Trine & Mikkel: For os var det en del af accept-processen, at vi skulle prøve med Trines æg først.

Hør Trine & Mikkel sammen fortælle deres historie om at blive hurtigt naturligt gravide med deres første datter - og senere opleve voldsomme problemer og tab, blive diagnosticeret med sekundær infertilitet og tidlig overgangsalder - og så alligevel at vinde kampen og få endnu en skøn datter med donoræg.

Skrevet af:

wawa

21. maj - 2022


Fortæl lidt og dig selv og din mand Mikkel.

Mikkel og jeg startede vores forhold med at være de bedste venner allerede tre år inden vi blev kærester. Da vi begyndte at snakke om, at få børn sammen har vi været kærester i 1.5 år og er på ferie i Uganda. På det tidspunkt har vi har haft flere vennepar, der har haft svært ved at få børn, og derfor er vores tanker selvfølgelig også på, om det mon bliver noget vi skal kæmpe med. Så beslutter vi os for, at vi er klar til at blive forældre og fint kan forsøge (vi ved jo, der kan gå virkelig langtid), og 3 uger senere står vi med en positiv test. Det hele gik meget hurtigt, men vi føltes os heldige og lykkelige for, at det gik så godt. På dette tidspunkt arbejder vi begge som pædagoger, og har det dejligt sammen. Vi er lige som mange andre unge og render i byen med vennerne og sidder sjældent stille.

I januar 2016 får vi endelig selskab af Saga. Graviditeten med Saga har være helt uden komplikationer og var en dejlig tid.

Det lyder som en dejlig start på jeres familie. Hvornår begynder I at ville udvide familien yderligere?

Vi interviewer

Trine Johannessen 36 år og uddannet
socialpædagog. Mikkel Høst Carlsen 33 år også
uddannet socialpædagog, men uddanner sig nu til
Film og TV produktionsteknikker.

Vi begynder at drømme om søskende til Saga da hun er 1.5 år. Fire måneder senere står vi med en positiv test og føler os igen heldige. Vi ved at man ikke skal tage det for givet at få børn så nemt.

Vi er til nakkefoldsscanning (november 2017) og lægerne opdager desværre at vores lille pige (Alva) er meget syg. Det var enormt svært at forstå. For på scanningsbillederne kan vi se, at hun ligger og svømmer rundt. Men imens hører vi dem fortælle, at hun er lymfe- og hjertesyg pga. noget der hedder trisomi 18 (Edwards Syndrom). Det betyder, at vi allerede dagen efter sidder på sygehuset og venter på at skulle igennem en kirurgisk abort.

Det er en forfærdelig sorg, vi bliver ramt af, og alt går virkelig hurtigt. Den ene dag er vi lykkelige, og den næste mister vi vores baby og alle drømme.

På det her tidspunkt vidste vi ikke endnu, at det ville ske igen og igen de næste 3 år.

Hvordan kommer I fra dette og i fertilitetsbehandling?

Vi starter til behandling et år efter, vi mistede Alva. Det er vel egentligt her man kan sige at vi bliver ramt af sekundær infertilitet. Jeg havde i mellemtiden to enormt lange cyklusser (55 og 70 dage). 

Jeg var til læge begge gange og fik beskeden om, at menstruationen var på trapperne, og at hovedet nok trængte til ro.

Det sidste var i hvert fald rigtigt, for jeg havde på ingen måde fået bearbejdet at jeg mistede Alva. Efteråret 2018 er jeg igen ved lægen. Denne gang er Mikkel med og jeg vil have en henvisning til en gynækolog. Heldigvis er min læge forståelig og vi får en tid allerede ugen efter.

Hvad var næste skridt ved gynækologen?

Da vi møder op til gynækologen første gang bliver jeg så overvældet og lykkelig over, at vi allerede samme dag får hormoner med hjem og bliver gjort klar til inseminering. Der er håb og følelsen af at nogen virkelig vil hjælpe os giver mig håb og lidt ro i kroppen.

Vi bliver begge testet og Mikkels svar kommer hurtigt tilbage. De er enormt positive. Han er højt flyvende over lægens besked. Vi fortsætter med insemineringen sideløbende med, at jeg får taget de blodprøver der kan fortælle noget om min ægreserve, stofskifte osv.

