Sika og Noah er helt almindelige unormale forældre: “Vi lever vores liv, fuldstændig som vi har lyst til”

Sika og Noah gik i gang med projekt “bliv forældre” kort tid efter deres bryllup, men det skulle tage 4,5 år, før de kunne kigge ind i Elions store, brune øjne. Samtidig med Sikas graviditet gennemgik Noah et kønsskifte fra kvinde til mand.

Skrevet af:

wawa

20. oktober - 2021


Noah skiftede fra kvinde til mand samtidig med, at Sika gennemgik en hård graviditet med deres søn, Elion. Vi har talt med dem om at være i gang med to store rejser på samme tid.

Vil I til at starte med præsentere jeres familie?

Sika: Vi er en lille familie med mor, far og barn, som lever livet, fuldstændig som vi har lyst til. Forstået på den måde, at vi har meldt os ud af det gængse hverdagsræs. Vi er i midt- og sluttyverne og har en dreng på knap 2 år. Vi hjemmepasser begge to vores dreng, vi samsover, og vi er fælles om stort set alt. Noah fjernstuderer også ved siden af.

Vi interviewer

Sika Katrine Skaalum på
28 år og Noah Skaalum på
26 år. De bor i Søborg og
sammen har de Elion Oscar
Skaalum næsten 2 år.

Noah og jeg mødte hinanden online i sommeren 2014. Vi blev gift et halvt år efter og har sovet sammen hver nat, siden første gang vi så hinanden – med undtagelse af den nat hvor Noah fik opereret sin brystkasse flad, hvilket var 19 dage efter, at vores søn kom til verden ved kejsersnit grundet UK (underkropsstilling, red.).

Kort tid efter vores bryllup gik vi i gang med projekt ”bliv forældre”, og det blev en rejse, der varede 4,5 år, før vi lykkedes. Nu har vi 1 æg på frys, og vi tør nærmest ikke at bruge det. For hvad nu, hvis det ikke lykkes.

Du, Noah, er transkønnet. Vil du fortælle lidt om den proces – fra kvinde til mand? Har du haft en idé om eller lyst til at kunne blive gravid senere i livet, eller var du afklaret med det?

Noah: Det er en lang proces at skulle skifte køn. Der er mange tanker og følelser, som skal forenes i ønsket om de ændringer, man nu skal til at gå igennem. Det er en rejse, hvor man ikke kender det konkrete slutmål, andet end at man ender som det andet køn. Men det er også en fantastisk rejse, hvor man virkelig lærer sig selv at kende, både på godt og skidt.

Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle være gravid. Det har aldrig været en naturlig del af tankerne om familieforøgelse. Jeg har “bare” ønsket mig børn og en partner at dele det med. Nu står jeg så her, med en partner og et barn og en masse livserfaring rigere. Jeg er stolt over at kunne vise min søn, at mennesker kommer i mange konstellationer.

Du, Sika, er ciskvinde, som ikke benytter labels i forhold til din seksualitet. Vil du uddybe, hvad det betyder? Betyder det noget i måden, du er mor på?

Sika: Den måde, jeg er i verden på, handler ikke om køn eller labels. Jeg falder ikke synderligt udenfor i gadebilledet, lige pånær min kropsudsmykning, som indebærer mange tatoveringer. Jeg er feminin og elsker den krop, jeg har fået som følge af fertilitetsbehandling, graviditet og kejsersnit. Jeg er en mor, som følger mit barn uden at have forventninger til, hvad eksempelvis køn skulle have at sige.

I kalder jer ”helt almindelige unormale forældre” på Instagram. Vil I uddybe, hvad I mener med det?

Sika: Vi er helt almindelige mennesker, som elsker at se “Vild med dans” fredag aften, når vores barn er puttet. Men vi er også klar over, at vi er unormale i forhold til seksualitet og køn. Og i denne sammenhæng betyder unormale jo bare, at der findes flere folk, der ikke er som os, end der findes folk, der er som os.

Noah: For mit vedkommende handler den titel om, at vi lever et ganske normalt liv.

