Stine: “Jeg har vidst siden starten af 20’erne, at jeg var nødt til at skulle i fertilitetsbehandling, hvis jeg ville have børn”

Stine og Oliver var nyforelskede, optimistiske og forberedte på at skulle i fertilitetsbehandling. Alligevel dukkede mange uventede følelser og oplevelser op undervejs. Læs om deres rejse her.

Skrevet af:

wawa

17. juni - 2022


Om:

Stine Lykke Lorentzen, 31 år og Oliver Kielstrup, 28

Stine arbejder som tjener og Oliver som fotograf


Vil du fortælle om jeres situation før udredning og behandling?

Oliver og jeg var et godt sted i livet. Vi havde været officielt kærester i et halv år. Jeg havde i august 2021 sagt mit arbejde op for at begynde et nyt sted, og Oliver havde travlt med hans foto-jobs. Vi var stadig meget forelskede i hinanden og nød hver en mulighed vi havde for at lave kæreste-ting sammen.

Hvornår dukkede de første tanker op om ønsket om at blive forældre?

På vores 3. date fortalte jeg Oliver om mine udfordringer mht. at blive gravid på naturlig vis. Og det opstod sådan, at han spurgte ind til om jeg brugte prævention. Jeg svarede, at jeg ikke allerede havde troet, at vi skulle have “den snak”, men han spurgte nysgerrigt ind og så fik han hele historien.

Efter et par måneder sammen, sad vi på en cafe og snakkede om fremtiden. Pludselig kigger Oliver på mig og siger... “Jeg tror sgu jeg vil lave en baby med dig!”

Jeg har været klar over, at jeg ville blive nødt til at skulle igennem fertilitetsbehandling siden jeg var i starten af 20’erne. Så jeg vidste godt, at der ikke lige pludselig ville være en positiv test.

Hvem af jer sagde ”NU går vi til lægen”?

Jeg havde allerede bestilt en tid hos en gynækolog lige da jeg møder Oliver. Det havde jeg gjort fordi jeg var fyldt 30 år og derfor gerne ville have undersøgt mine muligheder for graviditet. Jeg havde ikke bestemt mig for at gå solo-vejen, men bare at få tjekket mine æggeledere og høre om hvilke muligheder der var. Da jeg var 18 år blev jeg diagnosticeret med Morbus Crohn og var igennem et langt og sejt sygdomsforløb. Jeg fik foretaget et par operationer, fjernet tyktarmen, anlagt en stomi og efterfølgende fik jeg lagt det tilbage, og i dag har jeg en J-Pouch. Pga. den aktivitet i sygdommen og mange operationer, var dommen at mine æggeledere var lukket til pga. arvæv. Lægerne mente ikke det ville være muligt for mig at opnå graviditet på naturligvis.

Der var lang ventetid til gynækologen - og så kom Oliver ind i billedet i mellemtiden. Da vi nærmede os den aftalte tid jeg havde, blev vi enige om, at han ville tage med og at vi sammen ville tale med gynækologen om vores muligheder.

Stine Lykke - om fertilitetsbehandling
Stine Lykke fortæller om sine oplevelser i fertilitetsbehandling.

Hvordan foregik udredningen?

Da vi besøgte gynækologen sidst i august 2021 var vi så spændte på at høre, hvad hun ville sige. Vi havde læst os frem til, at man skulle have forsøgt selv at blive gravid i 1 år før man kunne blive sendt videre og vi manglede lige et par måneder. Gynækologen havde set mig før og hun kendte godt til mine udfordringer.

Hun sendte os direkte videres til Fertilitetsklinikken ved Horsens Sygehus. Vi svævede på en sky da vi gik derfra. Måske fordi vi havde taget en beslutning om, at vi skulle lave en baby sammen. Vi var så forelskede og mange af de ting vi talte om handlede om det! Vi delte det ikke med andre end hinanden, og vi havde så mange forestillinger om, hvad det ville sige at skulle i fertilitetsbehandling!


