Tine Høeg: “At skulle i fertilitetsbehandling er som en drøm, der brister”

Vi har haft en inspirerende snak med forfatter Tine Høeg, som har udgivet romanen SULT, der handler om, hvad fertilitetsbehandling gør ved et menneske, en kvinde, en kunstner, en kæreste og en krop. Læs med her.

Skrevet af:

wawa

16. august - 2022


Tine Høeg er forfatter og har udgivet bøgerne “Nye rejsende”, “Tour de chambre” og senest “SULT”, der handler om parret Mia og Emil, der selv har forsøgt at få et barn i et år og nu starter i fertilitetsbehandling. Emil har to børn fra et tidligere forhold. Mia er forfatter og har altid vidst, at hun vil være mor. Hun begynder at skrive tekster fra et behandlingsforløb, der bliver stadig mere gennemgribende og truer med at få alt til at falde fra hinanden. Samtidig lever og vokser skriften, den bliver en frelse, men bringer også yderligere uro ind i parforholdet.

Vi har snakket med Tine Høeg om SULT, om hendes tanker og følelser efter selv at have været i behandling - et forløb, der nu er mundet ud i en graviditet.


Kære Tine, fortæl lidt om dig selv fra før fertilitetsbehandling - hvornår mødte du din mand?

Jeg havde været alene et stykke tid, og da jeg var omkring 30 valgte jeg at få tjekket min fertilitet. Jeg gik med overvejelser om at blive solomor eller måske få frosset æg ned til senere. Jeg har altid været bevidst om, at jeg gerne vil have børn, og jeg ville ikke gå rundt med skyklapper på uden at vide, hvordan mine muligheder var. Jeg tog min længsel efter børn meget alvorligt, og derfor valgte jeg at blive undersøgt.

Svarene fra mine tests var, at alt var fint. Jeg aftalte med fertilitetsklinikken, at jeg skulle komme når jeg var 35 år og så kunne jeg starte i behandling dér, hvis der ikke var en partner i mit liv.

Da jeg var 33 år mødte jeg så Mads, og vi blev meget forelskede. Ret hurtigt talte vi om børn. Det var vigtigt for mig at han vidste, hvor jeg stod. Og jeg var nødt til at høre, om det med flere børn var helt udelukket for ham. Han har jo to i forvejen. Det var det heldigvis ikke.

Et par måneder vi havde talt meget forsigtigt om det første gang, tog han selv emnet op igen og sagde, at han gerne ville have et barn med mig. Det var ret lykkeligt. Mads er seks år ældre end mig, så vi var jo begge bevidste om, at det ikke skulle vente for længe. Det er jo noget andet at møde hinanden når man er 20 år og der er al tid verden. Der er en anden alvor og tyngde i et forhold, der starter, når man er i 30’erne. Mads havde jo to børn fra tidligere, og vi flyttede også hurtigt sammen og levede på den måde allerede som en familie.

Det der med gerne at ville lave et barn sammen er meget euforisk. De første gange man knalder er det jo så fantastisk og blomstrende og fyldt med håb. Det er en stor kontrast til alt det, man så senere ender i, hvis man skal i behandling. Det kan gøre mig helt sorgfuld at tænke på: det skift man går igennem. Den drøm der brister.

For når man så står halvandet år efter midt i behandling med en krop, som man har mistet forbindelsen til, så er det svært at bevare sanselighed og romantik.


Gjorde det ondt at slippe den forestilling om, hvordan man bliver forældre?

JA. Tænk at nogen kan elske sig ind i moderskabet. Det skriver jeg også i min roman. Det virker utopisk når man selv har været i behandling. Der er jo et tab allerede når man starter i behandling. Det var jo ikke den måde man ville have, det skulle være på.

Det var også svært, at vi på en måde mistede tosomheden, hemmeligheden. Det kan være godt og nødvendigt at dele at man er i behandling, og det gjorde vi ret tidligt, men det betød, at vi mistede det rum, som skulle have været vores, mens vi forsøgte at blive forældre. Det kærlighedsrum måtte vi forlade.

Fertilitetsbehandling indebærer jo uundgåeligt en lang parade af tab. Store tab og små. Kropsbevidsthed, sanselighed. Forestillinger, drømme og håb. Tabspuljen er stor.


Du nævner selv romantik. Det kan være svært i behandling. Prøvede I at holde fast i den?

Ja, det gjorde vi. Måske var det heldigt for os, at vi var ret nye kærester. Der var stadig forelskelse i blodet, vi var stadig nysgerrige på hinanden, og erotikken fandtes. Den kunne vi holde fast i stadig, ikke hele tiden, men i perioder. Den nysgerrighed på hinanden hjalp os rigtig meget gennem behandlingen.

Når man er i behandling tænker man jo tit meget på at optimere kroppen. Jeg tænkte i hvert fald over min kost, jeg gik til zoneterapi og akupunktur og alt den slags. Men jeg fandt også ud af, hvor vigtigt det er nogle gange at give slip på alt det. Drikke os fulde sammen, slippe det hele og bare være os. Ellers visner man. Så jeg synes vi har gjort noget aktivt for at holde fast i forbindelsen med hinanden. Vi vidste jo at det var hårdt, det vi skulle igennem.

