Rasmus Wallbridge: “Vi vidste, at vores odds ikke var de bedste”

Rasmus Wallbridge er ikke flov over, at han og kæresten har været i IUI-behandling for at få deres søn. Faktisk er han ret åben om, at de behøvede hjælp. For som han siger, er det et vilkår for mange mænd og par i dag.

Skrevet af:

wawa

27. november - 2021


Komiker Rasmus Wallbridges sædkvalitet er moderat nedsat, og hans kæreste har PCO. Derfor starter de op i IUI-behandling, hvor de lykkeligvis bliver gravide i første forsøg.

Hvornår begyndte du at drømme om at skulle have børn?

Jeg har altid vidst, at jeg skulle have børn.

Som barn var min helt store drøm at blive pædagog, mens mine venner ville være politibetjente eller sådan noget sejt noget.

Ej, jeg drømte også om at blive soldat i Sarajevo, men mest fordi min onkel var dernede.

Men jeg elsker børn, og det har jeg altid gjort. Jeg har været pædagogmedhjælper utallige steder under mine mange sabbatår, så tanken om ikke at have sit eget barn har været meget fjern for mig.

Vi interviewer

Rasmus Wallbridge på
32 år. Komiker og bosat
i København med sin forlovede,
Nour, som er 33 år og arbejder
som familierådgiver. Sammen
har parret Karl Anker på tre år.

Havde du nogensinde tænkt over din fertilitet, før I gerne ville være gravide?

Jeg vidste ikke rigtig noget om fertilitet. Og det gør jeg faktisk stadig ikke. Eller jo, jeg ved selvfølgelig lidt, i og med at vi har været igennem et behandlingsforløb. Men jeg kokser rundt i de forskellige termer. Så jeg ville da ønske, at jeg havde vidst mere.

Hvornår tog I beslutningen om, at I gerne ville være forældre?

På min 28-års fødselsdag. Ved mit morgenbord kunne jeg mærke, at jeg ville have et barn nu! Min kæreste Nour og jeg havde forsøgt at blive gravide i et års tid på det her tidspunkt. Men det var først virkelig her, at jeg tænkte, at nu skulle vi bare blive gravide. Det betød så et besøg hos lægen, nu når vi ikke var lykkedes med det selv.

Hvordan opdagede I så, at I skulle have hjælp til at blive gravide?

Jamen det var mere eller mindre på det tidspunkt, efter at vi havde prøvet i et års tid på egen hånd.

Vi vidste egentlig godt inden, at det måske ville blive svært, da min kæreste har PCO.

Derudover havde jeg engang fået tjekket min sædkvalitet. Den var normal, men ikke supergod. Så vi vidste, at vores odds ikke var de bedste.

Da I fik jeres svar på udredning – kan du huske, hvad du da følte om det hele?

Jeg havde selvfølgelig en frygt for, at vi ikke kunne blive gravide overhovedet. Heldigvis viste det sig, at der var okay chancer for en graviditet. Vores prøver endte faktisk med at gøre følelserne omkring det at skulle være i behandling bedre. Så på den måde endte vores udredning faktisk med at give os noget ro – i stedet for at bekræfte os i den frygt, vi måske havde bygget op på forhånd.

Havde du nogen overvejelser om, at I ikke kunne lave et barn selv uden hjælp?

Jeg må indrømme, at jeg faktisk er bedøvende ligeglad med den del. Når man tænker over det, så virker det selvfølgelig en smule mere bøvlet med et fertilitetsforløb – end hvis man bare kan klare det selv. Men det viste sig jo at være den vej rundt for os.

Tanken om, at det kunne skyldes min egen “under middel sædkvalitet” har ikke gjort mig så meget. Jeg er klar over, at det ikke har noget at gøre med, hvordan jeg er som mand eller far.

Det “morsomme” er jo, at en meget stor del af danske mænd har elendig sædkvalitet. Så det er egentlig weird, at der er nogen, som finder det pinligt eller ser det som noget, der ødelægger deres maskulinitet. Du er jo næsten mere “normal” med en “under middel sædkvalitet” som mig, end du er, hvis du har en god sædkvalitet.

Hvis vi var startet på børn tidligere, så havde det måske gjort, at vi var sluppet for behandling. Så havde jeg måske været mere fertil. Men på det tidspunkt var vi ikke klar til det – eller jeg var ikke klar til det.

Da vores barn kom til verden, var det fire dage inden min afsluttende eksamen på studiet – så det føltes ret perfekt: Jeg blev færdig, og så var det tid til at være far.

Hvilken behandlingsform har I været igennem?

Vi var meget heldige. Vi var i IUI-behandling, og det lykkedes faktisk i første hug. Så vores forløb var ret kort.

Noget af det, jeg husker virkelig godt fra behandlingen, er det første møde hos klinikken efter vi var blevet gravide. Jeg var så bange for, at det var tvillinger og trillinger, da jeg havde hørt, at chancen for dette var større ved inseminering.

Hvordan påvirkede behandlingen jeres parforhold undervejs?

Vi var som sagt meget heldige med vores forløb. Så det havde selvfølgelig også betydning. Jeg vil egentligt sige, at jeg tror, at det styrkede vores forhold. Det gjorde noget, at vi havde den her fælles mission. En mission om at skabe noget, vi begge to længtes efter. Alt i alt havde vi det sgu ret godt. Det gik godt, og vi var meget målrettede på at ville lykkes i det her.

Hvor åben har du været overfor familie, venner og bekendte om jeres forløb?

Som jeg nævnte tidligere, så er det hverken noget, som jeg er flov over eller har et problem med. Så ja, jeg har været ret åben om vores behandling. Jeg synes faktisk, at det ville virke underligt ikke at være det. For som med al anden sygdom: Der er noget galt med vores krop, og så får vi hjælp fra en læge. Det er jo faktisk ganske normalt.

Vil I gerne have flere børn? Og er der noget, der vil være anderledes næste gang?

Vi står overfor at skulle igang igen. Men når det er anden gang, er det et anderledes forløb. Her er en del af det gratis, mens den sidste del koster penge.

Jeg vil gerne være bedre til at sætte mig ind i ting. Som sagt kunne jeg ikke engang huske, hvilken behandling vi var i sidste gang.

Det sker tit, at jeg skal spørge min kæreste om, hvad der reelt set skete sidste gang, vi var i behandling. Der gik for eksempel lidt tid, hvor jeg troede, at vi var blevet kunstigt befrugtet, men der måtte min kæreste så lige rette mig.

Rasmus og Nours tal

1 IUI-H
1 graviditet
1 barn

Hvad ville du gerne fortælle dig selv, før du skulle starte i behandling, hvis du fik chancen?

Lyt mere efter, Rasmus! Jeg sad bare dér og ventede på, at vi skulle blive gravide hurtigst muligt. Men som det er med os – når vi stod i sådan en situation med barn nummer et – så er der en stor sandsynlig for, at vi kommer til at stå der igen med barn to. Så jeg vil helt klart fortælle mig selv – både dengang og nu, hvor vi skal i gang igen – at jeg skal gå mere ind i processen og være bedre til at lytte efter.