Vil du fortælle om de første følelser lige efter udredning?

Vi havde bestilt en efterårsferie til Kreta og samme dag fik vi brev med dato for første samtale. Den 15. oktober 2021. Vi skulle altså tale med fertilitetsklinikken mens vi var på ferie. Og endda den 15., som er den dato vi også blev kærester. Vi følte det var helt specielt og nærmest meant to be.

Den morgen var Oliver helt ved siden af sig selv. Han skulle jo have svar på hans sædprøve ved den samtale. Og jeg tror, han var noget nervøs for svaret. For hvad nu hvis der også var noget galt med ham? Det var der heldigvis ikke. Alt så fint ud – begge vores prøver var som de skulle være og vi var klar til at tilmelde os. Vi fattede slet ikke, hvad der skulle til at ske, og vi var helt på numsen over, hvor vildt det var. At vi havde taget en beslutning om at skabe en familie sammen. Hele den dag svævede vi rundt i gaderne på Kreta. Vi lavede små videoer, hvor vi hver især skulle sætte ord på hvor vildt det var.


Hvad var næste skridt - hvordan var jeres behandlingsforløb?

Jeg havde lige haft menstruation inden ferie, så nu var næste step bare at vente på den næste, så vi kunne tilmelde os behandling. Dagene føltes SÅ lange, fordi vi bare gerne ville i gang.

Den 28. oktober 2021 tilmeldte vi os IVF kort protokol - men fik afslag. Vi vidste godt, at det var en mulighed, men alle vores forventninger, al vores glæde, havde slet ikke tilladt os at tænke tanken, at der ville komme et afslag. Så den ramte hårdt. Men vi prøvede at se det positive, at vi i det mindste var i systemet nu, og at vi selvfølgelig nok ville komme med næste gang. Vi var fortsat så spændte på at starte op i behandling, og vi var meget positive. Vi snakkede om, at vi bare skulle tage det i stiv arm og vupti - så ville vi nok være gravide. Vi følte at lægen på klinikken var optimistisk, så det var vi også.

Den 15. december 2021 tilmeldte vi os igen IVF og kom med. Den 20. skulle vi ind på klinikken for første gang. Vi havde så mange sommerfugle i maven. Vi græd lidt fordi vi følte det var så stort. På vej hjem fra klinikken kørte vi forbi apoteket og hentede alt vi skulle bruge til hormonbehandlingen. Jeg skulle starte på Gonal-f og på 6. dagen starte op med Fyremadel.

Hormonbehandlingen gik fint, jeg mærkede ikke det store til det. Jeg blev lidt oppustet til slut i behandlingen, men ellers var det ok. Alle vores tanker og snakke gik på baby og fertilitetsbehandling. Vi var gode til at huske at nyde hinanden, men der var virkelig ikke de helt store udsving eller forandringer i den behandling. Vi nåede til ægudtagning, og det var en ubehagelig oplevelse med mange smerter, og jeg blev meget påvirket af morfinen. Så startede de 5 ventedage. Og det endte med en besked om, at vi IKKE skulle møde op til den aftalte ægoplægning. Ingen af de 6 æg havde klaret den til dag 5.

Det var en kæmpe mavepuster. Øv. Vi var kede af det. Og vi vidste måske ikke helt, hvilket ben vi skulle stå på. Derfor kørte Oliver en tur på tanken efter sodavand, og så lavede vi kulørte drinks, dansede i stuen og holdte om hinanden. Efter et par drinks tog vi bussen ind til byen for at tage på pool-bar og drikke øl og spille pool. Det var helt perfekt for os. Vi havde brug for at være i nuet, og brug for ikke at komme til at sidde i hver vores ende af sofaen med hver vores følelser og opfattelse af, hvad det var vi lige havde brugt de sidste 14 dage på. Vi havde brug for at slippe tøjlerne, og ikke være i et skema med indsprøjtninger og faste tidspunkter for scanninger og kontroller.