Tine Høeg snakker med wawa fertility om sin bog SULT og sin egen rejse i fertilitetsbehandling
Foto: Sofia Busk


I SULT skriver du også omkring skævvridningen mellem kvinden og partneren i behandling. Kan du sætte lidt ord på det?

Det er noget, jeg håber bogen kan være med til at ændre på.

At manden eller partneren bliver betragtet som pårørende, og kvinden patient. Vi startede i behandling under corona, og her blev den forskel meget tydelig. Mads måtte ikke komme med til scanninger i starten, for “der var ikke adgang for pårørende”. Det er grotesk - at jeg var den eneste, der blev betragtet som patient. Vi var endda primært i behandling på grund af Mads’ sædkvalitet, men uanset hvor problemerne ligger, ville jeg jo ønske, at man blev set som en enhed.

Og når Mads så endelig var med, blev han ofte ikke inddraget. Ikke kigget på eller talt til, og en enkelt gang var der heller ikke en stol til ham ved bordet. Det blev dog væsentligt bedre i det offentlige, der så de ham meget mere. Men stadig var det mig, der var patient.


Hvordan påvirkede det Mads - og hvordan påvirkede det dig?

Han følte sig usynlig, tror jeg. Det var sorgfuldt for os begge to. Vi var heldigvis fælles om at registrere det. Jeg kan huske, at vi sendte hinanden blikke i starten til møderne.

Første gang han skulle aflevere en sædprøve på Hvidovre, så kunne han ikke tjekke ind med sit sygesikringskort - systemet kunne simpelthen ikke læse det, fordi dataen er koblet til mig. Det synes jeg er ret sigende.

Og det skaber jo nemt en følelse af ekskludering, som kan være med til at skabe afstand mellem parret, og det er det sidste man har brug for. Parforholdet er i forvejen under pres.

Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke gør mere ud af at fordele ansvaret, informationen og alt det mentale mere ligeligt. Det bør være muligt. Det handler jo om, hvordan vi betragter de mennesker der kommer ind. Det kan vi da ændre.

Det må kunne lykkes at betragte os mere jævnbyrdigt. Det er kvindens krop, der behandles, sådan er det, men alt det udenom - det ville jeg ønske, at vi fra systemets side fik lov at være mere fælles om.


Du besluttede dig ikke for at skrive SULT - i stedet startede det som en måde for dig at komme af med dine følelser. Kan du sætte ord på det?

Bogen startede som en form for overlevelse for mig. Det var en måde at trække vejret på i det, som vi stod i. Og så er det jo sådan jeg som forfatter gør, hvis jeg har svært ved at begribe noget - jeg bruger sproget. Det er sådan jeg undersøger og forstår verden. At skrive var et lindrende rum for mig - et sted at forholde mig til alt, hvad der skete i min krop og i sindet.


Hvordan blev det til din bog SULT?

Undervejs i behandlingen fandt jeg ud af, at der var stof til en roman i mine tekster, og så begyndte jeg at tænke i de baner, mens jeg skrev. Samtidig med at jeg har forsøgt at være tro mod det vanvid jeg stod i. Og lade det være handling nok i sig selv.

Jeg overvejede undervejs i behandlingen, om jeg skulle åbne op for forløbet fx på min Instagram. Fordi behovet for fællesskab, for at række ud, var så stort. Men det er jo sproget, der er mit værktøj, mit sted. Hvor jeg også var fri fra censur. Herfra kunne det finde sin form og blive løftet ud i offentligheden.

Men jeg var hele tiden klar over, at jeg ville dele det her. Jeg havde selv ledt desperat efter kunst, jeg kunne bruge, men jeg kunne næsten intet finde - romaner, kunst, film. Der var så lidt. Derfor blev fx blogs eller wawa fertility et sted at gå hen, og så måtte jeg selv skrive det værk, jeg længtes efter.


Hvordan håber du at SULT kan være med til at ændre fertilitetsbehandling?

Mens jeg skrev, var min drøm bare at kunne give lindring til ét eneste menneske, der er i behandling. Og den drøm er til overflod opnået, for jeg modtager så ufatteligt mange beskeder, og det rører mig vildt. Og jeg er også begyndt at modtage beskeder fra folk, der arbejder i sundhedsvæsenet. Hvis bogen kan være med til at åbne nogle øjne dér, så vi kan give dem, der behandler, et ægte indblik i, hvad der sker i sindet hos os i behandling, så er det så meningsfuldt for mig. Så lykkeligt. Det er jo vildt dygtige mennesker, der behandler os, og jeg er fuld af beundring for, hvad de kan - men jeg synes der mangler sprog og forståelse for, hvad det gør ved et sind.


Hvad gør fertilitetsbehandling ved en kvinde?

