Sara Dorthea: “Jeg anede ikke, at man kunne være for tyk til at få hjælp”

I slutningen af 2016 kiggede Sara Dortheas læge hende i øjnene og sagde, at en fedmeoperation ville være sidste chance for at få hendes ønske om graviditet opfyldt. Selvom Sara Dorthea var målløs over beskeden, skulle operationen vise sig at ændre alting til det bedre.

Skrevet af:

wawa

19. december - 2021


Sara Dorthea Drost Nielsen har altid ønsket at være en ung mor. Men sådan skulle det ikke være. Her fortæller hun om de 10 år, der skulle gå, før hun i dag er gravid.

Hvornår begyndte du at tænke over at skulle have børn?

Jeg begyndte at drømme om det i 2010, da jeg var 18 år, og jeg havde egentlig hele tiden haft et ønske om at være “ung mor”. Men det var ikke sådan, det skulle være.

Du var forholdsvis ung, da I begyndte. Hvordan kan det være?

Vi følte os forholdsvis hurtigt klar, og vi vidste på en eller anden fjollet måde, at det bare skulle være os. Den der følelse af, at man har fundet sit livs kærlighed forholdsvis tidligt i sit liv, og at man ønsker at stifte familie med personen.

Det var i 2010, at vi tog beslutningen om, at vi gerne ville være forældre. På det tidspunkt var vi stadig ubevidste om, hvad fremtiden ville bringe.

Jeg vidste ingenting om fertilitet og infertilitet, da vi startede, og jeg vidste slet ikke, at der var noget i vejen med mig.

Jeg troede jo bare, at det var ligetil. At jeg ligesom min mor eller min søster kunne blive gravid. Det var først senere, at det gik op for mig, at det ikke var så ligetil.

Vi interviewer

Sara Dorthea Drost Nielsen på 29 år.
Hun er nyuddannet pædagog og lige
nu på barsel. Hendes partner René Drost
Nielsen er 34 år og arbejder som mejerist.
De bor i Horne på Fyn.

Hvordan opdagede I så, at I skulle have hjælp til at blive gravide?

Vi opdagede det i forbindelse med et lægebesøg, hvor jeg ønskede at blive tjekket for diabetes, fordi min far havde det. Her blev jeg sendt videre til en gynækolog på grund af nogle blodprøver. Gynækologen kunne så konstatere, at jeg havde svær PCOS – og at diabetes i familien kan øge risikoen for, at man udvikler PCOS.

På det tidspunkt havde de ikke særlig megen viden om PCOS, og jeg blev egentlig “overladt” lidt til mig selv. Uvidende og intetanende. Det var først i 2014, da vi flyttede til Fyn, og vi i yderligere 1 år forsøgte at blive gravide på egen hånd, at vi blev opmærksomme på, at der altså var noget galt.

I 2015 tog jeg kontakt til min nye læge med henblik på at blive henvist til en fertilitetsklinik.

Her konstaterede overlægen på fertilitetsklinikken, at jeg var for tyk til, at de kunne hjælpe mig.

I slutningen af 2016 kiggede min læge og jeg på hinanden, og hun sagde til mig: “En fedmeoperation er din sidste chance for at få dit ønske opfyldt om graviditet.”

Hvis du skal tage os tilbage til det øjeblik, alle svarene på udredning lå klar: Kan du huske, hvad du følte og tænkte?

Jeg følte, at det var en kæmpe mavepuster at få at vide, at jeg var for tyk til at få hjælp til mit største ønske. Jeg kunne mærke en klump i halsen over, at jeg ikke kunne lykkes med et vægttab, når det egentlig var den eneste vej til at nå mit mål. Det var surrealistisk, at en operation skulle være vendepunktet i mit liv og være den allersidste mulighed for, at jeg en dag kunne opleve at blive mor.

Du skulle tabe dig for at få behandling i første omgang. Hvordan havde du det med det? Og hvad ændrede sig for dig, da du så valgte en operation og vægttab?

Jeg var målløs. Jeg anede virkelig ikke, at man kunne være for tyk til at få hjælp. Men jeg kunne ikke gøre andet end at respektere, at det nu var sådan, det var, selvom det var dybt frustrerende og hjerteskærende at få at vide. Det var vel egentlig også for at give mig de bedste muligheder.

Operationen gjorde noget helt magisk for mig – på en måde gav den mig min kvindelighed tilbage: I mange år havde jeg kun oplevet at få min menstruation en gang årligt, og blot to måneder senere kom den regelmæssigt. Det gav mig håb for fremtiden og ændrede alting på et splitsekund.

Vægttabet, der fulgte med, gav mig håb om et bedre selvværd. En større selvtillid og evnen til at stole noget mere på mig selv og min krop. De fysiske ændringer var fantastiske at overvære, selvom psyken var det, der skulle arbejdes mest med.

Hvis du husker tilbage på det første møde på fertilitetsklinikken, den første scanning osv. Hvad havde du af tanker i hovedet og følelser i kroppen?