Tiden gik og vi havde aftalt at parkere fertilitetsbehandlingen lidt mens vi ventede på at kunne tilmelde os igen. Det blev den 21. februar 2022 og vi var igen med. Klar til en ny plan og en anden hormonbehandling. Jeg skulle starte op på Bemfola og lidt flere enheder end ved sidste behandling.

Det var en heeeelt andet hormonbehandling og jeg var så påvirket følelsesmæssigt. Jeg havde så let til tårer og det meste af tiden var jeg enten frustreret eller ked af det. Og så havde jeg lige en grå-zone, hvor jeg var sur på verden over, at jeg ikke bare kunne få en baby, når det nu var det jeg ønskede mig så inderligt.

Til slut i hormonbehandlingen var min krop meget presset. Min tarmsygdom reagerede også og jeg lignede en, der var gravid i 5. måned. Til ægudtagning kom 14 fine æg og jeg gik hjem med en krop, der var total overstimuleret. Det vidste jeg bare ikke på daværende tidspunkt.

De 5 dages ventetid var ulidelige denne gang. Vi ville for alt i verden bare gerne have 1 æg. Eller nej, 2 æg var drømmescenariet, for så var udsigten til endnu en hormonbehandling lidt længere.

Beskeden kom – vi skulle møde op til ægoplægning. Vi hoppede op af sofaen, dansede rundt i stuen, krammede, græd lidt. Vi følte os heldige. YES!

Det måtte jo betyde, at der var mindst ét æg klar og vi kunne slet ikke få armene ned.

Jeg var stadig svært udfordret rent kropsligt, og jeg havde det faktisk helt af helvedes til. Men jeg gik i bad, tog make-up på. Mine nye lyserøde jeans, for nu var jeg bare klar til at komme op og lave den baby. Oliver var helt rørstrømsk i de timer vi ventede på at skulle afsted. Han sagde mange søde gloser til mig, og hele vejen til Horsens holdt han min hånd, og jeg kunne bare se glæden i hans øjne. Nu var det nu.

Vi kommer ind på stuen, og der bliver gjort klar til at scanne mig. Lægen spørger, hvordan jeg har haft det, og jeg svarer lidt usikkert, at jeg da har kunne mærke min krop, men at jeg har det fint. Oliver afbryder og siger, at jeg ikke skal underspille. For jeg har jo haft det vildt dårligt. Lægen scanner mig i hvad der føltes som 3 sekunder og siger så: “Der bliver ingen ægoplægning i dag Stine. Der er for meget væske, og du er overstimuleret” Jeg kigger over på Oliver og så græder jeg. Jeg fatter simpelthen ikke at min krop skal blive ved med at spolere mine drømme. Sådan føltes det i hvert fald lige i det øjeblik.

Der bliver lagt en ny plan. Totalfrys. Ægget skal i fryseren, og min krop skal have ro. Fuldstændig ro. Aftalen bliver at ægget skal lægges op i naturlig cyklus, men at vi lige skal have en pause på en cyklus. Endnu mere ventetid.

Da vi kører hjem bliver jeg bare ked af det. Men Oliver får mig talt til fornuft, og jeg kunne jo godt forstå, at det ville være uansvarligt at lægge det lille fine æg op i en krop, der var så skidt tilpas og overstimuleret.

Igen er ventetiden lang, men endelig bliver det tid til at tage et skridt nærmere mod drømmen om at skabe en familie. Skabe et nyt liv - sammen.

15. maj er jeg til scanning, for at se hvor langt kroppen er i cyklus. 17. maj er jeg til en ekstra scanning. Kroppen er klar og der bliver planlagt ægudtagning. Den 23. maj skal være dagen, og vi er så spændte og nervøse og glade og forhåbningsfulde.

