Tommy: “Min kone lægger krop til meget, men det betyder ikke, at det ikke også er hårdt for mig”

Tommy og hans kone Mirea har forsøgt at blive gravide i 3 år - ét år på egen hånd og 2 år i behandling. Men hvordan er det at være mand/partner i et behandlingsforløb? Tommy giver et indblik i hans personlige oplevelser her.

Skrevet af:

wawa

24. juni - 2022


Om:

Tommy, 39 år og gift med Mirea.

Lærte hinanden at kende i 2014 og blev gift i 2018.


Vil du fortælle om dig og jer inden I startede fertilitetsbehandling?

Skal jeg være helt ærlig, så har det aldrig rigtig været et must for mig at skulle være far. Hvis jeg skulle ende med at være far, ville det være fantastisk - men hvis ikke, så havde det også været et fint liv, som ville indeholde noget andet.

Dette ændrede sig dog, da Mirea blev gravid i foråret 2020. Der var noget der klikkede i mig. Noget der faldt på plads i mig. På trods af, at det er super kliché, så var der en masse, der begyndte at give mening. Fra det øjeblik var der ingen tvivl om, at jeg gerne ville have et barn og blive kaldt for far. Uden tvivl. Det var soleklart.

Men inden det skete, var vi optimistiske omkring at blive gravide og vi havde ikke skænket fertilitetsbehandling en tanke. Vi så ingen grund til, hvorfor vi skulle have hjælp og tænkte, at det nok skulle kunne lade sig gøre på den naturlige måde.

Vi var hhv. 25 og 30 år, da vi lærte hinanden at kende - og vi har nok levet som et forholdsvis typisk par, som gerne ville lære hinanden helt at kende, komme ud og se verden sammen, have tid til at gøre karriere, komme ind på ejerboligmarkedet og skabe et godt fundament, inden der kom børn ind i billedet.


Hvordan fandt I ud af, at I skulle i fertilitetsbehandling?

Vi startede projekt baby i slut februar/start marts 2019 - uden held med en naturlig graviditet efter et år. Så i februar 2020 snakkede jeg med egen læge omkring udfordringen, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle aflevere en sædprøve på Rigshospitalet.

Om morgenen d. 11. marts 2020 var jeg inde på Rigshospitalet og fik foretaget en prøve. I den efterfølgende weekend fandt vi ud af, at Mirea var blevet gravid. Det var fantastisk, og vi tænkte, at vi nu ikke behøvede at skulle i fertilitetsbehandling. Det var en lettelse.

Jeg havde stadig ikke fået svar på min prøve, men vi havde lidt en følelse af, at det var lige meget nu. For vi skulle være forældre. Det føltes som en sejr, og vi begyndte så småt at gøre os tanker om vores kommende roller og planlægge fremtiden som alle kommende forældre nok gør.

Men ca. 2 uger inde i graviditeten fik Mirea smerter, og vi fik en tid på Hvidovre Hospital til tjek, for god ordens skyld. På grund af corona, skulle Mirea alene ind til undersøgelse. Der var meget længere ventetid end forventet og jeg vidste ikke, hvad der foregik. Jeg blev urolig og nervøs, og efter at have ventet over en time uden at kunne få fat på hende, fik jeg et billede fra hende, hvor hun var blevet lagt i drop og var på vej til operation, som skulle foretages med det samme.

Det viste sig, at hun havde haft en graviditet uden for livmoderen som blev fjernet, og så havde de fjernet en æggeleder, da den ikke fungerede som den skulle.

Jeg var selvfølgelig glad og lettet over at hun havde det godt, og operationen var gået godt. Og jeg glædede mig egentlig bare til at hente hende dagen efter. Det var en lang og underlig aften og nat, og følte mig en anelse ”tom for følelser”.

Der var sket virkelig meget på virkelig kort tid. Det var svært at forstå og være i.

Det var en lidt turbulent tid de efterfølgende dage, hvor vi begge to lige skulle lande igen. Det tog lidt tid.