Da jeg får taget mine blodprøver, mener sygeplejersken ved min praktiserende læge ikke, at AMH blodprøven er nødvendig, da jeg på det tidspunkt er 32 år. Jeg får derfor ikke de helt korrekte svar med det samme og vores gynækolog, der inseminerer mig bestiller derfor en ny prøve. Hun fornemmede allerede efter et par scanninger at der var meget få æg. På det her tidspunkt skænkede jeg det ikke en tanke. Jeg havde jo tidligere haft let ved at blive gravid.

Pga. det havde jeg glemt alt om den skide prøve, da jeg en decemberdag kommer til scanning. Vi er på dette tidspunkt i gang med vores 2. inseminering, og det er derfor også her mit fokus er.

Men nu er mit AMH svar kommet tilbage. Jeg må indrømme, at jeg her egentligt heller ikke hører helt efter, netop fordi jeg jo tidligere let er blevet gravid og derfor tænker at jeg burde have rigeligt med æg. Men tallet viser sig at være meget lav (0,5). Det kom som et stort chok, specielt fordi man ikke måler lavere, så det er en meget dårlig besked.

Prøv at beskrive dine følelser efter denne besked?

Min verden vælter. Jeg hører kun ord som: Donoræg, tidlig overgangsalder og barnløshed, og jeg begynder at hyperventilere.

Jeg er denne dag alene til scanning, og har en kæmpe trang til at have Mikkel lige der hos mig. Men jeg får mig fragtet hjem, hvor jeg overvældes af en frygtelig masse paniktanker.

Jeg føler mig på ingen måde som kvinde eller mor. Det kan bedst beskrives som en identitetskrise, jeg gennemgår den første måned efter beskeden om, at jeg formentligt ikke vil blive genetisk mor til mine børn. Hvis jeg da overhovedet vil kunne blive gravid. Jeg er misundelig på vores venner. Jeg kan ikke unde andre mennesker det godt og føler, at hele vores fremtid er blevet taget fra os. Men værst er dog den dårlige samvittighed jeg har over ikke at kunne tage mig af Saga.

Jeg kan ikke rumme det ene barn, vi er så heldige at have fået, og hvis ikke jeg kan det, så har jeg heller ikke fortjent flere børn.

Jeg begynder især at have mange irrationelle ideer om, at der må sidde 'nogen' og holde øje med mig og tænke; "Hende der, hun er så dårligt et menneske, så hun fortjener ikke at ha’ børn"

Jeg føler helt ærligt, at jeg er et dårligt menneske. Sådan føler jeg hele tiden. Mit selvværd er næsten på nulpunktet, og det bliver sværere og svære at omgås andre mennesker. Selv familie og venner. Jeg interesserer mig heller ikke for, hvad de laver, eller hvordan de har det. Kort sagt er det lettest for mig at være alene.

Hvordan håndterer Mikkel situationen og beskeden?

Mikkel minder mig hele tiden om, at dén Trine der er lige nu er et produkt af hele den livssituation, vi er i: Hun er ikke ægte. Det er den største hjælp for mig igennem de mange år, vi er i behandling og igennem vores sorgbearbejdning.

Med ordet ‘ægdonation’ bliver sorgen efter Alva endnu større, og jeg står med en følelse af, at Alva var min sidste chance. Flere gange får jeg råbt til Mikkel, han bare skal flytte. At det er okay at han forlader mig, så Saga kan få søskende, og han i det mindste selv kan udleve drømmen om flere børn. Jeg husker det som meget voldsomt og hele vores grundlag som par, bliver revet væk under os. Mikkel er heldigvis altid meget rolig og god til at agere rationelt i de situationer, hvor især jeg er på dybt vand.

Hvad er næste step herefter?

Vi starter heldigvis hurtigt op med IVF en måned efter beskeden om lav æg-reserve. Følelsen af at være i gang og kunne tage en form for styring hjælper lidt på hovedet og alle de tanker, der hele tiden gør mig ked af det.