Selve ægoplægningen er sådan en fin oplevelse for os begge to. Personalet er så søde og anerkender fuldstændig alle de følelser vi sidder med. Vi holder i hånden da ægget bliver lagt på plads og tårerne triller af mine kinder. Også Oliver har våde øjne, for det er så vildt, at lige der i det rum er vores baby ved at blive skabt.


Hvordan påvirkede behandlingen jeres parforhold undervejs?

I starten af forløbet oplevede vi, at vi fortsat havde en sindssyg god kommunikation omkring det at være i behandling. Vi var begge gode til at fortælle om vores følelser og hvordan vi havde det. Men som forløbet skred frem, blev vi begge mere tilbageholdende, måske fordi vi blev bange for, hvordan vores egne følelser ville påvirke den anden.

Vi var begge to opmærksomme på, at vi for guds skyld ikke måtte glemme intimiteten. Men alligevel bliver man fanget i fertilitets-spind, og det kan være så svært at “koncentrere” sig om for fx sex. Lidt skørt, men det var jo ikke en nødvendighed for at komme i mål med “projekt baby”. Til gengæld var der et enormt behov for netop intimitet, når vi fik en dårlig nyhed.

Da jeg blev overstimuleret var al for form intimitet udelukket, jeg havde det simpelthen så dårligt.



Oplevede du, at dine relationer blev påvirket?

Jeg har nok trukket mig lidt, selvom vi har oplyst venner, veninder og familie om, at vi er i gang med behandling. Jeg har svært ved at snakke om det, fordi jeg ikke vil have, at det fylder for meget.

Og samtidig bliver jeg ked af det, når folk omkring os ikke spørger ind til det. Vi ved godt at vores omgangskreds gør det for at passe på os og ikke vil prikke til noget. Og så kan det være svært, når man ikke har nogen tæt på, der har været det samme igennem, fordi alle de følelser kan være svære at forstå.

Vores venner og familie har vist stor opbakning. Vi er glade for, at vi har delt det med dem, og selvom vi godt ved, at det måske kan være svært for dem at spørge ind til, så ved vi at de er klar til at lytte, hvis vi har brug for at læsse af.


Hvordan har du haft det psykisk undervejs i behandlingen?

Vi har været alle følelser igennem på kort tid og det påvirker en. Oliver har specielt været ramt af triste følelser her til slut i denne behandling. Han er nervøs for om det nogensinde vil lykkes for os. Og jeg forstår ham sgu godt!

De tanker, der fylder mest er sådan nogle som “Hvad nu hvis det ikke lykkes?”, “Hvornår skal man sige stop?”, “Virker min krop ikke?”, “Er det ikke meningen, at jeg skal være nogens mor?”, osv.


Hvad er status for jer nu?

Jeg har lige fået min menstruation. Jeg har testdag i morgen, den 7. juni. Men vi forventer jo selvfølgelig, at den er negativ.


Når du ser tilbage, hvad var så det sværeste?

Det værste har været og er uvisheden. Både omkring scanninger og kontrol og hele udfaldet af behandlingen. Og så har det været at snakke med Oliver om alle de forbudte følelser, som at jeg måske ikke fortjener at blive mor, at jeg hader mig selv og min krop for at skulle trække os igennem behandling.


Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

Jeg ville gerne have haft nogen at spejle mig i. Almindelige mennesker, der kunne haft forklaret alt det følelsesmæssige - uden filter. Jeg blev overrasket første gang jeg tænkte “Fuck - måske jeg slet ikke fortjener at blive nogens mor”. Og den ramte mig, for det er lidt voldsomt at tænke den tanke. Hvis jeg havde hørt fra andre, at de også havde haft de lidt dystre tanker, så havde jeg hurtigt kunne sige til mig selv, at det nok er helt normalt at komme derud.

Jeg elsker, at der kommer mere og mere fokus på emnet “Fertilitetsbehandling”. Og at vi sammen kan gøre det helt normalt at snakke om. For det er vigtigt. Det er så hårdt at gå igennem alene. Uanset hvad årsagen til behandlingen er, om man er solo eller par.