Ikke længe efter aborten og operationen kom der svar på min prøve, og resultatet var nedslående: “Meget stærkt nedsat sædkvalitet”. Det var en mavepuster, især oven på alt det vi lige havde været igennem. Og efter at have brugt noget tid på at komme ovenpå igen, både fysisk og psykisk, kontaktede vi vores læger og fortalte om situationen.

Jeg blev på ny henvist til Rigshospitalet, hvor jeg skulle starte et forløb med tests og samtaler. Det forløb startede op omkring juni 2020 og sidste samtale med klinikken sluttede august/september 2020.


Hvordan var jeres behandlingsforløb?

Vi startede op med diverse undersøgelser af os begge to i starten af 2020, hvor vi i løbet af efteråret 2020 startede et forløb op på en privatklinik, hvor vi skulle prøve inseminering. I behandlingen på den private klinik fik vi 3 inseminationsforsøg, desværre uden graviditeter.

Efter det sidste forsøg i juli måned blev vi henvist til det offentlige, hvor vi blev skrevet op til IVF/ICSI-behandling på Hvidovre Hospital. Der var et par måneders ventetid, og i november fik vi mulighed for at starte forløbet op. Men da jeg lige var startet i et nyt job i oktober, og Mirea var startet som elev i september, ville vi gerne vente et par måneder. Vi ville begge to gerne ind i vores nye jobs, og falde på plads inden vi gik i gang med behandling.

Vi startede vores IVF/ICSI-behandling op i januar 2022. Status lige nu er at vi har haft 2 ægudtagningsforsøg og 2 ægoplægningsforsøg - og 0 graviditeter.

Vi har pt. 2 nedfrosne æg fra udtagning 2, som er klar til oplægning, men vi har valgt at holde en god pause hen over sommeren. Vi har brug for at få tankerne over på noget andet, og ikke leve i et super fastlagt skema hver dag.


Vil du prøve at sætte ord på, hvordan det har været at være dig i forløbet? Først i jeres forhold, og dernæst i forhold til klinikaftaler, læger, mm.

At være i dette forløb har indtil videre givet mig nogle dybe mavepustere og humørsvingninger som varer i længere tid end normalt. Det slider lige så stille og roligt, på trods af at vi ”kun” har været i gang i lidt over 3 års tid. Ser vi på det objektivt, så er det måske også forholdsvis meget der er sket inden for de 3 år - først med forsøg på at blive naturligt gravide, komme igennem en abort og operation, opstarte fertilitetsbehandling, inseminationsforsøg på privatklinik og nu IVF/ICSI igennem det offentlige - hvor især de seneste 2 år har været ret hektiske og der er sket meget.

Forløbet påvirker vores forhold. Ingen tvivl. Heldigvis synes jeg, at vi begge er gode til at holde gejsten oppe og opmuntre når en af os er nede. Men det er da klart, at forløbet efterlader nogle mærker, hvor vi bliver klogere på os selv og hinanden.

Jeg er forskånet for al det fysiske, der kan give smerter og ændringer af/i kroppen. Mirea lægger krop til meget, hvilket alle kvinder gør i sådan et forløb. Og til det kan jeg kun give min dybeste taknemmelighed for. Det er stærkt. Men det betyder ikke, at det ikke kan være hårdt at være manden i det.

Det er svært at styre følelserne, tankerne, forhåbningerne, nedturene og hvordan jeg kan støtte Mirea i det her.

Jeg synes det har været, og stadig er, svært at skulle navigere rundt i det her.

I starten stod jeg meget ude på sidelinjen og observerede - særligt pga. corona, hvor jeg ikke kunne være med til insemineringer osv. Så jeg følte en vis form for distance i det. Jeg kunne ikke helt sætte mig ind i, hvordan det var at være på klinikken, snakke med lægerne og ellers være en del af det. Jeg skulle egentlig bare ind og aflevere en sædprøve, når det var tid til et forsøg.