Efter to negative forløb i IVF med mine æg ender vi med at sidde som to zombier i bilen frem og tilbage til Århus, hvor vi har købt behandlinger. Vi kører ligesom bare, og når vi så lander på klinikken rammer det os med, hvilken underlig virkelighed vi er i. Jeg græd hver eneste gang, vi holdte på parkeringspladsen. Uanset hvor mange hormoner jeg pumpes med, er det opad bakke. Som mange andre, bliver vi frustrerede over den frihedsberøvelse det er at være i behandling. Alt skal times efter cyklusser, scanninger og ægopsætning. Det er svært at planlægge med arbejde, pasning af Saga og ferier.

Hvordan håndterer I den økonomiske byrde det er?

Vi er yderligere frustrerede over det økonomiske i vores ønske om et barn mere. Vi har ikke tidligere modtaget behandling, men vi skulle jo som alle andre selv betale, hvis man ønsker 2. barn. 

Vi får hjælp af familien, da vi ikke på nogen måde kan betale med min pædagogløn og Mikkel på SU. Efter 4 forsøg med mine æg, føles drømmen endnu længere væk. Vi har i alt fået to æg ud og ingen har sat sig fast. Det er en fiasko hver gang, jeg må smide mig op på briksen, og forsøge at hive et eller andet form for håb frem i tankerne. Der har vi en lang snak med hinanden og er begge enige om, at vi stopper her. Vi aftaler, at hvis vi en dag skulle have bare lidt energi tilbage til den her kamp, så skulle det bruges sammen med donoræg.

Det hjalp meget for min bearbejdelse af donorægsbeslutningen at læse om Epigenetik og at blive en del af et fællesskab på facebook, hvor vi alle kunne tale frit og uden omsvøb. Jeg oplevede, at de kvinder der havde fået et barn med donoræg var lige så meget mødre og havde lige så dybtfølte følelser, som hvis de var genetiske mødre.

Hvad var jeres tanker om  brug af donoræg

Trine: Mine første tanker var, at hvis det virkelig ikke kunne lade sig gøre med mine æg, så skulle donoren være helt anonym. Jeg var så bange for, at donoren ville komme og tage mit barn fra mig, fordi det i virkeligheden var hendes. Det var en irrationelle tanke, men fyldte hos mig. Jeg fandt et fællesskab i Facebook-grupper for kvinder i samme situation som mig. Andre kvinder der kæmpede og brugte donoræg i deres forsøg.

Der opdagede jeg, at jeg ikke var alene med bekymringerne, følelserne og de svære tanker.

Mikkel: For mig var det aldrig en sorg, at vi potentielt skulle bruge donor for at få det barn, vi drømte om. Men det var heller ikke mig, der blev stemplet som værende "forkert". Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville føle, at selvom vi brugte donor, så ville det være vores barn fuldstændig ligeså meget, som var det med Trines æg. Om jeg havde haft det på samme måde, hvis det var min sæd, den var galt med, tør jeg ikke sige. Det havde nok krævet en del mere mental bearbejdelse. Men jeg accepterede og anerkendte Trine sorg og kunne sagtens forstå, de tanker hun havde.

Når en så fundamental biologisk og evolutionær egenskab pludselig bliver frataget én, er det kun naturligt, at ens selvopfattelse og kønsidentitet, bliver hårdt prøvet.

Hvad var processen herfra?

Da vi endelig tog valget med at finde en donor, udfyldte vi en blanket hos klinikken. Vi forsøgte at finde en donor, der matchede så meget med mig som muligt på hårfarve, øjenfarve, højde, kropsbygning og etnicitet. Det føltes meget underligt at køre en anden kvinde i stilling i hele vores drøm om et barn. Løbende i vores eget IVF-forløb begyndte jeg dog at ændre på mine holdninger til, om donor skulle være Anonym, Åben eller Kendt donor. Jeg havde set flere og flere, der valgte selv at søge efter en donor og dermed få en kendt donor. Det tiltalte mig enormt meget.

Ikke fordi vi skulle mødes, snakke eller blive bedste venner, men fordi jeg havde brug for at afmystificere processen så meget som overhovedet muligt og ikke mindst have et menneske, jeg kunne sige TAK til. Det er en god fornemmelse at vide, hvordan donor ser ud, og at vi ville have mulighed for at skabe kontakt inden vores barn selv må som 18-årig (som reglerne er ved åben donor).