Vores liv er ikke meget anderledes end naboens. Men vi har nogle ting i vores liv, som ikke går ind under ”normalen”.

Når I hver især tænker tilbage, til dengang I vidste, at I skulle dele tilværelsen med hinanden – hvad tænkte I så dér i forhold til at skulle stifte familie i fremtiden?

Sika: Jeg har altid vidst, at jeg er udfordret i forhold til min fertilitet. Jeg fandt meget tidligt ud af, at jeg har PCOS. Så jeg har vidst, siden jeg var 14 år, at jeg ville få behov for hjælp til at blive gravid en dag.

Det fremlagde jeg for Noah relativt tidligt i vores forhold, da jeg ville give ham muligheden for at tage stilling. Jeg fortalte også, at jeg ønsker mig børn, uanset hvad en partner ville have af ønsker. Så han måtte gerne vælge børn fra og mig til. Men han skulle altså være klar over, at der på et tidspunkt i mit liv ville komme børn. Han var dog af samme holdning som mig: Vi har begge altid drømt om børn.

Noah:

Vi mødtes som to kvinder, så på den måde har det aldrig været en overraskelse for os, at vi skulle bruge hjælp til at få børn – og derfor har vi aldrig set begrænsninger.

Så I vidste, at det ville kræve hjælp at stifte familie. Hvordan snakkede I om det?

Sika: Vi har i fællesskab taget en beslutning om, at donor og alt, hvad der omhandler vores beslutning om en donor, er Elions fortælling. Den information er kun forbeholdt ham, og det er det, der føles rigtigt for os.

Noah: Som sagt, så var det en selvfølge, at vi skulle bruge hjælp, og snakken om opstart af fertilitetsbehandling var derfor ikke en tung samtale, men mere en glædens samtale – fordi nu skulle vi til at have børn! Vi havde meget hurtigt en forventningsafstemning om børn, fordi ønsket var så stort hos os begge – og vi havde en snak omkring donor; at det er en ting imellem os og derfor ikke noget, vi snakker med andre om.

Kan I kort beskrive de 4,5 år, der gik, fra I tog beslutningen om, at I ville have et barn, til I stod med Elion i armene?

Noah: Starten af rejsen er altid magisk og fyldt med kærlighed og et – for os i hvert fald – “urealistisk” håb om, at det at få børn er nemt. Derfor slog første negative test især mig ud, og jeg havde brug for en kort pause, før vi prøvede igen – men så gik vi også all in!

Ikke længe inde i forløbet måtte vi sætte tingene på hold, fordi vi fandt ud af, at Sika har en hjerteformet livmoder og ikke kendte til konsekvenserne af det. Så vi skulle lige et smut forbi et par forskellige hospitaler og Sika nogle smertefulde undersøgelser for at få undersøgt hendes livmoder og vores chancer for at få et barn.

Heldigvis blev vi rådet til at prøve flere forsøg, inden vi skulle have en samtale om en operation, hvor man ville fjerne det septum, der gør livmoderen hjerteformet.

De resterende forsøg spredte sig så ud over de næste 3,5 år, hvor vi til sidst havde haft 13 opstartede IUI-forsøg, som desværre aldrig lykkedes. Vi startede derfor på IVF, og efter én ægudtagning, 2 befrugtede æg og én ægoplægning kunne vi atter teste positiv.

Allerede inden vi fik svaret på blodprøven fra fertilitetsklinikken, lå Sika på knæ ved toilettet og kastede op. Det fortsatte frem til fire timer før fødslen. Den første scanning viste to fostre, hvoraf den ene ikke havde hjerteblink. Til fødslen kunne fødselslægen informere os om, at der var tegn på hinder/rester fra yderligere to fostre.

Hvad er jeres fortælling til jeres søn? Om jeres familie, hans oprindelse, osv.

Sika: Vores fortælling til ham er, at vi ønskede os et barn, men fordi mor ikke kunne blive gravid af sig selv, og fordi far ikke kunne gøre mor gravid, så fik vi en læge til at hjælpe os med at lave et barn. Og så blev vi så glade, da det lykkedes.