Jeg havde lidt svært ved at relatere til, hvad der foregik med Mirea, ift. de hormoner hun skulle tage og hvad der foregik på klinikken. Jeg havde ikke mulighed for at se scanningerne, spørge lægerne undervejs eller se hvor mange follikler der var osv. Men sådan var omstændighederne, og vi gjorde hvad vi kunne for at være opdateret på vores situation og støtte hinanden.

Restriktionerne blev så småt hævet da vi startede på IVF/ICSI-behandlingen, og jeg kunne begynde at tage med ind til de scanninger og indgreb der skulle foretages. Det var nok også dér, at det rigtig begyndte at gå op for mig, hvor meget det krævede af Mirea. Sådan noget som ”hvornår hvad skal ske”, ”hvilke tal skal vi være opmærksomme på”, ”hvordan skal vi forholde os”, ”hvad kan vi gøre for at have et så normalt et liv som muligt” begyndte jeg at stifte bekendtskab med.

Det er klart, at IVF/ICSI-behandling har andre tilgange og processen er anderledes, og mere krævende end inseminering. Men nu kunne jeg endelig tage med, støtte op, spørge personalet og alt hvad der ligger i mellem. Det gør, at jeg for alvor nu føler at være en del af processen, og kan bidrage med mere end bare en klat sædceller.

Det betyder så også, at den følelsesmæssige virkelighed nok også begyndt at ramme, og alvoren sådan rigtig er begyndt at indfinde sig. Og hvad det kræver af os begge rent mentalt.

I starten havde jeg meget fokus på Mirea, og det hun skulle igennem. Og det har jeg stadig, især når hun skal give sig selv hormoner og skal til scanninger. Men jeg kan også mærke et skifte i mig selv, hvor jeg er begyndt at have fokus på mine egne følelser og min mentale tilstand. Jeg er i en proces, hvor jeg er i gang med at lære hvordan jeg skal navigere i alt fra at have en kæmpe tro og optimisme på vores håb og drømme, til at være bedrøvet og ikke tro på det. Og det er skidesvært at være i, for at sige det ligeud.

Efter første forsøg, og på vej ind i anden ægudtagning og oplægningsforsøg, bestemte jeg mig for at nedjustere mine forventninger for at se om jeg kunne håndtere følelserne bedre, hvis forsøget skulle blive negativt. Den nedjustering lykkedes, og nok også lidt for godt. Udfordringen nu er så at trække mig selv ud af den bedrøvende/”meeeh” følelse som præger mig pt., og få den vendt til at få optimismen og troen tilbage.

Heldigvis var Mirea mentalt ovenpå ved andet oplægningsforsøg og er det stadig, på trods af at det ikke endte ud i en graviditet. Det er nok godt og heldigt, at hun er det - for ellers tror jeg, at vores hverdag havde været trist og måske føltes ret meningsløs.


Hvad har fyldt mest hos dig i forløbet indtil videre?

Den første tid i forløbet fyldte min diagnose med en “meget stærk nedsat sædkvalitet” en del. Det gjorde udsigterne til at lykkes med at blive forældre ret lille. Det fyldte især under vores insemineringsforsøg, hvor min kvalitet var meget lav. Vi kunne simpelthen ikke forestille os at blive gravide på den måde, og lægerne delte vores tanker. De troede heller ikke på det, da min kvalitet var så langt nede som den var.

Nu hvor vi står midt i IVF/ICSI-forløbet, så er det tanken om, at det ikke lykkes, der er begyndt at fylde. Især ventetiden fra oplægningsforsøg til svar på blodprøver gør det svært at være i. Og når værdien fra blodprøven kommer tilbage, hvor tallet er meget langt fra noget, der ligner en graviditet, så kan det virke som et umuligt projekt at have gang i.

Men under de seneste par ægoplægningsforsøg er min sædkvalitet begyndt at blive markant bedre. Antallet af sædceller er tæt på at være 7-8 doblet fra den bedste prøve, jeg tidligere har afleveret, som var i maj/juni 2021. Det synes jeg er ret vildt, selvom min kvalitet stadig er nedsat og langt fra at være normal - men det giver håb for fremtiden og det har været en mindre selvtillidsbooster i den seneste tid.


