Rasmus og Malenes udfordringer med barn nummer to kom ud af det blå: “Det var et ekstremt voldsomt sceneskift”

Rasmus og Malene bliver hurtigt gravide med deres datter og håber på, at det går lige så let ved barn nummer to. Men da deres datter er knap et år, begynder Malene at få det underligt. Det viser sig, at hun er gået i tidlig overgangsalder.

Skrevet af:

wawa

21. januar - 2022


Fordi Rasmus og Malene fik deres første barn uden at skulle bruge hjælp, kan de ikke få hjælp i det offentlige til barn nummer to, efter at Malene er gået i tidlig overgangsalder.

Et telefonnummer på Roskilde Festival

Vi har været sammen siden 2012 – og da vi havde været sammen i 4 år, lå det ligesom bare i kortene; vi ville have børn sammen. Vi var begge to klar. Og vi kommer begge to fra store familier, hvor vi har to søskende hver. Så det var helt naturligt for os, at det var dén slags familie, vi også gerne selv ville være.

Vi mødtes på Roskilde Festival. Jeg havde været på “togt” hele dagen med nogle venner for at finde søde piger, men det havde vi været virkeligt dårlige til, for vi havde det sjovere sammen end med de piger, vi fandt.

Vi interviewer:

Rasmus Fisker, 38 år, arbejder
i et reklamebureau. Bor på Nørrebro
med Malene på 34 år. Sammen har
de datteren Gro på 4,5 år.
Malene har fået konstateret POI,
tidlig overgangsalder.

Vi var til en Spleen United-koncert, og da den sluttede klokken 03.30, gik vi ret meget i panik og rendte rundt blandt folk for at finde nogle søde piger, der gad tale med os. Min ven Andreas fik så på det her tidspunkt fat i Malene, som netop havde sagt farvel til en ven og var på vej hjem, og vi faldt i snak.

Jeg fulgte hende hjem og spurgte efter hendes telefonnummer, men jeg havde ikke mere strøm på min telefon, så det var kritisk.

Hun sagde sit nummer til mig, og jeg lovede hende at huske det. Klokken er jo lort på det her tidspunkt, og jeg havde drukket hele dagen. Så jeg gik hjem mod lejren og huskede nummeret ved at sige det højt for mig selv hele vejen: “30..13…”.

Men da jeg kom tilbage til lejren, var der ikke noget at skrive med, så jeg prøvede at vække en af de andre i min lejr, men det gik ikke. Og så faldt jeg i søvn. Af uransagelige årsager sad nummeret fast på pandelappen, da jeg vågnede næste morgen. Jeg skrev til hende, og så mødtes vi igen hjemme i København.

Et voldsomt sceneskift

Første graviditet gik nemt. Det skete bogstavelig talt første gang. Vi blev enige og stoppede med prævention, og Malene vidste, hvornår hun havde ægløsning.

Jeg var rimelig overrasket over, at det var lykkedes så hurtigt. Jeg var på det tidspunkt 34 år og havde frygtet, om jeg rent faktisk kunne gøre hende gravid. Jeg har siddet på en kontorstol det meste af mit arbejdsliv. Ikke at jeg havde fået noget undersøgt, men jeg var spændt på, om der ville ligge en ubehagelig overraskelse til mig, da vi blev enige om at prøve. Det gjorde der heldigvis ikke.

Dette er ligesom kernen i vores historie: Det ekstremt voldsomme sceneskift, der sker herfra og til at vi skal have barn nummer to.

Vi har været virkelig heldige med, at Gro kom nemt og hurtigt til os. Dét overhovedet at kunne få børn er ikke noget, man kan tage for givet. Det ved vi nu. For da Malene holder op med at amme, begynder hun at få det underligt. Hun er gået tidligt i overgangsalderen, men det ved vi ikke på det tidspunkt. Vi har senere i udredningen fundet ud af, at årsagen er genetik. Det skyldes en fejl på et af hendes gener. Det hører dog til sjældenhederne, at det er så tidligt som med hende.  

Da Malene holder op med at amme, kommer hun ud af den hormonbølge, hun har været i, og som har holdt symptomerne i skak. Jeg er selvfølgelig ikke ekspert, men hendes hormonapparat burde blive sig selv igen, men det kommer ikke rigtigt tilbage til normalen.

