Solomødre: Om at snakke med nære relationer om beslutningen

Kan du forestille dig at skulle fortælle din familie og venner at du har taget en beslutning om at blive solomor? Vi snakker med 4 seje kvinder der har valgt at være solomor - om hvordan de tog dialogen med deres nære relationer.

Skrevet af:

wawa

16. juli - 2022


Var du spændt/nervøs da du skulle fortælle din forældre/dine forældre om din beslutning? Fortæl lidt om dine tanker og følelser.

Katarina: Jeg var meget nervøs for at fortælle især min mor det, hun havde hørt mig nævne det “for sjov” nogle år før. Hvor hun sagde det blir da ikke nødvendigt, du kan sagtens nå at finde en osv. Så jeg var lidt nervøs for at fortælle det, hun har aldrig været negativ omkring det. Mere ked af at jeg ikke ville få hele pakken. Med mand og børn.

Anne: Jeg var dødnervøs!! Jeg turde ikke fortælle mine forældre om det i LANG tid fordi jeg var så bange for deres reaktioner. Det var rigtig svært at komme dertil, og jeg var slet ikke forberedt på, at jeg skulle fortælle dem det da jeg gjorde. Det røg simpelthen ud af mig, og det skabte en desværre negativ atmosfære, hvor mine forældre opponerede ret kraftigt på min beslutning. Men samtalen lod sig bundfælde hvorefter de var helt på mit hold.

Pernille: Jeg har aldrig haft svært ved at dele hvordan jeg har det og hvad jeg tænker så har slet ikke tænkt over om jeg ikke skulle dele det med veninderne. Familien var lidt en anden sag. Havde lidt bange anelser om at de ville synes det var mærkeligt. Men der tog jeg virkelig fejl. Der har kun været støtte og opbakning fra familien.

Jeg var mega spændt og nervøs for jeg havde ikke delt med min familie at jeg havde taget beslutningen. Jeg kommer fra en lidt konservativ familie og kunne godt være bange for at de ville synes det var lidt mærkeligt. Men de blev heldigvis super glade. Selv min far som jeg var mest bange for at fortælle det til, fældede en lille tårer. Min bror var nok den som havde sværest ved at forstå at jeg skulle det og så uden en mand. Men han har aldrig sagt noget. Kun støttet op.

Mine forældres venner var mest overraskede og havde sagt noget ala “Men hun er da sådan en flot pige hvorfor har hun ikke fundet sig en mand?”. Nogen tror jeg også troede at jeg var blevet lesbisk. Men det er blot fornemmelser. Jeg har heldigvis kun mødt familie og venner som har rost min beslutning.

Channie: Det er en svær snak at starte. Jeg var mega nervøs for, hvordan mine venner og veninder ville tage det. Men heldigvis var de alle meget forstående. Jeg tror det der har hjulpet mig i de snakke er, at alle i min omgangskreds kendte til min endometriose, alle mine indlæggelser samt beskeden jeg fik som 15 årig om, at jeg aldrig ville kunne få børn. De var derfor meget forstående om at jeg ville starte i behandling, også selvom det var alene.

Jeg tror det bedste man kan gøre er at forberede dem man skal snakke med det om, at det her er noget der betyder meget for en, og er noget der er svært at snakke om. Det hjalp mig, for med den intro, ved folk det ikke er noget der skal laves sjov med, og en snak der skal være alvorlig fra start af.

Jeg var meget nervøs for om de ville synes det var en vanvittig beslutning, om de ikke mente jeg kunne klare at være alene med et barn, og vigtigst af alt, om de ville se anderledes på mit barn, end på deres to andre børnebørn, om de ville være mindre stolt af at have et barnebarn der var donorbarn.

Men heldigvis var det aldrig tilfældet. Det var næsten det første de sagde – at mit (donor)barn ville være et barnebarn på lige fod med de to andre. Det var en kæmpe lettelse at snakke med dem og høre hvor fint de havde det med det hele.

Hvordan fortalte du det og hvordan reagerede de?

Katarina: Da jeg endelig fik det fortalt på en gåtur på langeland en dejlig sommeraften i 2019, efter jeg allerede havde fået tid ved lægen. Så tog hun det SÅ pænt og var meget støttende fra starten. Det samme var min far. De sagde de gyldne ord – at hvis det er det jeg vil, så ville de støtte det. Kan ikke huske hvordan jeg fortalte det til mine veninder og søstre, da det har været en meget åben snak i nok et par år op til jeg tog beslutningen. Så de har været med hele vejen og meget støttende. Både mine to søstre og alle mine veninder. De har alle børn, så de glædede sig bare på mine vegne.

Anne: Mine forældre var nogle af de sidste i min “inderkreds” der fik det at vide, og det fortryder jeg helt vildt. Mine søskende tog det i stiv arm og synes det var en sej beslutning - de har været ombord fra dag 1, og det har været min “redningskrans” sommetider at jeg vidste, at de havde min ryg. Jeg tror, at jeg sad hjemme ved min storebror og svigerinde en aften efter aftensmad, hvor jeg fortalte dem om mine tanker. Min anden storebror fik det at vide under en 10-minutters køretur, og han kan være en mand af få ord men jeg vidste at han også havde min ryg 100%.

