Sofie: “Det er virkelig et fuldtidsarbejde at være en gravid diabetiker”

Sofie og Torben har siden 2015 forsøgt at blive gravide. Én gang er det lykkes, men vejen dertil har været lang og hård. Her deler de deres historie.

Skrevet af:

wawa

09. juni - 2022


Om Sofie og Torben:

Torben er 35 år, er uddannet elektriker, og arbejder i vindmøllebranchen. Sofie er 33 år, er uddannet pædagog, men efter at de mistede første gang, kunne hun ikke længere være i pædagogfaget, hvorefter hun fik en elevplads ved politiet som kontorassistent – her er hun stadig, og er lykkelig for hendes skift.

I 2014 købte de hus lidt udenfor Holstebro. Her bor de lige op af skoven og en fantastisk natur, som de nyder godt af med deres hund og søn på 4 år.

Hvornår dukkede de første tanker op om ønsket om at blive forældre?

Vi er Sofie og Torben - jeg arbejdede som pædagog på et Asylcenter og Torben som elektriker. Vi var lige blevet gift, da jeg smed p-pillerne.

Kort tid efter, at vi mødte hinanden i 2012 sagde Torben, at han gerne ville have børn. Det var jeg ikke klar til og sagde, at han lige måtte vente lidt. Jeg synes forresten også at vi skulle giftes først, hvilket resulterede i, at han gik på knæ i 2014. Da vi blev gift i 2015, smed jeg p-pillerne med det samme. Der kom ingen graviditet, og jeg besluttede at vi skulle til lægen. Lægen stillede ingen spørgsmål, og henviste os med det samme til fertilitetsklinikken.

Hvordan foregik udredningen? Og hvordan havde I det?

Vi havde det faktisk rigtig godt i forbindelse med udredningen. Vi var unge, havde mange år foran os, og et eller andet sted, så havde vi nok svært ved at forholde os til, hvad der skete. Da vi kom til det første besøg på den offentlige fertilitetsklinik, skulle manden lave en sædprøve og jeg skulle scannes.

Som en del i udredningen skulle jeg scannes, og heldigvis var alt fint. Vi fik besked på at gå ned i byen et par timer, hvorefter vi skulle komme tilbage og få besked på Torbens test. Desværre viste hans prøve nedsat sædkvalitet, og de sagde til os med det samme, at vi skulle igennem ICSI. På daværende tidspunkt forstod vi ikke meget af det, der blev sagt – i dag er vi 100 meter mestre i det, hvis vi selv skal sige det. Da vi havde fået svaret tænkte vi bare, at nu skulle vi videre, vi vidste reelt ikke, hvad det var vi skulle igennem – dette oplevede vi faktisk først rigtigt et par år senere.

Fortæl os om de første følelser lige efter udredning. Hvad var næste skridt?

Det næste skridt i processen efter udredningen blev, at vi skulle på et kursus, hvor vi blandt andet skulle lære at stikke os selv. På kurset var vi ca. 10 par afsted. Vi lærte om korte og lange forløb, og forskellen på dem. Kurset var givet super godt ud, og vi lærte begge meget. Vi fik på kurset besked på at melde os til ved næste menstruation. På kursusdagen var jeg begyndt at få min menstruation, og vi spurgte om vi måtte melde os til – dette måtte vi desværre ikke. En måned senere meldte vi os til igen, men der var desværre for mange tilmeldte til at vi kunne komme til.

Derefter snakkede jeg med en sygeplejerske, fordi vi kunne jo godt regne ud, at min næste menstruation ville lande i deres ferie. Så jeg fik nogle p-piller, så jeg kunne starte op lige efter deres ferie. Vi fik heldigvis lov til at komme med, da jeg så igen fik min menstruation.

Jeg husker tydeligt frustrationen efter at blive afvist pga. for mange tilmeldte. Men samtidig også en uro for det ukendte ved at blive gravid og skulle være mor. Det var meget blandede følelser dengang.

Fortæl om jeres behandlingsforløb - hvilken behandlingsform, hvornår startede I, hvilke tanker og følelser rumsterede undervejs?

Vi kom i gang med ICSI, og jeg skulle tage Gonal-F, Fyremadel og Ovitrelle. Ægudtagningen husker jeg som noget positivt – det var en god oplevelse, men jeg blev også bedøvet så hatten passede.

Torben afleverede en prøve lige inden ægudtagningen gik i gang. Da jeg efterfølgende lå inde på stuen efter udtagningen, kom sygeplejersken og sagde, at de godt ville have en prøve mere fra min mand, da den første sædprøve var for dårlig. Lige i dét øjeblik, blev vi virkelig nervøse, og troede et kort øjeblik, at hele udtagningen havde været forgæves. Heldigvis var prøve nummer 2 meget fin. Det blev til to befrugtede æg. Den ene blev lagt op på dag 2, og 9 måneder senere, fik vi en perfekt søn.

