Professoren: om den øgede risiko for depression ifm. fertilitetsbehandling

Vi ved at fertilitetsbehandling kan være stressende og at mange både kvinder og mænd oplever stress eller depression undervejs i behandling. Men hvad er sammenhængen egentligt? Og hvad gør samfundet for at støtte kvinder og par i behandling bedre?

Skrevet af:

Lone Schmidt

15. marts - 2022


Ved vi noget fra dansk forskning eller studier indenfor felt omkring den mentale sundhed og kvinder og par i fertilitetsbehandling?

Vi har et stort studie på 2.250 fertilitetspatienter (både mænd og kvinder), som alle startede i behandling i år 2000. De udfyldte et spørgeskema ved 1.besøg, igen 1 år efter og til sidst 5 år efter behandlingsstart. Derudover har vi fulgt dem i fødselsregistret og det psykiatriske centralregister. I det studie undersøgte vi mange ting – alt fra kommunikation, stress, mestring af at håndtere stress i behandling, niveauet af selvrapporterede depressive symptomer osv.

Derudover findes der også registerstudier med mænd og kvinder i IVF registeret over tid.

Hvordan hænger depression og infertilitet sammen?

Vi interviewer

Professor mso, dr.med., ph.d.,
læge Lone Schmidt. Hun har speciale i
nedsat frugtbarhed og folkesundhedsvidenskab
og arbejder på Københavns Universitet,
Institut for Folkesundhedsvidenskab.

Man kan kigge på sammenhængen på to måder. Den ene er at der er nogen der mener, at det at have en depression kan føre til at man på sigt får færre børn. Vi kan faktisk i registerstudier se, at mennesker med en psykiatrisk lidelse i gennemsnit får færre børn end mennesker, der ikke har en psykiatrisk lidelse.

Og hvis man så kigger på de på en anden måde, så ved vi at dét ikke at kunne få børn når man ønsker det og dét at ende i behandling, er to såkaldte ’lav-kontrol stressers’, som man jo ikke kan gøre så meget ved.

Begge dele kan man ikke kontrollere og man kan få en eksistentiel krise – ’hvorfor er jeg overhovedet sat på jorden’ eller ’hvad skal der dog ske med mig’. Den krise kan lede til depressive symptomer. Det hele er ude af ens hænder.

Ja, man kan søge behandling af god kvalitet, men man kan ikke bestemme, at det skal virke.

Hvor mange oplever depression i forbindelse med fertilitetsbehandling?

Vi kunne se fra studiet med de 2.250 mennesker, at da de kommer ind til os i år 2000, hvor der var lang ventetid, havde de i gennemsnit prøvet at få børn i 4 år og havde i gennemsnit været i deres parforhold i 7-8 år. I den gruppe viste 12% af kvinderne og 4% af mænd tegn på depressive symptomer allerede da de startede i fertilitetsbehandling.

Vi undersøgte dem 1 år efter med spørgeskemaer, hvor vi udelukkede dem, hvor behandling havde været succesfuld i mellemtiden. Her viste nu 15% af kvinderne og 6% af mændene at have udviklet tegn på depression. Og selvom vi gjorde os meget umage, så er det et meget komplekst emne vi spørger til og vi gør det på en simpel måde, så der er selvfølgelig ubekendte.

Ved 5 års-opfølgningen havde så mange været succesfulde med at få børn, at man faktisk ikke kunne følge op ift. depressive symptomer blandt de fortsat barnløse, og derfor stoppede studiet der. I samme studie fandt vi også, at kvinder, der ved start af fertilitetsbehandlingen , rapporterede et højt niveau af infertilitets-stress, havde større sandsynlighed for senere at bruge antidepressiv medicin sammenlignet med kvinder med lavere niveau af stress.

Vi ved så fra nogle hollandske undersøgelser, hvor de lavede noget lignende, at man kunne da se at blandt kvinderne faldt symptomerne på depression, når de blev gravide.

Deres depression hang altså sammen med mangel på graviditet.

Amerikanske forskere har også fulgt barnløse par over lang tid med særlig fokus på psyken i forbindelse med graviditet og fødsler efter fertilitetsbehandling. Nogle af kvinderne i deres studie skiftede identitet fra at være barnløse med det samme de blev gravide og glemte alt om frustrationen og depressionen, mens andre bærer infertilitets-identiteten med sig langt videre i livet. Det er meget individuelt.

Hvilke er psykosociale konsekvenser er der i forbindelse med behandling? For kvinden og en eventuel partner?

Der er lavet interviewundersøgelser der faktisk viser, at for nogle kvinder og par er det en meget stor lettelse at komme i fertilitetsbehandling. Efter at have prøvet længe derhjemme kan det føles som en lettelse at overlade det til nogen, der kan fixe det. For andre kvinder og par kan det være en yderligere belastning at komme i fertilitetsbehandling – der venter et skemalagt liv, alting skal passes sammen med behandling og noget, der er meget privat og som man normalt klarer derhjemme, skal nu klares på en klinik med andre involverede. Der er mennesker, der ser på din krop udenpå og indeni, kigger på sæd, tjekker æggestokkene osv.

Alt det går jo hånd i hånd med glæden ved privilegiet ved at kunne få hjælp.

Hvad betyder det for parforholdet?

Det betyder noget. Når vi interviewer par i behandling, svarer de enstemmig, at det er noget af det mest belastende de har oplevet. Samtidig siger en fjerdedel, at de aldrig har været tættere og at deres parforhold er blevet styrket. Når de uddyber, så nævner de at behandlingen og dermed indblikket i hinandens kroppe, gør dem tætte. Det at de ikke kan få børn betyder, at de er nødt til at snakke om de svære ting.

