Sygeplejersken: “Dialog og ‘de små spørgsmål’ kan skabe stor forskel på patientens oplevelse i behandling”

30% dropper ud af behandling pga. psykologisk belastning. Selvom der tilbydes offentlig finansiering af den fysiske behandling af infertilitet, findes der ikke et behandlingstilbud for de negative psykiske og sociale følger, som behandling kan medføre. Vi har talt med Lene Goltermann, som er sygeplejerske med speciale i netop dette.

Skrevet af:

Lene Goltermann

15. juli - 2022


Om:

Lene Goltermann. Lene er en erfaren sygeplejerske, med særlig fokus på de psykosociale faktorer og en del af ægdonations teamet. Daglige gang og så særlige samtaler med de par som modtaget æg til ægdonation. Har en interesse i at snakke med de patienter der har det svært. Fertilitetsklinikken på Herlev Hospital siden 2006.

30% dropper ud af behandlingen pga. den psykologiske belastning. Er det noget nyt?

Nej, det er jo ikke noget nyt, at patienterne har det svært. Det er bare svært at være i fertilitetsbehandling. Men det er bare blevet meget mere synligt gennem de sidste år – fx i medierne eller når ESHRE (European Society of Human Reproduction and Embryology) sætter fokus på de mentale konsekvenser ved behandling.

Det har betydet, at der kommer flere kurser til sygeplejerskerne og at nogle klinikker kigger ind i at gøre plads til dette i hverdagen. Vi er heldige på Herlev, at ledelsen på fertilitetsklinikken har fokus på det mentale under behandling. Det betyder, at det har været muligt for os at prioritere tid til at tale om det der er svært for vores patienter.

Det er dog vigtigt at sige, at alle heldigvis ikke har det svært.

Det er vigtigt for os i arbejdet, at man ikke skal pådutte nogen en samtale hvis de ikke oplever det er svært at være i behandling.

Hvad er det helt præcist, I tilbyder patienter?

Vi sørger for, at vi gennem behandlingen og de snakke vi har med patienterne, stiller spørgsmål til hvordan de har det. Det er ikke altid direkte spørgsmål til om de klarer den - men det kan være spørgsmål som ‘Hvordan går det med at tage medicinen?’ eller ‘Taler du med nogen om din behandlingsproces med relationer eller din arbejdsplads?’.

På den måde kan vi starte en dialog, der både viser patienten, at vi er interesserede i dem og deres vel, og at vi giver dem et rum til at snakke om det i. Samtidig giver det os mulighed for at afdække hvilke patienter, der har brug for at få tilbudt en samtale - og så kan vi så bruge lidt ekstra tid med dem.

Det er nemlig ikke noget vi annoncerer i venteværelset eller der står på vores website. Men vi spørger til hvordan de har det når de kommer ind som nye patienter og under behandlingsforløbet. Alle os sygeplejersker tager en dialog med dem, og vi snakker med dem om, hvordan de har det osv. Så det er på den måde, vi afklarer, hvem der viser sig at have brug for det.

Hvad har det krævet af jer som afdeling, og af det enkelte personale?

Vi er flere der har været på efteruddannelse i det man kalder psykosocial-care.

Psykosocial-care handler om empati og anerkendelse. Det giver os nogle flere  kommunikationsværktøjer, som vi kan bruge til at gå i dialog med det menneske der sidder foran dig. Vi forsøger, at skabe et rum til de følelser de har lige netop dér, hvor de er i deres forløb. Vi spejler deres følelser og støtter dem. Vi viser dem, at det er okay at fortælle om, hvordan de har det og hvad det er de gennemgår.

Langt hen af vejen, er det noget som ligger dybt i os som sygeplejersker i forvejen.

Men det er en styrkelse af det, der er i os i forvejen.

Yderligere så kræver det, at vores ledelse vælger, at der skal afsættes tid til det. Vi er nødt til at få prioriteret denne tid til at snakke med patienterne. Selvfølgelig ikke den dialog som er under og efter besøgende på klinikken. Men de samtaler, der evt. skal foregå med de patienter, som har brug for lidt mere tid og støtte.