Hvordan påvirker det jeres parforhold at være i behandling?

Vores liv og parforhold er blevet meget skemalagt. Og vores tanker kredser utrolig meget om hormonerne, forsøgene og håbet.

Når vi er i et ægudtagnings/ægoplægnings forsøg, så bliver vores dage lagt i ret stramme tidsrammer, hvor der ikke er plads til den store spontanitet. Hormonerne skal tages på bestemte tidspunkter, nogen af dem flere gange om dagen med 12 timers interval. Andre med 24 timers interval. Og der må ikke være de store udsving omkring tidspunkt de bliver taget.

Hormonerne er med til at præge Mireas humør, og der kan opstå nogle diskussioner og frustrationer fra begge sider. Dog tror jeg også, at det er med til at lære os begge at give hinanden rum, når vi har brug for det. Og skabe forståelse for hver vores tanker og følelser. Og hvordan vi håndterer sådan et svært forløb, som det her er. Og hvornår vi skal hjælpe og støtte hinanden.

Forløbet er et helvede at være i, hvilket vi ikke kunne have forudset. Selvfølgelig havde vi tanker om, at det ikke ville være nemt at være i, da vi fandt ud af at vi skulle i behandling. Men vores tanker omkring det var ikke tilstrækkelige, har vi fundet ud af.

Hvordan det har været at være Mirea under forsøgene, det tør jeg ikke at tænke på. Jeg har kunne se og høre på hende, at det har gjort ondt, men det er hendes krop, det er gået ud over. Jeg har kunne stå ved siden af, holdt i hånden og opmuntre hende så godt jeg nu kunne. Det har bestemt været hårdt at være vidne til.

Forløbet har skabt samtaler mellem os, som vi ikke havde tænkt over vi nogensinde skulle have. Det er ikke nemme samtaler vi har været igennem, og der venter sikkert flere til os i fremtiden. Men de samtaler og snakke har nok skabt en form for bånd, hvor vi føler det er os to mod verdenen. Vi er blevet tættere som par og det gjort os stærkere. Vi har fundet ud af, at vi ikke er nogen, som giver op. Tværtimod.


Oplever du at det påvirker dine relationer, fx med venner?

Ja, det det gør. Uden tvivl. Jeg har fra start af valgt at være åben omkring vores udfordring, og hvordan det er at være mig. Både overfor Mirea, min familie, venner og mit arbejde. Jeg tror på, at åbenhed skaber forståelse og kan gøre, at andre bliver opmærksomme på mit humør og hvordan jeg interagerer med andre.

Familiemæssigt er jeg den sidste i en søskendeflok på 3 til at få børn. Mine søskende har fået børn uden hjælp. Jeg føler ikke, at der er noget pres fra hverken mine søskende eller mine forældre, for at skulle blive forældre. De støtter så godt op som de kan og holder humøret højt. Og det er jeg glad for. Men det er bestemt ikke fedt at være den som er i behandling for noget som burde ske helt naturligt.

Blandt mine venner er jeg den eneste (som jeg ved af), der har fået konstateret meget lav sædkvalitet og som er i behandling. Dynamikken mellem os og hvordan jeg agerer overfor dem, kan være en anelse svingende. Jeg tror ikke altid, de ved, hvilket ben de skal stå på.

Som eksempel, skulle en af mine allernærmeste venner igennem 15+ år fortælle mig, at hans kæreste og ham er gravide. Ham og jeg har altid fulgtes ret tæt i livets gang, så da han ringede og fortalte, at han og kæresten nu venter sig, og ikke har været i noget forløb, så var det en mavepuster. Det må ikke misforstås; Mirea og jeg er superglade for, at de venter sig deres første barn - ingen tvivl. Men de var lidt det sidste vennepar, som vi begge ser og kunne spejle os i, som nu skal være forældre. Og fra den dag begyndte jeg at føle mig ensom. Jeg har lidt en følelse af, at jeg er den, som er blevet ladt i stikken, og at vores forhold kommer til at ændre sig, da deres virkelighed ser anderledes ud nu.

