Psykologen: Om behandlingstilbud ved psykosociale konsekvenser af infertilitet og fertilitetsbehandling

Den psykologiske belastning af fertilitetsbehandling opleves som så svær, at op til 30% dropper ud af behandlingen på grund af dette. Vi taler med Yoon Frederiksen, Psykolog og lektor ved Aarhus Universitet om problemet.

Skrevet af:

wawa

29. maj - 2022


Hvad skal vi gøre ved dette problem?

Det er et godt spørgsmål. Noget af det første man kan gøre , er at have en opmærksomhed på det. At personalet på klinikkerne har viden om og godt ved, hvor hårdt og svært det kan være at gennemgå fertilitetsbehandling.

Tidligere havde personalet kun fokus på det biomedicinske mål i behandlingen, sådan kan det stadigvæk godt synes for patienten, selvom det faktisk ikke er tilfældet, men der er ikke meget tid til at snakke om det på klinikken eller i løbet af behandlingen Dengang, og nu er fokus på, om man bliver gravid eller ej. Der er ikke nogen fertilitetsbehandler i dag, der ikke godt ved, at det er psykologisk svært, men meget mere gør vi ikke ved det – end at vide, at det er psykologisk svært. At være bevidst om det, er dog trin ét i processen mod at gøre noget ved det.

Trin to er så at gøre plads til at tale om det. Ikke at sige, at alle nødvendigvis har brug for samtaleterapi, men rummet til at kunne sige det højt er vigtigt at tilbyde.

Vi interviewer

Yoon Frederiksen, autoriseret psykolog, ph.d.
Sexologisk Enhed, Aarhus Universitetshospital og
Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

Man kunne tænke i trinvis behandling i forhold til psykosocial care. I stedet for at alle skal tilbydes psykolog fra starten af, så skal der afsættes tid til at behandleren kan spørge til, hvordan patienten har det, og hvordan det opleves at være i behandling, samt om noget er svært i forhold til behandlingsforløbet. Det kunne f.eks. være at spørge ind til, hvordan det går med kommunikation i forhold til familie og venner, er arbejdspladsen vidende om forløbet, og er der forståelse for, hvad det kræver at være i behandling mv.

Der kan også informeres om generel viden på det psykosociale område f.eks. at det kan påvirke parforholdet og den måde man ser sig selv på.   På den måde, kan man være med til at forebygge noget af alt det, der hober sig op. Og så ville mange faktisk være godt hjulpet på vej af det. Så er der selvfølgelig nogen, der har det sværere. Vi ved jo fx at ved flere forsøg og mere komplicerede forløb, desto sværere kan man have det som patient.

Vi skal ikke prøve at få nogen til at få det svært, som ikke har det. Men det er vigtigt at spørge dem om, hvordan de har det. Det trinvise fokus ligger i at man altid kan starte ud med at give plads til at patienten kan have det svært, og hvis det ikke er nok, kan der tilbydes en eller flere samtaler med et personale om dét der kan være svært – også i forhold til hvad næste skridt i behandlingen skal være. Er der stadigvæk behov for yderligere samtale kan der henvises videre til mere terapeutiske samtaler. Jeg tror egentlig, at der skal meget lidt til, for at gøre en ret stor forskel. Det handler meget om at behandling skal ses som mere end dét at blive gravid. Trivsel er også et mål i behandlings så vidt muligt.

Påvirker belastningen begge parter i fertilitetsbehandling?

Ja og nej. Som regel ja. Den ene part er måske mere belastet end den anden. I de fleste parforhold, hvis den ene ikke har det godt, påvirker det naturligvis den anden i en eller anden grad. .

Noget af det man kan have sin opmærksomhed på er at at begge parter bliver påvirket, men at de udtrykker det på forskellige måder. Vi ved rigtig meget om, at kvinder især bliver mentalt belastet, hvorimod vi ikke har haft så meget fokus på mændene. Det er heldigvis ved at ændre sig og nye studier undersøger også mændenes mentale trivsel. De nyere studier der medtager mændene viser at mænd også bliver påvirket af behandlingsforløbet, og at det kan være ligeså vigtigt at adresserer viden til mænd såvel som kvinderne. Det betyder også at mænd ikke bare skal ses som påhæng eller pårørende men også som patient.

Derudover, kan vi naturligvis ikke vide, hvordan par-relationen var før behandling, hvilket jo også spiller en rolle i forhold til hvordan parret håndtere behandlingen som par.

Der er blevet anbefalet et behandlingstilbud, der tager sig af de negative psykiske og sociale følger, der er ved infertilitet og fertilitetsbehandling. Kan du forklare om nogle af de konkrete tiltag, der ville kunne være?

På klinikniveau kan det være undervisning af fagpersonale - at udbrede viden om behandling og den belastning det kan være for individet. Kollegial sparring om de psykosociale udfordringer de møde i klinikken på lige fod med de biomedicinske udfordringer de møder i klinikken.

Det kan også være i forhold til struktur f.eks. kan der sættes teams op, således at man møder de samme personaler hver gang. Mange patienter oplever det som enormt fremmedgørende og upersonligt at de hver gang møder nye personaler, som skal behandle og tale med dem om noget meget privat, personligt og sårbart.

På patientniveau kan det være støttende samtaler undervejs og evt. henvisning til dem, der har det rigtig svært. Helt konkret efterspørges der ofte samtaler i ’venteperioden’ – den tid hvorfra man har fået opsat embryo til man får den første graviditetstest – kan der etableres et tilbud, hvor patient/par ringes op? Det er nogle af de behandlingstilbud, man kan sætte i værk.

På makro niveau, der handler det selvfølgelig om midler. Det gør det altid. Men vi oplever faktisk, at der i hvert fald ikke er problemer med motivationen hos personalet på klinikkerne, men at det er tid og ressourcer, der er problemet.

Alle disse ting er super vigtige for at få godt familiedannelsesperspektiv, forebygge mental trivsel generelt og uanset barn eller ej, at man ikke er så psykisk belastet, at man risikerer en sygemelding fra arbejdet osv. Det er nogle af de mere økonomiske incitamenter for at gøre noget.

Kan man forberede folk på vej i behandling?

Til den indledende samtale på klinikkerne kan der være informationsmøder. Der burde man nævne muligheden for, at det kan være svært og at man skal gøre brug af de tilbud klinikkerne har. Og at det ellers bliver nævnt løbende under behandling, at man skal huske, at man skal have det godt.

Folk skal have tilbuddet.

Findes der allerede nogle behandlingstilbud?

Jeg ved, at Herlev har givet mulighed for, at nogle få par kan få en samtale med en sygeplejerske, særlig uddannet i kommunikation omkring psykosocial care. Ofte kommer de her tilbud, fordi der er personale der virkelig brænder for det her og har ønsket det og kæmpet for det. Men vi har oplevelsen af at det er meget baseret på individniveau. Det her med, at der er en passioneret medarbejder på en klinik, som synes det er er vigtigt og spændende, som ender med at gøre en forskel.

Men der er ikke noget af det, der er formaliseret eller organiseret, så det bliver et one man (eller woman) show, og er derfor svært at måle på og dermed bevise behovet.

Bør det være noget som automatisk følger med ved fertilitetsbehandling?

Stort ja! Særligt at behandlingsmålet også kunne inkludere, at man har det godt efter behandling. Både før, under og efter.