Eftersøgning efter donor

Vi slog derfor et opslag op på en lukket Facebookgruppe og skrev en slags 'salgsannonce'. Det føltes lidt mærkeligt at fortælle en gruppe ukendte kvinder, om vores kamp og behov, men vi havde brug for den største hjælp, og vi fik den. Vores første donor hedder Camilla. Hun er allerede klar til at starte behandling ugen efter vores første kontakt på Facebook. Det er en god fornemmelse at snakke med hende, og jeg kan huske en lettelse og håb for første gang i lang tid. Ægudtagningen er god (10 æg). Efterfølgende stod vi desværre kun med et brugbart æg, men ægget sætter sig fast (august 2019), og vi er lykkelige!!

Det er første graviditet med donoræg, og jeg følte jeg mig endelig som kvinde igen. Min krop fungerede. Den kunne alt det der forventes af en kvindekrop. Lige bagved den glæde er vi også meget ængstelige og bange. Vi ved fra Alva, at scanningerne ikke er en walk in the park, og vi køber en del ekstra scanninger inden nakkefoldscanningen, som vi møder op til med åndenød og våde øjne. Vi klarer scanningen, og for os var det den vigtigste milepæl. Nu turde vi trække vejret igen. I de 14 dage vi har inden en kønsscanning, føles alt som normalt.

Jeg kan oprigtigt glæde mig over andres babylykke, og jeg har energien til at gøre noget ekstra, for de mennesker jeg holder af. Det havde jeg savnet voldsomt.

Men vi blev ramt af endnu en ulykke.

Til kønsscanningen i uge 15 viser Ask sig at være alvorlig syg med en hjernesygdom, der hedder Holo Procensafeli. Det betyder, at han med held ville overleve 5 uger efter fødslen. Hvis han overhovedet ville kunne overleve alle uger i graviditeten. Vi skal igen træffe beslutningen om at sige farvel til vores barn. Jeg føder ham i uge 16, og da vi sidder med ham i armene er han virkelig vores. Ikke mere Mikkels end min dreng. Det var en trøst i den kæmpe sorg, vi stod med. Vi må igen tage kontakt til en donor, da vi ikke har flere æg på frost.

Min første tanke er at spørge Camilla, som lige havde hjulpet os, men grundet gentagelsesrisiko, anbefaler lægerne det ikke. Vi får i stedet kontakt til Jannie.

Jeg er imponeret og dybt taknemmelig over, at andre kvinder vil hjælpe på denne måde. At kunne give andre familie den største gave.

I prøver igen, fortæl hvordan det går herfra

Vores donor brugte faktisk hendes juleferie på at skabe liv til os og fik 14 æg ud og 4 kunne komme på frost. 1. i forsøg er vi knapt så heldig og ægget sætter sig ikke fast. Vi når at få sat 2. æg op inden Danmark lukkede ned pga. Corona. I starten føltes det totalt lækkert med hjemmeisolation. Det havde vi næsten higet efter i 2 år. 

Det betød, at der var ingen barselsbesøg eller kaffeselskaber med dårlige råd og bedrevidende bemærkninger fra nogen der også en gang kendte nogen som havde mistet deres barn. Der var bare plads og tid til at være sammen - os to og Saga.

Nr. 2 æg sætter sig heldigvis fast (marts 2020). Jeg får dog desværre en spontan abort allerede i uge 7. Det er en voldsom magtesløs oplevelse at miste lige pludseligt derhjemme og ikke kunne gøre noget imens kroppen er ved at løsrive det liv der voksede i maven. Nu er følelsen omkring hjemme isolationen pludselig tortur fordi vi blev tvunget til at holde pause. Det var hårdt at vente på, at klinikkerne igen åbnede, så vi kunne fortsætte vores kamp. I forvejen var jeg i en kamp imod tiden, fordi jeg så brændende ønskede mig, at aldersforskellen til Saga ikke blev alt for stor.

I kommer til jeres 3 forsøg med æg fra jeres anden donor. Hvordan går det?

Da vi skal igang igen er det blevet juli. 3. æg sætter sig ikke fast. Nu er alt på spidsen med det sidste æg i kurven. Heldigvis sætter det sig fast, og jeg bliver gravid med Asta. Undervejs i graviditeten får vi ekstra scanninger og køber også en 3D scanning for at kunne se, hvor fin hun er. Det at se hende lidt allerede inden hun kommer ud, er rart for mig i den proces og bearbejdning af at det jo er en lille celle jeg har fået af en anden kvinde. Men jeg havde brug for at føle en større tilknytning til Asta, end jeg først havde troet. Det fik jeg igennem de scanninger, hvor jeg kunne se hende smile, sutte på fingre og bare lege rundt inde i maven.

