Pernille: “Jeg græd af glæde, da de fortalte mig, at jeg endelig var blevet gravid”

Læs om Pernilles turbulente tur i fertilitetsbehandling af to omgange, og om hvordan alt ikke altid bare er fint, selvom man får de børn man drømmer om. Det kan være en lang sej kamp, som kan sætte sig spor efterfølgende.

Skrevet af:

wawa

03. april - 2022


Hvornår og hvordan mødte du din partner?

Vi mødte hinanden i slutningen af 2009 på vores fælles tidligere arbejdsplads og i 2010 blev vi kærester. Jeg var 19 år og Dennis var 24 år.

Vi begyndte så småt på projekt baby i april 2013 og havde inden da købt hus med 2-3 børneværelser og ventede blot på, at det hele ville lykkedes for os. Vi følte os ikke stressede omkring det og vi tog det hele i et roligt tempo. Men da der var gået 14 måneder uden held, tænkte vi, at der kunne være noget galt og vi gik derfor til lægen i håbet om at finde svar.

Vi interviewer

Pernille Juel Toft Jeppesen på 31 år. Hun
er Souschef i en Sparekasse. Hendes mand
hedder Dennis på 36 år, og er Investeringsrådgiver
i en bank. Sammen har de 2 piger. De bor i Holstebro.

Hvordan foregår jeres udredning så herfra?

Vi tog begge til egne læger som henviste os videre til Gynækologisk Ambulatorium i Herning.

Vi fik taget nogle test og blev derefter indkaldt til en samtale. Jeg har aldrig været så nervøs før. Jeg var bange for, at vi fik beskeden om at vi aldrig kunne få børn.

Jeg tænker ofte tilbage på denne dag, hvis jeg har nogle eksamener eller andet, som kan gøre mig nervøs, for intet kan måle sig med denne dag.

Min mands sædkvalitet var i top. Hvilket var en dejlig besked at få. Mine prøver så umiddelbart også fine ud, men alligevel var min cyklus var meget ustadig. Den kunne gå fra mellem 32-64 dage i længden.

Vi fik altså at vide, at vi ikke fejlede noget. Vi har altid været sunde, både når det kommer til kost og motion. Vi havde forsøgt med ’Spis dig gravid’, ’ingen rafineret sukker’ osv. inden vi overhovedet tog fat i vores læger.

Alligevel fandt lægerne ud af, at mit prolaktinniveau var i den høje ende. Derfor blev jeg henvist til en MR-scanning. Scanningen viste, at jeg havde en godartet svulst i min hypofyse, som var årsagen til det forhøjede prolaktinniveau, som kunne være skyld i, at jeg ikke kunne blive gravid.

Det føltes underligt, at få at vide, at der var noget i mit hoved der ikke var som det skulle være. Lægerne forklarede, at det var noget jeg efterfølgende skulle til tjek med løbende, da denne svulst både kunne vokse og forsvinde og i værste fald tage mit syn. Til gengæld kunne vi begynde i behandling.

Jeg fik lavet en vandscanning. Det var en lidt voldsom omgang for mig. Jeg blødte meget og følte, at jeg til tider skulle til at besvime. Efter scanningen skulle jeg have doxycyclin. Fordi der var lidt tegn på PCO så jeg skulle igennem en hysteroskopi inden opstart af fertilitetsbehandling.

FAKTABOKS

Vandscanning er en undersøgelse,
som bruges til at afgøre, om der er
muskelknuder eller polypper i livmoderhulen.
En hysteroskopi er en indvendig kikkertundersøgelse
af livmoderslimhinden.

Hvordan var jeres opstart i behandling?

Vi startede med tre gange IUI inden vi blev sendt videre til Skive Fertilitetsklinik.

Det gav et fornyet håb. Som det første på klinikken i Skive skulle vi scannes. Scanningen viste en (måske) tidlig graviditet. Dog blev vi skuffede. Det var i stedet en stor vandcyste.

Næste step var derfor, at cysten skulle væk og vi skulle på stikkekursus inden vi kunne opstarte behandling. Det var endnu engang med til at skubbe behandlingen - og satte i høj grad min tålmodighed på prøve.

Endelig begyndte jeg på hormonbehandling. I første omgang fik jeg tager 20 æg ud. Det betød, at jeg blev virkelig skidt. Det var ikke en overstimulering, men det var tæt på. Jeg kan huske, at da jeg rejste mig gav det det vildeste jag op igennem mig og jeg var tæt på at besvime. Alligevel følte jeg, at alt den smerte var helt ok, da jeg fik at vide hvor mange æg der var taget ud. Det kunne nemlig betyde, at jeg ikke skulle igennem dét igen.

Jeg fik sat et æg op efter 5 dage og jeg var meget nervøs for dette, da det havde gjort ondt sidst jeg var ”i stolen”. Der var dog heldigvis ingenting at mærke og nu skulle tiden bare gå.

Jeg græd af glæde, da Skive ringede til mig efter blodprøvetagning og fortalte mig, at jeg endelig var blevet gravid.

Alle smerter blev pludselig glemt og det var det hele værd! Jeg var samtidig så heldig, at 2 af mine æg var gode nok til frys. Det gjorde mig glad at tænke på, at jeg nok aldrig skulle igennem den tur igen. Ella blev født 05.01.2016 en sund og velskabt pige.

Hvad med jeres barn nr. 2?