Hvordan er det med skilsmisseraten for par i behandling? Er den højere?

Nej, der ikke er en højere skilsmisserate hos par, der er eller har været i fertilitetsbehandling.

Vi undersøgte 25.000 par, der havde været i fertilitetsbehandling og sammenlignede med par i samme alder uden fertilitetsbehandling. Parrene blev fulgt op til 16 år efter behandling i registrene. Der er ikke forskel i skilsmisseraten på de to grupper! De resultater var og er vi ret glade for – det er vigtige tal og giver håb.

Er der en øget risiko for fødselsdepression, når man har været i fertilitetsbehandling?

Vi starter et andet sted – nemlig i registerstudierne med 43.000 kvinder og 38.000 mænd.

Der havde vi en forestilling om, at hvis man ikke fik barn efter behandling ville man have øget risiko for depression. Men dér tog vi fejl.

De kvinder der har fået et barn har 5 gange så høj risiko for at få en depression (langt størstedelen af dem lå senest 6 uger efter fødslen) sammenlignet med kvinder der fortsat var barnløse. Men altså det er meget små tal – cirka kun 1 % af kvinderne.

Vi lavede et andet studie med 28.000 kvinder der havde været i fertilitetsbehandling, hvor vi kiggede på, om de senere havde fået udskrevet antidepressiv medicin. Og så kiggede vi på kvinder i samme aldersgruppe, der ikke havde været i fertilitetsbehandling.  Det var de helt samme resultater – ca 10% af kvinderne i begge grupper havde anvendt antidepressiv medicin.

Og vi sammenlignede dem, der var blevet mødre efter fertilitetsbehandling vs. mødre, der ikke havde været i fertilitetsbehandling, og der var faktisk en forhøjet sandsynlighed for at påbegynde antidepressiv medicin når man var blevet mor efter fertilitetsbehandling. Der kan være flere grunde til det – at de er mere sårbare. Men det kan faktisk også være fordi det er kvinder, der har været i sundhedsvæsenet længe. De er vant til at bruge sundhedsvæsenet, spørger hurtigere og kommer hurtigere i behandling. Der kan være en øget opmærksomhed på kvinden og parret, fordi de har været i behandling og derfor får sundhedspersonalet måske øje på depressioner hurtigere end almindeligt.

Så ja, det ser ud som om der er en øget sandsynlighed for at få antidepressiva, når man er blevet mor efter fertilitetsbehandling. Men igen, det er kun de færreste mødre, der får antidepressiva indenfor 1 år efter fødslen. I alt 0,8% af mødre, der havde været i fertilitetsbehandling og 0,2% blandt mødre, der ikke havde været i fertilitetsbehandling.

Hvordan sørger vi som samfund for, at der er hjælp til kvinder og par i behandling?

Det danske hospitalsvæsen ser specielt ud på den måde, at vi nærmest ikke har psykologer ansat på nogle afdelinger. Det har man ofte i udlandet på fx hjerteafdelinger, kræftafdelinger, fertilitetsklinikker eller lignende.

Dels er der en del lande, der screener fertilitetspatienter inden behandlingsstart og de får så tilbudt samtaler/terapi allerede dér tidligt, hvis det er relevant. Og sideløbende uddanner psykologerne også det personale på afdelingerne, der er tæt på patienterne - altså ”patient-centred carecare”, som er den rutinemæssige patient-centrede behandling om omsorg, som alle personalegrupper varetager.

Dét mangler vi i Danmark!

Der er simpelthen ikke den faggruppe der følger med i forskningen eller som kan uddanne personale. Set med mine øjne mangler vi sundhedsprofessionelle inden for psykisk sundhed i vores hospitalsvæsen.

Behovet forsvinder jo ikke fordi hjælpen ikke er der.

Det er et kæmpe problem, når man snakker om offentlige klinikker. Her får man tildelt en bestemt tid per patient, altså tidsnormen er som om der kun er én patient. Virkeligheden er bare, at det ofte er et par der kommer, og man skal hjælpe dem begge. Men man får ikke tiden til mere end, hvis der var én person. Og det er både i selve planlægningen og ved afregninger det forholder sig sådan.

Det synes jeg er et problem – den ressourcemæssige begrænsning man har i systemet.

Hvad skal man være opmærksom på når man er i fertilitetsbehandling?

På et tidspunkt lavede vi stresshåndteringskursus for par i fertilitetsbehandling. Da vi evaluerede, var det interessante, at begge køn havde lært noget af det kursus.

Mændene fandt flere ord om deres proces, de fik et sprog for deres følelser og begyndte at tale mere åbent om det. Kvinderne lærte at holde mund - at det var helt okay at stikke nogen en hvid løgn eller ikke svare, hvis man ikke var i humør til at snakke om sin behandling. Ikke nødvendigvis sige ”det vil jeg ikke snakke om”, men i stedet for bare at svare kort, at ”det går fint”.

Et godt råd er at spille ud over for ens familie og nære venner. Må de spørge eller skal parret selv fortælle? Hvordan er man sammen med venner der har fået børn, selvom man selv ikke har? Familie og venner prøver sig frem  i den bedste mening. Men de kan ramme forkert, hvis parret ikke selv fortæller, hvordan de ønsker det skal være.

Det kan også være rigtig godt at prøve at holde fast i, at livet skal være andet end behandling, aftaler, medicin osv. Jeg har mødt nogle par, der helt tydeligt havde fundet på ting at gå op i sammen i processen – haven, motion eller lignende.

Hvis man kan, skal man se om man kan holde fast i den kropslige glæde – at man har en krop der kan nogle ting i stedet for at se på den som en ikke funktionsmæssig fødemaskine.