Har I delt processen med nogen undervejs?

Det kan være et kæmpe dilemma om man vil dele at man modtager behandling med donoræg. Jeg skammede mig i starten meget over om jeg havde gjort noget forkert og forstod ikke hvorfor der pludselig ikke var flere æg. Det var skamfuldt og jeg følte mig derfor udenfor og helt alene.

Vi valgte ikke at gøre det hemmeligt at vi har brugt donoræg fordi jeg bedst fjerner skammen ved at tale åbent og være stolt af den hjælp vi har modtaget. Jeg har også frygtet at møde sætninger som: "Det er sjovt, hun ligner ikke dig så meget" og derfor ville vi hellere tale højt om det hele uden omsvøb. Jeg ved, jeg ville blive såret over den slags kommentarer, selvom jeg jo udmærket er klar over, at Asta får svært ved at ligne mig.

Vi taler også allerede åbent omkring vores historie med Saga. Det er jo meget abstrakt at forstå, men de skal begge vide, at vi har fået hjælp og der ingen tabuer er.

Vi er stolte af vores historie. Både Asta og Saga er virkelig begge to ønsket så højt. Vi taler på samme måde om Ask og Alva som vi tabte, og de bliver tit omtalt af Saga som værende hendes søskende. Det går lige i hjertet på os, og det betyder meget, at de ikke kun er med i vores fortælling men også i Sagas.

Hvordan har processen påvirket jer - som par?

Igennem de år vi har kæmpet med (sekundær) barnløshed og sorgen efter Alva og Ask, fandt vi tættere sammen. Det var os imod resten af verden. Selvom verden ville os det godt, så var det den kamp vi kæmpede sammen. Der var ikke tanker og følelser, der var forbudte eller forkerte at sige højt for hinanden. Vi havde ligesom et fælles helle, hvor alt var tilladt, uden at man skulle overrumples af rationelle tanker fra søde og velmenende venner.

Flere gange fik vi råd om, at vi jo skulle hive hinanden op på dårlige dage. Det opdagede vi lynhurtigt ikke fungerede for os. Det virkede falskt og iscenesat. Hvis ikke vi kunne være 100% i følelserne, når de opstod, føltes det som en eksplosion i hovedet.

Jeg synes især, at vi har været gode til at mærke hinandens behov. Når jeg synes jeg var den største kujon og bare ville flygte, vidste Mikkel at jeg egentligt bare trængte til at blive holdt om. Og havde jeg (Trine) en dårlig dag, så forsøgte jeg heller ikke at hive Mikkel med ned, hvis han havde en god dag. Vi accepterede på den måde at vi ikke altid kunne være synkront i den hverdag, vi desværre var havnet i.

Noget vi har brugt meget er vores fællesskab i humoren. At kunne se det komiske i en hverdag, hvor alt ellers ofte var sorg, fertilitetsbehandling, frustrationer, bekymringer osv. føltes lettende, og som om man lige ramte overfladen efter et sug ilt, inden man dykkede ned igen.

Fik du eller I hjælp til at bearbejde nogle af følelserne?

Jeg havde det svært og følelsen af at hovedet aldrig får en pause er hård at være i. Jeg gik til psykolog et par gange. Det er mest for at få bearbejdet sorgen, følelsen af at være utilstrækkelig, og at jeg oplever flere og flere ting som meningsløst. Jeg havde humørsvingninger og savner vores hverdag, fra inden vi mistede Alva og Ask, og vi trak os fra venner og familie, da vi til sidst ikke kunne ikke holde alle graviditetsannonceringerne ud. På et tidspunkt havde vi én i ugen! Det var alt for overvældende. Vi havde mest af alt lyst til at melde os ud af samfundet også finde tilbage, når vi var ude på den så berømte 'anden side'. Jeg var hele tiden bitter, og syntes livet var uretfærdigt. Mens andre gik gnidningsfrit igennem graviditeter og alle scanninger, stod vi med den ene ulykke efter den anden.

