Professoren: Om vigtigheden af at tale med (donor)børn om deres tilblivelse

Der findes ingen danske studier, der undersøger vigtigheden af at tale med (donor)børn om deres tilblivelse, men professor mso Lone Schmidt har gennem de sidste 30 år fulgt udenlandske undersøgelser nøje. Her giver hun et indblik.

Skrevet af:

Lone Schmidt

15. juli - 2022


Om:

Lone Schmidt. Professor MSO. Forsker i Reproduktiv sundhed, infertilitet, assisteret befrugtning, familiedannelse, social epidemiologi, kvalitative metoder. Afdelingen for Social Medicin på Københavns Universitet.

Er det vigtigt for børn at vide hvordan de er kommet til verden?

Helt kort fortalt, ja. Studier viser, at alle børn er nysgerrige omkring, hvordan de er kommet til verden. Typisk ved 4-5 års alderen begynder børn selv at tænke over det og spørge forældrene ind til det.

Hvis man er kommet til verden uden behandling eller fx ved adoption, er det helt almindeligt at tale om, hvordan man er kommet til verden. Men det sker ikke i lige så høj grad for børn født i fertilitetsbehandling - eller med donor.

Hvorfor er det vigtigt for børn at vide, hvordan de er kommet til verden?

Det er for mange en del af opbygningen af deres narrative identitet. Vi starter med at danne den narrative identitet i vores tidlige voksenliv og vi forandrer og genfortolker den igennem livet. Det gør vi for at forstå de ting, der sker igennem vores liv.

Den narrative identitet har betydning for, hvordan vi opfatter os selv og vores væren i verden. En essentiel brik i den narrative identitet kan være at vide, hvordan man er kommet ind i verden.

De børn der er kommet til verden med donor med single mor eller lesbiske forældre har typisk fået en forklaring tidligt i livet (før de 3 år), mens hovedparten af donorbørn med heteroseksuelle forældre ikke har fået det forklaret. Det betyder, at rigtig mange er i risiko for at andre fortæller dem det. Det er uhensigtsmæssigt. Man skal undgå denne hemmelighedsholdelse eller at barnet får det at vide ved tilfælde af nogle andre.

Dem der får det at vide sent eller får det at vide på en dårlig måde, kan risikere at opleve et identitetsbrud. Hvem er jeg så?

Hvad kan et identitetsbrud betyde for barnet - nu og senere i livet?

Det kan betyde en stor og langvarig usikkerhed hos personen. Kigger man på studierne, kan man se vrede som er rettet imod forældrene. Personerne vil typisk tænke “Hvorfor er det så stor en hemmelighed?” og “Hvad er der så forfærdeligt ved det?” og ”Hvorfor må andre gerne vide det, når jeg – som den vigtigste person – ikke må?”

Har det typisk betydning for barnet, at de er kommet til verden ved donor?

Sverige var det første land, der valgte at der kun måtte være åbne donationer, altså at barnet skal kunne få oplysninger på donoren, når de er 18 år. Dette skete omkring 1985. Men har efterfølgende kigget ind i data for at se, hvad det har betydet. Altså, hvor mange har egentligt ville have oplysningerne på deres donor? Det er faktisk kun 7% af dem, der nu er 18 år eller ældre - og det er ikke mange.

Ud fra dette kan man altså konkludere, at kendskab til donors identitet ikke nødvendigvis er så vigtig for barnet, som er født ved donorbehandling.

Som nævnt tidligere er det altså hemmeligheden omkring donationen der skaber problemet - ikke donationen i sig selv. Det er hemmeligholdelsen, der kan skabe identitetsbrud og vrede, når hemmeligheden bliver brudt. Det er hemmeligholdelsen, der skaber tanker omkring, at det er en dårlig ting.

Altså: Forskningen siger, at det er ikke behandlingen i sig selv der er problematisk. Det er hemmeligholdelsen over for barnet, der er problemet.

Hvad er årsagen til, at nogle forældre tier fortællingen om barnets opkomst?

Nogle forældre tier om fortællingen, fordi de synes det er rigtig indviklet. De vil ikke have at deres barn skal føle, at det skiller sig ud, men at det skal være som alle andre børn. Derfor fortæller de ikke barnet om behandlingen. Andre er nervøse for, at barnet ikke vil betragte ‘far’ som deres rigtige ‘far’, hvis der er brugt sæddonor.

Men som beskrevet viser studierne, at det ikke forholder sig sådan. Far er ham, der smører mine madpakker og spiller fodbold med mig. Donor er ham, der gav mine forældre en gave.

Hvornår skal børn have besked om deres opkomst - hvornår begynder man at tale om det?

Der er typisk to grupper - dem der fortæller det tidligt og har det som en del af den helt tidlige opvækst, og dem der venter på det rette tidspunkt. Det tidspunkt kommer aldrig. Det er en situation man selv skal opsætte.

Der er ingen børn der forstår, hvordan børn bliver lavet når de er 4 år gamle. Men vi fortæller det alligevel. Derfor skal vi ikke tænke så meget over, om de forstår det eller ikke. Men vi skal tænke over, at det bliver en naturlig del af samtalen fra en ung alder.

Derfor er rådet: Start med at forklare det tidligt. ‘Mor og far havde svært ved at få børn. Men så fik vi hjælp fra en læge - og så fik vi dig’.

Så kan der komme flere detaljer på, når barnet vokser op og bliver mere nysgerrig.

Er vi bedre til at tale om børn som er skabt via fertilitetsbehandling eller ser man samme tendens som ved donorbehandling?

I år 2000 lavede vi  en undersøgelse med 2.250 patienter i fertilitetsbehandling, som svarede på et spørgeskema. 5 år efter svarede deltagerne i undersøgelsen igen på et spørgeskema.  Dem der var blevet forældre, blev spurgt om, hvorvidt de havde fortalt andre (familie, venner eller bekendte) om hvordan deres barn var kommet til verden. 95% svarede, at de havde fortalt minimum en anden om det. Altså næsten alle!

Men når man så i undersøgelsen spurgte dem, om de ville fortælle deres børn, hvordan de var kommet til vha. fertilitetsbehandling, så svarede 2 ud af 3, at de var i tvivl om, hvorvidt de ville fortælle det til deres barn. Så hemmeligholdelsen dækker ikke kun over donorbørn, men også over fertilitetsbehandling generelt.

Spørgsmålet er bare, hvorfor det er sådan. Vi hører om fertilitetsbehandling alle steder i dag. Hvorfor er det, vi har så travlt med at gøre det og de børn usynlige? Vi ved, at der er rigtig mange af dem (10% af børn i Danmark), men vi tror ikke det er vigtigt at fortælle. Men det er det - for det har betydning for deres identitet og opfattelse af situationen.