Trine om sen-adoption: “Vi var bange for, at han ikke ville knytte sig til os”

Trine Wackerhausen og hendes mand startede fertilitetsbehandling, da hun var i slut 30’erne, men fandt hurtigt ud af, at adoption var vejen frem, hvis de ville være forældre. Her fortæller hun om deres rejse mod adoptionen af deres søn Yin.

Skrevet af:

wawa

15. juli - 2022


Om:

Trine 47 år & Jens 52 år

Barn: Yin på 7 år

Har tidligere været i fertilitetsbehandling

Fortæl om jeres historie før adoption

Da vi endelig besluttede at adoptere, havde vi været igennem et meget langt tilløb til et meget kort fertilitetsforløb. Vi tænkte i mange år, at jeg med tiden da nok skulle blive gravid på naturlig vis, så vi var ret langsomme i optrækket om at søge hjælp. Jeg kendte ingen der havde været i fertilitetsbehandling, så det faldt bare ikke så naturligt. Da vi endelig sprang ud i det var jeg sidst i 30’erne. Vi nåede igennem to ægudtagninger inden vi måtte droppe det, da jeg opdagede, at jeg havde en nyre-og leversygdom som ikke gik hånd i hånd med hormonbehandling.

Da vi havde lukket ned for forhåbningerne om at blive forældre på naturlig vis, gik vi lang tid om den varme grød ift adoption. Vi var virkelig meget i tvivl, måske mest fordi vi vidste at det ville være et ældre barn vi skulle adoptere, hvis vi blev godkendt. Det er både godt og skidt at læse på nettet om adoption, vi var egentlig bare meget forvirrede og bange for, at det skulle gå galt, og nok mest bange for at barnet ville være så påvirket af en sen adoption, at det ikke ville knytte sig til os. Vi vaklede rundt, og til sidst sagde min veninde til mig om det ikke bare var bedre at droppe det, når jeg var så ked af det og så meget i tvivl. Det fik mig til at mærke noget. Nemlig lysten og troen på, at vi godt kunne gøre det.

Tanken om at lukke helt ned for at blive forældre var bare forkert.

Så min mand og jeg blev enige om, at vi ville starte på godkendelsesprocessen, og så kunne vi jo altid springe fra, hvis det føltes helt forkert.

Prøv at fortælle om processen herfra?

Vi meldte os til fase 1, som var den indledende snak hos Statsforvaltningen (nu Familieretshuset), hvor de laver en lidt overordnet vurdering af økonomi, fysisk og psykisk helbred, boligforhold, etc.

Det gik ret nemt og smertefrit og så fortsatte vi til fase 2, som er et adoptionsforberedende kursus over to weekender med overnatning. Kurset var faciliteret af to psykologer, som var top-dygtige og vi følte os trygge og frie og i de bedste hænder. Det er udelukkende for at lære og for at mærke efter, at man er der, så der er ingen vurdering eller frygt for at gøre eller sige noget forkert. Vi var 13 kursister og det var helt vidunderligt lærerigt, sjovt og rørende at være sammen og fortælle hinanden hudløst ærligt om vores oplevelser som barnløse og vores tanker om adoption på godt og ondt. Vi fik venner for livet på det kursus.

Efter fase 2 var vi stadig i tvivl om det var det rigtige for os, så det tog noget tid for os at få sendt vores kursusbevis videre til fase 3. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg slet ikke forstå at vi tøvede, men nu er jeg jo også mor til den dejligste dreng i verden. Vi havde bare brug for tid til at lade det hele bundfælde inden vi gik videre, tænker jeg.

Videre til fase 3 som var samtaler hos statsforvaltningen og i hjemmet. I alt tre samtaler havde vi. Vi skulle inden første samtale hver især lave en beskrivelse af os selv og vores livshistorie, og dette blev brugt som udgangspunkt for samtalerne.

