Tina: “Pludselig var jeg hende, der havde fået kræft i stedet for et barn”

Efter at være blevet behandlet for brystkræft som 32-årig skal Tina være fem år på antihormoner, som sætter hende i kunstig overgangsalder. I januar 2020 giver lægen hende to års pause fra hormonerne til at nå at få et barn med sin mand. Og det lykkes.

Skrevet af:

wawa

25. oktober - 2021


Tina ønsker at være med til at bryde med forestillingen om, at kemobehandling er lig med infertilitet. For trods en kræftdiagnose er der stadig håb for en fremtid med børn.

Vil du starte med at fortælle os lidt om dit kræftforløb? Hvilken diagnose havde du, og hvordan blev det opdaget?

Jeg mødte min mand relativt sent i livet. Jeg var 30 år og han var 35 år, og han havde allerede to børn fra tidligere. Inden vi havde lært hinanden at kende og var klar til at tale om at stifte familie, var jeg 32 år, og han var lige fyldt 37 år. Jeg husker meget tydeligt, at vi var ude at fejre hans fødselsdag i starten af januar 2018, hvor vi for første gang konkret talte om, at det var i dette år, vi skulle forsøge.

Vi interviewer

Tina Hostrup Hauer på
36 år som er kontorelev
i Folketinget. Hun fik i 2017
konstateret brystkræft, som
hun er helbredt for. Tina er gift
med Tim på 40 år og sammen
bor de i Bagsværd med deres søn.

I oktober 2017, to uger efter at jeg var fyldt 32 år, opdagede jeg en knude i mit venstre bryst. Jeg fik hurtigt en tid hos min læge, som vurderede, at den virkede fredelig, men for en sikkerheds skyld henviste hun mig, via kræftpakken, til en klinisk mammografi. En klinisk mammografi består af røntgen og ultralydsscanning af brysterne og eventuelt en biopsi.

Jeg var på scanningsklinikken tre gange på to måneder, og alle tre gange fik jeg at vide, at hverken mammografi eller ultralydsscanning viste tegn på kræft. Der var blot tale om en vandcyste. Ved de to første besøg tømte lægen knuden, så den forsvandt, men den blev ved med at vende tilbage, og først i januar 2018 tog lægen en biopsi. Den 16. januar kom svaret så: Der var fundet kræftceller i brystvævet.

Mine tre bedste veninder var alle blevet mødre året forinden, så pludselig var jeg hende, der havde fået kræft i stedet for et barn.

Trods fejlbehandlingen var knuden forholdsvis lille, og fordi den var placeret yderligt ved brystvorten, betød det, at jeg kunne nøjes med en brystbevarende operation.

Den 25. januar blev jeg erklæret rask efter operation, men på grund af min unge alder, og for at mindske risikoen for tilbagefald, gennemgik jeg 18 ugers kemoterapi, efterfulgt af 23 gange strålebehandling, og til slut gik jeg i gang med 5 års efterbehandling med antihormoner, som satte mig i kunstig overgangsalder.

Jeg blev færdigbehandlet den 29. august 2018, og de efterfølgende år har jeg gået til kontrol hvert halve år. I januar 2020 satte jeg, i samråd med min onkolog, antihormonerne på pause med henblik på at blive gravid.

Onkologen gav os en pause på to år til at få genstartet min krop efter kunstig overgangsalder (alt går i dvale), til at blive gravide og til at amme. Så efter planen skal jeg starte på antihormoner igen i januar 2022, og dermed skal jeg tilbage i overgangsalder.

Hvad tænker man, når man både skal overleve en kræftsygdom og tænke på fremtiden og børn?

Jeg har altid prist mig lykkelig for, at jeg ikke havde børn, da jeg fik kræft.

Jeg ved, at mange “knækker” ved tanken om at skulle dø fra deres børn. En tanke, jeg heldigvis aldrig har skullet forholde mig til, hvilket jeg tror er en af årsagerne til, at jeg psykisk er blevet ret forskånet.

Jeg blev tilbudt en genetisk udredning for BRCA-generne, og der kan jeg huske, at jeg tænkte: Hvis jeg har de gener, tør jeg så blive gravid og “risikere” at få en datter, som jeg kan videreføre generne til? Den tanke gjorde enormt ondt, for jeg har altid ønsket mig en lille mini-version af mig selv. Der gik et par måneder, før jeg fik svar på gentesten, som viste, at jeg ikke var bærer af BRCA-generne. Årsagen til, at jeg blev ramt af brystkræft, er simpelthen bare sort uheld.

I dag fylder frygten for tilbagefald minimalt, men da jeg blev gravid, fik jeg efter eget ønske ekstra kontrol på onkologisk afdeling under graviditeten. Brysternes forandring under en graviditet kan skabe en masse bekymringer for alle, men når du tidligere har været ramt af brystkræft, så kan kun en onkolog overbevise dig om, at alt er, som det skal være. Sådan var det i hvert fald for mig.