Når man går så tidligt i overgangsalder, får man typisk hele pakken af symptomer både fysisk og psykisk: Hendes østrogenniveau er så lavt, at det næsten ikke er målbart, hendes menstruation udebliver, hun ligger vågen i flere timer om natten våd af sved, hun har ledsmerter, taber sit hår, er urolig og rastløs og har hukommelses- og koncentrationsbesvær om dagen. Hun er ængstelig og nedtrykt, og hun mister på en måde sig selv og kan ikke være den mor og partner, hun var før. Det forringer hendes livskvalitet ekstremt. Det var lidt en følelse af, at hun var der, men at hun var syg og forandret.

Malene tager til lægen med sine symptomer og får taget blodprøver. De er helt skæve, og hun bliver henvist til en gynækolog, som hun tager hen til en sen oktoberaften. Hun troede, at hun havde stress, men i stedet giver gynækologen hende beskeden om, at hun er gået tidligt i overgangsalderen. En del af den besked er også, at der slet ikke er nogen æg tilbage. Gynækologen kalder det et lille mirakel, at vi overhovedet har fået Gro. Det var lige inden lukketid.

Malene kommer i behandling efterfølgende, men det tog lang tid at finde den rigtige medicin og og den rigtige gynækolog. Der er ikke så mange specialister på området. Vi fandt selv frem til en på Rigshospitalet, og efter 1,5 år i systemet kom hun endelig til et sted, hvor hun for første gang følte sig set og blev grundigt udredt.

Malene får at vide, at den eneste mulighed for at få et barn mere er med donoræg. Vi er gået fra 100 til 0 i løbet af meget kort tid.

Det er ensomt at gå i overgangsalder så tidligt. Den spejling, du kan få, er ved at melde dig ind i en Facebook-gruppe og snakke med alle de andre kvinder, der er ramt af det, og som heller ikke har noget sted at gå hen. Og nogle af kvinderne i de grupper, som ved, at de har diagnosen, men som ikke har fået børn endnu eller ikke har nogen partner – de skal gå ind i en ny relation med den bagage. Det er slet ikke til at bære.

Drømmen om en familie med flere børn

Den aften hos gynækologen, hvor Malene får at vide, at vi kun kan få flere børn ved hjælp af ægdonation, ramler vores verden fuldstændig sammen. Jeg kan tydeligt huske, at hun kommer hjem og ikke kan holde tårerne tilbage. Jeg får beskeden, og resten af aftenen sidder vi ulykkelige og vantro i sofaen og forsøger at lade det synke ind. For mig var det følelsen af ikke at kunne give Gro en søskende, som fyldte allermest. Det er også det, jeg bliver mest berørt af, når jeg tænker på det nu.

Det sværeste for mig er, at vi selv kommer fra familier med søskende, og at vi ikke umiddelbart kan give Gro det samme.

Det var ikke dét, der var vores drømme, eller hvad vi havde forestillet os. Vi havde aldrig tænkt på et sådant scenarie for den familie, vi ønskede at skabe.

Efterfølgende starter vi i behandling hos en privatklinik, hvor vi rent ud sagt har nogle helt forrykte oplevelser. Jargonen derude er helt vild, de er forhastede, og de laver fejl. Vi går igennem 3 oplægninger med donoræg befrugtet med min sæd. Malenes livmoder har prøvet at være gravid før, og det er rigtig godt, siger lægerne, for så har den bevist, at den godt kan.

Hvordan finder man balancen?

Det, der lige nu fylder meget hos os, er, hvor langt vi skal gå for at få den familie, vi godt kunne tænke os, versus at fokusere på den familie, vi allerede har. Og så er der jo økonomien, som i længden heller ikke kan blive ved med at holde til det.