Det første rigtige møde med klinikken – efter første afvisning i 2015 på grund af at være for tyk og derefter vægttab – var i januar 2019. Jeg husker, at jeg følte mig uovervindelig: Som om at jeg endelig var et skridt tættere på noget så magisk; noget, som jeg og vi havde ønsket os i så mange år.

Det var slet ikke til at fatte, at vi endelig kunne få hjælp til at få så stort et ønske opfyldt. Jeg husker tydeligt, at mit hjerte galoperede afsted, da de begyndte at nævne, hvornår vi kunne begynde, og hvad vi skulle gennem. Pludselig var alting virkeligt.

Hvis du skal tegne et billede af, hvordan I havde det under forløbet, da I selv prøvede, også under behandlingsforløbet, hvordan vil det så se ud?

Så ville jeg nok tegne forløbet de første mange år som ren kamp. En kamp hvor ild på en eller anden måde brændte alle drømme og forhåbninger gentagne gange. Der var ubeskriveligt mange gange, hvor jeg kunne have skreget i afmagt – for hvem udover mig selv følte dét, jeg følte? Jeg anede ikke, at der fandtes så mange derude, som går rundt og er ufrivilligt/uforklarligt barnløse. Ikke før jeg selv stod i det.

Da behandlingen endelig begyndte, kunne jeg mærke, at alle glasskår fra de knuste drømme langsomt blev limet sammen.

Jeg fik håb med mig videre, og jeg følte pludselig, at der var en mening med det hele.

Hvordan påvirkede det jeres parforhold undervejs, at det ikke bare lige lykkedes jer at lave et barn?

Vores parforhold blev kun stærkere undervejs. Også selvom jeg syntes, at det var ekstremt svært at være den, som ikke kunne give min mand vores største ønske. Jeg følte mig generelt forkert og ødelagt, fordi jeg ikke kunne blive gravid på en naturlig måde. Men min mand gjorde alt for at støtte og vise mig, at hans kærlighed voksede sig større for hvert bump på vejen, vi ramte. Og så har forløbet vist os, at kommunikation er den vigtigste nøgle til at komme igennem alle bumpene.

Hvordan taler din partner om forløbet? Har han været påvirket af oplevelserne og processen?

Min mand har været den største støtte undervejs. Han har sørget for, at jeg ikke gik ned i kulkælderen eller knækkede sammen på nogen måde. Han har altid været åben, og for ham var dét at italesætte og bruge ordene en vigtig del af processen. Han brugte meget tid på at fortælle mig, at uanset hvad fremtiden ville byde, så ville han være ved min side og elske mig. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre partner i livet.

Har du haft nogle andre omkring dig, tæt på dig, som har kæmpet med at få børn eller har været i behandling eller skulle i behandling?

Min mands storebror og hans kone har selv gennemgået fertilitetsbehandling for at få deres to børn. Dem sparrede vi rigtig meget med. Ligeledes har jeg haft et netværk gennem Instagram, hvor jeg opdagede, at der var mange, der stod i samme situation, og som man kunne snakke med om det hele.

Har det påvirket dine relationer, at du har været igennem hele denne proces?

Jeg vil ikke sige, at det har påvirket mine relationer, måske ganske få. Men det har været svært at dele med folk omkring mig, hvordan jeg havde det, og hvordan det påvirkede mig – netop fordi de ikke selv havde prøvet det. Men mine relationer har været støttende og heppet undervejs i processen.

Sara Dortheas tal

1 mislykket IUI-H
2 graviditeter
1 barn

Hvor åben har du været overfor familie, venner og bekendte om jeres forløb?

Jeg har været helt åben fra start. Måske ikke direkte i form af ord, da det var lettere for mig at skrive mine tanker om forløbet gennem min Instagram. Vores tætte relationer har selvfølgelig fået alt at vide undervejs, da det har været vigtig for os at pointere, hvordan og hvorledes situationen var – også hvis der skulle ske noget.

Især da vi mistede vores lille mirakel i 2020 var jeg glad for, at dem omkring os var med fra “start til slut”.

Du er gravid nu – kæmpe tillykke. Set tilbage vidende hvad du ved nu, hvad ville du gerne have vidst fra start?

Tusind tak! Det er så ubeskrivelig en følelse. Set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg havde vidst fra start, hvad der skulle til, for at vi kunne være gået i gang med forløbet lang tid før. Jeg ville ønske, at lægen tilbage i 2012 havde haft mere info om PCOS, og at gynækologen allerede dengang havde fortalt mig, at det ikke var så ligetil at blive gravid.

Hvis du kunne gå tilbage og give dig selv et godt råd og en peptalk, da du lige havde fundet ud af, at I skulle have hjælp og skulle starte i behandling, hvordan ville det så lyde?

Så ville jeg sige til mig selv: Det er okay at være bange og lukke af. Du har kæmpet så længe, og det skal nok lykkes – behandling eller ej, der er en mening med det hele. ♥️