Elion kommer til at vide, at rigtig mange børn er lavet ligesom ham, og at der kan være mange grunde til, at man har behov for hjælp til at få et barn. Det vil være en helt naturlig del af Elions fortælling og en fortælling, som vil komme løbende, når det hele passer. Jeg tænker, at han hurtigt vil forstå, at der findes mange måder at være familie på.

Noah: Der er ikke noget, Elion ikke må vide – det bliver nok også lidt svært at skjule mange dele af vores liv, eftersom vi laver mange offentlige ting. Men vi tror selvfølgelig på, at viden skaber broer, og at Elion vokser op i en virkelighed, hvor mennesker er lige meget værd, uanset hvordan de er, ser ud eller gerne vil være.

Hvordan er det at være i fertilitetsbehandling som to kvinder, hvoraf den ene er transkønnet? Er systemet indrettet til andet end klassisk mand/kvinde?

Sika: Fertilitetsbehandling... Bare ordet får mig til at tænke tilbage på nogle hårde år.

Systemet er efterhånden med, når det omhandler to kvinder, men når den ene person er transkønnet, så er vi ikke med længere.

”Der mangler rubrikker” er vi tit blevet mødt med. I de situationer har vi bedt dem om at lave nogle nye, for så simpelt er det faktisk. Noah står som ”medmor”, da barnet ifølge gældende lovgivning har ret til at kende forældrenes oprindeligt antagne køn. Det kan ikke ændres, før loven ændres.

Noah: Vi startede behandling, da vi var to kvinder (på papiret), men undervejs ændrede jeg køn (og dermed også cpr-nummer), så vi skulle igennem de juridiske ting igen og udfylde papirerne på ny og så videre.

Vi havde heldigvis nogle fantastiske mennesker omkring os, som var virkeligt professionelle og sørgede for, at tingene bare klappede. Men nej, systemet er bestemt ikke opdateret på alle punkter, og lovgivningen spænder, som Sika sagde, ben i forhold til at stå som henholdsvis mor eller far til sit eget barn.

Hvad med juridisk? Har det været nemt og ligetil?

Sika: Vi har haft nogle samtaler med Familieretshuset, som ikke helt ved, hvor de skal gøre af os. For dem er det svært at forstå. Men der er heller ikke noget at forstå. De er ansat til at ordne formalia – ikke til at forstå eller synes noget. Og det kan godt være svært at møde, når man har en lille på armen, som har været længe undervejs. Jeg oplevede en frygt for, om Noah pludselig kunne miste den juridiske del af forældreskabet.

Noah: Danmarks lovgivning på det punkt er supergammel og er endnu ikke blevet vendt og drejet, så reglerne passer til den tid, vi lever i.

Da vi startede vores rejse mod at blive forældre, ledte vi med lys og lygte efter de rigtige dokumenter – det er heldigvis blevet meget lettere siden da! Men det overrasker mig, at vi i en verden, hvor så mange mennesker har behov for hjælp til at få børn, ikke har opdaterede lovgivninger og dokumenter.

Kan I komme på nogle specielle, akavede, sjove/ikke så sjove situationer på jeres vej til at blive forældre?

Sika: Vi er flere gange blevet opfordret af læger til at have sex efter en ægoplægning eller en insemination. Det har jeg altid fundet virkelig underligt. Stress og frygt og smerte rimer ikke på lyst.

Vejen hertil har været lang og startede hjemme i dobbeltsengen med blød musik, en nitrogenbeholder med sæd, sprøjter og en magic wand til at hjælpe de små på vej.

Det endte, som Noah beskriver nedenfor, med, at jeg fik klippet i strået med sæd, så en del af sæden endte på kinden af Noah. Derefter startede vi hos en klinik. Det var simpelthen for stressende og for stort et ansvar at stå med selv.

Noah: Ja, hjemmeforsøget var bare super stressende og akavet. Vi havde en kæmpe kasse stående med sæd, der var -196 grader, og det hele skulle times med Sikas ægløsning.