De andre venner som jeg har, der ikke har børn eller ønsker sig børn, er jeg stille og roligt begyndt at distancere mig fra. Jeg gør det ikke bevidst. Men mit forhold til dem har ændret sig.

Så ja, mine relationer ændrer sig. Og jeg er, som tidligere skrevet, begyndt at føle mig ensom, da jeg ikke rigtig har nogen venner at spejle mig i og dele mine følelser og tanker med. De kender simpelthen ikke til, hvordan det er at være i.

Jeg trækker mig også fra sociale arrangementer, både privat og arbejdsmæssigt. Jeg har simpelthen ikke overskud til at socialisere og skulle forholde mig til andre. Jeg er helt overbevist om, at det vil være sundt for mig at deltage i sociale arrangementer, og det måske vil kunne hjælpe på humøret. Men jeg synes det er utrolig svært og uoverskueligt at skulle deltage i større forsamlinger.

Det er nok også en af grundene til at jeg har startet en Facebook-gruppe, der hedder ”Mænd og fertilitet”, som udelukkende er for mænd, der skal til at starte, er midt i et forløb eller som har været det. Jeg kunne godt tænke mig at finde andre mænd, som jeg kan dele mine tanker med. Det ville jo være fantastisk hvis der kunne opstå nye venskaber, men først og fremmest er tanken at kunne starte en dialog med andre som ved, hvordan det føles at være i et fertilitetsforløb.


Hvad er jeres status lige nu?

Vi har valgt at tage en pause hen over sommeren. Efter to ægoplægningsforsøg side februar som ikke lykkedes, har vi brug for en pause, hvor vi kan slappe af og få tankerne over på noget andet. Få noget luft og komme ud af den meget skemalagte hverdag.

Vi har valgt at tage tingene som de kommer, og ikke tænke så langt ud i fremtiden. Selvfølgelig har vi da snakket om, hvis det ikke skulle lykkes, men det er ikke noget vi har talt i dybden om.

Vi har ikke været i behandling i så lang tid igen, kontra hvad andre par har. Dog tror jeg, at vi er enige om, at vi ikke kan køre på i årevis. Det slider simpelthen for meget på vores forhold og på os som individer.

Adoption kan selvfølgelig være en mulighed, men der er vi ikke endnu. Vi vil gerne tro på at det lykkes, inden vi tager rigtig hul på adoptionstankerne.

Vi har også snakket om, om vi skal sælge vores rækkehus og flytte tilbage til København. Hvis det ikke lykkes for os at blive forældre, så har vi nok begge et ønske om, at vores liv skal se anderledes ud end at bo på en rolig vej og villakvarter, hvor der er både naboer med børn og ældre folk. Så vil vi nok gerne tilbage til en hverdag, hvor der sker lidt ude på gaden, og hvor der ikke er langt til kulturelle tilbud.

Men vi er ikke nået dertil endnu. Vi har stadig nogle forsøg i det offentlige, og muligheden for at fortsætte i det private. Vi tager nogle små skridt ad gangen, og ser hvad der sker.


Når du ser tilbage, hvad er/har så været det sværeste?

For mig er det sværeste, indtil videre, lige det moment vi er i nu.

Det var helt klart svært da Mirea fik fjernet sin graviditet og sin ene æggeleder. Det tog lidt tid før vi var ovenpå igen. Men jeg tror vi fik en form for håb, hvor vi begge tænkte, at det godt kunne lykkes. Så så det måske ikke helt så skidt ud, som vores læger ellers havde givet udtryk for.

Men nu hvor vi har været igennem 3 inseminationsforsøg, et enkelt IVF- og et enkelt ICSI-forsøg, og det ikke rigtig har givet nogle positive resultater, så er mit humør og tro på det begyndt at falde. Især efter min seneste oplevelse med min nærmeste vens nylige graviditet.