Mange patienter oplever ikke, at der er tid og fokus på netop dette. Og vi ved også, at mange klinikker ikke har sat ressourcer af til dette fokus. Hvad er dine tanker om dette?

Vi forventer ofte, at hvis man indbyder til samtale, så vil alle snakke i meget lang tid. Men sådan er det faktisk ikke altid. Det er ofte de små ting som gør en stor forskel for de fleste patienter.

Så vi som personale skal ikke være bange for at åbne en dialog op ved at spørge ind til, hvordan patienten har det bare fordi man ved, at man kun har fem minutter tilbage - og hvad hvis hun begynder at græde og det tager længere tid end forventet? Men nogle gange behøver det ikke tage lang tid.

Det er de små ting, som at huske at spørge ‘Hvordan går det?’ midt i alle de praktiske ting - det kan have meget stor betydning for patientens oplevelse af besøget. Og det med lige at gå over tidsrammen engang imellem - så man lige kan snakke i de 5 minutter ekstra. Eller i vores tilfælde på Herlev tilbyde dem en ekstra samtale, hvis de har behovet.

De små spørgsmål er det samme som anerkendelse for patienten. Anerkendelse af at det kan være svært - og faktisk godt må være svært. Fx “Hvordan er det gået med at tage medicinen?” Det kan være en god starter til at finde ud af, hvor patienten er.

Og responsen er meget positiv. De får mulighed for lige at lette hjertet. Det betyder, at de går ud af døren med en helt anden oplevelse end de ellers ville have haft, hvis vi kun havde sørget for at scanne dem og fortælle hvad next step i behandlingen er.

De får en følelse af, at de er ikke bare er én ud af mange, der skal igennem maskinen. Men at vi ser dem og at vi stopper op og anerkender det, de må opleve og går igennem.

Det skaber stor arbejdsglæde hos mig og hos mine kollegaer at gøre denne forskel for patienten i deres behandling.

Der findes forskellige slags patienter, der mentalt er forskellige steder på deres rejser. Kan man overhovedet sige noget om, hvem der er mest udsatte?

Selvfølgelig afhænger det af, hvilket menneske man står overfor. Det vil altid være individuelt. Det er fx ikke altid dem med det længste forløb, der har de største problemer. Det er derfor vigtigt, at vi mærker patienten igennem de små samtaler vi har med dem.

Hvis man skulle udpege et område, hvor der kunne være behov for øget fokus kan det være donation. Der er en masse tanker og følelser forbundet med donation. Man har ikke nødvendigvis (medmindre det er af naturlige årsager) forestillet sig, at det var sådan her man skulle få et barn. Det kan have betydning for behandlingen - men også for graviditet og efterfødsel. Det er vigtigt for os, at vi ikke bare fokuserer på at fikse, at man skal blive gravid. Vi skal også sikre os, at det vi hjælper til, er at de kan være rustet i graviditeten og i forældreskabet til deres nye familie.

Hvad gør I, hvis samtalerne med de udvalgte patienter ikke er nok?

Hvis en person eller et par har brug for ekstra omsorg og støtte, så henviser vi til egen læge så de bliver fulgt i højere grad.

Hvis det er når de er gravide så kan de fra egen læge blive henvist som ‘sårbar gravid’. Det betyder, at der vil være flere samtaler og noget mere konsistens i processen efterfølgende hos jordemoderen. Hvilket kan skabe øget tryghed.

Dette tilbud er dog ikke decideret til dem der har været i fertilitetsbehandling - men for sårbare gravide generelt.

Hvordan tror du, det har kunne lade sig gøre på jeres afdeling, når det ikke sker særlig mange andre steder?

Det er fordi vores ledelse og sygeplejersker gerne vil det. Det betyder, at der er blevet afsat tid og ressourcer til det. Helt konkret har ledelsen prioriteret tid til det.