Der var ingen vejledning eller hjælp at hente om fase 3, udover det vi havde lært om adoption på kurset i fase 2. Vores forløb var heldigvis meget nemt og rart. Vi svingede rigtig godt med sagsbehandleren som var varm og empatisk, så vi slappede af, selvom vi jo godt vidste, at vi blev bedømt under processen. Tror kemien er vigtig, for man er utroligt sårbar og personen der sidder overfor har så meget magt over ens fremtid. I den sidste del af samtalerne skulle vi bruge vores nyerhvervede viden fra kurset og vores generelle menneskelige evner til at tage stilling til en række tænkte scenarier, som vi kunne støde på som adoptivforældre. Her var det også virkelig dejligt at opleve, hvor enige min mand og jeg var, og hvor godt vi supplerede hinanden.

Hele vores livshistorie, sociale liv og samliv blev endevendt i fase 3, men det var på en måde en dejlig oplevelse at sætte ord på det sammen, selvom settingen var lidt skør. Vi kom om muligt endnu tættere på hinanden i processen.

Vi blev godkendt og herefter valgte vi at adoptere fra Taiwan.

Hvor lang tid skulle i vente på at blive matchet?

Vi var på ventelisten i ca. 1 år før vi blev matchet med Yin (3 år), og efter match og accept skulle vi vente ca. 1 år på at tage ud og hente ham, så han ville nå at blive 4 år.

I ventetiden formåede vi egentlig meget godt at parkere vores følelser, så vi ikke ville gå til af savn og længsel. Tror bare det var så uvirkeligt og fjernt, at der var et år til. Vi kiggede på billeder og videoer og blev helt glade hver måned, når vi fik en ny rapport om, hvad han nu havde lært. Vi havde flere Skype sessions med Yin, hvor vi legede (så godt som det nu kunne lade sig gøre over computer).

Det var stressende og akavet ad helvede til, men det var godt for Yin, så han ville være lidt tryggere ved os, når vi kom ud for at møde ham.

Desuden læste jeg vildt meget om sen-adoption og om tidligt omsorgssvigtede børn, diagnoser og alverdens tunge emner, som jeg tænkte kunne forberede mig i alle mulige retninger. Jeg tænkte i det hele taget så meget på at forberede mig på barnets reaktioner, at jeg helt glemte at overveje mine egne reaktioner, når jeg blev mor.

Er der noget du ville have gjort anderledes hvis du tænker tilbage nu?

Retrospektivt ville jeg ønske, at jeg havde taget mig selv og Jens mere med i ligningen. Ikke bare forvente af os selv, at vi ville reagere rosenrødt og altid favnende. Som alle andre nybagte forældre blev vi også konfronteret med egne dæmoner og agerede ikke som vi havde forventet.

Det var hårdt. Især fordi vi fra den ene dag til den anden stod med et 4-årigt barn, som var i sorg og chok og naturligt reagerende over at miste alt trygt og velkendt.

Han havde kun os, og jeg følte mig som det værste menneske over, at jeg havde hevet ham tværs over verden og så ikke være i stand til at elske ham ubetinget fra dag 1.

Det gjorde ondt og var skamfuldt. Heldigvis begyndte jeg lige så forsigtigt at sige det højt, og jeg blev mødt med genkendelse fra andre nybagte og ældre adoptanter, som udmærket kendte de følelser i større eller mindre grad, og det var så dejligt at høre om deres snørklede og famlende veje til tryg tilknytning. Det hjalp mig til at være mere tålmodig.

Hvad er dit bedste råd til andre i samme situation?

Det stikker stadig i hjertet, når jeg tænker tilbage på den første svære tid. Jeg ville ønske jeg havde været tilgivende overfor mig selv og givet mig lov til at være anderledes end glansbilledet. Ladet kærligheden vokse i det tempo den kunne - uden skam. Tilknytning går bare begge veje og det tager tid.

Så mit bedste råd er at være ærlig og tale højt om det svære også.