Ikke desto mindre fik Sika ægløsning til tiden, og vi skulle så klargøre sæden ved at ”tø den op” og derefter putte den i en sprøjte. Det gør man ved at klippe det strå, som sæden ligger i, over – og Sika klipper, så toppen af det strå, hun har i hånden, flyver hurtigt væk, og jeg mærker noget vådt på kinden.

Hvordan er jeres familie blevet mødt af omverdenen?

Sika: Vi er åbne og venlige og bliver mødt af åbne og venlige mennesker. Vores verden består også kun af de mennesker, vi har valgt, og der er nok steder, vi ikke ville tage hen.

Noah: Vi bliver altid mødt med respekt, og med en nysgerrighed.

Hvad har fyldt hos jer hver især på vejen til forældreskabet?

Sika: Jeg synes, det har været svært, at Noah er kommet igennem de sidste fem år uden nogen fysiske tegn. Vi er begge forandret psykisk af fertilitetsbehandling, og jeg af en graviditet hvor jeg kastede op fra uge 3+4 og frem til fire timer før kejsersnittet. Jeg har ærligt talt meget ondt af mig selv.

Jeg synes virkelig, at der er opstået et traume i både min krop og i mit sind som følge af vores rejse.

Men det har været mig, alle har spurgt til, så Noah er selvfølgelig mærket på en anden måde. Derudover føler jeg, at han er blevet lidt glemt. Både i forhold til hans rolle i det hele, men også fordi han på sidelinjen gennemgik et kæmpe skift med start af hormoner og så videre – og det blev negligeret fuldstændig.

Noah: Vi havde gang i to rejser på samme tid, så fokus har ikke altid været der 100% fra min side af. Men udover det vil jeg sige, at der ikke er voldsomt mange ting, som har fyldt indeni mig. Jeg havde svært ved at forstå følelsen af et liv på indersiden af maven, da hun var blevet gravid. Jeg har aldrig mærket ham sparke, fordi han lå forkert – så jeg har brugt meget tid på at forestille mig, når han kom til verden, og hvordan det ville være.

Drømmer I om flere børn? Hvis ja, er der så noget, I vil gøre anderledes næste gang?

Sikas tal

13 opstartede IUI
1 IVF
1 graviditet
1 barn

Sika: Ja, vi drømmer om flere børn – og helst nu. Eller i går. Jeg ønsker mig så inderligt flere børn, men vi har kun ét æg på frys og tør dårligt nok at forsøge. For det er alt, vi har, før vi skal i gang med større betalinger end de 5000 kroner, vi nok allerede har brugt bare på hormoner. Ægget er vores sidste i det offentlige, og derfor venter der store økonomiske udfordringer ved at prøve andetsteds.

Af ting jeg ville gøre anderledes, ville jeg takke ja til kvalmestillende under graviditeten. Det afviste jeg at bruge på linje med deodorant med aluminium og parfumer og farvestoffer og makeup. Fordi jeg var bange for, hvad det ville gøre ved det lille menneske indeni mig. Derudover ville jeg også have en efterfødselssamtale med jordemoderen.

Noah: Vi drømmer helt klart om flere børn, ja, men for mit vedkommende føler jeg ikke, at vi ville gøre noget anderledes. Vi er forældre på Elions præmisser, og vi følger hans veje og ønsker – det samme vil vi gøre ved næste barn.

Hvad vil I råde yngre udgaver af jer selv til at være rolige omkring, gøre anderledes, huske at være opmærksomme på?

Sika: Jeg ville råde os til at komme i gang med at få børn noget før! Og at gå videre til IVF-behandling noget før. Derudover ville jeg ønske, at jeg havde snakket mere åbent om, hvor skræmmende det var at blive mor. Også selvom det tog lang tid at blive mor.

Man skulle jo tro, at 4,5 år gør én klar til parenthood. Men vi var skræmte og chokerede over de store, brune øjne, der stirrede ind i vores sjæl og med ét ændrede alt, vi kendte til.

Noah: Jeg ville til enhver tid fortælle mig selv, at man skal huske at nyde tingene og lade følelserne komme frem – for det er hårdt at være i fertilitetsbehandling, og det er hårdt at blive forælder.