Balancen i at have sin opmærksomhed og kærlighed de rigtige steder er dét, der fylder. Hvornår trykker man stop på det? Hvornår skal man stoppe med at sætte Malene i hormonbehandlinger? Hvornår skal den stressende faktor med at vente på en donor ud af ens liv? Der er så mange tidspunkter i det her forløb, som er helt åndssvagt stressende, og som bare ligger som sådan et bagtæppe til resten af vores liv. Der er sådan lidt panik på indimellem, fordi der er så lang vej og så mange steder, det kan gå galt. Og vi ved jo, hvor mange forsøg vi har, og så er det ellers bare tilbage til start, hvis det ikke går.

Det er så underligt at gå igennem, fordi det fylder så meget, og folk ved det jo ikke. Eller nogle ved det godt; de personer, der er tæt på os, ved det godt. Og det der bagtæppe til ens liv – hvor man konstant går og tjekker mails, venter på at ting skal ske, på at få svar – det tager i nogle perioder meget af vores energi.

Det betyder, at man er sådan et menneske, der går rundt i index 70 hele tiden. Og det er en meget underlig fornemmelse, når man samtidig omgives af andre mennesker, som er i index 100.

Vi taler meget om, hvornår vi skal stoppe. Det er ikke, fordi Gro bliver forsømt, men det er synd at være en familie, der går og fokuserer på gerne at ville være noget andet i stedet for at fokusere på det, den nu engang er. Og så at se mulighederne i det. På den anden side distraherer hun os også fra de mørke huller, fordi hun er det levende bevis på, at livet skal og må gå videre undervejs i processen. Der er jo mange mennesker, der slet ikke får børn, men det har vi været heldige at få.

Vores første donation var en lukket ægdonation, men herefter har vi valgt en åben. Forskellen er, at barnet, når det bliver 18 år, kan få flere oplysninger om donor end ved en lukket, hvor de ingen oplysninger får. Vi har talt meget om det, og vi har mest ro i maven med at give barnet muligheden for selv at vælge, om det er nogle oplysninger, som barnet ønsker at få, frem for at vi tager valget. Hvis vi er så heldige at få et barn med donoræg, så vil vi også fortælle det til barnet tidligt og løbende tale om det, så vi undgår at skabe en choksituation ved at fortælle det, når barnet er teenager. Der er sikkert mange måder at gøre det på. Men det vigtigste for os er, at det ikke bliver en hemmelighed.

Én lang sorgproces

Vi kan mærke, at vores grænse rykker sig, for vi havde besluttet, at vi ville stoppe efter de 3 første forsøg, hvis de ikke lykkedes. Men uanset hvor rationelle vi havde forsøgt at være, så kunne vi bare mærke efter det første forløb, at vi ikke kunne sige stop endnu. Vi var nødt til at prøve et ordentligt sted på en anden klinik. Jeg kunne også mærke og se på Malene, at hun ikke var færdig. Vi vil det så gerne, og det er et ønske, der er svært bare at give slip på.

Nogle af de hormoner, som Malene får, når vi går ind i et forløb, gør hende helt skør og dårlig. Hun skal af den almindelige medicin, hun tager, og over på noget nyt – og det fucker fuldstændig med hende. Jeg ved ikke, hvordan hun klarer den, men hun gør det hver gang. Hun er meget soldat-agtig og går ikke og små-beklager sig. Hvis hun siger noget, så ved jeg, at det er virkelig svært.

Rasmus og Malenes tal:

1 donation med 3 ægoplægninger
1 donation med ingen fryseegnede æg
P.t. på tredje donation.
1 graviditet
1 barn

Jeg elsker hende af hele mit hjerte og ved, at jeg aldrig ville have kunnet klare processerne halvt så godt, som hun har gjort det indtil nu. Samtidig er det svært at finde sin rolle som partner i det. Det er ikke min krop, som skal igennem alle de svære behandlinger, og jeg kan ikke lette hendes byrde. Jeg kan bare se på og holde om hende.

Jeg ved, at Malene desværre godt kan føle, at jeg har købt katten i sækken, fordi hendes krop er, som den er. Og oveni det føler hun også skyld over, hvad det hele gør ved vores parforhold og vores familie. Uanset hvor meget jeg fortæller hende, at jeg elsker hende, så er der bare noget imellem os, der rumsterer, fordi hun – når hun er længst nede – kan tænke: “Hvis han havde fundet en anden, kunne han have fået det, han drømte om.” Så hun kæmper, og hun har virkelig slugt nogle kameler undervejs i processen. Vi prøver at tale om det, men de værste tidspunkter er uden tvivl dem, hvor jeg mærker på hende, at hun føler sig forkert.