Pernille: Jeg fortalte det ved at give dem en invitation. Kære Mormor/Morfar. Vil I komme til min fødselsdag omkring den 18 Juli … Det var ret fint at se deres reaktion. Min gamle farmor forstod det slet ikke. Men jeg filmede det og har den fineste reaktion fra hende. Jeg var hendes første barnebarn af hendes ældste søn så det betød meget for hende at jeg skulle blive mor. Så glad for hun nåede at opleve at jeg fik en datter som jeg opkaldte efter hende.

Channie: Jeg fortalte at jeg havde snakket med lægen, som havde rådet mig til at gå i gang med fertilitetsbehandling nu, hvis jeg ønskede at få et barn. At jeg havde haft en snak med ham om hvordan man kunne starte op alene, med donor.

Både mine forældre og veninder var meget lyttende. De synes, forståeligt nok, det var en stor ting og stor beslutning, men var alle helt med på at det var det jeg skulle gøre. De forstod godt hvorfor jeg havde taget denne beslutning. For hellere være alene med et barn, end måske aldrig kunne få et barn. De var også overbevist om, at kærligheden nok skulle komme en dag. Jeg skulle bare fokusere på fertilitetsbehandlingen og at blive gravid lige nu. Så måtte det andet komme bagefter.

Hvem har/havde du besluttet at dele din behandling med og hvorfor?

Katarina: Jeg har delt det med alle, med alle mener jeg alle lige fra min arbejdsplads, mine insta følgere, venner og  familie. Har spillet med helt åbne kort og det har hjulpet mig meget. Ingen løgne og dumme undskyldninger om hvad jeg skulle og hvorfor jeg havde det svært enten psykisk eller pga. bivirkninger osv. Min mor har været med til alle behandlinger, scanninger, møder osv. En kæmpe støtte, hun har været min plus one i hele projektet.

Anne: Jeg har siden min henvisning delt processen offentligt på min Instagram-profil @jegvilhaetbarn. Jeg har delt stort set alt og været meget åben omkring følelser og tanker, samt delt ud af begivenhederne når de skete. Det har været en mega god beslutning, at have et sted hvor jeg kunne lette mit hjerte og snakke med ligesindede - og inspirere andre.

Min familie, venner og resterende omgangskreds kender til profilen og mange følger med. På den måde har jeg også sluppet for det samme spørgsmål 100 gange i indbakken og det har været rart. Har folk villet vide hvor jeg var i processen hvordan det gik, så har de vidst hvor de har kunnet finde ud af det.

Pernille: Jeg havde 3 veninder som jeg delte mest med og de var med til skanninger. Og jeg besluttede at det skulle være min bedste veninde og sygeplejerske som skulle med til fødslen. Det var så fantastisk og den oplevelse var så vild I vores venskab. Og vanvittigt sjovt at være til fødselsforberedelse med en veninde. Vi havde en fest. Jeg var ret åben om det, så rigtig mange vidste om det ret tidligt.

Channie: Jeg startede med kun at fortælle det til min nærmeste familie, og mit arbejde. Grunden til min arbejde fik det af vide var, at jeg ikke ønskede at skulle finde på en løgn hver gang jeg skulle på sygehuset. Det ville være for svært at skulle holde styr på alle mine historier om hvor jeg tog hen – for der er jo sjovt nok en grænse for hvor mange gange jeg kan gå til tandlæge på ét år ☺

Det første år jeg var i behandling, var der ikke nogle af mine venner eller veninder der vidste det. Grunden til jeg valgte den opdeling var, at jeg ikke ønskede hele mit liv kun skulle handle om fertilitetsbehandling. Jeg ville gerne have et frirum, hvor jeg kunne få en pause fra behandlingen og alle bekymringerne. Det kunne mine venner og veninder give mig. Når jeg var sammen med dem var jeg ikke ”Channie i fertilitetsbehandling”, jeg var bare ”Channie”, og det var rigtig rart. Det var først efter et år i behandling, med rigtig meget modgang og en masse problemer, jeg valgte at sige det. Det var simpelthen for hårdt at skulle tage en maske på hver gang vi skulle ses. At jeg aldrig kunne sige, ”jeg er faktisk pisse ked af det, og jeg har brug for et kram”. At jeg også skulle sætte en falsk smil på, og kæmpe for at holde tårerne tilbage, når mine venner og veninder kom og delte at de var gravide. At sige det højt, var det bedste jeg gjorde. Der var så befriende ikke længere at skulle gemme mine følelser væk.

Jeg tog til alle samtaler og scanninger alene. Inseminationerne tog jeg også afsted til alene. Min mor var med til én af dem. Men det var mere for at vise hende hvad jeg gik igennem og hvordan det foregik. Da jeg startede i reagensglasbehandling (IVF), var min mor med hver gang. Ikke til scanningerne, men til ægudtagning og ægoplægning. Det var for stor en ting til at jeg kunne tage til det alene. Det var en kæmpe hjælp for mig, og nok også det største råd jeg kan give videre. Sørg for at have en med til behandlingerne. Også inseminationerne hvis det føles mest rigtigt for dig. Det er en kæmpe ting at gå igennem alene, så sørg for at have nogle der kan tage med og støtte på de svære dage.