Da Ella var 11 måneder gammel startede vi fertilitetsbehandlingen igen i håbet om, at hun skulle være storesøster. Vi fik sat begge æg op fra frys - men desværre blev det ikke til noget.

Det skulle vi sig, at det blev en længere proces end vi havde troet.

FAKTABOKS

Fordi Pernille havde æg på frys
fra hendes første behandling, så kunne
hun få lagt disse æg op i det offentlige.
Ellers er behandling for barn nr. 2 normaltvist
ikke støttet af det offentlige.

Hvad gjorde I så herfra?

Vi tog fat i Maigaard Fertilitetsklinik, som var utrolig empatiske og dygtige. De var søde til at hjælpe os igennem det hele én gang til.

Jeg startede forfra med en masse hormoner og det endte med en overstimulering, som resulterede i, at jeg skulle være sengeliggende og fik blodfortyndende medicin for ikke at få blodpropper. Herefter havde vi havde flere mislykkede forsøg, flere graviditeter og ufrivillige aborter. Den ene abort skulle ske kirurgisk, da jeg var i uge 14 da jeg tabte barnet. Efter aborten ventede jeg blot på at få min menstruation, for at kunne starte nyt forsøg op - men min menstruation kom aldrig.

Jeg fik taget blodprøver og det viste, at de formentlig ikke havde fået fjernet alt. Jeg fik derfor en hastescanning, så der kunne gøres noget ved dette.

Til vores store lykke var det ikke derfor. MEN…. Der lå lillesøsters hjerte og blinkede inde i min mave – og jeg var i uge 8!

Hvordan havde du det gennem dine behandlinger?

At læse eller lytte til Pelle Hvenegaards fortælling ’Kære Zoe Ukhona’ beskriver præcis de mange følelser jeg har været igennem i dette lange forløb.

I starten var vi meget hemmelighedsfulde omkring det, da vi ønskede at overraske bedsteforældrene når de skulle have et barnebarn. Vi ønskede ikke, at andre skulle kende til vores situation, da det var meget privat. Jeg blev dog mere og mere ked af det og hormonbehandlingerne hjalp heller ikke på hverken humør eller krop.

Jeg endte med at føle mig meget syg af behandlingen – indtil den dag vi begyndte at åbne op for alle omkring det. At jeg ikke skulle bære på den hemmelig og sorg gjorde en stor forskel for mig.

I løbet af behandlingen fandt jeg virkelig ud af hvor mange der var der for os og alt den kærlighed folk omkring os sendte til os.

Hvordan påvirkede andres babylykke dig?

Jeg følte mig som det dårligste menneske i verden, når jeg lå i fosterstilling og græd, efter vores venner fortalte os, at de skulle have en baby.

Jeg følte mig meget mørk og ked af det indeni. Jeg havde ikke overskud til at være en masse for nogen og jeg var i stor ubalance.

Jeg gjorde dog alt for at holde mig selv oppe – og det samme gjorde folk omkring mig. Men jeg tror ikke, at folk omkring mig var klar over hvor elendigt jeg rent faktisk havde det – selvom de godt kunne se i mine øjne (fik jeg fortalt), at der var noget galt.

Hvordan påvirkede det jeres forhold?

At åbne op omkring vores situation hjalp meget på vores forhold – men det var hårdt!

Jeg kan godt forstå, at en sådan situation kan få folk til at gå fra hinanden. SÅ hårdt var det. Vi tacklede det ikke ens – men vi gav plads til hinanden.

Jeg forsøgte med en masse ’mærkelige’ ting og jeg havde brug for at gøre ”noget nyt” for at håbe på, at lige netop dét var udfaldsgivende. Min mand var ikke enig i mine beslutninger – men han lod mig gøre det. Jeg gik all-in på vitaminer, økologi, akupunktur i Randers og jeg var villig til at prøve alt hvad jeg kunne læse om. Jeg havde det hårdt psykisk og intet ville hjælpe.

Jeg fandt en akupunktør som både gav mig behandling og gav mig mulighed for at snakke om vores situation og fortælle hvordan jeg havde det. Hun var en slags psykolog (2-in-1) og det er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv i dette forløb.

At finde en udefra at snakke med om det. Enten dét eller at finde en i samme situation, som man kan tale med om alt, det betød alverden. Uvisheden var det allerværste.

Pernilles tal:

3 IUI
7 ICSI
4 graviditeter
2 ufrivillige aborter
2 børn

Hvordan kom I tilbage i jeres forhold igen?

Efter første kamp (første barn) var vi med i en tv-serie på TV2 ’fra drengerøv til farmand’ og her fik vi rig mulighed for at snakke sammen om følelser og om hvordan det var at blive forældre. Produktionen satte en masse tanker i gang, som resulterede i snakke og netop dette er jeg overbevist om, har hjulpet os igennem det hele.

Nogle tror at alt er fint når først børnene er kommet. Men en lang sej kamp kan også sætte sig spor efterfølgende og dette er vigtigt, at få snakket om, hvis det er tilfældet.

Det er hårdt og drænende at kæmpe så længe, men det har også givet mig en stor tro til vores forhold. Hvis vi kan holde til det vi har været igennem siden 2013, så kan vi klare det meste.

Hvad er status på jeres liv nu?

Vi har nu 2 fantastiske piger, som vi er utrolig taknemmelige over og selvom jeg engang drømte om flere børn, så er det lige præcis disse to der skal være vores guldklumper.