Gro er 4,5 år nu, så det hele har efterhånden stået på i 3-3,5 år. Det er voldsomt. Det bedste, jeg kan sammenligne det med, er en sorgproces.

Ingen hjælp at hente i det offentlige

Det offentlige har smækket døren i for hjælp. Fordi vi allerede har et barn, kan vi kun få hjælp i det private. Så hver gang vi har haft brug for hjælp og vejledning, har vi skullet have det af nogle, der skulle have penge for det. Det er en politisk beslutning, og selvom vi skal være glade for, at vi trods alt har fået et barn, så synes jeg godt, at det kan være svært at affinde sig med, at vi ikke kan få nogen hjælp til hverken rådgivning eller behandling fra det offentlige, selvom de aldrig har hjulpet i processen med første barn. Og det er på trods af, at det rent klinisk betragtes som en sygdom, når man går så tidligt i overgangsalder.

En ting er de høje priser hos de private klinikker. Det kommer hurtigt til at føles som en pengemaskine, og hver gang har jeg haft følelsen af, at man går ind i en butik. Det er noget af det, der har fyldt meget for mig – for hvordan navigerer man i, hvad en behandling skal koste, hvilke tilkøb der er nødvendige, og hvem der er bedst?

En anden ting er, at systemet ikke er lavet til at tage hånd om psyken hos nogen, som er i gang med det, vi er i gang med. Hverken det, der sker hos kvinden, eller det, der sker hos mig. Her kunne jeg godt have brugt en hjælpende hånd fra det offentlige, så man kunne navigere i processen og måske komme ud på den anden side med lidt færre mentale ar.

Hvis Malene fandt en anden mand, som hun ville have børn med, kunne hun godt få hjælp fra det offentlige, men i vores situation rammer vi desværre en gruppe, som ikke modtager hjælp.

En ubalanceret relation

Vi deler vores forløb med vores familie og omgangskreds og har generelt talt rigtig meget om, hvor åbne vi skal være. Jeg har haft et behov for at være meget åben. Jeg kan ikke gemme på sådan noget. Det bliver underligt, at mine nærmeste ikke ved, hvad der foregår. Men det er også underligt at sige det højt. For vi siger det jo i en periode, hvor de fleste af vores venner får 1., 2. og 3. barn. Og det er også noget af det, der gør rigtig ondt på Malene. For én ting er de negative tests, men en anden er andres graviditeter, og at hun er bange for at blive bitter.

Vores venner er så søde, men noget af det, der piner mig mest, er, at de ikke kan dele deres ucensurerede og utvetydige glæde over, at de skal være forældre, sammen med mig, fordi de prøver at tage hensyn, når de fortæller mig det. Og det skaber på en måde en lidt ubalanceret relation, for man vil jo gerne være i stand til helt rent at dele og modtage glæde i et venskab. Men lige præcis denne glæde er så desværre også forbundet med en sorg for mig.

Jeg prøver at være helt ærlig omkring, hvordan jeg har det; at jeg både er glad på deres vegne – for det er jeg virkelig. Men at jeg samtidig også er ked af det over, at vores situation er, som den nu engang er. De er selvfølgelig glade for at fortælle “nyheden”, men jeg kan også mærke på dem, at de er kede af at fortælle mig noget, som dæmmer op for den smerte, som de ved, at vi går rundt med.

Har du afslutningsvis nogle råd til andre, som måske gennemgår noget af det samme?

Mit råd er nok, at I skal åbne lidt op om, hvordan I har det – hvis I kan – men uden at forvente, at følelserne dermed forsvinder.Og så er der noget andet, som godt nok ikke er et decideret råd… Men jeg kan ikke lade være med at stresse lidt på andre folks vegne, når jeg møder nogen i 20’erne, som har fundet den, de gerne vil have børn med, men gerne vil vente. Jeg ved jo godt, at den slags ikke vedkommer mig. Men jeg håber bare, at det bliver moderne at få børn lidt tidligere, end det har været tilfældet for os.