for at knokle røven ud af bukserne og gøre alt, hvad vi kan for vores drøm om at blive forældre.

Hvordan havde du det efter din pause?

Selvom det kan lyde voldsomt for udefrakommende og det helt sikkert heller ikke, er alle i fertilitetsbehandling, der ser ens på selvvalgte pauser, tror jeg dog at mange kan nikke genkendende til mine følelser omkring det. Det var en livsnødvendighed for mig at tage pauserne. De har været med til, at jeg kunne overskue forløbet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville være et utroligt mørkt sted, hvis det ikke var for vores selvvalgte pauser.