Rikke: “Mit personale vidste, at jeg havde projekt baby ved siden af at være deres chef og kollega”

Rikke arbejder som butikschef og er den første, der har været igennem fertilitetsbehandling blandt sine kollegaer. Hun mener, at vi generelt bør tale mere åbent om fertilitet på arbejdspladsen - åbenhed kan hjælpe både virksomheden og medarbejderen til en bedre oplevelse.

Skrevet af:

wawa

15. marts - 2022


Hvordan håndterer man som chef og arbejdsplads bedst, når en medarbejder skal/er i fertilitetsbehandling? Det har vi spurgt Rikke Sass-Nielsen om. Hun er butikschef og venter sig en datter efter at have været igennem IVF-behandling.

Du har været i fertilitetsbehandling – vil du fortælle os lidt om, hvordan det forløb?

Jeg var klar til at starte i behandling alene i 2019, da jeg havde været single i 10 år. Men efter sommeren i 2019 møder jeg min kæreste og beslutter derfor at vente, da mit største ønske var at blive gravid med en mand, som jeg elsker.

Vi bliver enige om, at vi gerne vil have et barn sammen, og jeg bliver ret hurtigt gravid i marts 2020. Men til vores første scanning i uge 10 finder vi ud af, at graviditeten er gået i sig selv. Samme dag får jeg en medicinsk abort, som tager mange dage at komme igennem, da mit graviditetshormon-niveau er meget højt. Jeg ender endda med at tage på job en dag, men må hurtigt blive kørt hjem igen med frygtelige smerter. Efter aborten får vi besked på at vente et par måneder, inden vi kan forsøge igen.

Vi interviewer

Rikke Sass-Nielsen, 42 år.
Hun er partner og butikschef i
Poul Stig Briller. Venter sit første
barn efter IVF-behandling.

I december 2020 henvender vi os til Trianglen Fertilitetsklinik, da der ikke er sket noget i et halvt år, og fordi jeg har en alder, hvor uret tikker meget højt, og jeg ikke har en særlig stor ægreserve. Vi har vores første samtale med dem om fredagen, og da jeg får min menstruation i weekenden, skal vi allerede ringe til dem mandag morgen. Jeg får taget blodprøver mandag morgen, inden jeg tager på arbejde, og ringer til Trianglen og får en tid til scanning tirsdag formiddag. Til scanningen ser alt fint ud, og jeg skal derfor starte i kort protokol med en sprøjte samme aften.

Eneste minus er, at jeg producerer for meget prolaktin og derfor lige skal have taget en ny blodprøve. Hvis det viser sig, at tallet er indenfor normalen, kan vi gå i gang med behandlingen, og ellers skal jeg stoppe behandlingen.

Det viser sig, at mit prolaktin-niveau er for højt, så vi må stoppe behandlingen, og jeg bliver henvist til endokrinologisk afdeling på Amager Hospital.

Jeg kan først få en tid til en samtale til marts og bliver super frustreret. Jeg forsøger at komme til noget før, men ender med at miste min far i samme periode, og derfor kommer det til at passe sammen alligevel.

Lægerne finder ikke ud af, hvorfor jeg producerer for meget prolaktin, men ender med at sætte mig i behandling, fordi jeg er så gammel. Efter et par coronavacciner og med et nedsat prolaktin hormon er vi klar til at starte op i IVF-behandling i juni 2021. Det føltes som verdens længste tilløb, og jeg var usikker på, om det nogensinde ville lykkes for os.

Heldigvis går det godt derfra og jeg ender med at modne 7 æg i første omgang, hvoraf alle bliver befrugtet. Jeg får sat ét æg op i samme cyklus, men det sætter sig desværre ikke. Heldigvis får jeg 3 æg på frys fra udtagningen og får sat et af dem op i cyklussen efter, den 16. august 2021. Det æg ender med at sætte sig fast, og nu venter vi os en datter til maj. Så man kan roligt sige, at vi var heldige, da vi langt om længe kom i gang. Det har været svært at turde tro på, men udover det har jeg haft verdens nemmeste graviditet indtil videre.

Hvilke overvejelser gjorde du på forhånd om, hvad det kunne have af betydning for dit arbejde?

Jeg var meget åben omkring det, fordi jeg vidste, at det ville kræve, at jeg kunne være fleksibel i forhold til behandlingen, som jo bestemmes af min cyklus og stedet, hvor jeg var i min behandling, og ikke hvornår det passede ind i mit program eller arbejdsskema.