Uvidenheden omkring det hele gør det svært at være i og svært at navigere i mine følelser og tanker.


Hvad ville du gerne have vidst som mand eller partner på vej i behandling?

Hvilke scenarier, følelsesmæssigt set, man som mand og/eller par vil komme igennem. Der er OK med information omkring det fysiske i et forløb. Jeg synes, at vi bliver preppet OK, og de læger og sygeplejersker vi har været i kontakt med, har været gode til at forklare, hvad de skal til at gøre og hvad det betyder.

Men det psykiske er ikke rigtig noget som klinikkerne har fokus på, eller giver nogen information om. De er ikke psykologer og har ikke træningen i at hjælpe patienterne på den måde. Og så er det selvfølgelig forskelligt hvordan individer reagerer og føler. Dog tænker jeg, at der må være nogle fælles følelser som en stor procentdel gennemgår undervejs, som de kunne give bare lidt info om. Og hvad man som patienter kan forvente.

Det ville være rart at vide, om der er grupper at opsøge eller om der sidder psykologer med fokus på infertilitet, som måske kunne give råd og vejlede én igennem et forløb. Det med at kunne hjælpe patienterne på vej ville være fantastisk.


Hvis du skal give et hep eller godt råd videre til én, der skal starte i behandling nu, hvad ville det så være?

Vær åben omkring din og jeres situation. Bryd det tabu (som jeg oplever) der ligger hos mænd, og vær med til at få sat lys på mændenes rolle i forløbet.

De fleste mænd i denne her proces er forskånet for en meget stor del af det, som gør fysisk ondt og som kan ændre kroppen. Men vi er lige så meget med på det følelsesmæssige plan som kvinderne er.

Mændene har også en masse følelser og tanker, der er behov for at blive bearbejdet og snakket om.

Jeg har desværre mødt andre mænd, som har gjort lidt grin med mandens rolle i et fertilitetsforløb, hvor nogle af kommentarerne har været ment som jokes. Andre af kommentarerne har været ren og skær uvidenhed. Og når de personer selv har børn, så har jeg lidt fået opfattelsen af at: “Man er ikke en rigtig mand, hvis man ikke kunne producere sine egne børn og skal have hjælp”.

De gange jeg er stødt på sådanne kommentarer, så har jeg været helt up front og konfronteret dem med at sige, at jeg selv er i forløb. Og det virkelig ikke er særlig sjovt at være i. Og at det bestemt ikke er fordi jeg ønsker at være den, som ikke kan levere det der skal til, for at min kone kan få en naturlig graviditet. Det kan godt gøre ret nas at få sådan nogle kommentar med på vejen.

Derudover tænker jeg også, at mændene har godt af at åbne op overfor deres partner. Vær åben og fortæl hvad du som mand går og føler. Du er lige så meget med i forløbet. Det kan være rigtig fint at gå ud i skuret og rydde op i værktøjet eller gå ud til bilen og sparke til et af bildækkene. Men jeg tror ikke, det løser de følelser, der kan ligge og ulme. Det hjælper heller ikke din partner med at forstå dig, hvis du er lukket til og ikke deler dine følelser og tanker.

En anden ting som jeg tror kan hjælpe er at søge et fællesskab med andre mænd som står i samme situation. Nogen som du kan spejle dig med og i. Sådan et fællesskab har jeg selv søgt online, uden held. Så jeg har startet min egen private Facebook-gruppe: ”Mænd og fertilitet”. Det er en gruppe som, i skrivende stund, kun er for mænd, som skal til at starte i behandling, er midt i eller har afsluttet et behandlingsforløb. I gruppen har medlemmerne mulighed for at poste lige det de vil, med respekt for andre selvfølgelig, og fortælle deres historie og sætte ord på deres følelser. Det fungerer også som et sted, hvor man kan spørge ind til forskellige behandlingsformer - eller sågar finde folk som har lyst til at mødes ude i den virkelige verden.