Ægget der blev frosset ned, blev vi gravide på et år efter at vores første søn blev født. Til stor glæde ventede vi en dreng mere. Han døde desværre i uge 22 pga. CMV (virus) – dette var en kæmpe sorg og ulykke for os. Derefter gik det virkelig op for os, hvilket helvede det kan føles at være i fertilitetsbehandling.

Siden 2017 hvor vi fik lagt vores aller første æg op har vi haft 6 ægudtagninger og 11 ægoplægninger. Og mens jeg skriver dette, venter vi på at skulle i gang med vores 7. ægudtagning.

Havde du/I en diagnose, og oplevede I graviditetstab eller lignende?

Jeg har diabetes type 1, så det er virkelig hårdt arbejde at være gravid, da ens blodsukker skal være snorlige. Man bliver heldigvis fulgt meget tæt, hvilket for os kræver 1,5 times kørsel hver vej til sygehuset. Det giver selvfølgelig en ro, at blive fulgt så tæt både af en fødselslæge, mediciner, jordemoder og med scanninger rigtig ofte, men det er virkelig et fuldtidsarbejde at være gravid med diabetes. Heldigvis har jeg en meget velreguleret diabetes, hvilket skyldes det hårde arbejde jeg lægger i det.

Efter vi mistede vores søn pga. CMV, har vi efterhånden haft mange graviditetstab. 10 måneder senere mistede vi igen, denne gang i uge 14, hvor de formoder at fosteret døde dagen efter en perfekt nakkefoldsscanning. Samme år, 5 måneder senere mistede vi i uge 7. Og et år senere mistede vi igen i uge 9, efter scanninger med meget flotte hjerteblink og fint stigende hcg.

Efter tabet i uge 14, kontaktede vi Junoklinikken i Ballerup, for at blive udredt for gentagne ufrivillige aborter, på privat klinik af Ole Bjarne Christiansen. Han kunne på daværende tidspunkt ikke finde noget særligt - kun en lille forhøjelse i en blodprøve som kunne tyde på øget tendens til blodpropper, og vi fik derfor noget nyt medicin af ham som skulle tages i næste graviditet. Han sagde også, at hvis vi mistede igen, kunne vi blive henvist til den offentlige klinik i Aalborg, HAB (Vestdansk center for gentagne ufrivillige aborter).

Fuld af forhåbninger tog vi den 5 timers køretur hjem fra Ballerup – desværre var det ikke den medicin, der skulle udføre mirakler for os. Og min egen læge henviste os med det samme til HAB efter det tredje tab.

Ole Bjarne Christiansen mener, at jeg har et overaktivt immunforsvar. Jeg blev gravid på IVIG, som skulle gøre, at man kan holde på barnet på trods af det overaktive immunforsvar. Jeg fik en forbehandling i Aalborg dagen inden ægoplægning, og meningen var så, at jeg efter en positiv graviditetstest skulle have det én gang om ugen. Desværre gik det sådan, at da jeg ringede derop med en positiv graviditetstest, var der blevet lukket for IVIG pga. manglende bloddonorer pga. Corona. Vi holdte vejret og håbede på et mirakel – desværre døde fosteret i uge 9.

Efterfølgende har vi prøvet Prednisolon og Plaquenil, men pga. min diabetes kan kroppen desværre ikke tåle medicinen, så vi har været nødt til at stoppe medicinen. Lige nu håber vi bare på, at vi snart kan få IVIG igen, så der forhåbentligt kommer et mirakel vores vej.

Har I brugt æg/sæd-donation, hvis ja - vil du fortælle mere om det?

Vi har ikke brugt det endnu, men vi overvejer meget kraftigt at prøve sæddonor, da vi efterhånden er blevet så desperate, at vi vil prøve alt.

En anden side af sagen er, at vi har købt en pakke på den private fertilitetsklinik som hedder ”baby eller pengene tilbage”. Denne pakke indebærer, at man skal være villig til at prøve æg/sæddonation, når de mener det er tid. Dette er vi helt indforstået med.

Vi har aldrig troet at vi ville nå dertil, at vi ville kunne se os selv bruge donor. Da vi købte pakken på fertilitetsklinikken sagde de, at på et tidspunkt ville vi nå dertil, hvor vi ville være klar til at bruge donor – og det kan vi jo kun give dem ret i. Jeg tror, at de fleste mennesker der er igennem noget lignende os, er villige til at prøve alt for at opnå og gennemføre en vellykket graviditet.

Vil du ellers tilføje nogle tanker ift. behandling, diagnose eller oplevelse med klinik?