Jeg delte med min arbejdspartner, at min kæreste og jeg var i gang med fertilitetsbehandling, og mit personale vidste også, at det var et projekt, jeg havde ved siden af at være deres chef og kollega. Jeg fortalte ikke så meget om det undervejs, før jeg var klar til at dele, at det var lykkedes for os. Jeg havde brug for, at det var noget, jeg havde med min kæreste og familie – også fordi jeg savnede den lidt naive og lykkelige tilgang til hele projekt baby. Derfor ville jeg gerne kunne overraske folk med det, jeg nu havde mulighed for at overraske dem med.

Hvordan påvirkede fertilitetsbehandling dig i din hverdag – og dermed din arbejdsdag?

Heldigvis har jeg ikke været så påvirket fysisk, så det har mere været praktikken i at skulle komme og gå på tidspunkter, der ikke altid har været så hensigtsmæssige i forhold til at arbejde i en butik. Udover at have hørt godt om Trianglen var det også deres placering, som var super vigtig for mig.

Jeg kunne gå over til klinikken i en frokostpause for at få lagt et æg op og så komme retur efter.

Min butik ligger 1,5 kilometer fra klinikken, og det gjorde en kæmpe forskel for mig, da jeg dermed ikke skulle tage så meget fri og bekymre mig om logistik. Mine kollegaer var søde til at bytte fridage, så jeg kunne holde fri efter ægudtagning, hvilket har været noget af det vigtigste ved at være åben om dét at være i behandling.

Har din arbejdsplads en politik om medarbejdere i fertilitetsbehandling?

Nej, det har vi faktisk ikke. Vi er en virksomhed, som i løbet af de sidste 10 år er vokset fra at være 1 butik til nu at være 7 butikker. Vi er meget tætte – både os 6 ledere, men også blandt kollegerne i de enkelte butikker. Jeg føler, at vi er en familie, og at vi har en kultur, som vi værner om, og som er virkeligt værdifuld i en situation som min. Jeg er den første, der har været igennem fertilitetsbehandling, så det har indtil videre ikke været nødvendigt med en decideret politik om det.

Men som tiderne er blevet, er det da klart noget, vi bør overveje at få indført – for at være på forkant.

Hvordan kan man som chef støtte en medarbejder i fertilitetsbehandling?

Det er super svært. Men hvis virksomheden ved, hvad der forhåbentligt er ved at ske, og dermed kan man være bedre forberedt og planlægge sig ud af det. Det gælder om at have en fælles forståelse for, at det er en del af livet, og at en glad medarbejder, som føler sig støttet og værdsat, giver mere igen. For det skal gå begge veje.

Bør arbejdspladser have en politik for medarbejdere i fertilitetsbehandling?

Det ville give rigtig god mening.

Ligesom med barsel, barnets første sygedag og omsorgsdage kunne det også være en god idé at nedbryde tabuet og tale højt om dét at være i behandling.

Det er jo meget forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvor fleksibel det er muligt at være. Jeg havde mulighed for, at bruge mine fridage, og det var okay, så længe det bare var muligt for mig at få fri, når det var nødvendigt.

Har du et godt råd til, hvordan man kan gå til sin chef og fortælle, at man er i behandling?

Det er utrolig individuelt. Hvis du arbejder et sted, hvor du har mulighed for hjemmearbejde og uden de store problemer kan flytte rundt på møder eller arbejdstider, så er det rent praktisk ikke nødvendigt at dele en privat ting med dit arbejde. Hvis du ikke har mulighed for at planlægge din arbejdstiden og/eller har brug for støtte gennem det, som du og din partner skal igennem, så synes jeg, at du skal overveje at tage en snak med din daglige leder.

Jeg tror selv meget på åbenhed og ærlighed – både privat og professionelt.

Det er super træls, når man skal undvære en god medarbejder, men set i det større billede er det en del af livet og dét at have ansatte.

Jeg har selv mistet to medarbejdere, der aldrig kom tilbage, efter at de fik deres første barn, fordi det ikke hang sammen for dem længere. Jeg har også sendt en medarbejder afsted på barsel 2 måneder før tid på grund af coronafrygt. Jeg ved, at alle synes, at jeg har været en god chef i de situationer, selvom jeg indimellem har følt uretfærdighed indeni over både at skulle betale og selv måtte træde til, fordi jeg mistede arbejdskraft. Men nu, hvor det er min tur, så ved jeg, at alle synes, at jeg fortjener præcis dét, som jeg har brug for, efter mange års tro tjeneste.

I det hele taget er det en vanskelig balancegang, hvor sagen skal ses fra flere sider. Det bedste er at finde en løsning, der både tilgodeser arbejdspladsen og den, der er i behandling – på en måde, så der ikke er en af parterne, der taber på det. Og for at finde sådan en løsning, er man nødt til at tage hver enkelt situation i betragtning.

Første skridt er at få skabt en kultur, hvor fertilitet ikke ties, men hvor det er en naturlig ting at tale om og dele med andre – og hvor man dermed har mulighed for at debattere.