Ofte orkede jeg ikke kom sammen med bekendte da den overfladiske snak med "hvordan går det hos jer?", fordi jeg ikke kunne svare fyldestgørende. Det var simpelthen for lang en snak at smalltalke omkring. At jeg så heller ikke magtede ubetænksomme sætninger som "Nu må I nyde, at I har Saga", "Godt, at lægerne opdagede Ask og Alva var syge" og "Der er sikkert en mening med det hele", er en helt anden snak. Til gengæld var Saga en kæmpe hjælp for mig, og det at hun glæder os hver dag, er med til at holde mig ovenpå.

Mikkel var der til at minde mig om at følelserne og de grimme tanker ikke er sådan jeg er, men sådan jeg er lige nu på baggrund af den situation jeg er i - Den gamle Trine er lige inde bagved. Det gjorde, at jeg ikke mistede mig selv.

Trine og Mikkels tal

2 IUI
4 IVF
3 ægdonationer med ICSI behandling
5 forsøg med ægopsætning fra donor

Havde du nogle bekymringer ift. Saga?

Undervejs i behandlingerne, først med mine æg og siden med donors æg, havde jeg en kæmpe sorg over, at Saga blev ældre og ældre, og aldersforskellen til en levende søskende kun blev større. Jeg var ikke i tvivl om, at de ville få mest muligt ud af at være tætte i alder. Alle vores venner fik børn trip trap træsko med to år imellem deres børn. Som enebarn var det virkelig et stort fokuspunkt for mig. Det er, siden vi fik Asta, blevet gjort til skamme mht. den aldersforskel.

De to piger stornyder hinanden. Vi kan forklare Saga, hvorfor vi lige må vente med et eller andet, fordi baby Asta har et andet behov. Saga har endda været en kæmpe hjælp i at passe på, hente ting (chokolade til mor der ammer, fordi Asta jo også skal have kakao) og nydt lidt ekstra ipad-tid til tider, når mor og far har trængt til at indhente søvn.

Hvordan har I det i dag?

Mikkel: Når jeg ser Trine i dag og ser hende sidde med Asta, ville jeg ønske, at jeg kunne rejse tilbage i tiden til den Trine, som var så fortvivlet og vise hende et glimt af den virkelighed, som heldigvis er altoverskyggende i dag: Asta er vores barn. Og Trine er mor til Asta fuldstændig ligeså meget som hun er mor til Saga. Mit råd til folk, der overvejer donoræg vil derfor være: “Gør det! Hvis det er det, der skal til, så gør det! Det er jeres barn, og det ved I det sekund I får to streger.”

For os var det en del af accept-processen, at vi skulle prøve med Trines æg først. Men hvis vi havde vidst, hvor naturligt det ville blive og føles med donoræg, så var vi gået i gang med det noget før.

Graviditeten med Asta, var ni lange måneder og fyldt med bekymringer og angst for at miste hende. Det var derfor enormt surrealistisk at opleve hvor hurtigt vi helt naturligt nu var en familie på fire - ligesom vi havde drømt om så længe. Bekymringerne forsvandt hurtigt i mange praktiske ting som amning, søvnmangel og alle de nye roller vi nu skulle jonglere rundt i. Det var enormt lettende at kunne slippe den ængstelighed der havde fulgt os siden 2017.

April 2022 blev Asta 1 år. Det var en vild milepæl at opleve. Det var en dag med fejring og mange tanker om den tid vi har været igennem sammen. Hendes skønne storesøster på 6 år er verdens bedste, og vi har fundet ro og ramt en hverdag, hvor vi ikke føler, vi skal være beredt på næste kamp vi skal kæmpe. Det er vi taknemmelige over at kunne opleve og må leve i. Hverdagens små ligegyldigheder føles små og leverpostejmadderne er fede at smøre - så længe alle er raske og har det dejligt. Det er med garanti et af de mest klichefyldte sætninger, men vi føler vi sammen er kommet stærkere igennem alle de år med ulykke og sorg. Vi har lært hinanden at kende som det måske er de færreste forundt i et parforhold.

Fremtiden er svær at spå om, men vi har 8 æg på frost og dem beholder vi nok, så længe det er muligt.

Følg Trine her