Efter vi mistede den første, havde vi ikke flere forsøg i det offentlige og vi startede på en privat fertilitetsklinik – godt nok er det dyrt, men det er den bedste beslutning vi har taget. De er altid til rådighed, man rammer ikke ind i lukkedage, man kan altid tilmelde sig behandling, og vigtigst af alt, så er de så søde! Alle kender en. Da jeg var dernede den anden dag og var på vej ud til bilen, var der en ansat, der råbte på tværs af gårdspladsen ”Hej Sofie. Det er godt nok lang tid siden!”. Det er sådan en skøn følelse, at de husker ens navn, selvom det er flere måneder siden at de sidst så en.

Hvordan påvirkede behandlingen jeres parforhold undervejs?

Der var ikke noget, der ændrede sig i første omgang. Men da vi mistede den første, blev vi også selv forandret – man bliver aldrig sig selv igen efter at have mistet et barn, som man har holdt i armene og efterfølgende begravet.

Vi har hele tiden været meget opmærksomme på, at vi skulle huske hinanden og særligt vores søn i alt det her. Det aller vigtigste i verden er sønnike og hinanden. Engang imellem har vi en snak om, at vi lige skal tilbage på sporet igen, hvilket vi heldigvis begge er gode til. Men der er noget, der er ændret, det er virkelig bare svært at sige hvad, da der er sket så mange ting på så kort tid.

Hvordan havde jeres intimitet det undervejs?

Til at starte med var det upåklageligt. Efter tre udskrabninger, konstante undersøgelser i underlivet, ægudtagninger og ægoplægninger er det næsten gået i stå – jeg føler at mit underliv er et åbent cirkus, som alle skal kigge på. Det er rigtig ubehageligt.

Oplever/oplevede du, at dine relationer blev påvirket? – hvordan?

Jeg oplevede ikke ændrede relationer pga. Fertilitetsbehandlingen, men nærmere pga. tabene.

Mange har været, og er, bange for at sige noget forkert, og så er vores opfattelse, at folk hellere trækker sig, end at spørge ind til tingene.

Min oplevelse er en berøringsangst i forhold til døden.

Hvordan har/havde du det undervejs – blev din krop meget påvirket?

Jeg har taget en del kilo på, som jeg har meget svært ved at tabe igen. Kiloene kommer særligt af graviditeterne, hvor jeg ikke har haft let ved at tabe dem igen efterfølgende.

Og så har jeg haft det rigtig skidt psykisk. Jeg har meget ofte hjertebanken, og svært ved at trække vejret, som er mine tegn på stress – min læge betegner det som et traume. Min læge er heldigvis meget large med at deltidssygemelde mig, når behovet er der.

Lige nu, og det meste af i år, har jeg heldigvis haft det godt – min mand tager al behandlingen i stiv arm, han har som mand måske også lettere ved at holde det på afstand, end os kvinder der skal alle undersøgelser og medicin i gennem.

Havde du nogle tanker, der fyldte specielt meget?

Jeg bøvler rigtig meget med misundelse – jeg er blevet opdraget med, at misundelse er en grim ting. Men jeg må sige, at jeg trækker mig fra relationer, der er gravide eller får små børn. Det var jo vores tur…

Jeg bander og svovler over, at det skal gå så let for andre, når det ikke gør for os. Hvorfor skal veninder, der ved hvor mange gange vi har mistet og ved hvor meget vi kæmper, fortælle mig ”det gik bare mega let for os”. Lige i de situationer har jeg lyst til at rejse mig, og gå min vej, for det gør så afsindigt ondt i maven.

Hvordan tacklede din omgangskreds jeres situation?

De fleste ignorerer det og lader som ingenting. Men jeg tror også, at folk er bange for at spørge til noget, som måske kan rykke op i nogle minder for os, som gør os kede af det.

Er der andre tanker du vil tilføje om følelser, tanker og relationer?

Da der desværre ikke er relationer, der spørger ind til vores situation, har jeg prøvet mig med fertilitetscoach og en coach. Det var rart at snakke med nogen om det, som der ikke står ”ægtefælle” i panden af. Desværre er det kun en midlertidig løsning, da økonomien ikke er til det. Jeg følger nogle på Instagram, og er medlem af en gruppe på Facebook, som har været og er igennem alt det, vi er igennem. Det er rart med nogen at snakke med, at kunne spejle sig i og at kunne få luftet ud hos nogen som faktisk kender til ALLE følelserne.

Hvad er jeres situation nu?

Lige nu venter vi på min menstruation, så vi kan komme i gang med endnu en omgang hormoner med efterfølgende ægudtagning og en forhåbentlig perfekt ægoplægning.

Når du ser tilbage – hvad var det sværeste?

Ensomheden igennem behandling og tabene.

Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

Faktisk ingenting – jeg tror det var godt, at vi gik uvidende ind i det. Hvis vi tilbage i 2016 havde vidst, hvad der ventede os de næste minimum 6 år, så tror jeg ikke vi havde turde springe ud i det.