Det flåede mig fra hinanden. Det gjorde det virkelig. Det var en eksistentiel krise. Større end noget andet jeg har oplevet. Helt usammenligneligt

Det med at ønske sig et barn, er ikke noget man kan sammenligne med andre ønsker. Det er ikke noget man gerne vil have. Det var noget jeg måtte have. Det overskrider det rationelle. Det har været et fysisk behov for mig. Noget helt indiskutabelt, noget kødeligt.

At stå overfor, at det så måske ikke kan opfyldes - det føles som noget livstruende. Det har været et så fundamentalt behov for mig, at jeg var sikker på, at jeg ville gå til grunde, hvis det ikke lykkedes.


Du kommer også ind på et tema omkring ventetiden, som jo fylder meget i behandling.

Ja. Man er totalt afmægtig. Jeg kunne ikke flygte fra behandlingen. Jeg kunne heller ikke sætte farten op. Jeg var fanget, overgivet til noget der var uden for min kontrol. Noget som hele tiden er i gang, selvom store dele af tiden er at vente. Lige meget, hvad man gør - så er man i fertilitetsbehandling. Og jeg kunne ikke handle mig ud af det. Normalt kan man med de fleste ting bestemme tempo og styre indsatsen. Knokle. Det kan man ikke her. Ventetid og uvished er helt fundament for fertilitetsbehandling. Og de to ting fik mig til at føle mig tæt på vanvittig.

Tine Høeg snakker med wawa fertility om sin bog SULT og om sin egen rejse med fertilitetsbehandling
Foto: Sofia Busk


Følte du dig som en patient mens du var i behandling?

Det gik op for mig ret sent, at jeg var patient. Jeg håbede jo hele tiden, at vi ‘bare lige’ skulle i en hurtig IUI. Sådan tror jeg tit man har det. Da da det gik op for mig: ‘Jeg er i behandling. Jeg er patient’ så var det sorgfuldt, men også godt. Fordi jeg forstod, at jeg skulle tage hensyn til mig selv. At det her er alvorligt.

Det hjalp mig til at forstå, at det var OK, at jeg ikke bare kunne fortsætte alt i mit liv som normalt. Det kan man ikke, og det skal man ikke - det er jo et behandlingsforløb.

Man får tit at vide af velmenende mennesker, at man skal lade være at tænke på det hele tiden. Men det er en umulighed. Det var det for mig. Det er okay, at det fylder det hele. At du er ude af den, og at det er mørkt at stå i. Og du skal være omsorgsfuld over for dig selv.


Hvordan havde du det, da du fandt ud af du var gravid?

Det var en helt vanvittig decembermorgen. Euforisk.

Jeg var begyndt at hade de der graviditetstest. Det var bare omgærdet med elendighed at skulle tage dem, de var altid negative, de betød slukket håb. Jeg var sikker på, at det samme ville ske igen. Endnu negativ test. Det føltes så meningsløst.

Vi tog testen sammen, det gjorde vi hver gang, og jeg nægtede at kigge sådan rigtigt, det var Mads der måtte stå for det. Jeg orkede det ikke. Alligevel kunne jeg se ud af øjenkrogen, at der begyndte at dukke en skygge op. Og så skreg jeg: KIG PÅ DEN! TÆND LYSET! Og vi stod og gloede helt vanvittigt, og så kom stregen tydeligt frem, der var ikke noget at være i tvivl om - den var positiv.

Jeg begyndte bare at grine. Jeg troede, jeg ville græde. Men jeg grinede og grinede. Jeg var ustyrlig. Og det varede ved i en time tror jeg.

Vi droppede alt og gik verdens længste tur selvom det var pisse koldt. Vi gik og gik og prøvede at fatte det. Det var en meget lykkelig dag.

Men efterfølgende kom der noget uro. Der sidder så meget skuffelse i en. Så det var svært at komme frem til nakkefold. Jeg var hele tiden bange for, at det skulle blive taget fra os igen. At vi skulle tilbage til start. Lykken er jo dobblet, når man har været i behandling - det er både lykken over graviditeten, og over ikke at være i behandling mere. Så tabet kunne blive lige så farligt stort.

Jeg har tænkt meget på denne mellemfase. På at der ikke er mere fokus på os, der kommer fra et behandlingsforløb. Der er ingen pause imellem behandling og graviditet - naturligvis. Men det er to undtagelsestilstande, to vilde transformationer, og man sluses ind som almindeligt gravid efter den første tidlige scanning. Jeg ville ønske, man fik en samtale med nogen om det.


Hvad vil du gerne sige til en kvinde der skal i gang nu?

At det er okay, hvis det kommer til at fylde det hele. At mørket gerne må være der. Og at du skal tænke selvomsorgen ind fra starten. Og hvis man har en partner - så giv plads til mørket over for hinanden. Der kan nemt komme mange svære, urimelige følelser, og det skal man ikke skamme sig over. Så det med at turde dele det hele med hinanden - det er vigtigt, tror jeg.