Terapeut: Hjælp til at snakke om situationen når man overvejer donor

Hvordan håndterer man situationen, når man som par har været i fertilitetsbehandling, og efter et længere forløb bliver anbefalet at skulle i behandling med donor for at lykkes?

Skrevet af:

Tina Teglgaard

16. juli - 2022


Om skribenten:
Tina Teglgaard er fertilitetsterapeut med personlig erfaring i ufrivillig barnløshed. Hun har mere end 10 års erfaring som certificeret fertilitetsterapeut og er derfor fast tilknytte som fertilitetsterapeut hos flere danske privatklinikker.

Hvordan sikrer man sig, at det ikke skaber problemer i parforholdet? Hvordan får man snakket mulighederne godt igennem og hørt begge parter?

Det gør man via kommunikation og ved at søge information. Som par skal man være stærke sammen, stå stærkt og holde sammen. Respektere hinanden, lytte til hinanden og snakke alle afkroge igennem.

Tal også med lægen, med sædbanken, med fertilitetsklinikken, søg forskellige fora med andre i samme situation og snak med jeres netværk.

Det kan være en god idé at se, om man kan få kontakt til andre, der har været i samme situation og snak med dem om, hvad de oplevede, hvad de følte, hvilke overvejelser de havde osv. Det er rart at have nogle at spejle sig i.

Både klinikker, sædbanker og de frivillige netværksgrupper kan ofte være behjælpelige med at connecte jer med andre.

Der er flere end man tror, som bruger en form for donor og bliver gravid på den måde.

Brug så ovenstående som udgangspunkt til en god og ærlig snak imellem jer, og søg evt. professionel hjælp til den snak.

Hvordan bearbejder man de følelser man kan have, hvis man i forvejen har et barn, men er nødt til at bruge donor til barn nr. 2?

Her skal man sammen finde ud af vigtigheden i at få flere børn. Er det fordi man har en forestilling om, at det bør man – for enhver pris?

Nogle bilder sig ind, at man i den perfekte familie har flere børn eller at det er ensomt at være enebarn. Der er så mange overbevisninger. Det skal og må ikke være bevæggrundene. Man skal gøre det, fordi man har lyst og ikke for andre end sig selv.

Og så husk lige, at det ikke betyder noget for barnet - hverken som værende jeres barn eller som værende nogens søskende - om der er 100% samme biologiske gener. Så længe man er åbne omkring det og fortæller om grunden til, at det skete. At man var et ønsket kærlighedsbarn som man ville gøre alt for at få.

Mange af de kvinder og par jeg møder, der inderligt drømmer om et barn mere, føler dårlig samvittighed. De føler sig utaknemmelige, fordi de så gerne vil have et barn mere selvom det tager tid fra det første barn og at deres omverden ikke har forståelse, for deres brændende ønske om flere børn. Undersøgelser viser, at det kan være lige så sorgfyldt ikke at få det barn nr. 2 eller 3 man drømmer om at få.

Så det ønske skal de dog give sig selv lov til at have. Vi har alle ret til at få de børn vi drømmer om.