Inden at jeg startede i fertilitetsbehandling, havde jeg læst meget om, at ventetiden i behandling skulle være enormt hård. Engang læste jeg om en, der sammenlignede ventetiden med den sorg, man gennemgår ved en kræftdiagnose. Jeg husker, at jeg tænkte, at så slemt kan det da heller ikke være, og jeg blev også provokeret over sammenligningen, for der er unægtelig en forskel på at vente på sit livs største ønske og så en mulig dødsdom. Men jeg er sidenhen blevet klogere.

Hvad skete der så videre i forløbet?

Jeg var heldig, for eftersom jeg var blevet opereret rask, hastede det ikke med at få mig i gang med kemobehandling. Det betød, at jeg fik to muligheder for at beskytte min fertilitet: Jeg kunne vælge mellem at få opereret min ene æggestok ud, som de herefter lægger på frys, og dermed bevare alle æggene og/eller få taget æg ud, befrugte dem og få dem lagt på frys.

Jeg besluttede mig for at tage imod begge tilbud, og allerede 14 dage efter min brystbevarende operation lå jeg igen på operationsbordet.

Da jeg var kommet ovenpå igen, gik vi i gang med IVF-forsøget. Jeg startede i hormonbehandling – hvilket var lidt paradoksalt, da den kræft, de havde fjernet nogle uger forinden, levede af hormoner – med henblik på at modne mine æg i den tilbageværende æggestok. Af en ukendt årsag reagerede mine æg ikke på hormonbehandlingen, og de blev derfor aldrig store nok til at tage ud.

Jeg fik tilbuddet om endnu et forsøg, men jeg ville gerne i gang med kemobehandling, så jeg måtte derfor sætte min lid til, at kemoen ikke ødelagde alle mine tilbageværende æg. Under kemobehandlingen fik jeg zoladex, som er depotmedicin, man får stukket i maven hver 28. dag. Den beskyttede min æggestok ved at lukke den ned og sætte mig i kunstig overgangsalder.

Får man nogle tilbud som tidligere kræftpatient i forhold til fertilitetsønske og at stifte familie i fremtiden?

Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg tror, at det afhænger af kræftformen, og hvor kritisk det står til, når det bliver opdaget. Men de kvinder, jeg kender, som har været igennem det samme som mig, har alle fået tilbudt en form for fertilitetsbehandling inden opstart af kemo.

Allerede den dag vi sad på hospitalet og fik at vide, at jeg havde kræft, blev vi tilbudt at komme i fertilitetsbehandling. Der gik ikke mange dage, før vi sad til en samtale på Rigshospitalet fertilitetsklinik, som har læger ansat, der er specialiserede i kræft og fertilitet. Ved denne samtale gennemgik vi vores muligheder for bedst muligt at opnå graviditet efter kemobehandling. Efter operationen og det mislykkede IVF-forsøg fik vi en åben henvisning, så vi kunne ringe, når jeg var færdigbehandlet, og vi var klar til at få børn.

I slutningen af januar 2020 ringede jeg derop, og vi kom allerede til i februar. Jeg blev scannet for at se, om min tilbageværende æggestok havde taget skade efter kemobehandlingen, men den var stadig så trykket af antihormoner, at lægen dårligt kunne se den på scanningen.

Første delmål var, at min menstruation skulle komme retur efter at have været fraværende i over to år. Da den kom retur i maj, fik jeg løbende taget blodprøver for at holde øje med, at AMH- og FSH-niveauet steg. I en længere periode havde de været så lave, at man besluttede at indstille mig til en autotransplantation af min æggestok i oktober 2020. Jeg var dog så heldig, at min krop kom sig henover sommerferien i en sådan grad, at min fertilitetslæge mente, at jeg godt kunne blive gravid med min ene æggestok.

Så i august 2020 blev operationen aflyst, og jeg blev insemineret for første gang. Desværre gav insemineringen ikke det ønskede resultat, og med en cyklus på omkring 60 dage var ventetiden rigtig lang. I oktober 2020 kunne vi så forsøge med vores anden inseminering.

Tre dage efter insemineringen blev min mand og jeg gift, og blot 14 dage senere stod jeg med en positiv graviditetstest.

Efter den tidlige scanning i uge 7, hvor vi så det fineste, lille hjerte blinke, har vi ikke længere haft vores gang på fertilitetsklinikken.

Hvad fyldte for dig i ventetiden mellem kemo og antihormon og igen under fertilitetsbehandling?

Jeg havde helt klart nogle bekymringer om at blive steril både af kemoen, men også af al den medicin, jeg tog efterfølgende. Den åbne henvisning til Rigshospitalets fertilitetsklinik betød, at jeg havde mulighed for at tage direkte kontakt til min fertilitetslæge. Hun kunne heldigvis berolige mig med, at det ikke havde nogen betydning for min fertilitet at tage antihormoner i flere år. Hun kunne desuden fortælle mig, at flere af de præparater, jeg fik, også blev brugt i fertilitetsbehandling.

Men helt generelt så fyldte ønsket om børn ikke særlig meget i den periode. Måske fordi jeg vidste, at det var fysisk umuligt, men også fordi der samtidig var noget angst forbundet med at “bryde” onkologernes behandlingsplan. For i det store hele kan det øge risikoen for tilbagefald at holde pause fra antihormoner. Så frem til at beslutningen om, at nu skulle det være nu, blev taget, lod jeg det ikke fylde.

Den 29. august 2018, da jeg var færdigbehandlet efter ni måneders intensiv behandling med operationer, kemo og stråler, var jeg totalt udkørt, og jeg magtede ikke flere hospitalsaftaler eller behandlinger eller mere medicin. Da vi i august 2020 endelig kunne starte i fertilitetsbehandling, gik der ikke lang tid, før jeg fik flashback til alle mine behandlinger og den kvælende fornemmelse af alle de hospitalsbesøg, der fulgte med fertilitetsbehandlingen. Og fordi min cyklus stadig var meget lang, vidste vi ikke, hvornår jeg havde ægløsning, hvilket betød endnu flere kontrolscanninger for ikke at misse den.

Da jeg var blevet insemineret for anden gang i oktober 2020, havde jeg faktisk gjort op med mig selv, at det simpelthen var for hårdt for mig med alle de hospitalsbesøg og den forbandede ventetid, der bare fyldte alt i ens hverdag.

Hvis ikke man ventede på menstruation, så ventede man på ægløsning, eller den værste ventetid – de 16 dage fra inseminering til testdag.

Du fik efter to behandlingsforsøg et lille mirakel. Havde du turdet håbe på det?

Ja, håbet har altid været der. Men jeg vil da sige, at det var en angstprovokerende periode at gå igennem, fra da jeg stoppede med antihormonerne til jeg fik min menstruation.

Da jeg fik min menstruation, vidste jeg, at min krop stadig virkede, men jeg kunne jo ikke vide, hvor stor skade kemoen havde gjort på mine æg. Til en scanning spurgte jeg fertilitetslægen om, hvordan det så ud med min ægreserve, og her fik jeg at vide, at hun kunne se, at kemoen havde gjort skade på mine æg. Hvordan hun kunne se det, spurgte jeg hende aldrig om, men det var i en meget mild grad, så hun turde godt at håbe på, at vi kunne blive gravide på den ene æggestok.

Drømmer I om flere børn?

Jeg er så taknemmelig for at have fået en sund og velskabt søn, og som det ser ud lige nu, bliver han mit eneste barn. Efter planen skal jeg tilbage på antihormoner i yderligere 3,5 år, og til den tid vil jeg være knap 40 år, og min mand 44 år. Så jeg sætter ekstra stor pris på mit lille mirakel og glædes over, at han både har en storebror og storesøster, der knuselsker ham.

Hvordan er det at have overlevet en kræftdiagnose og som konsekvens skal kæmpe med infertilitet?

Tinas tal

1 IVF
2 IUI-H
1 graviditet
1 barn

Det er heldigvis langtfra alle kræftpatienter, der kæmper med infertilitet. På Instagram er vi en lille gruppe af jævnaldrende kvinder, der det seneste år har født det ene mirakel efter det andet.

Min intention med denne artikel er netop også at bryde med forestillingen om, at kemobehandling er lig med infertilitet, for det er det heldigvis langtfra. Og i de tilfælde hvor det er en nødvendighed, har vi de allerbedste muligheder for at modtage hjælp.

Jeg sætter enormt stor pris på, at vi har et sundhedssystem, der samler os op efter et forløb, hvor vi potentielt kan blive infertile.

Desværre ser vi flere og flere unge mennesker blive ramt af kræft, og de skal vide, at der stadig er håb for en fremtid med børn.

På papiret var hverken min mand eller jeg kvalificeret til fertilitetsbehandling, men fordi jeg fra onkologisk afdeling kun havde fået et vindue på to år til at blive gravid, føde og amme, valgte man at speede processen op ved at tilbyde os fertilitetsbehandling.

Hvordan har du det i dag?

Jeg har det fantastisk. Siden jeg var barn, har jeg passet mindre børn, og jeg uddannede mig til pædagog, fordi jeg elsker børn. Så rollen som mor er prikken over i’et, og jeg kunne ikke være lykkeligere med min mand og vores søn.